fbpx

Viden

fra os til dig

Brev til min kære ven, H. Sapiens

Tim Struck / [email protected]

Kære H. Sapiens, min kære ven  

Jeg har længe villet skrive til dig. Men jeg har tænkt, det har virket lidt anmassende. Nu er tiden dog kommet, vil jeg mene. Når jeg tænker på dig, er jeg både foruroliget og fortrøstningsfuld. 

Foruroliget fordi du de seneste mange år har vist dig at være en global kraft af dimensioner, der på mange måder faktisk er gået for vidt. Men også fortrøstningsfuld fordi du har brugt samme kraft til at skabe verdner, der giver plads til de mest eventyrlige ting, hvor livet trives. Og dermed allerede har vist, hvilken kreativitet du er i besiddelse af.  

 En kreativitet, jeg tror du kommer til at bruge mere af fremover, sådan som jeg ser tingenes og verdens tilstand.  

Ankomst 

Vi behøver ikke gå tilbage til tidernes morgen for at forstå dig. Og så alligevel. Du har virkelig været her længe. Meget længe. Sådan rundt regnet et par hundrede tusinde år. Alt er dog ikke begyndt med dig, for der var faktisk en tid før dig. Nærmest ubegribelig lang tid.   

Siger vi at al tid på denne jord, hvor livet har eksisteret, svarer til et år fra første januar til nytår så er du trådt ind på scenen sådan cirka en 1/2 time før rådhusklokkerne ringer. Man kan roligt sige, at du næres af fortiden og det liv og de intelligensformer, der er gået forud. Som du faktisk er en integreret del af. 

Separation 

Et par hundrede tusinde år er lang tid. Det er tidsrummet i din historie. I begyndelsen skilte du dig ikke ud fra det, du kom fra, sådan for alvor. Du levede i en form for balance eller harmoni.  

Du har dog også fortalt, at alt ikke var den rene idyl. Du havde kun de kræfter og den energi, som kom fra dig selv. Sådan gik det meget længe.  

Noget af det, der dog kendetegner dig, er, at du kompenserer for dine egne fysiske utilstrækkeligheder ved at forarbejde den verden, du er del af. For at drage nytte af den. Det er især her du bruger din kreative skaberkraft. Du har selv forklaret gennem århundreders nøjsom granskning af din egen historie og eksistens, hvordan du nysgerrigt har undersøgt stort set alt. Hvordan hænger verden sammen? Hvordan kan du gribe ind i den verden, du er del af, for at skabe noget, der er større end dig?  

På et tidspunkt samledes du med mange af din egen art. Samfund begyndte at spire frem. Du greb ind i verden omkring dig og fik bygget byer og alverdens redskaber. Du har kaldt det civilisation. Du begyndte for alvor at skille dig ud fra det, du kom fra. Fra din omverden. Det var et meget effektivt greb. For det betød, at du også kunne bearbejde verden, jorden, naturen på måder, der fik stadig større betydning for dig selv og livet på denne jord. 

Der er gået lang tid med det. Civilisationen. Springer vi frem i tid, og bruger vi analogien fra før med rådhusklokkerne, så er tiden nu et par sekunder før, rådhuset ringer det nye år ind. Et par sekunder ud af et helt år. Det er den sammenlignelige tid du har brugt på for alvor at transformere jorden til det, vi ser i dag.  

Du har selv kaldt det for den moderne tid, den videnskabelige revolution. Og ikke mindst, industrialisering. Vel nok kronen på værket for din hidtidige skaberkraft. 

Forudsætningen for at denne epoke kunne tage fart, og du selv tog med, er din fantastiske evne til at sætte dig ind i alt muligt. Vitterligt alt muligt. Skille det ad, undersøge hver eneste lille detalje. Se hvordan det fungerer, når man kigger på tingene.   

Du har også skilt dig selv ad. Hvad er din krop for noget? Hvordan fungerer din hjerne? Hvordan fungerer dine celler? Du har skilt dyr ad. Og planter. Du har undersøgt de samfund, du selv har skabt. Du har åbnet jorden og undersøgt den. Du har rakt ud mod himlen og været forundret. Og begejstret. Og forbløffet. Hvor kom du fra? Hvad er du for en? Hvem er du? Hvad er din rolle? 

Som nævnt, så har det fineste greb du har benyttet dig af i disse mange års undersøgelser, været en stadig mere detaljeret granskning af detaljen. Skære den ud af helheden for at forstå den. Og du begyndte at se dig selv som noget andet end den verden, du er omgivet af.  

Og ikke nok med det. Du trak dig en anelse væk fra den. For at kunne se verden mere nøgternt, mere objektivt. Som en genstand, du kunne betragte. Se udefra. Forstå den udefra. Hvad er verdens mange forskellige mekanismer? Hvad er dens naturlove?  

Du var optaget af, hvordan du kunne udnytte den kraft og den energi, der er i verden, i naturen.  

