JTB, justified true believe, and Gettier problems

af Promentum A/S | mar 7, 2023 | Artikel

Af Lars Elswing

Hvad er viden?

Hvordan kan vi overhovedet vide noget som helst? Hvor kommer den eventuelle viden fra og ikke mindst, hvad er det, som fremkalder den oplevelse af at vide noget med sikkerhed? Det er et problem, som vi har puslet med siden tidernes morgen, og som vi nok vil gøre en rum tid endnu. Men da virkeligheden presser sig på for tiden, så ville det jo være rart, hvis man kunne overbevise sig selv og andre om, at det man gør, er det rigtige, baseret på faktisk viden. Oplagt ligger spørgsmålet om klimaforandringernes årsag. Er de menneskeskabte eller blot et udslag af, hvad man kunne kalde almindelige naturlige variationer i klimaet. Hvad kan vi bruge til at retfærdiggøre en tro på, hvordan verden hænger sammen. Hertil findes det begreb, som kaldes JTB, justified true believe, samt dets eksemplificerende modstykke, Gettier-problemer.  

What generates the problem for JTB, then, is that an accident of bad luck is cancelled out by an accident of good luck. The right goal is achieved, but only by chance (Zagzebski,” The In-escapability of Gettier Problems”).  

Problemet med Gettier-problemer er, at et tilfælde af uheld bliver overskygget af tilfælde af held. Målet nås, men kun ved et tilfælde. Lad os sige, at du er på arbejde i din konsulentvirksomhed. Du kommer ind i mødelokalet, og som altid sætter du din powerpoint op. Du har dine læsebriller på, så du ser lidt sløret. Du vender dig om og ser en håndfuld medarbejdere, parate til at høre, hvad du har med til dem. Efter lidt tid stiller du et spørgsmål til powerpointen og ser en hånd. Du peger, løfter brillerne og ser Lars, som beredvilligt sidder med hånden i vejret: ” Undskyld” siger Lars, ”men du er altså i det forkerte mødelokale. Jeg er også gået forkert i dag”. Du var altså retfærdiggjort i at tro, at du var på rette plads og blev ovenikøbet bekræftet, da du så Lars, men det var ikke det rigtige lokale, du var kommet til. 

Det er jo ikke alvorligt, for man kan bare gå til det rigtige lokale, men det kan skabe dybere betydning, når man fx antager, at jorden er flad, for det kan man jo se, at den er. Eller tænke, at der intet er i vejen med klimaet. Temperaturen har det jo med skifte hele tiden – det har den jo altid gjort. 

Descartes brugte samme metode, når han sagde: ”Jeg tænker, derfor er jeg”, men når mere nutidig filosofi benytter en svagere definition med større vægt på retfærdiggørelsen (justification) fremfor det absolutte, er det problemet opstår ifølge Gettier-problemer. Zagzebski taler om, at der altid er en afstand mellem sandhed og retfærdiggørelse. Det resulterer i, at du kan vide uden at kende sandheden. Hun konkluderer, at så længe konceptet viden forbinder retfærdiggørelsens elementer tæt med sandhedens komponenter, men samtidigt tillader en lille uafhængighed dem imellem, vil retfærdiggjort god tro, justified true believe, aldrig være fyldestgørende for viden.  

Så der skal altså mere til for virkelig at vide noget om verden? Hvad kan vi så kalde sikker viden? 

“The hardest part of the mind-body problem is the question: how could a physical system give rise to conscious experience?” (David Chalmers,” Two Concepts of Mind”). 

David Chalmers spørger om, hvorvidt den fysiske verden kan give svar på, hvad bevidsthed er.  Han laver en distinktion mellem et fænomenologisk koncept og et psykologisk koncept for forståelsen af bevidsthed. Det fænomenologiske koncept dækker over, hvad sindet føler, og det psykologiske dækker over, hvad sindet gør. Chalmers spørger til, om den overvejende psykologiske tilgang til sindet, som hersker, giver en fyldestgørende forklaring, og han mener, at det er i krydsningen af de to koncepter, at man kan sige noget om, hvad sindet og bevidstheden er for en størrelse.  

