– at lære er at folde sig ind i livets lag
Caption: Hav og ålegræs mellem immersioner
“Our world faces a crisis as yet unperceived by those possessing power to make great decisions for good or evil. The unleashed power of the atom has changed everything save our modes of thinking and we thus drift toward unparalleled catastrophe” (Einstein et al, 1946 (!)).
“Today the atomic bomb has altered profoundly the nature of the world as we knew it, and the human race consequently finds itself in a new habitat to which it must adapt its thinking (…). Today we must abandon competition and secure cooperation. This must be the central fact in all our considerations of international affairs; otherwise we face certain disaster” (Fra Einstein on Peace, 1960).
Ordene i de to citater er skrevet/sagt af Albert Einstein og hans kollegaer. De bidrog til at udvikle den viden, der gjorde det muligt at skabe atombomber og dermed tilintetgøre Hiroshima og Nagasaki i 1945.
Det er vist nok det tætteste, vi kommer på, at Einstein nogensinde skulle have sagt noget i retning af: “we cannot solve the problems we face by using the same mindset that created them”. Et af de mest berømte og (mis)brugte “Einstein-citater”. Men pointen her er ikke så meget, at internettet er en fiktionsmaskine.
Einsteins bekymring
Pointen er, at det ville have været en dyb fejltagelse, hvis Einstein nogensinde skulle have sagt det. Hvad man mærker i det åbne brev fra 1946 er en dyb frustration. En afmagt, som genkendes af mange, der har beskæftiget sig med menneskets teknologiske evne og brugen af den. Svaret på, hvorfor det ville være en fejl, får du i løbet af teksten her.
Den her lille tekst om immersiv læring er dels en refleksion tilbage og ind i Einsteins bekymring. Dels en indføring i, hvad immersiv læring er, med et par sidestep til Gregory Batesons arbejde med læring. Den er første del af 2 – og denne gang ender vi blandt andet et sted, hvor det giver mening at sige, at Einstein ville have taget fejl. Hvis han altså havde sagt det, som han fejlagtigt citeres for. Hans bekymring er dog ikke blevet mindre relevant. Vores evne til at ødelægge synes igen og igen at overskygge vores evne til at lytte.
Immersiv læring er et bud på, hvordan vi kan tage hul på den ufattelig vigtige opgave at skabe en verden i dialog og i samarbejde med de levende systemer, vi er del af. At lære mens vi immergerer.
En nedsænkning i immersiv læring
Immersion er et begreb, der er interessant at arbejde med, fordi det har så broget en baggrund. Etymologisk betyder det at være nedsunket. ‘I-mmergere’ er sprogligt set det modsatte af at “e-mergere”, som de fleste har stiftet bekendtskab med. Emergens henviser til det, at noget opstår (ud af noget, der er anderledes, end det selv er, for ellers var der jo ikke tale om emergens, men om gentagelse eller fortsættelse). Immergens, derimod, er den bevægelse, hvorved noget, der allerede findes, lader sig opsluge eller synke ned i noget andet. Noget socialt, mellemmenneskeligt (de andre) eller noget mere-end-menneskeligt (det andet).
Jeg kunne forsøge at lære noget om havet ved at nedsænke mig i det. Hvis jeg sænkede mig ned i havet dagligt i et år ville jeg opdage, at havet kunne skifte temperatur, farve, bølgerytme (overflade), strømforhold (under overfladen). Jeg ville nok også opdage, at der er forskellige typer af liv, der trives i havet under forskellige forhold. Jeg ville opdage, at havet har mange ‘lag’. Der er både en ‘overflade’ og en ‘bund’. Det ville være forkert at prøve at forstå havet uden at tage noget af luften med over havet eller ‘havbunden’.
Jeg ville, alene med min krop og dens fatteevne, opdage, at der er en anderledes modstand i havet end i luften, der hænger sammen med min krops volumen, form, overflade og bevægelser. Jo mere liv, der var i havet, des mere ville jeg kunne lære om blandt andet det, jeg har henvist til her. I vores tid ville jeg nok ret hurtigt finde rester af menneskelig aktivitet, fx østersskaller, bjælker og plastic.
En oversigt over de fire læringstrin 0-III – spørgsmålene er eksempler
Læring 0 – stimulus/respons
Alt det her kunne gøres på det, som Bateson kalder læringens niveau 0. Det niveau hvor vi reagerer på stimuli, men uden at ændre noget i vores adfærd uanset tidligere erfaringer eller anden information. Undervejs i en oplevelse på niveau 0 kan der også ske noget på et næste niveau. Og hvornår det sker eller ikke sker er mindre vigtigt. Jeg kunne fx opdage, at det er svært at holde en menneskekrop under vandet i længere tid og udvikle løsninger, der gør det nemmere.
En snorkel og en maske fx, eller dykkerudstyr. Det sidste ville hjælpe på, at kroppen også nedkøles hurtigt, da havet det meste af tiden er markant koldere end menneskets krop. Så er jeg allerede godt på vej til niveau I. I realiteten sker det nok mere eller mindre samtidig, hvis jeg allerede har mange andre slags erfaringer med mig, som på en eller anden måde minder mig om det at nedsænke min krop i havet.