Men du skilte ikke kun dig selv ud fra naturen. Du skilte også dig selv ad. Du ville finde det punkt i dig selv, hvorom alting sker. Den eneste ene, der kan forklare alt andet. Til fortvivlelse for nogle og begejstring for andre lokaliserede du det i din egen bevidsthed. Og satte din bevidsthed i modsætning til din egen krop, som du ikke helt kunne stole på.  

Du skilte så at sige bevidsthed eller hjerne og krop. Men det var ikke nok. Også hjernen blev skilt i to. Venstre hjernehalvdel og højre hjernehalvdel. Hver har deres opgave. Den ene rationel, den anden intuitiv. Du begyndte for alvor at opdele, inddele, kategorisere. For at forstå. Alt muligt. Ikke blot naturen og dig selv, din hjerne, din krop. Men alt. Alt så du som en fintunet maskine, hvor hver del havde sin helt specifikke rolle.  

Opdelingen har ingen ende taget. Du har fortsat opdelingen af alle mulige og umulige ting. Og så har du også haft en tendens til at fremhæve den ene del som værende lidt mere værdifuld eller normal end den anden del. Lad os sige det som det er: Du har næret stor kærlighed til hierarkiseringens underfundige logik. Normaliseret noget i helheden frem for noget andet. Den venstre hjernehalvdel frem for den højre. Hjerne før krop. Dig før natur. Før dyr, planter, havet.  

Men også køn har du opdelt og har normaliseret den ene part og set lidt skævt til den anden del. Mand frem for kvinde. Det maskuline frem for det feminine. Eller alder. Ung før ældre. Og nogle gange ældre før ung. Det er ligegyldigt, egentlig.  

Logikken er, at en del af helheden er blevet sat over en anden del af helheden. I det hele taget har du lært dig selv, at der er noget, der er mere normalt, mere rigtigt, mere værdifuldt eller mere retningsangivende end andet. Selvom du også godt ved, at tingene rent faktisk hænger sammen. At de er forbundet med hinanden. Du har været stærkt optaget af illusionen om, at alt var adskilt og noget var mere værd end noget andet.  

Sikke en rejse du har taget.  

Acceleration 

Og midt i det hele gjorde du verden til en anden. Du gravede i jorden og fandt en energikilde, der har været her siden tidernes morgen. Længe før du kom til. Et gigantisk fund. Mange af din art valfartede til de steder, hvor den nye energikilde kunne udvindes. Ren energi. Flammerne stod op af jorden og intet blev igen som det var. Jeg har nydt utrolig godt at det fund, faktisk. Det må jeg sige. Vi er mange, der har nydt godt af det. Hver dag. 

Byerne blev til metropoler. Jorden blev dyrket i lige linjer. Værdi blev for alvor målt i materielle goder. Penge, som er en af dine største opfindelser, fik en helt særlig betydning. Enorme koncentrationer af dem blev samlet, opbevaret og indhegnet bestemte steder på jorden. Din verden drejede sig om ordene ‘mere’, ‘større’, ‘hurtigere’. Endnu mere, endnu større, endnu hurtigere. 

Og du opfandt samtidig en måde at organisere din egen arbejdskraft på, som til stadighed er med os i dag. Det begyndte helt bogstaveligt med et samlebånd. Hvorfor bruge et helt menneske, når du kun havde brug for et par hænder? Hænder før hoved. Separationen igen. Effektivt. Optimerbart. Maskinelt. Genialt. Mennesket som produktionsgenstand. Instrumentaliseret.

Du opfandt organisationer som en fortrinlig måde at lede og organisere din egen arbejdskraft på. Det skete ud fra de samme principper, som du tidligere har brugt.  

Organisationen blev set som en fintunet maskine. Der var brug for hænder, ikke mennesker. I starten i hvert fald. Kunne du have sprunget frem i tid havde du på det tidspunkt, hvor samlebåndet fik sin dåb været begejstret over det, du i dag kalder robotter.  

Du tegnede organisationsdiagrammer trekantede eller firkantede. Med linjer og streger på kryds og tværs. Det er en stærk arv, du har sendt videre. Tegner du i dag et organisationsdiagram på andre måder, så skaber du ofte en form for utryghed mange steder. Utrygheden stiger, hvis du tegner et organisationsdiagram som en levende organisme. 

Din måde at omgås dyr og planter og havet blev også instrumentaliseret. Du har i det hele taget sejret på så mange leder og kanter og i så mange udformninger, at du ofte kniber dig selv i armen: Er det virkelig sandt? Er alt dette mit værk?  

I dag er der knap 8 milliarder af dig. Jeg er en af dig. Og dig, der læser dette, er det sikkert også. Og vi bliver flere.  

Her er vi så. På afstand af naturen. På afstand af andre. På afstand af os selv.  

Og du er… træt. Faktisk. Det har du fortalt flere gange på det seneste. Og naturen er træt.  

Så, i dag er du begyndt at stoppe op. Nogle steder sænker du simpelthen hastigheden. Der er faktisk en del af dig, der har gjort det længe. Ikke så stor en del af dig. Men en del. Men de stemmer er ikke så ofte dukket op til overfladen. 

