Anslag
Hvordan fortæller jeg en historie om en organisation, som jeg har været del af siden slutningen af 2019? Det er jo ikke muligt at fortælle historien. Altså i bestemt ental. Der er ikke en enkelt historie, der favner den kompleksitet, de dialoger, opgaver, møder, arrangementer, overvejelser og beslutninger, der hver dag tages initiativ til, foregår, sker, indtræffer. Og ikke-indtræffer, men kunne have gjort det. Det ikke-skete eller endnu-ikke-gjorte er også en del af den historie, der ikke kan fortælles i bestemt ental.
Promentums manifest
Okay. Jeg laver et nedslag. Efteråret 2019. Jeg så Promentums manifest på nettet. Jeg husker noget så enkelt som følelsen, da jeg læste det. Den strømmede gennem mig som en stille, behagelig rislen. Et manifest er jo sådan set bare ord. Men vi ved også, at ord virker. De sætter sig. Også det skrevne ord. Jeg skrev til Mikkel Storgaard, direktøren. Og sagde, at jeg havde læst manifestet og syntes, at det lød godt. Jeg ville gerne høre mere. Gå i dialog om muligheder. Der gik ikke lang tid, så skrev Mikkel positivt tilbage. Og vi aftalte at mødes. Det blev udskudt et par gange på grund af kalenderens drillerier. En af afbuddene var fordi Mikkels vinmark på Sydsjælland lige pludselig var i risiko for at få frost. Og derfor skulle der handles hurtigt for at redde vindruerne. Jeg smilte indeni. Og også udenpå. En direktør, der vælger at aflyse et møde, fordi vindruehøsten er i fare. Det kunne ikke være bedre! Kærlighed til vin og deres levesteder! Yes! tænkte jeg.
Første møde
Der er noget ved det at møde et menneske for første gang. Der er jo ikke rigtig nogen fælles fortid. Kun det nu, der indtræffer hele tiden, mens mødet sker. Lytte, fornemme. Tale. Tænke. Være. Lytte igen. Grine. Være alvorlig. Drømme. Være realistisk. Drømme igen. Forestille sig en verden, der endnu ikke er her. Men som kunne blive. Tale om personlige oplevelser. Samtaler er tavshedens afbrydelse. Når vi griber ind i tavsheden og afbryder den, så er der en etisk fordring i denne indgriben. Tag afbrydelsen alvorligt! Fyld tavsheden med noget, der er værd at bruge tid på! Giv noget til den anden! Og lad den anden selv komme til orde. Lyt og mærk efter. Tal, så den anden får lyst til at blive del af fortællingen. Alt sådan noget.
Og da jeg rejste mig op, havde jeg egentlig bare lyst til at fortsætte den samtale og udforske de muligheder, der lige var begyndt. Det var mit første møde med Promentum. Det satte et markant og positivt aftryk.
Frihed og levet liv
Godt. Indholdet? Emnerne var at sætte energien fri. At arbejde med flow. At lede og organisere på måder, der bidrager til, at faglig ekspertise får ben at gå på. Frederic Laloux. Og fremtidens organisationer. Bæredygtighed. FN’s Verdensmål. Sustainable Development Goals, SDG’erne. Organisationens Verdensmålsambassadør-uddannelse. Masser af ekspertise om transformation. Implementering. Masser af erfaring med projekter og kærlighed til den måde de ledes på. Og når projekter forandrer verden, og vi udvikler dem, der leder projekterne, så er vi med til at skabe en forskel. Og så forandringsledelse. Og hvordan vi integrerer og implementerer både det rationelle og det emotionelle, det strategiske og hverdagspraktikken i udvikling og forandring af organisationer. I dette herlige sammensurium var der i mit første møde en oplevelse af, at organisationen ville noget mere end at være i sig selv. Den ville arbejde for, og ja, arbejdede allerede for og var rent faktisk grundlagt ud fra det ønske at skabe noget udover sig selv. At tjene et formål om at hjælpe nogle med noget, der kunne skabe en reel forskel for mennesker. Jeg husker, at ordene oplevedes autentiske. Der var krop, vilje, ønske. Ambition. Respekt. Åbenhed. Ganske enkelt levet liv foldet ind i hvert eneste ord.
