Det femte element

Det regenerative paradigme – blog nr. 5/12

Velkommen til vores blogserie om Det Regenerative Paradigme. Her inviterer vi dig som læser med på den regenerative rejse, som vi i Promentum er på. Vi har ikke svar på alt, men tilbyder tankeredskaber og mulige eksempler. Vi forsøger at koble den del af vores fortid og erfaringer, der allerede har haft elementer af regenerative praksisser, med nutidige og fremtidige svar. Hertil forsøger vi, i samarbejde med jer og inspireret af teori og liv, at frembringe nye lokale regenerative praksisser, der kan skabe bedre verdener.

I maj har vi præsenteret 4 posts på LinkedIn med følgende begreber:

• Begreb 18: Det første element – Vand
• Begreb 19: Det andet element – Luft
• Begreb 20: Det tredje element – Jord
• Begreb 21: Det fjerde element – Ild

Du kan genfinde dem på vores LinkedInside her. Denne blog opsamler maj måneds 4 begreber og søger at gøre disse begreber mere praksisrettede og brugbare.

Vi begynder dog et andet sted. Nemlig med ‘det femte element’. Vi skal en tur i biografen. Og vi skal også en tur tilbage til Antikken. Men så er vi også klar til at se nærmere på de fire elementer, vand, luft, jord og ild.

Essensen, det væsentlige, Jordens frelse

Da taxachaufføren og tidligere ‘special agent’ Korben Dallas (Bruce Willis) og humanoiden Leeloo (Milla Jovovich) kysser hinanden i slutscenen i Luc Bessons mesterlige science-fiction ‘Det femte element’ fra 1997, jubler vi, fordi Jorden dermed reddes fra undergangen.

Den franske instruktør lader på den måde kærlighedens kraft udgøre essensen af, hvad der frelser vores civilisation i mødet med den altødelæggende katastrofe. Han viser os, hvordan kærlighedens væsen, det femte element, som livskraft forbinder og aktualiserer de andre fire elementer, vand, luft, jord og ild. Disse fire elementer er grundlaget for vor eksistens, men det er først gennem kærlighedens moment, at deres potentielle kraft vækkes til live. Uden kærlighed, intet liv.

Luc Besson tager en ældgammel historie med ind i biografen og tilfører den sit eget krydderi. I antikken havde Empedokles (ca. 490-430 f.Kr.) argumenteret for, at de fire elementer sammen med fire grundkræfter – kærlighed, had, sorg og glæde – var grundlaget for al ting i verden.

Platon (ca. 426-348 f.Kr.) og Aristoteles (384-322 f.Kr.) byggede videre på disse tanker og opstillede ganske enkelt ‘det femte element’, der ifølge dem var den sande forbindende kraft kaldet ‘ousia’ (fra gr. ousia = essens, substans, ’væren’). For Platon og Aristoteles var ‘ousia’ en åndelig eller æterisk kraft som gennemtrænger alt i verden. I dag ser vi arven fra denne forståelse af det femte element i ordet kvintéssens(fra latin quinta=fem), der henviser til det væsentlige i en sag, det, som det hele kommer an på.

En søgen efter ‘den forbindende kraft’

Nuvel. Så tror vi måske, at den historie er fortalt færdigt. Men ak. ‘Det femte element’ har været et ombejlet fænomen og har haft en mangfoldig rejse gennem historien. Søgningen efter at finde det væsentlige, essensen, substansen, eller sågar ‘væren’, som det, der forbinder alt andet har således fulgt mange veje, når vi ser det fra en mytologisk vinkel:

Whether Greek, Hindu, Buddhism, Japanese, Chinese or Bön, no mythodology goes without a fifth element. There are many ideas of what could be it. The chaotic. The ethereal. The ideational. The spiritual. The religious. (Steyaert, Hjort; 2003)

Luc Besson hoppede med på vognen for 25 år siden. Og tilslutter sig forsøget på at identificere ‘al tings forbindende væsen’. Og der er måske noget om snakken. Uden kærlighedens kraft som et forbindende element ville livet i den grad være trist og sjælløst.