Men nu er du for alvor stoppet op. Naturen forsøger at fortælle dig noget, og du lytter. Dem, du har trukket dig væk fra, forsøger at fortælle dig noget. Den del af dig selv, du har trukket dig væk fra, forsøger at sige noget. De forsøger alle at fortælle dig noget. Og du er begyndt at lytte.  

Det eventyrlige er, at du aldrig har været så langt væk, som du troede. Naturen, de andre, dig selv. Har altid været lige nu og her.  

Kærlig hilsen 
Mig

Nytår 2029 

Kære dig 

Eller skulle jeg skrive, kære mig. Tak for ordene. Det er ikke altid, jeg modtager breve fra mig selv. Men når det sker, så læser jeg dem da. Også selvom jeg synes, der måske mangler nogle nuancer. Men skidt med det. Dine ord har givet stof til eftertanke…  

Det er jo sjovt, for jeg er jo faktisk ret meget ligesom dig, der skriver. Og dig, der læser. Vi er ikke så fremmede for hinanden. Så ja, som du skriver – ‘lige nu og her’ – det er måske en god pointe.  

Som du måske har opdaget svarer jeg dig fra fremtiden. Året er 2029. Årtiet er gået lige om lidt.  

Det er klart, at når jeg ser tilbage på det årti, der netop er ved at rinde ud, så er jeg blevet klogere. Ja, det var en illusion, at livet leves som en maskine. Men fortiden kaster skygger, og arven fra industrialiseringen og forståelsen af verden som et mekanisk mesterværk var stadig stærk. 

Men der skete noget særligt midt i årtiet. Som om erkendelsen for alvor tog fart. At vi ikke er en maskine. At verden ikke er det. At naturen ikke er det. At de tre- og firkantede diagrammer af vores organisationer med stregerne på kryds og tværs jo blot var en måde at skabe tryghed og overskuelighed på. Og det hjalp i den tid. Men det sagde selvfølgelig ikke så meget om det liv, der leves i en organisation. 

Hvad ser jeg så i dag? Jo, ganske kort så er det sket en hel del, faktisk. Vi kan jo begynde med byerne. Der er sandelig kommet en del grønt over alt. Slumnostalgikerne har fået trange kår, vil jeg sige. Det er faktisk svært at skelne en by fra en skov. Hvor går grænsen? Umuligt at sige.

Så er der alle vores produkter. Der er stadig mange af dem. Faktisk. Men de er lavet på en anden måde. Inspireret af naturens egne intelligensformer. Den computer, jeg lige nu sidder og skriver på, er lavet af et materiale, der genfindes lige under dine fødder, når du går en tur i parken. Det er måske svært for dig at visualisere, men du kommer snart til at se det. 

Mad? Fuldkommen revolutioneret! Du har ikke en chance for at se det for dig. Cirkulær økonomi og bio-mimik har taget over for alvor og har for bestandigt revolutioneret de produktionssystemer, finansielle strukturer og forretningsmodeller, der stadig havde en stærk kraft i begyndelsen af årtiet.

Så er der vores organisationer. Tak for den. Den måde de ledes og organiseres på er interessant. Vi var rent faktisk allerede begyndt. Også før du skrev til mig.

I dag arbejder ledere med at skabe kulturer, hvor skaberkraften og livet trives, og hvor de resultater, der selvfølgelig skal skabes, bliver skabt gennem samarbejde, tillid og modet til at turde. Det bedste billede jeg kan give er, at mennesker i dag forstår, at en organisation er en levende organisme, der er forbundet med det liv, der leves på samme måde som livet leves i en skovbund. 

Gennem samarbejde, diversitet, årstidernes rytme. Balance. Med respekt for relationer og forbindelser. Kreativitet, læring og innovation er inspireret af selve livets logik, hvor man giver mere end man tager. Ser du så billedet af kaos og alt er lige gyldigt? Det er forkert, kan jeg sige. Der er stadig struktur.

Ligesom der også er struktur i et blad fra træet. Ellers faldt det fra hinanden. Men strukturen rimer på værdier som ansvar. Og medansvar. Inklusion. Ordentlighed. Generøsitet. Mod. Venskab. Troværdighed. Gennemsigtighed. Alle grundbestanddele i tillid. Og frihed. Frihed til den forpligtelse det er at skabe sammen. 

Og så er der jo mig selv. Jo, jeg er blevet klogere. Mere vis, vil jeg sige. Det er jo rent faktisk også mit efternavn. Den største hindring på vejen dertil, hvor jeg er nu – det var faktisk mig selv. Eller mit billede af mig selv. Jeg var nok blevet en anelse kæk hvad angår min egen betydning i det store billede.  

Jeg er ikke trådt ud af verden. På ingen måde. Faktisk er jeg trådt helt ind i verden. Men jeg har gjort det ved træde en lille smule til siden. Og den plads, der er opstået, den efterlader jeg i en bedre tilstand end da jeg ankom.  

Din kære ven – fra en bedre fremtid 
H. Sapiens

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.