Immersiv æring I – opdagelse af fejl og nye valg
Læring I er der, hvor jeg ændrer på min respons baseret på tidligere fejl inden for et sæt af alternativer. Her er ‘konteksten’ allerede aktiv. For de ting, jeg gør for at gøre det muligt at immergere yderligere, handler jo om forholdet mellem vandet og min egen krop. Det kunne involvere teknologi. Men jeg kunne prøve at opøve teknikker i stedet, som at holde vejret meget længe eller blive Wim Hof-trænet og kunne blive i det kolde vand i længere tid.
Allerede i de tanker ligger der en måde at forholde mig til havet på, selv om der er noget ved det, som forbliver ret målstyret, ego-styret. Jeg er stadig ude på at præstere i forhold til havets betingelser og mine begrænsninger. Men det er jo ikke andet end livets og verdens vilkår, jeg forholder mig til. Og dermed nok bare en del af bevægelsen. Lad os prøve at glide til læring II.
Immersiv læring II – konteksten eksploderer
Læring II udtrykker sig som forandringer i læring I’s proces. Det vil sige, at jeg forholder mig korrigerende til selve sættet af alternativer, som jeg foretog valget ud fra. Da jeg selv begyndte at undersøge min immergens i havet ud fra en strand i København, begyndte jeg dels at opdage alle de ændringer i havets karakter, som kom til at udgøre selve relationen mellem min væren og havets (eller en flig af havet, ret beset). Men jeg opdagede også, at der var en masse små normer på spil, eftersom jeg kun meget sjældent var alene med havet.
Social læren
Læring II er derfor gennemsyret af socialitet, ofte med særlig fokus på “transference”. Altså overførelse af et usynligt eller uudtalt paradigme. Som når et barn lærer af det, de voksne (og deres søskende) gør, frem for kun af de instrukser, der bliver udtalt. På stranden er der på én gang meget vide muligheder, så længe man holder sig inden for den tid af dagen (og året), hvor der ikke ‘bades’. Der er stor forskel på at nedsænke sig rituelt, udviklende, sundhedssøgende eller slet og ret immersivt, i havet, og så at bade som del af en leg på en (halv)varm sommerdag.
Men selv når vi er i den tidlige morgenstund, hvor der næppe bades ret meget, men nedsænkes en hel del, er der normer på spil. Holder jeg mig indenfor en bestemt (uudtalt) måde at trække vejret meget dybt på, virke indadvendt i min modus, hilse venligt og roligt på de andre, klæde mig af på en diskret måde og tydeligt gøre selve relationen til vandet til mit mål (frem for overskridende handling som at tage billeder af andre badende eller måske spille høj musik osv.), er nøgenhed fuldt ud accepteret, både i og udenfor vandet. Men ikke berøring af andre kroppe. Det er den enkelte krop, der immergerer sig, skønt omgivet af flere andre. De fleste af de normer og regler, der gør sig gældende, er subtile – kun få er fx sat op som tekst på et skilt.
Immersiv læring styrker fællesskabsfølelsen
Som læring II forholder min immergens sig både til de sociale regler, men samtidig er det jo en søgen efter at forstå det. At immergere i havet, med min krop. Den sociale del er, om ikke ligefrem en forhindring, så alligevel noget, der kan distrahere min rejse ned i relationen til havet. De andre fylder, når vi prøver at blive ét med det andet. Men lærer jeg reglerne blandt de andre, giver det efterhånden nem og flydende adgang til mødet med det andet. I andre sammenhænge vil immergensen kunne foregå som en fælles aktivitet. Som når vi øver os på en ren kropslig undersøgelse med metoder som ‘Social Presencing Theatre’.
Kort fortalt: skal man skabe en læringsrejse ind i immersionen, er det en god idé at kombinere den enkeltes møde med elementerne (i en skov, ved havet, i byens rum osv.), med kollektive ‘læringsøvelser’, hvor vi deler oplevelser og opdagelser. Her kan vi nemlig både benytte os af sproget (eller vores kroppe gennem installationer) til at delagtiggøre de andre. Vi kan forholde os søgende inden for sproget (fx gennem tegninger for og med hinanden), og vi kan opbygge fælles sprog for immersiv læring. En særlig force ved det er, at der er tegn på, at selve immersiv læring styrker følelsen af fællesskab og mindsker ensomhed, herom i den næste tekst.
Immersiv læring III – nye kombinationer af læringskontekster
Lad os lige tage læring III med, bare for at mærke dybderne. For på det næste niveau begynder kreativiteten nemlig at blomstre. Hvis vi giver os selv adgang til den med tålmodighed og åbenhed. Læring III forholder sig både til den immergerende bevægelse og mødet (fx mellem ‘kroppen’ og ‘havet’, som begge er komplekse mangfoldigheder), men også samtidig til de valg, der består i de rammer for læring, som vi har skabt. Vi kunne begynde at skabe nye rammer for den kollektive oplevelse, hvis vi fx ville undersøge i en mere fælles kropslig afsøgning. Vi kunne tilføje nye elementer som fx en sauna (=finsk ord for bad). Da saunaen som udgangspunkt har et andet, men ligeså immergent formål, der bruger varme, røg og dampe til noget lignende, som det kolde gys i en hav-nedsænkning, kan kombinationen af de to være kilde til helt nye, mangfoldige kombinationer.
