For nylig kom det frem, at der fra politisk side er lagt op til en markant slankning af Rigspolitiet. En af begrundelserne var, at der – vistnok særligt i HR og IT – foregik pseudoarbejde. I stedet vil man have flere ”rigtige” politifolk på gaden.
Jeg skal lade det være usagt, om det er en god eller dårlig ide med den slankning. I stedet blev jeg optaget af den fortælling, der bliver skabet om, at der foregår meget pseudoarbejde i Rigspolitiet.
For hvis der er noget, der er kraftfuldt i et forandringsprojekt, så er det en stærk og forenklet fortælling. Det gør os nemlig immune overfor nuancerne og fakta.
Mere om det lige om lidt.
Pseudoarbejde versus ”rigtigt arbejde”
Først kom jeg nemlig til at tænke på bogen ”Pseudoarbejde”, som har haft mange læsere. Den postulerer forenklet sagt, at der foregår endog meget pseudoarbejde på de danske arbejdspladser, som ikke bidrager til kerneopgaven i organisationerne.
Det er et interessant og besnærende synspunkt, for hvis det virkelig er rigtigt, så er der jo megen gevinst at hente ved blot at begynde at lave noget ”rigtigt arbejde”.
Men, men. Som det ofte er med enkle og besnærende budskaber, så er det faktisk for godt til at være sandt. I tilfældet med politiet har mange af de nu tidligere politiansatte, som allerede er blevet fyret som konsekvens af de politiske beslutninger, været ude at sige, at de på ingen måder kan tilslutte sig fortællingen om, at de lavede pseudoarbejde.
Hvornår er en opgave pseudo?
Efter at have læst bogen sidder jeg også selv med oplevelsen af at jeg kan bekræfte bogens stærke og forenklede fortælling om, at jeg udsættes for pseudoarbejde.
Samtidig kan man vel også med rette kritisere undertegnede for selv at forenkle budskaber ved at sige at en bogs pointe kan opsummeres i én sætning. Men jeg sidder med en fornemmelse af, at bogen meget ensidigt fokuserer på at diagnostisere, men ikke ret meget på at undersøge, hvor pseudoopgaverne kommer fra? Hvorfor det forholder sig sådan? For slet ikke at tale om, hvad vi gør ved det?
Enkle (pseudo)budskaber i forandringsprojekter skaber glansbilleder
Hvis vi et øjeblik vender blikket mod psykologien, kunne man få den tanke, at der her er tale om spejling, idet vi vel alle sammen kan nikke bekræftende til, at noget af det arbejde vi laver kan virke pseudoagtigt. Det interessante er, at vi har en tendens til helt at se bort fra alle de situationer, hvor det ikke er sådan, når det ikke passer ind i resten af fortællingen. På den måde gør fortællingen os faktaresistent (se fx Yannis Gabriel, 2004: ”Myths, Stories and Organizations”, Oxford University Press).
Vi får altid kun en del af sandheden
Vi bliver nødt til at erkende, at der ikke kun er tale om, at nogen andre laver pseudoarbejde.
Når vi skal kommunikere det næste forandringsprojekt, skal vi undlade at love, at alt bliver meget bedre, når vi er færdige med det. For det er kun er en del af sandheden. Derimod bør vi åbent erkende, at der er tale om ambivalenser – altså, at vi alle sammen nogen gange kan føle at opgaverne er pseudoagtige og at det nye, store forandringsprojekt er virkelig irriterende og at der er en pris at betale for forandringen.
Tag udgangspunkt i fortællingen, men skab et mere realistisk billede af forandringsprojektet
I stedet for kun at skyde skylden på arbejdets karakter eller påstå, at forandringsprojektet kun giver positive forandringer, bør vi undersøge følgende spørgsmål:
- Hvad er prisen for forandringen?
- Hvad skal vi ikke længere gøre, som måske er smertefuldt?
- Hvornår er der tale om pseudoarbejde og hvornår er der ikke?
- I hvilke situationer sker det?
- Hvad kan jeg selv gøre for at sige fra over for de situationer, hvor jeg gør noget, jeg vitterligt ikke kan se eller forstå skulle bidrage til kerneopgaven i mit arbejde?