Giv det en tanke: Hver gang vi taler om implementering, udrulning eller læringstransfer, så er festen allerede overstået. Festen forstået som der, hvor idéer og meninger bryder, hvor former opstår, hvor indsigt og virketrang finder sted. Hvis man vil implementere og udrulle, så er det, der skal implementeres og udrulles allerede dannet. Nu skal det bare – virke. Som en model af et hus, der blot skal forstørres til et rigtigt hus. Hvem tror egentlig det faktisk fungerer?
Én af problemerne med implementeringsforestillingen er, at den faktisk lader hånt om den idérigdom, indsigt og praksisanvendelighed, der hersker i organisationens mangfoldighed. Hvordan vil det tage sig ud, hvis man vendte det hele om: Lade organisationens samlede liv forestå nuanceringer, ændringer og forandringer?
Et simpelt, men vidtrækkende princip er, ganske enkelt at slippe gækken løs. Lade de tusind blomster blomstre, de mangfoldige idéer fremtone og skabe grobund for et væld af praksisafprøvninger. At ledelse ikke går ud på at regne noget som helst ud på forhånd, der skal implementeres, men i stedet være iagttager, påskønner og assistent i mangfoldigheden af iværksatte forsøg.
Og nej, det bliver ikke et vanvittigt hurlumhejhus af usammenhængende og kaotiske tiltag. Enhver medarbejder i enhver organisation er på forhånd allerede disciplineret. Kendskab til og loyalitet overfor organisationen (og ikke mindst overfor dens opgave) er naturligt forekommende og højtudviklet hos de fleste. Den korteste og mest kvalitative vej til at undersøge en idé er under alle omstændigheder at iværksætte nogle erfaringer med den.
Ledelsesopgaven i organisationer, der slipper gækken løs, bliver:
- At tilskynde til eksperimenter, og påskønne de gjorte erfaringer, uanset umiddelbare resultater.
- At udøve hjælp, støtte og assistance til de mangfoldige eksperimenter.
- At skabe miljøer, hvor erfaringer og viden kan løbe ubesværet mellem de mange eksperimenter.
Og nok så væsentligt; at udøve reaktiv ledelse. Ledelse i en sådan organisation er ikke at gå forrest og være proaktiv (det vil signalere selv at have regnet den ud), men at være reaktiv. Ansvar kan orddeles i “at svare an”. Der skal være noget at svare an på, og det er eksperimenterne. Dele sine vurderinger og antagelser, drøfte eksperimentets udsigter til bidrag og produktivitet for organisationen, vurdere og skabe sammenhænge og synergi-muligheder på tværs og i sprækker.
Det reaktive og ansvarlige bliver også at facilitere dialoger – og til tider træffe egne beslutninger – så der kan skelnes mellem de eksperimenter, der skal gødes til yderligere liv, og de eksperimenter, hvis frugtbarhed tager sig tvivlsom ud. At slippe gækken løs er ikke at tillade og tilskynde til hvad som helst. Det er at søge de kortest mulige veje, til realisering af de bedst mulige idéer. Hvilket naturligvis også indebærer, at visse eksperimenter må ophøre.
Vand løber nedad, helst af sig selv. Medmindre det bremses af dæmninger, pumpes eller på anden vis, ved brug af mange ressourcer, får påvirket sit løb. Således også med forholdet mellem idéer og erfaringsgørelse. Er strukturelle barrierer elimineret, så vokser de gode idéer og erfaringer frem, stort set af sig selv.
Hør mere om implementering her.