Bevægelse fremmer kreativitet
Prøv at tænke et øjeblik over, hvad den næste kombination kunne være. Det kunne jo være tilføjelsen af mødet med andre levende væsener, hvis de kan bringes tættere på – ålegræs, gopler, fisk, delfiner, osv. – med det formål at skabe en gensidig opdagelse eller blot uddybe vores forståelse af immergensen.
Formelt set er læring III “a change in the process of Learning II, e.g. a corrective change in the system of sets of alternatives from which choice is made”. Det er altså ikke muligt at indarbejde læring III uden at ændre den måde, selve læringen finder sted. Hvad enten det foregår alene eller i en social/kulturel sammenhæng. Når vi kan nå den grad af refleksion i læringsprocessen, opstår der nye læringsformer, nye fællesskaber. Der kaldes på nye måder at undersøge og immergere. Bevægelsen gennem læringsniveauerne fremmaner kreative tilgange, samtidig med, at de leder til en udfordring af den viden, vi synes at have om verden og om os selv.
Hvorfor tog Einstein fejl?
For at vende tilbage til Einstein, så har han dermed både ret og uret. Den indsigt i læring, som Bateson giver os, viser, hvordan det er selve rejsen ind i immergensen, der lader nye lag af erkendelse folde sig ud for os. Vi har altså ikke pludselig et nyt sæt af tanker, vi kan sætte i stedet for det, der har skabt vores problemer. Opdagelsen af livets værdi i havet kommer ikke bare vadende. Det kommer gennem daglig omgang med havet. Det være sig som forsker i mere videnskabelig forstand eller som ‘elev’ i opdagelsen af mødet mellem kroppe og hav.
Det er gennem en kombination af intuitive handlinger og den lynhurtige eller meget langsomme rejse gennem de forskellige læringsniveauer. At vi kan dekonstruere og rekonstruere det tankesæt, der har bragt ‘os’ til, hvor ‘vi’ er.
Læring og immergens sammenflettes
Den her lille gennemgang giver forhåbentlig en fornemmelse af, at læringen og immergensen ofte fletter sig intensivt ind i hinanden. Når bevægelsen lykkes, vil vi opleve, at mønstre og helheder viser sig for os. I starten vil det ofte være ved, at en ‘lærer’ eller ‘facilitator’ giver os små kognitive eller intuitive opgaver, som hjælper os til at se noget, vi ikke så før. Det kunne fx være undersøgelser af havets farve og stemningen, som du mærker omkring immergens-situationen.
Senere kan det være som manden, der bestemmer sig for at lægge ålegræs ud i skovbunden. Han opbygger en lærende relation (en ‘life account’) til de grantræer, der står dér, som efterhånden vil stå rundt om hans hytte. Med et knytter havet sig sammen med skoven, og mennesket bevæger sig lærende imellem dem.
Hvad har immersiv læring og regenerative transformationer til fælles?
Immersiv læring og regenerative transformationer har det til fælles, at de får meget ud af at bevæge sig undersøgende ind i ‘fraktaliteter’. Det vil sige, at det, som Bateson kalder ‘kontekst’, ikke behøver at være større end den umiddelbare virkelighed. Det kan lige så godt være i det meget små, at læringen dukker op. Vi bevæger os længere ind i detaljen. Fx i mødet mellem hud og vand eller i åndedrættets mikro-historik eller ålegræssets bevægelser.
Indtil adskillelsen mellem vores forestilling om, hvem vi er, og det levende og ikke-levende, som vi er omgivet af og fyldt med, begynder at opløse sig. Vi immergerer os videre og opdager nye forbindelser, der kan blive til stier. Stier som igen åbner for veje til at gøre mindre skade, skabe mere liv på en mindre forbrugende, egocentreret og nedbrydende måde. Et spring, der kan gøre det muligt at opleve transformationen som en berigelse frem for som et offer.
I næste del bliver vi mere praktiske med en øvelse til jer derude i jeres organisationer. Vi dykker samtidig lidt ned i den læring vi gjorde os, da vi eksperimenterede med at koble den analoge immersive erfaring med den digitale (XR). Og vi skal lige snuse til læring IV. Indtil da, god weekend, god uge og god immersiv læring!
Læs mere
Bateson, Gregory (1972). Steps to an Ecology of Mind. University of Chicago Press.
Erlangsen, Rune, Jakob Nørlem og Tim Struck (Promentum): Interaktionsprocesser og gensidig læring i hverdagen, der inspireres af liv.
Koefoed, Oleg (2022). Learning from Existainability. The Seven Infinity Stones of Cultural Wisdom.
Tosey, Paul (2006). Bateson’s Levels Of Learning: a Framework For Transformative Learning?
