FOREGRIBELSE AF DET REGENERATIVE PARADIGMESKIFT – Metode: Part 3

af Kim Gørtz | nov 22, 2023 | Artikel

Metode: Part 3: Opmærksomhed og anstændighed

Opmærksomhed og anstændighed

Dette er en inspireret sammenskrivning af et hovedbudskab fra Ole Fogh Kirkebys tanker i: ”Begivenhedsledelse og handlekraft” (2006, s. 257-258). Nedenstående tanker er et (ud af 3) metodiske bud på, hvordan vi nærmere kan foregribe det kommende regenerative paradigmeskift. Som det fremgår, handler denne foregribelse mere om de indre stemninger og grundlæggende indstillinger, som dog også kan praktiseres i sociale og via medmenneskelige relationer.

Vi lever i en tid, hvor foregribelser af et kommende paradigmeskift sker gennem fordommenes reaktive mønstergenkendelser. Dels gennem ubegrundede forbehold, og dels gennem mistænksomhedens grimasser. Hele den selvgode refleksion synes hermed at udmatte menneskernes ellers så ”skarpe blik”. Men dette må vi vende til en opmærksomhed, hvor vi søger uden netop at foregribe. Gennem et positivt beredskab, hvor den mentale baggrund snarere sker gennem udviklingen af en form for ”ikke-villen”, kan vi herved afstå fra at ville. Således at beslutningerne og implementeringerne kan udøves midt i paradigmeskiftets hvirvler.

Opmærksomhedens rotation

Det gælder med andre ord om at skabe en ledelses- og (livs)stil, hvis alternative erfaringsrum baseres i en evne til at afvente. Dette kalder således på en grundstemning, der overskrider det strategiske. Vi bliver nødt til at vente længere på os selv for at lære noget mere om den kommende begivenhed. Herved bruger vi ikke den anden til at bekræfte vores egen viden. Vi lærer noget af den anden om os selv, som vi endnu ikke ved. Herved får vi skabt en ”opmærksomhedens rotation”. Den drejer sig både om os selv, den anden, de andre og de mange forbindelseslinjer – samt ikke mindst (meta)opmærksomheden herpå.

Vi lever i en tid, hvor frygten dominerer vores sociale liv, hvor ængstelsen er stærkt stigende. Hvor rædslen ligefrem flytter ind i os på en sådan måde, at vi synes at have opgivet på forhånd. Når vi således lader de negative grundstemninger florere og gro i og omkring os, stortrives ikke mindst forfængeligheden. Men også fejheden får gode kår. Dette må vi imidlertid arbejde på at vende til et mod og en kampvilje. Det kalder både på selvovervindelsen og kræver en større (selv)indsigt i offerberedskabet. Med andre ord drejer det sig her om at dyrke og pleje vores eminente og mulige uselviskhed – uden at dette giver køb på entusiasmen. Kort sagt; vi kan kun berede os på det kommende gennem at sørge for, at vores handlekraft ikke handler om os selv.

Vi må ”udføre værket” på en anstændig måde gennem en vilje til at have magten til låns. Dette kan udelukkende ske ved at blive en anonym del af de kommende processer, der er viet til en normativ fuldendelse. Vi må modtage os selv og påtage os de roller, som det kommende paradigmeskift giver og pålægger os – gennem herved at blive til en anden.