Lige siden Darwins evolutionsteori er vi, i den vestlige verden, blevet mere og mere overbeviste om, at vi kan finde svar på alt via videnskaben. I overensstemmelse med Big Bangs kausale effekt i form af dannelse af vores galakse, planeter, interagerende molekyler, gentagne mønstre, kulstof og aminosyrer, via DNA-molekyler, information og kodede strukturer, til moderne logaritmer af computerkode, ser vi i dag psykologer, som peger på centre i hjernen, hvor en bestemt receptor sidder for en eksakt følelse. Vi er overbeviste om, at videnskaben kan forklare den naturvidenskabelige vej fra molekyle til sindets oplevelser – det er blot et spørgsmål om tid. 

Det psykologiske koncept kan kun svare på det, som Chalmers kalder ”de nemme problemer”. Det er kun tredjepersonsoplevelser, det dækker over. Det forklarer ikke førstepersonsoplevelsen. For eksempel, når man kører bil og oplever, at man bliver ét med bilen – en oplevelse, som rækker ud over selve det at køre bil.  

Descartes havde fat i noget, siger Chalmers. Den dualisme, som findes i Descartes’ tankesæt, svarer til Chalmers førstepersons-/tredjepersonsdistinktion, men Descartes måtte trække Gud ned fra himlen for at forklare førstepersonsoplevelser. Chalmers mener, at de to koncepter hænger sammen. At oplevelsen af farven grøn ikke kan forklares ved hjælp af en fænomenologisk tilgang alene, men at man må benytte sig af psykologiens mange tredjepersonsbeskrivelser for at forklare, hvad man oplever. Der findes ikke ord nok i fænomenologien, som beskriver vores bevidste oplevelser, og vi må have psykologien til hjælp, når vi skal beskrive, hvad vores bevidsthed oplever. 

Så når vi står ved flodbredden og kaster lidt affald i vandet, som blot få minutter efter er forsvundet ud af syne, så er det ikke fordi det er forsvundet eller omdannet. Nej, vi kan nu se, at der blandt andet er dukket PFAS op i vores grundvand. Vi havde altså en Gettier-oplevelse, hvor vi troede, at vi så affaldet forsvinde, for når vi ikke kunne se det længere, så var det nok til at overbevise os om, at det var væk, og det har vi jo set mange gange – at det forsvandt. 

Vi lader os overbevise om, at det er det, som sker – at affaldet forsvinder – selvom vi jo selv har smidt det fra os. Det er heller ikke et spørgsmål om, at vi retfærdigvis kan være sikre på, at affaldet er væk. Det er jo ikke væk, det er bare lidt længere nede ad floden, hvor vi ikke kan se det.  

Hvordan er det så, at vi som mennesker kan deltage i aktiviteter dag efter dag efter dag, som vi godt er klar over er skadelige for os selv og den planet, vi lever på? Hvordan kan vi undgå at være bevidste om, hvad resultatet vil føre til?   

Problematikken bliver en slags negation af spørgsmålet om, hvad bevidsthed er. Hvis vi går med Chalmers og ser bevidsthed som en kombination af psykologi og fænomenologi mellem, hvad vi føler, og hvad sindet gør, så har vi brug for psykologien til at finde ord til at beskrive oplevelsen af fænomenet. At føle sig som ét med den bil man kører. Hvad er det, vi føler os i ét med, når vi bruger naturens ressourcer eller hinanden som ressourcer uden at være fuldt psykologisk til stede?  

Hvad får os til at mene, at det er retfærdiggjort og sandt at kunne leve som afkoblet hinanden og naturen? Kan et regenerativt paradigme ændre på det?  

Hvis vi træder tilbage uden at forsvinde, kan vi så se verden og os selv, som det er? Vi er i en tilstand af en form for bevidst ubevidsthed – det, som bevidsthed ikke er. Vi oplever dét ikke at være en del af noget og har ingen ord og begreber til at beskrive det med. Det i en situation, hvor der er et relativt enigt videnskabssamfund, som fortæller os, at vi er forbi det retfærdiggjorte, beyond justified true believe, når det gælder vores indflydelse på negative klimaforandringer. Der er blevet kigget efter, talt og målt, igen og igen. Der er mange måder, som beviser, at det netop hænger sådan sammen, så intet Gettier-problem her – det er uden tvivl. Men hvad er det da, som holder vores bevidsthed fra erkendelsen? Her er jo igen det, at den fysiske fænomenologiske verden lider, men vi lider ikke med hverken den eller os. Vi afholder os fra at beskrive, hvilke rædsler vi føler – bevidst ubevidste eller måske ubevidst ubevidste.