Men hvad nu hvis vi alligevel undlader at blive fristet til at definere det femte element som noget bestemt? Og snarere lader det være det, som på sin vis går på tværs af alle forsøgene; nemlig en søgen efter ‘den forbindende kraft’.

Måske kan vi gå så langt og netop argumentere for, at ‘det femte element’ bedst kan forstås som en fordring om at søge, undersøge, udforske, hvad det er, der som potentiel kraft forbinder noget med noget andet. Og giver det kraft, giver det liv? Altså noget, som vi ikke kan tage for givet, men er nødt til at søge efter, muligvis få øje på, og nysgerrigt, undersøgende, gå i forbindelse med for at andre elementer – og den potentielle kraft de besidder – for alvor kommer i spil, for alvor aktualiseres? Som livskraft?

Det er nærliggende at sige, at det gør kærlighed om noget. Men selv hvis vi definerer det femte element som netop det, så er kærligheden bestemt ikke noget vi kan tage for givet. Kærlighed skal skabes. Tager for den for givet, så kan den visne.

Det femte element skal skabes

Nu lover vi ikke, at denne tekst skaber kærlighed. Det ville være skønt, men er trods alt ikke ambitionen. Ambitionen er lidt mindre vidtløftig. Den er at kaste lys over fordringen om, at ‘det femte element’ foregår som en aktiv proces, en skabelsesproces. Det er netop denne fordring om at skabe vi derfor giver plads. En sådan aktivitet næres i højeste grad af nysgerrighed, undren, en åben og undersøgende tilgang til livet. Som Amy Edmondson siger: ‘Det er svært at lære, hvis man allerede ved’ (2022).

Vi vil gerne undersøge og undre os – sammen med dig. Vi inviterer derfor dig som læser med ud på en lille turné, hvor elementerne fra maj måned – vand, luft, jord og ild – drager med.

Vi har ikke tænkt os at formidle en færdig viden, således at du modtager det, vi allerede har tænkt og pakket ind til dig. Vi efterlader dig dog ikke helt på Herrens mark, i vildnisset, i ingenmandsland. Sådan er vi trods alt ikke. Men vi tænker, at en tekst, der lader sig friste af at fortælle sin læser, hvad det femte element ‘er’ – eks. at det ‘er’ kærlighed, eller æter, eller noget religiøst, eller noget kaotisk – ville begå et selvmål alene af den grund, at vi oven for forsøger at holde ‘det femte element’ åbent, som en mulighed, en potentialitet.

Kort sagt: Det femte element ‘er’ ikke, det skal skabes.

Lige præcis dén fordring tager vi nu alvorligt. Også i denne meget konkrete sammenhæng. Det vil sige i rummet mellem dig som læser, og os, der lige nu sidder og skriver. I øvrigt bliver det vi skriver lige nu, først til ‘noget’ når det møder sin læser. Ellers (sk)er ordene jo ikke.

Med andre ord: Det er i rummet mellem os, at forbindelsens kraft sker, eller kan ske. For vi kan ikke vide det på forhånd. Vi antager – på linje med de store, klassiske forgængere – at det femte element er en forbindende kraft, noget, der bliver til, noget, der sker og lever, et uophørligt ‘nu og her’. Mere end det er noget, der en gang for alle ‘er’ og blot skal formidles af en aktiv afsender til en passiv – i betydningen modtagende – læser. Hvad nu hvis læseren, dig, blev en aktiv medskaber af værket, så at sige?

Lad os prøve.

Vand

Vi følger rækkefølgen af maj måneds elementer og begynder med vand. Nu ved vi ikke, hvor du befinder dig. Måske i et tog med din smartphone, måske på kontoret, måske hjemme. Måske er du ude i det offentlige rum, ude at købe ind. Eller måske er du i naturen. Under alle omstændigheder foreslår vi, at du giver dig og teksten lidt tid. Det er kostbart, det ved vi. Men prøv alligevel.

