Med en leder på rejse ind i det regenerative landskab

af Tim Struck | okt 3, 2022 | Artikel

Hvordan ser det regenerative lederskab ud?

Det får du et lille indblik i her, når Tim Struck tager dig med på en fiktiv, men bestemt ikke urealistisk, tur med lederen Karina. Fra hun stifter bekendtskab med regenerativ ledelse og til det der, hvor det regenerative landskab begynder at blomstre frem i hendes egen hverdag.

Begejstring

Karina var på godt gammeldags dansk “blown away”.

Hun havde dagen før været til et seminar med navnet “Bæredygtighed og fremtidens organisationer” og var gået begejstret derfra, mættet af billeder fra naturen og nye ord som “livets principper”, “naturens intelligens” og “regenerativ ledelse”. Og mættet af intense dialoger med de andre deltagere, der havde sat gang i mange nye tanker og ideer om, hvilken rolle organisationer spiller i samfundet.

Og hvordan ledere kan arbejde med at.. som hun husker det… skabe betingelser, der fremmer liv og trivsel. For mennesker, for samfundet, for naturen. Hele vejen rundt. Og så husker hun det med, at livet i naturen har eksisteret i mio. eller mia. af år (var det vist?), og vi mennesker er en meget ung art i den sammenhæng. Skægt, smågriner hun. Mennesket som en ung, uregerlig teenager.

Gårsdagens oplevelser sidder i kroppen som en rar fornemmelse. Karina tænker over, hvordan hun skal beskrive sin tilstand. Glæde… optimisme… også en form for længsel efter at bidrage til noget, der er vigtigt, ret vigtigt faktisk. Og så helt klart en vilje til at gøre noget. Det bliver lidt svært at fortælle de andre kollegaer, hvad der skete i går. Livets principper, hvad var det nu, de var? Hun kunne huske et par stykker…

Karina er leder i en mellemstor dansk rådgivningsvirksomhed. Det er tirsdag morgen, og på vej på arbejde begynder hun at fokusere på de opgaver, hun skal lave i løbet af dagen. Det første hun skal er at mødes med sine 3 andre lederkollegaer for at drøfte virksomhedens nye bæredygtighedsstrategi.

Den første efterårsvind strejfer hendes ansigt og minder hende om, at hun måske skulle have taget en tykkere jakke på.

At lytte til gruset under fødderne

“Vi har fået en langtidssygemelding”, siger Karinas kollega. “Det er Rasmus. Han er ganske enkelt lagt ned af de arbejdsopgaver, han har prøvet at få ekspederet af vejen de seneste mange måneder.”

Det er en uge siden, at Karina havde været til seminaret om bæredygtighed. Hun havde stort set ligget vandret lige siden med en række pludseligt opståede opgaver, som hun ikke kunne komme uden om. “Livets principper” og “naturens intelligens” var fjerne galakser, der måske kunne skimtes et sted derude, men deres styrke var svundet ind. Lige nu handlede det om at få opgaverne fordelt mellem de andre medarbejdere. Og så få håndteret Rasmus’ situation bedst muligt.

Karina tænker… eller rettere… hun mærker efter. Hendes egen vejrtrækning er hurtig. Ikke at hun snapper efter vejret, men hun lægger mærke til, at hun ikke trækker vejret helt ned i maven. Hun har simpelthen brug for at tænke klart. Mærke klart. Hun tager sin jakke på, og går udenfor.

Det er sen eftermiddag. Hun har brug for at gå en tur. Der er for meget pres på lige nu. Hun går over i parken og ser knap nok børnene, der leger, og parret der går med hunden. Hun sætter sig på en bænk og lukker øjnene for en stund. Og mærker efter. Hendes tanker går i mange retninger, hun kan ikke rigtig følge dem.

Hun tager en dyb indånding. Og mærker, hvordan luften denne gang kommer hele vejen ned. Hun husker den gamle regel om at holde vejret for en stund, og så puste ud. Det er rart. Hun gør det igen. Trækker vejret ind… holder det en stund… puster ud. Langsomt.

Hun bemærker – for første gang i lang tid – lydene omkring sig. Hun lytter. Bladene. Stemmerne. Vinden. Det er rart. For første gang i mange måneder (år?) foretager hun sig ikke andet end at lytte. Og gør ikke noget med det, hun lytter til. Lytter bare. Det er som om hun mærker jorden på en anden måde under sig. Hendes sko og fødder mærker underlaget. Der er lidt grus, det knaser. Det er næsten lidt hyggeligt.

