– VR x SS og det fjerde niveau
I sidste uge skrev jeg om de første fire læringsniveauer i Batesons model og satte dem ind i “immersive læringsprocesser”. Hvor det immersive altså henviser til det at bevæge sig ind i noget andet. Noget, der muligvis er ukendt, i hvert fald i den forstand, at selve immersionen, rummer en overgivelse til en krop. Jer der har læst med tidligere ved, at jeg ikke tror på, at vi er adskilte fra starten.
Tværtimod. Men ikke desto mindre er der selvfølgelig en krop. Og den kan bevæge sig, nærme sig og nedsænke sig – immergere.
Hvorfor VRxSS?
Vi fulgte i sidste uge en nedsænkning af en menneskekrop i havet, og hvordan den kunne bruges til at undersøge læringsniveauerne. Måske vil du undervejs have tænkt over, at det ikke behøver at handle om at dykke ned i havet. Eller i skoven for den sags skyld. Det kunne jo foregå hvor som helst i princippet. Og så alligevel. Kunne den immersive opdagelse foregå alle steder? For eksempel i en vekselvirkning mellem analogt og digitalt forankrede oplevelser?
For ikke at fortabe os i filosofiske rabler tager vi turen omkring begyndelsen på et samarbejde, der starter med et spørgsmål. Kunne den immersive læring foregå i et digitalt univers – eller på tværs af digitale og analoge immersive oplevelser? Og kunne det i øvrigt bruges til at forstærke awareness om klimaforandringer og bæredygtighed? Måske ligefrem agens og entreprenørskab på området? Med de spørgsmål i luften gik vi i gang med at udvikle “VRxSS”.
VRxSS – et lærings- og oplevelseseksperiment
Caption: Et eksempel på en “site sensitising” øvelse fra workshop med Khora VR
Sammen med Matias Seidler fra Khora VR satte vi os for at undersøge, om vi kunne skabe en metode, der kunne bruges til at skabe skærpet opmærksomhed på klima. I løbet af 2019-21 kunne vi takket være bevillinger fra Climate-KIC og EIT-Urban Mobility gennemføre en række workshops og hackatons, hvor vi prøvede vores fælles metode af. Kort fortalt kombinerede vi analoge/stedslige og digitale/virtuelle immersive oplevelser og øvelser ind i forskellige kreative formater. Det gjorde vi for at undersøge deres potentiale ind i en læringssammenhæng. Og ikke mindst som et værktøj til at styrke “climate and futures literacy”.
Analoge øvelser
Deltagerne gennemførte analoge øvelser i stil med den på billedet ovenfor, på de steder, hvor vi befandt os. De blev udsat for en række VR-oplevelser, der gav dem virtuel adgang til forhistoriens mennesker, andre arters perspektiver, et træ i skoven, Al Gore på tur over smeltende polaris og en yderst bumpy cykeltur i Mumbai.
Der var ingen af ‘øvelserne’ eller ‘oplevelserne’ (kaldet experiences i en VR-kontekst), der varede over en halv time. Den ‘effekt’ som vi registrerede og diskuterede med deltagerne, var givetvis både resultat af enkeltstående oplevelser og af forløbet, hvor de gennemgik 10-12 forskellige ‘øvelser’ i løbet af dagen.
Her er et uddrag af rapportens konklusion:
“All participants came out feeling both an immediate surprise at how the workshop had activated and sparked their sensory abilities to perceive, imagine, and bring together elements in both spaces around them; fueled their thinking and capacity for imagination; triggered both their cognitive capacity to enter into complex and separate issues and problems, or places and processes that take part over long periods or vast distances, but also expanded their empathy, making it easier to either step out of their experienced somewhat lonely perspective as a young climate-oriented innovation-oriented individual, or to be inspired and optimistic towards engaging in creating new solutions based on these experiences, as coordinators, managers, and researchers focused on climate change issues, highly aware of the challenges of promoting solutions and communicating complexity and connectedness”.
Følgende er mine fremhævelser
Skriv for at få hele rapporten eller for at få gennemgået vores konklusioner.