Hvornår har du sidst været i berøring med vand? Du har måske lige drukket vand, eksempelvis en kop te? Eller været i bad? Eller blevet fanget af et regnvejr i et ubevogtet øjeblik? Vi er alle i berøring med vand. Vores kropsvægt består som voksne ca. 50% af vand. Uden vand intet liv. Vand er konkret. Det mærkes, føles. Vi kan blive våde af vand. Og nogle gange får vi så meget af det, at vi får mere end nok. Desværre alt for meget i visse perioder og visse dele af verden. Og vi ved hvorfor.

Vand ses og høres. Havets fantastiske former og brusen når bølger brydes og kastes ind mod land. Eller den stille å, hvor vi kun hører den sagte rislen, hvis vi lytter efter. Lyden af vand heler. Får os til at være opmærksomme. Og giver os plads til at lytte. Også til at lytte efter, hvad det så er, vi hører. Lytte til, hvad det faktisk er, vi lytter til, så at sige.

Vand er også bevægelse – i mere overført betydning. Heraklit lærte os, at vi aldrig træder ned i den samme flod to gange. Floden har bevæget sig, vi har bevæget os. Bevægelse er igen en mangfoldighed. Fysisk bevægelse, når vi går, løber, cykler, bevæger os i naturen.

Vi kan blive bevæget fysisk i et tog eller bil. Vi kan være med i en bevægelse af politisk eller anden formålsdrevet karakter. Eksempelvis kan vi opleve, vi er i bevægelse, i flow, fordi vi arbejder godt sammen i et team, og/eller arbejder i en organisation, der har et stærkt formål, som giver mening i vores daglige arbejde og gør, at vi bevæger os i betydningen udvikler os. Vi kan i denne sammenhæng forstå bevægelse meget konkret, som en mærkbar erfaring i mødet med et andet menneske, en kollega. Eller måske en erfaring vi har fra at opholde os i naturen.

Her er det meget nærliggende at spørge: Hvornår har du sidst været bevæget i denne sidste mærkbarebetydning? Hvornår har du sidst oplevet dig bevæget af noget? Det kan være på din arbejdsplads? I dit team? Det kan også være fordi du har hørt et stykke musik. Eller set en film? Læst en roman? Opholdt dig i naturen?

Hvis vi fokuserer på, at det er noget et andet menneske har gjort: hvad var det så dette andet menneske gjorde, som du lige nu husker som en gestus, der bevægede dig? Sagt noget til dig, eller gjort noget over for dig, der har fået dig til at føle dig værdsat? En kollega, en god ven/inde?

Prøv at tage dig lidt ekstra tid her. Du får lidt plads i teksten her til at huske efter.

[ .. ]

Hvis du kan huske, hvordan det andet menneske, kollegaen, den gode ven/inde, bevægede dig, så du følte dig værdsat, så kan du eventuelt tage det til dig på en måde, hvor du prøver at gøre det samme over for denne, eller en anden.

Du gør det måske allerede, og hvis ikke, så prøv.

Luft

Når vi taler om vand som H2O, indgår det som damp i Jordens atmosfære (luft) i et konstant, dynamisk, økologisk kredsløb. Og vi er som mennesker fuldkommen afhængig af begge elementer og deres indlejrede, forbundne samspil.

I den mere overførte forståelse – som når vi kobler vand til bevægelse – taler vi om luft som ‘atmosfære’ i betydningen ‘stemning’. Der er en kobling her mellem vand og luft: Vi kan jo netop ikke høre vandets brusen eller musikkens skønhed uden at lyden bevæger sig gennem luften (luft som medie).

Det samme med vores kommunikation. Vores måde at kommunikere på skaber et rum af eksempelvis samhørighed og værdsættelse. Lyd i den forstand er bølger, der skaber svingninger i luften på en måde, så en del af luften fortættes og vi registrerer bevægelserne og tillægger dem en særlig mening, og inden da måske blot en intuitiv fornemmelse. Vi oplever en særlig ‘stemning’. I hvert fald med nogle af de lyde/lydbølger vi registrerer.

Med andre ord: Luft som atmosfære i betydningen stemning, stemthed, fornemmelser, intuition etc. er i familie.