Hun flytter den ene fod ganske lidt. Gruset knaser igen. Små sten, der presses let mod hinanden. Mod hendes sko. Hun har aldrig tænkt over, hvor rart det er at sidde og mærke gruset knase let. Hun mærker bogstavelig talt jorden under sig. På næsten umærkelig vis er hendes vejrtrækning rolig. Hun mærker luften uden for, der strømmer ind gennem hende. Og ud igen. Luften dufter frisk. Gruset har kontakt med hendes sko og fødder. Hun mærker bænken, hun sidder på. Hun lytter til stemmerne og grinene fra legepladsen.

Og hun lytter til de lyde, der omgiver hende, som om, at det ikke kun er hendes ører, der lytter, men hele kroppen. Som om hun nærmest er ét med lydene, luften, gruset, stemmerne, bænken.

Hun åbner øjnene og rejser sig op. Hele vejen tilbage til bygningen, hvor virksomheden har til huse er hun klar over, at hun har truffet en vigtig beslutning.

At sætte potentialer fri

Det er nu over en måned siden, at Karina var til seminaret om bæredygtighed. Den seneste uge har hun sammen med ledergruppen haft nogle udviklingssamtaler med teamlederne.

En af de helt store udviklingsknaster i virksomheden er, hvordan organisationen som helhed kan blive bedre til at give medarbejderne mere frihed og ansvar til selv at tage beslutninger, der er funderet i deres faglige spidskompetencer.

Medarbejderne er fagligt meget kompetente, men der er alt for mange beslutninger, der ender på Karinas og ledergruppens bord som de – lederne – dybest set ikke er de bedst egnede til at træffe. Alene fordi det jo er medarbejderne, der har den faglige specialviden og som er tættest på kunderne. Og derfor har bedre dag-til-dag viden om, hvordan kundernes komplekse verden ser ud.

Karina bad om feedback fra teamlederne på, hvordan de oplevede ledergruppens måde at håndtere teamleder-udviklingssamtalerne.

Hun indrømmer, at feedback’en var lidt overraskende. Det, der ramte med størst kraft, var, at teamlederne ikke rigtig syntes, de fik rum nok til selv at komme på banen med deres egne input. Altså, der var tid nok til at drøfte forskellige ret væsentlige forhold. Men det var mere som om, at teamlederne skulle kvalificere allerede helt eller delvist trufne beslutninger, og at ledergruppen ikke rigtigt for alvor udforskede de ideer, som teamlederne kom med.

Karina og ledergruppen forklarede baggrunden for, hvorfor de valgte at gribe udviklingssamtalerne an på den måde, de nu gjorde. Fortalte om hensigten med dem, og hvor meget forberedelse, de egentlig havde før hvert møde.

Karina kunne godt mærke, at teamlederne ikke rigtigt hørte efter. De lyttede ikke rigtigt til forklaringerne, oplevede hun. Hun huskede sin beslutning fra bænken i parken, sænkede skuldrene, holdt en lille pause… kiggede teamlederne i øjnene. Og spurgte: “Hvad sker der? I hører ikke rigtig efter, vel?” Tavsheden var mærkbar. “Nej, ikke rigtig”, sagde de. Karina tog en dyb indånding: “Så prøv at fortæl mig, hvad det er for nogle samtaler, I gerne vil have.”

For anden gang på lidt over en måned var Karina “blown away”. Måske for tredje gang, hvis hun medtager episoden på bænken i parken.

Teamledernes forslag til, hvordan udviklingssamtalerne og møderne i virksomheden i al almindelighed kunne gribes an, havde mildest talt været forbløffende. Næsten alt havde været oppe at vende. Hvem skulle lede samtalerne og møderne i det hele taget? Lederne eller teamlederne selv? Hvorfor holde dem i de vante kontorer? Hvad med at eksperimentere med pauser og stilhed undervejs? Hvorfor skulle de skrive de, ærligt talt, dødssyge referater, der alligevel ikke bliver læst? Man kunne eksempelvis visualisere mødernes indhold, eftersom en af teamlederne er rigtig god til at oversætte ord til visuel illustration.

Hvorfor ikke holde udviklingssamtaler og møder uden borde, eller gå ned på den nærmeste cafe eller en tur i parken eller hen i den nedlagte fabriksbygning nede ved havnen? Hvad med at få noget musik med på møderne? Hvad med at smide de der teksttunge power-points ud, og så bruge flere fængende fotos? Hvor er den personlige vinkel på det hele? Hvad mener I selv, kære ledere, hvis I skulle sige det med jeres egne ord og ikke skjule det i business- og strategi-lingo? Hvor er det hele menneske? Vi er jo andet end faglighed.