Allerede efter få timer meldte deltagerne tilbage, at deres evne til at opfatte, forestille sig, forbinde og skabe på tværs af områder, steder, befolkninger og problemstillinger var påvirket i en positiv retning. Og hvorfor nu det?
Effekten skal ses i lyset af emnerne, som vi havde at gøre med. Nemlig klimaforandringer og ens eget handlingsberedskab (agency) i forhold til dem. Det er emner, som er meget svære for mennesker at overskue. Deres kompleksitet når op på det, som filosoffen Timothy Morton kalder “hyperobjekt” niveau. Her kan vi kun opfatte dem i skiver, så at sige. Og der er meget særlige betingelser, hvis vi ønsker at immergere os i dem. Dette ville ellers gøre det noget nemmere at rumme deres kæder af årsager og virkninger.
Hvordan kan vi immergere mere?
Nogle af os vil kunne opfatte visse sammenhænge. Fx hvis man som bonde ser sin jord blive udpint af intensivt industrielt landbrug eller hvis man kan huske, hvordan bestanden af bestemte dyr svinder år for år. Eller omvendt, hvis man går i gang med at anlægge et skovlandbrug og opdager, hvordan jorden og livet vender tilbage. Her vil man også kunne mærke en lokal forandring, som interagerer med globale forandringer. Men ligefrem at mærke det globale niveau, kan være svært i dagligdagen.
70% af os bor i byer, hvor vi lever på måder, der er adskilt fra de naturbaserede økosystemer. Lægger vi dem til, som bor uden for byerne, men lever som om de gjorde (tænk ‘indendørssamfundet’), har vi et gevaldigt problem, når det gælder opfattelse og læring af klima og økologier. Vi kunne godt immergere os mere, men vi gør det ikke. Altså var det oplagt at teste, hvad der kommer ud af flerstrengede immersive oplevelser.
Svarene fra vores deltagere pegede i retning af og skitserede en første progressionsmodel for læring. Det var baseret på en dybere, æstetisk understøttet oplevelse af systemer og fællesskaber.
Deltagernes reaktion kom meget stærkt ud på to parametre:
- De oplevede en hurtig vej til en stærkere forståelse af komplekse systemer og forandringsprocesser. Begge kræver enten enorme mængder data eller en vision, der kan strække sig over tid, rum og materie og forbinde mikro- og makroperspektiver af klimaer, økosystemer, steder og fænomener som ‘tipping points’ og ‘trigger points’.
- Følelsen af motivation skabt af en øget følelse af at være en del af et større samfund af klimafokuserede forandringsskabere og innovatører. Dette var et klart resultat, især fra den anden workshop. Og som vi forbinder med de tankeåbnende aspekter af de værktøjer, vi testede, samt mulighed for at få indsigt i dybe og komplekse systemiske forandringsprocesser.
Læring IV – paradigmeskiftet
Her er det interessant at indskyde det sidste niveau, som Bateson selv mente sjældent fandt sted blandt mennesker. Hvis vi tager modellen fra sidst og sætter et led mere på, ser den sådan her ud:
For at bevæge sig på niveau 4 skal man acceptere, at det, der udelukker hinanden som logiske systemer, godt kan eksistere samtidig. Leibniz introducerede i 1700-tallet begrebet det “inkompossible”. En forklaring på det, vi kunne kalde, at verden deler sig i forskellige spor. Det kan tænkes i en klassisk fysik (som Leibniz), hvor verden ikke både kan være, som den bliver, når Adam spiser af æblet, og hvis han ikke havde spist af det. Når først du har gjort noget, er konsekvensen af dine handlinger umulig at gøre om.
Men hvad med nu?
Men springer vi til det 21. århundrede og en verden med kvantefysik, bliver det noget nemmere at acceptere. Det havde Bateson ikke forudset. Vi finder det i Marvel-universet som The Multiverse, men vi finder det også i kvantecomputeren.
At ‘vi’ er i stand til at forstå systemer som på én gang gensidigt udelukkende (verden, som den bliver, når vi ikke gør noget ved vores katastrofale CO2-udledning vs. verden, hvor vi er både bæredygtige og regenerative) og til stede samtidig – i kunsten eller kvantecomputere – betyder selvfølgelig ikke, at det er noget, vi går rundt og gør hele tiden. De fleste mennesker går deres vej, når man begynder at bede dem tænke over det her. Måske også læseren her.