Begyndelsen på det regenerative
Og i tiden der fulgte, trådte det regenerative ind på banen. Og begrebet liv fik en særlig betydning. Ikke bare dit liv eller mit liv. Eller deres liv eller vores liv. Men liv. Som et ubestemt over-det-hele. Hvordan lede liv? Organisere liv? Det mest omfattende, abstrakte og længstlevende begreb i verden. Og samtidig det, vi alle godt ved hvad er, når vi er i kontakt med det. Hvad vi hele tiden er. Men vi glemmer det sommetider. Men vi kan jo egentlig ikke glemme at trække vejret. Så ville vi dø.
Begrebet liv blev en bro, der begyndte at forbinde fagligheder. Det begyndte at rime på flow. Nye organisationsformer. Nye måder at lede på. Nye? Eller? Det flød ud til kunder og samarbejdspartnere og tilbage igen. Det flettede sig ind i den praksis, der har været arbejdet med i Promentum i mange år; frisættende ledelse. At sætte fagligheder – og liv – og energi – fri. Koblingerne begyndte at danse. Ikke nødvendigvis i takt. Men helt tydeligt i relation til hinanden. Undersøgende. Eksperimenterende. Udforskende. Hvad er frisættende ledelse? Mange års erfaringer var allerede til stede og blev bragt med ind i diskussioner og dialoger. Men hvad betyder det at være fri? Hvad er ledelse – og hvad er det ikke? Hvad er relationen mellem frihed og liv? Og koblingerne kom ud i webinarer, podcasts, præsentationer, slides, møder og arbejdsprocesser med samarbejdspartnere og kunder. Og key notes.
De dansende koblinger
I dag, i skibets bug i Promentum, har arbejdet været mere end almindeligt intenst med at udforske, undersøge, skrive om, tilegne os viden, sætte os ind i, afprøve, lede efter, udgive podcasts etc. etc. om de dansende koblinger mellem organisation, organiseringsformer, ledelse, projektledelse, forandring, implementering, frihed, liv og livsførelse. I vores løbende dialoger med hinanden og med flere og flere kunder og samarbejdspartnere. Og vi er stadigvæk faktisk kun lige begyndt.
Det er klart, at når vi arbejder som et konsulent-, videns- og samlings/-inspirations-hus, så bringer vi vores erfaringer, viden og indsigter ind i de konsulent-, rådgivnings-, undervisnings- samt formidlingsopgaver, som vi arbejder med. Selvklart. Ud at virke. Ud at gøre gavn dér, hvor alverdens udfordringer og problemer lever. Ud at finde løsninger, der skabes i tætte samarbejdskonstellationer.
De daglige divergerende og konvergerende kræfter
Den daglige praksis oplever jeg som et kontinuerligt spændingsfelt mellem divergerende og konvergerende kræfter. Divergerende kræfter, der strækker sig ud, væk, gør noget andet, gør noget anderledes, rejser bort for en stund. Og konvergerende kræfter, der organiserer, samler, tilpasser og former sig til en lille eller stor bold, der skaber fremdrift i et mere sammenhængende maleri. Der er tale om kræfter og ikke enkeltpersoner. Kræfter, der for begges vedkommende – både de divergerende og konvergerende af dem – lever i hver enkelt af os. I nogle stunder næres jeg eksempelvis af en udadrettet, divergerende kraft. Og i andre stunder det modsatte; en samlende kraft. Ligesom vi alle, hver og en hos os, gør. Det er min oplevelse.