I mere dagligdags tale kender vi jo også udtrykket ‘luften er fyldt af…’. Det kan eksempelvis være spænding, altså, at noget er lige ved at ske. Det kan være luften er fyldt af god energi, eller det modsatte, at luften er tung af dårlig stemning.

Godt så. Budskabet er enkelt: Vi fylder luften med ‘noget’, som har en virkning på andre. Og vi kan jo gøre noget med det, vi ønsker at fylde luften med!

Derfor er det naturligvis nærliggende at spørge dig som læser, hvad du fylder luften med? I betydningen; hvilken kvalitet bringer (puster!) du ud i rummet mellem dig og omverdenen?

• Tænk eksempelvis over den sidste gang du var sammen med dit team. På hvilken måde talte i sammen? Hvordan vil du karakterisere stemningen mellem jer?
• Hvad gjorde du, der bidrog til at ‘stemningen’ blev god, konstruktiv? Og hvad gjorde de andre?
• Hvad gjorde du, som du i bagklogskabens ulideligt klare lys nu kan se, at du fremover måske skal gøre mindre af, for at give plads til et andet muligt rum, en anden atmosfære eller stemthed, mellem jer?

Og husk lige inden du slippes fri: Luften mellem jer behøver ikke kun karakteriseres gennem talens handling. Det kan lige så godt være, at der er brug for at fylde rummet mellem jer med pauser. Stilhed. Tid til refleksion. Eksempelvis ved at begynde det ugentlige møde med 2 minutters stilhed. For at ankomme i det eventyrlige ‘nu’.

Godt så. Tiden er din.

[ .. ]

Jord

‘Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du atter genopstå’. Vi kender sætningen og dens religiøse sammenhæng. Jord går også igen som behovet for ‘jordforbindelse’, hvis vi har skabt for meget ‘varm luft’. De dagligdags eksempler er mangfoldige.

I den alvorlige ende af skalaen er Jorden (= kloden) det hjem, vi har som menneskehed, og vi bevæger os mod en 6. masseuddøen, fordi vi har skabt ubalance i det økologiske, globale regnskab. Jord som muld (humus) – det vil sige det stof, der er tilbage når bakterier, mikroorganismer, svampe, regnorme og andre jordbundsdyr har nedbrudt døde plante- og dyrerester – er fundamental for den økologiske balance og dermed vores eksistens.

Det giver sig selv, at mange årtiers monokulturelle, industrielle fødevareproduktion med massivt brug af kunstgødning og pesticider har udpint muldjorden i en sådan grad, at World Resources Institute vurderer, vi på globalt plan har 60 høste tilbage.

Et lille interessant budskab er, at sund (muld)jord afgiver kriblende lyde. Omvendt er jord – med ringe eller slet ingen næring – tavs. Der er ikke noget, der kribler eller krabler. Død muldjord har ingen lyd, ingen stemme. Intet liv.

Og her er koblingen til den organisatoriske kontekst nærmest larmende. Hvad kendetegner en næringsholdig, levende, kriblende og krablende organisation? En organisation, hvor livet (f)lyder, hvor kapaciteten til at skabe livgivende miljøer næres gennem konstruktiv kommunikation og interaktion, og hvor vi oplever – både når vi er på arbejde og når vi tager hjem – at vi har en god energi?

En organisation, hvor vi rent faktisk forstår, at vi har at gøre med et levende system. Ikke en ‘velsmurt’ maskine, hvor vi sender ‘input’ ind det ene sted og forventer ‘output’ i den anden ende, som var vi en radiator med en termostat. Et levende system, som (muld)jorden, er et konstant, dynamisk, responsivt, relationelt, cyklisk, system, hvor livet kribler.

Intet gror i død jord. Selv ikke den fineste planteart vi kan komme op med. Den vil med tiden dø. På præcis samme måde er mulden i vores organisationer et livsnødvendigt materiale. Ingen i en organisation lever alene. Vi er hinandens forudsætninger for at skabe det miljø, ud af hvilket alle som én trives.