Hvad skal der til?
Men der er det, at netop kunsten – eller æstetiske og kunstnerisk inspirerede principper – kan noget. Hvilket vores workshops bekræftede. Og oversætter vi læring IV til et spørgsmål i rækken, er det jo ikke vildt syret: “Hvad nu, hvis vi aktivt understøttede livet i havet?”. Det er dets konsekvens, der er krævende, fordi det kræver en transformation på et systemisk plan.
Dermed antyder jeg altså, at vi med en endnu ikke færdigafklaret dosis af XRxSS (digitale og analoge immersionsteknikker), fælles og delte prøvehandlinger og gentagelser af det hele, kan åbne, ikke bare for de første fire læringsniveauer, men endda for det femte, som vi skal have åbnet for, hvis vi skal gennem en regenerativ transformation.
OK, lige et par små tilføjelser til de rigtig nysgerrige. To tanker.
Immergens og emergens
Den første tanke er forholdet mellem immergens og emergens. Jeg tror, at det er en stor fejl at se de to som modsatrettede. Emergens er et kæmpe begreb at bringe ind, og vi kommer til at vende tilbage til det i en senere tekst. Det fylder, ikke mindst i evolutionsteorien, biologien, fysikken, filosofien, psykologien. For det er selve spørgsmålet om, hvornår noget nyt kan opstå. Hvorvidt noget nyt kan opstå. Eller om alt bare er omformning af det, der findes.
Det er et alt andet end et uskyldigt spørgsmål. Hvis der opstår noget nyt, er verden potentielt uendelig. Tyg lige på den. Hvis vi omvendt accepterer, at verden og dermed livet er endeligt, kan intet for alvor emergere. Og hvis intet kan emergere, er al immergens til gengæld i sidste ende en gentagelse. Vi møder noget igen, når vi immergerer os i verden. Vi vender hjem. I en endelig verden.
Den er også værd at tygge på. Ikke mindst, når vi lever i en kultur (og økonomi), der har været besat af drømmen om den nye opfindelse/opdagelse i århundreder. Måske i årtusinder. Hvis al opdagelse er en potentiel hjemkomst, er det at give plads til livet ikke så meget en erobring af nyt land, som det er at gøre det muligt at komme hjem.
Eller sagt på en anden måde
Hvis alt allerede findes, så er det vanvid at hævde, at nogen faktisk kan eje noget. Så er alt til låns, uanset hvor meget vi i vores lille hjørne af universet prøver at opfinde regler, der gør værdi til den enkeltes ejendom. Til gengæld er stort set al den økonomiske vækst, vi har formået at skabe i de sidste århundreder, knyttet til accepten af, at man kan overføre det, der emergerer som værdi (ud af en immergens, kunne vi tilføje), til en anden sammenhæng og låse det fast som nogens ejendom. At komme videre derfra er lidt af en rejse. Men det er vel ikke helt forkert at sige, at den er i gang.
Nuvel. Træk vejret. Vi tager lige en tanke mere, hvor vi kommer til det organisatoriske niveau.
Den kollektive – og organiserede – immersive læring
“Most of the issues that are urgent at this moment in history can be described as “insidious,” which is to say that they are produced through the combination of circumstances over time in unseen ways that have produced danger. Racism is insidious; sexism is insidious; corruption is insidious; consumerism is insidious; greed is insidious; cancer is insidious; trauma is insidious; addiction is insidious” (Nora Bateson).
Kunne immersive læringsoplevelser også være kollektiv? Og hvis den kan, kræver det så, at alle gennemgår den samtidig, eller kunne man opleve immergensen og dele den? Det er et relevant spørgsmål, hvis vi fx vil til at arbejde med, at organisationer kan åbne sig for at sætte livet i centrum i højere grad. Regenerative transformationer kalder på immersive læringsprocesser.
