Metode: Part 1: Ordentlighed og redelighed
Ordentlighed og redelighed
Dette er en inspireret sammenskrivning af et hovedbudskab fra Ole Fogh Kirkebys tanker i: ”Begivenhedsledelse og handlekraft” (2006, s. 254-255 & 259-266). Nedenstående tanker er et (ud af 3) metodiske bud på hvordan vi nærmere kan foregribe det kommende regenerative paradigmeskift. Denne foregribelse handler mere om de indre stemninger og grundlæggende indstillinger, som dog også kan praktiseres i sociale og via med-menneskelige relationer.
Vi lever i en tid, hvor apati, selvretfærdig vrede, kynisme, bitterhed og desperation samt ressentiment er dominerende. Hvor skuffelsen og raseriet, der beskylder skaberen, eller bare ”verden” for at være skyld i vores egen afmagt, hersker. Men dette må vi vende til en undren og skabelse. På en og samme tid må vi lade os overraske og samtidig fastholde en ærefrygt over for livet. Dyrke det menneskelige indsigts- og forklaringsbegær i mildhedens skær. Tro på at det er muligt at formgive det nye – at menneskets vilkår kan forvandles. Vi må huske at de begivenheder, som vi kan gribe ind i, også er dem vi har ansvaret for.
En ordentlighed, der tjener det fælles bedste
Når vi virkelig forsøger herpå, bliver accepten af vores afmagt en selvfølgelighed. Vi må således lære at leve med at kunne praktisere at have den anden som (for)mål, og derved erkende grænsernes for vores magt. Vi må med andre ord gribe aktivt ind i verden på vegne af selve den kommende begivenhed; det regenerative paradigmeskift. Ved at øve os i evnen til at forme livet i det godes billede, kan vi samtidig opøve evnen i at blive hændt af det gode. Dette indstifter en ordentlighed, der tjener til det fælles bedste.
Vi lever samtidig i en tid hvor hengivelsen til meningsløsheden gør sig markant gældende. En tid hvor fortvivlelse, håbløshed og grusomhed dominerer. Hvor det overfladiske, opgivende og utilregnelige fylder og præger ikke så få menneskers liv. Dette må vi imidlertid arbejde på at vende til en øget selvstændighedsfølelse eller myndighed. Både i det bekræftende og i det kritiske aspekt. Vi må med andre ord dyrke det alvorlige og det nøgterne håb. Vi må (gen)erhverve friheden ved at gribe ind i begivenheden under den forudsætning, at det er os, der er med-skabere af dens mening; lade os blive betydningens gidsler.
Vi bliver nødt til at give tilsagn og fri accept til det kommende, lade autonomiens holdning erfare det, der skænker sig selv: vogte den side af begivenheden, som også kan tilintetgøre os, fordi det altid giver mening at handle, hvis man virkelig vil. Vi må lære at tænke med stemningerne, ikke størkne, altid være på vej, blive egnet til at fornemme de ”indre værdier”. Dette indstifter en redelighed, og et handlingsberedskab, en frigørelse og en sjælelig fred, hvis velbefindende muliggør en ny form for strategi baseret i et refleksivt fristed af eksistentiel betydning.
Er du interesseret i mere viden fra Kim Gørtz og Ole Fogh Kirkeby? Så lyt til podcasten ‘Hapitus Raptus’ her.