At spørge naturen til råds

Det er nu knap 1/2 år siden seminaret om bæredygtighed fandt sted.

De seneste uger er blandt andet gået med at afprøve det medarbejderne kalder ‘Deep-Diving’ møder med kunderne. Deep-diving betyder ganske enkelt at ‘dykke dybt’ ned i et fagligt emne, som optager kunderne, og som ledes af teamlederne eller en af de fagansvarlige medarbejdere. For få måneder siden foregik disse møder internt i virksomheden, men nu er de lagt ud.

Sidste møde blev afholdt som en vandring gennem et af de by- og naturområder, som en af kunderne er ansvarlige for at lave en udviklingsplan for. På turen havde en af teamets medarbejdere bedt alle om “At spørge naturen” om gode råd til, hvordan man kunne udvikle området. De havde brugt sitet www.asknature.org som del af deres forberedelse.

Ask Nature handler, bogstaveligt talt, om at spørge naturen til råds om, hvordan man skaber alt fra farver, materialer og fællesskaber på en måde, der ikke efterlader giftige materialer eller affald, udpint jord eller nedslidte mennesker. Men omvendt lagrer CO2; anvender, eksempelvis, svampe og bakterier som materialer i bio-nedbrydeligt beton og tegl; skaber farver ved at lade solens stråler danse på overfladen som vi så oplever som gul eller grøn eller orange eller blå; skaber kølige rum alene ved at fokusere på formen (og derved undgår at bruge energi på nedkøling); skaber fællesskaber ved at samarbejde mere end at konkurrere indbyrdes, etc.

Karina havde været med på vandringen. Som del af hendes egen forberedelse havde hun grebet fat i nogle materialer i sin taske, hvor hun tilfældigvis havde fundet sine noter fra seminaret om bæredygtighed og fremtidens organisationer.

Noterne havde ligget der i næsten 6 måneder. Hun genkaldte sig stemningen fra seminaret da hun læste en note op for sig selv, hun til seminaret havde skrevet ned:

Life creates conditions conducive to life – prøv at skabe nogle betingelser eller muligheder for at livet trives, i dig selv, i organisationen, i jeres omverden, i naturen. Det hele hænger alligevel sammen, men vi har glemt det. Mekanistisk (at ting forstås separat) over for levende systemer (fokus på relationer og forbindelser). Spørg dig selv; hvad eller hvem tjener du som leder? Kunne du forestille dig at tjene livet selv? Og: “Hvorfor skal andre overhovedet følge dig?”

Dengang på seminaret var Karinas begejstring blevet vakt. Men det var først for alvor ved at gå op for hende nu, hvad ordene, begreberne, principperne osv. betød, i virkeligheden, uden for seminaret.

Det var rent faktisk det samme princip, der havde guidet hende både over for sig selv; over for hendes arbejde med ledergruppen, teamlederne og medarbejderne i organisationen; og over for organisationens omverden i form af kunder, byområder og naturen – Creating conditions conducive to life. Skab betingelser, der fremmer liv:

  • For hende selv: På bænken i parken havde hun faktisk skabt en mulighed for selv at trives mere og bedre i en travl hverdag. Creating conditions conducive to life. En klassisk øvelse med at fokusere på dit åndedræt, at lytte uden at vurdere, at være tilstede og mærke verden uden for som også er inden for. Som du er uadskilleligt forbundet med.
  • For organisationen: Og da hun førte sin beslutning ud i livet (en beslutning hun stadig den dag i dag holder for sig selv, men vi ved det blandt andet handler om at lytte) ved at give plads til teamlederne – i stedet for endnu engang at forklare hvorfor hun og ledergruppen gjorde som de gjorde – blev de overvældet over det, der blev frisat hos teamlederne. Creating conditions conducive to life. Karina havde skabt en betingelse for, at både et fagligt og personligt engagement og ditto kreativitet blev sat fri og kunne trives.
  • For organisationens omverden: Og da teamlederne efter et stykke tid begyndte at gøre det samme over for medarbejderne blev det blandt meget andet til “Deep-Diving møderne, hvor de nu kunne bevæge sig rundt i et by- og naturområde med en kunde. Sammen med kunden kunne de spørge naturen, som er en nærmest uendelig kilde til at vi kan blive klogere på, hvordan vi skaber betingelser, der fremmer liv.