Og det er klart, at det maleri – den daglige praksis vi skaber i vores hverdag, og som skaber os – er en kontinuerlig dialog og drøftelse mellem disse to kræfter. Det er et kontinuerligt nu, en tilblivende organiserings- og livsform. En kontinuerlig evolutions- og adaptions-proces, der med vedvarende kraft skaber betingelser for udvikling. Kort sagt; emergens. Med en gennemgående og sammenhængende fornemmelse for det, vi er fælles om, der løber som en konvergerende kraft gennem alle de vilde knopskydninger; at skabe betingelser hos os selv og vores kunder, samarbejdspartnere, seminarister, venner af huset, for, at liv trives, tilpasser og udvikler sig gennem et stærkt og tillidsbaseret samarbejde.
En mast rejses: Center for regenerativ filosofi
Og så blev der rejst en mast. Ud af den daglige praksis blev Center for regenerativ filosofi født. Her er min minimumsudgave af noget af det, jeg ser, at denne knopskydning gør på den begrebslige bane.
Forestil dig, at du vil udrette noget godt og værdifuldt i din organisation og i samfundet som helhed. Hvor ser du hen? Medarbejderne? Lederne? Kunderne? Borgerne? Aktionærerne? Strategien? Civilsamfundet? Naturen? Planeten? Dig selv? På hvilken måde forstår du det, du ser? På hvilken måde forholder du dig til det, du ser? Hvad mener du rent faktisk overhovedet at kunne sige, at du ser? Hvilke ord bruger du? Hvilke begreber bruger du?
Vores syn på tingene er afgørende for den måde, vi forstår dem på. Og den måde vi forstår dem på er afgørende for, hvad vi derpå vælger at gøre. De ord vi bruger, de begreber vi bringer i anvendelse. Og selvklart: Det, vi gør, har afgørende betydning for de processer og de resultater, vi ønsker at skabe. Og rent faktisk skaber.
Endnu en mast er rejst: Center for regenerativ transformation
Og ikke nok med det. Der blev for nyligt rejst endnu en mast: Center for regenerativ transformation. Og dialogen mellem masterne går som dialogerne mellem træerne i skoven: Gennem et hav af mycelier, gennem hvilke stammer, jord, rødder, næringsstoffer, skaber et levende system af interaktion og synergi. Et træ er ikke en isoleret genstand. Som træer, så formes og omformes masterne gennem hverdagens praksis, der igen formes og omformes af den aktivitet, der bliver til gennem det arbejde, der udføres i hver af de to centre.
Hvor Center for regenerativ filosofi hjælper os med at se, forstå og føre vores liv med afsæt i en kontinuerlig begrebslig nysgerrighed og kvalificering; der hjælper Center for regenerativ transformation os med at skabe og udfolde de konkrete, praktisk levede transformationer ved at udvide og forstærke deres virke til gavn for dem, der rent faktisk arbejder i og med disse transformationer.
Og indimellem det hele er der så også vokset et fagmagasin og et forlag ud af det hele. Med fokus på temaer inden for det felt vi arbejder i. Og et forlag, der allerede har udgivet bøger. Og det bliver ikke de sidste. Kodeordet for både magasinet og forlaget er: Praksiz.
Wood Wibe Web
Som skovens træer så ved vi i dag, at de kommunikerer gennem et vidunderligt netværk af rodsystemer, næringsstoffer, mikrober, mycelier i et stort forbundet Wood Wide Web. På samme måde udviskes grænserne hos os også mellem centre, periferi, inde og ude, her og der, nu og da.
Og den levende kultur, der kontinuerligt bliver til på ny gennem en fuldkommen fantastisk samling af alle mulige skønne mennesker op og ned og ind og ud af den platform, der udspiller sig i Kompagnistræde 34, udgør den kraft, der skaber vedvarende betingelser for, at livet tilpasser og fornyer sig.
Hvis du er nysgerrig på mere om den frisatte og regenerative organisation, så lyt med her.