Fra Francois Julliens The Silent Transformations til Nora Batesons arbejde med teorier som aphanipoîesis, abduktion og transkontekstualitet går en tråd, der ser på transformationers usynlige eller subtile side. Kort fortalt er pointen i den her sammenhæng, at vi har en opgave med at rette op på skadelige effekter af kollektiv handling på øverste hylde, i største skala. For det meste retter vi op på det på et niveau, der er langt mindre komplekst end dér, hvor effekten er størst.
Vi må se produktionssystemer på en ny måde
Vi ser så på den største effekt – fx plasticøer i verdenshavene – og forsøger at gå tilbage ad strømmen, bogstaveligt talt, for at løse problemet. Men selv det mest intelligente bud, nemlig at fange plasticen i flodernes mundinger, før de når ud i havet, er en symptombehandling. Nødvendig, men dybt utilstrækkelig.
Men hvor finder vi så kilderne til at standse strømmen af plastic? Stoffets oprindelse breder sig jo i vildt forgrenede netværk af produktion og transaktion. Vi kan alle blive enige om, at det bedste ville være, om der ikke længere blev produceret plastic – alligevel producerer vi mere og mere (400 millioner om året – faktisk et tal, der forventes at stige til 600 millioner årligt i 2025 (Plastic Change). Det kunne jo tyde på, at der er rigtig mange organisationer, der enten handler mod bedre vidende – bevidst og kynisk. Eller at vi har meget svært ved at komme så langt ind i vores egen systemiske transformation, at vi ændrer adfærden markant.
Lad os tage den optimistiske vinkel og fokusere på den sidste mulighed. Det er også dér, der er en growing edge, altså et punkt, hvorfra en positiv forandring kan ske. Men for at kunne komme så langt ind i kernen af vores produktionssystemer har vi brug for at se dem på nye måder. Her kommer det immersive ind. Vores beskedne erfaring indtil videre er, at arbejdet med immersive læringsprocesser både genererer større indsigt i komplekse fænomener og gør det muligt at danne mentale og kollektive forbindelser mellem problemer og fænomener, der normalt ikke kan opfattes samtidig.
Vi skal muliggøre vores forståelse af forbindelser
Nu skal det her bestemt ikke læses som en naiv forherligelse af det digitale potentiale. Der er givetvis massere af den udvikling, der foregår i dag ift.-“digital twins” og andre virtuelle versioner af verden, som kører efter nøjagtig den samme drejebog, som de systemer, de burde bidrage til at transformere. Pointen her er blot, at der er en interessant mulighed for dybere læringsprocesser i og på tværs af det kollektive niveau. Processer, der også tager hul på det, Bateson kaldte “Learning IV” – det niveau, som vi har brug for at bevæge os ind i for at kunne forestille os – og realisere – transformationer af metasystemer.
Vejen dertil kalder på en kombination af forhold, hvor vi alle har en opgave, men hvor ledelser måske har den største. Det handler nemlig om at afsætte ressourcer til at søge i retninger, hvor kontrol med output skrues ned, og hvor ressourcerne sættes ind på at gå immersivt til værks uden at vide, hvor emergensen kommer ud henne. Det handler om at turde give plads til en metode, der arbejder både på mikro- og på makroniveau på én gang. Snarere end at søge efter revolutioner, store eller små, handler det om at muliggøre vores forståelse af forbindelser og at fortætte og mangfoldiggøre dem.
Og skal vi forfølge den her tanke helt til dørs, så har vi faktisk ikke råd til at lade være.
Læs mere om det immersive
Bateson, Gregory (1972). Steps to an Ecology of Mind. University of Chicago Press.
Erlangsen, Rune, Jakob Nørlem og Tim Struck (Promentum): Interaktionsprocesser og gensidig læring i hverdagen, der inspireres af liv.
Koefoed, Oleg (2022). Learning from Existainability. The Seven Infinity Stones of Cultural Wisdom.
Seidler, Matias & Oleg Koefoed (2021): Climate Change Revisited – a Learning Journey with Site Sensitising and Virtual Reality. Report.
Tosey, Paul (2006). Bateson’s Levels Of Learning: a Framework For Transformative Learning?