Med andre ord er vi henne ved de spørgsmål, som ligger lige for, for dig kære læser:

• Hvordan vil du karakterisere den muldjord forstået som jeres organisatoriske miljø (du kan også bruge ordet kultur), der eksisterer i din organisation?
• Hvad gør du for at bidrage med sundt, næringsholdigt materiale?
• Hvad gør andre?
• Hvad skal I gøre mindre af fremadrettet? Hvad skal du selv gøre mindre af?
• Og hvordan skal I helt konkret fortsætte med for at fastholde og udvikle det sunde, nærende, livgivende miljø/kultur, som I er indbyrdes afhængige af for at trives og skabe resultater?

[ ..]

Ild

Så er vi ved det sidste element. Ild.

Og lad os sige det med samme: Vi kører lige på med symbolikken. For ild er PASSION! Det, der brænder i os. Det, der får os til at gøre ting og sager og gennemføre vores opgaver, fordi vores ‘Hvorfor’ løber gennem blodet.

Kender vi vores ‘hvorfor’ kan vi klare ethvert ‘hvordan’, som det lyder. Og der er noget om snakken. Når vi arbejder for bedre vilkår for børn i udsatte områder, eller for at give den bedste hjælp til mennesker, der kommer hjem fra hospitalet, eller arbejder for at efterlade steder bedre, end vi fandt dem, som et arkitektfirma bruger som deres vision, eller hjælper mennesker med at lykkes i deres arbejdsliv ved at skabe rum for reel kompetenceudvikling, eller… så behøver vi ikke forholde os til strabadserne undervejs med, hvordan vi gør det.

Vi skal nok komme gennem dem, strabadserne. Fordi vi er næret af en kraft, en passion, en vilje til at ville, der bærer os gennem… ja, ild og vand.

Og selvfølgelig skal vi som Ikaros, der fløj mod solen og til sidst brændte vingerne af, også have tid til at trække os. Tid til at dvæle. Tid til at ilden næres, men ikke kommer ud af kontrol, fordi vi går for tæt på og hele tiden er (for meget) i ilden.

Den kendte ‘brændende platform’ er for længst brændt op eller ud. Og der er for mange rundt omkring, der netop er udbrændt. Det er et problem, som betyder, at dette element, ilden, i for høj grad er blevet set isoleret og uden sammenhæng med andre elementer. Uden sin kontekst. Konkret betyder det, at passion også har brug for at dvæle.

Passion har også brug for at lægge sig ind under skyggen og for en tid lade sig mærke af de andre elementer. At skue ud over vandet, lytte til dets brusen og lade sig mærke af vinden. Og mærke jorden under sig. I dette tilfælde den behagelige sandstrand.

Der er mange måder, vi kan manifestere ilden som passion. Og faktisk er vi henne ved den sidste invitation til dig, kære læser, nemlig manifestationens form.

De sidste spørgsmål, vi stiller dig i denne omgang, er derfor:

• Hvad er du tændt af i dit faglige virke?
• Hvad giver dig energi og livskraft?
• Hvordan nærer du din passion bedst – både når flammen skal blusse helt op – og når skyggen for en tid skal falde?
• Hvordan vil du beskrive denne – din passion – som ET MANIFEST?

Afslutning

Vand, luft, jord og ild er elementer, der er bundet sammen i et eventyrligt samspil på vores smukke planet. Det er netop sammenbindingen, indlejretheden, forbundetheden, der er det skabende moment. Uanset om vi forstår elementerne i deres klassiske fysiske udtryk eller i den mere mytologiske og symbolske betydning, så er sammenhængene mellem dem, deres indbyrdes dynamik og indbyrdes forudsætninger måske det største mysterium. Hvordan forstår vi dem? Hvordan hænger de sammen? Hvordan kan vi bringe deres kraft i spil?

Og ser vi med de symbolske briller på vand som bevægelse, luft som stemning, jord som det næringsholdige grundlag og miljø – samt ilden som vores passion så er der ingen af disse symbolske figurer, der i vores virkelige rejse mod en bedre fremtid kan klare sig alene.

Vi har brug for en forbindende dimension, der hjælper os med at aktualisere den livgivende kraft, der hjælper os på vej. Og den skal skabes, for vi kan ikke blot se på.

Måske er det alligevel ikke så tosset at begynde med et kys?