Jeg bliver tit spurgt om, hvordan det kan være, at vores uddannelser i regenerativ ledelse ikke foregår ude i naturen eller har mere fokus på, at ledere skal befinde sig i naturen. For mig afspejler det en stor misforståelse ift. regenerativ ledelse og organisationsudvikling.
Regenerativ ledelse og arbejdet med at udvikle en regenerativ organisation handler ikke om at være i naturen. Derimod handler det om at skabe en regenerativ hverdag i organisationen, for dens medarbejdere og i alle dens forskellige økosystemer.
Og ja, jeg ved godt, at jeg med min overskrift risikerer en offentlig lynchning.
Men jeg vover pelsen. Det er nemlig min oplevelse, at netop den misforståelse hindrer mange organisationer i at kaste sig over arbejdet med det regenerative.
Det er super ærgerligt. Og en helt igennem ulykkelig situation for alle medarbejderne i disse organisationer, der således går glip af muligheden for et langt bedre arbejdsliv.
Jeg vil gerne forsøge at forklare, hvorfor det ikke handler om at komme ud i naturen: Regenerativ betyder genopbygge og revitalisere
Ordet stammer fra naturens økosystemer, der er regenerative. Og som herigennem hele tiden skaber forudsætningerne for liv, og for at livet konstant kan udvikle og udfolde sig.
Når vi bruger begrebet i en ledelses- og organisationskontekst, betyder det, at vi skal skabe forudsætningerne for liv. Ligeledes for at livet kan udfolde sig hos medarbejderne og i organisationen – i deres hverdag. Hver dag.
Vi ved, at naturens økosystemer er regenerative, fordi de følger/bygger på bestemte regenerative principper. Regenerativ ledelse og organisationsudvikling handler, i min verden, ikke om at komme ud i naturen, men derimod om at skabe organisationer/organiseringer, der bygger på de samme regenerative principper – og som herigennem kan være regenerative på linje med naturens økosystemer.
Målet er at skabe organisationer, der er sunde og livgivende at opholde sig i; organisationer hvor vi rent faktisk ikke bliver stressede og/eller mistrives.
Og vi kender allerede principperne, så vi behøver ikke at gå ud i naturen og lede efter dem.
Vi kan nøjes med at fokusere på det svære – at transformere organisationen, så den rent faktisk bygger på principperne. Og så øve os i ledelse i en regenerativ hverdag.