– når alting er levende (og en lille smule om forbundethed)
I 2010 udkom Jane Bennetts lille bog, ‘Vibrant Matter’, som handler om “politisk økologi” og om stof, der vibrerer. En bog om støvsugerens kulturpolitiske historie? Eller om hvorfor vi trykker på knappen ved fodgængerfeltet, selv om kloge hoveder siger, at den slet ikke gør noget for det grønne lys? På en måde er det faktisk en bog om begge dele.
Det er også en bog om, hvordan det nordamerikanske elnet går ned, når det går ned. Og hvad det så indebærer, når det gør. Det indebærer, at jo mere stof vi indlader os med, og jo dybere vi indlader os med det, des mere er der andre kræfter end vores lettere selv-oppustende tankedrevne kulturer, der driver processen.
Tænk på en have:
Du kan arbejde målrettet på at slå næsten alt liv i den ihjel – og du kan få hjælp fra alskens kemiske stoffer til det arbejde. Problemet er jo bare, at de virker. Din kontrol stopper i det øjeblik, du hælder stoffet i jorden, fordi jorden er levende og forbundet. Du har lige forgiftet ikke bare planten, men hele planeten. Heraf en ny tendens, der går ud på at lægge fliser på alt, hvad der er levende, oven på 40 centimeter stabilgrus, og så plantekasser oven på fliserne, bag et hegn af ‘cementtræ’.
En kulturhistorisk krampetrækning, hvor dine allierede er opfindelser, der har til formål at kvæle og kontrollere alt, hvad der vibrerer. Vil du derimod skabe så meget liv som muligt, så er dine allierede alt, hvad der forøger vibrationerne. Bogstaveligt talt.
Sund jord larmer, mens død jord er stille – se her. Jo mere vibration, des mere liv, og omvendt. Vibrationer, der er i direkte eller kompleks forbindelse med det liv, som ånder og vibrerer i menneskelige kroppe.
Det vibrerende er en måde at sige, at grænsen mellem levende og ikke-levende er meget mindre skarp, end vi har gjort den til i en tid, hvor succes var at få noget fra hånden og tjene den næste øre, mens alt ikke-menneskeligt blev gjort til genstand uden liv.
‘Vibrant’ betyder, at træer, jord, vand, metal, sten, elektroner, silicone, sand, måske ikke har bevidsthed eller sprog som os, men det er fuldt af handling, begivenheder, strømme og kraft. Se meget mere her.
Bennetts bog var del af en bølge, der har fået mange navne, som fx New Materialism inden for feltet af kunst-filosofi-videnskab-politik har skabt bølger af nybrud på tværs af mange vidensfelter.
“The materiality addressed in these new materialisms is relational, plural, open, complex, uneven and contingent; cuts across dualistic boundaries between natural and social worlds; and for some new materialist scholars is invested with a vitality or liveliness. Despite divergences within this materialist portfolio, all may be characterised as post-humanist and post-anthropocentric, shifting humans from the central focus of attention in social inquiry.” (https://globalsocialtheory.org/topics/new-materialism/)
I den bølge hører tænkere som Donna Haraway, Karen Barad, og mange andre som gentænker forholdet mellem mennesker og verden ud fra én fælles tanke: hvad sker der, når vi lader den verden, vi bebor, være både stoflig og levende? Og når vi så, i det begreb om liv og stof åbner for, at vi ikke kan kontrollere alt, selv om vi så utrolig gerne vil.
Hvis du som læser vil ned ad den vilde rejse med sci-fi og biologi og “critters” i centrum, er det Haraway (fx Staying with the Trouble for nye gæster) man skal på tur med. Hvis man vil have den hårdere, metodenørdede og kvantefysiske undersøgelse af, hvordan vores berøring af verden udvider vores væren til et mellemsted, hvor næsten alt kan ske, så er Barads Bohr-bog Meeting the Universe Halfway stedet.
Men lad os komme tilbage til, hvad det gør. En simpel pointe: et elektrisk “grid”, et net, består selvklart af menneskelige handlinger og strukturer. Men ikke kun. Det kan ikke fungere uden elektromagnetiske kræfter, eller elektroner, eller vind eller træer (eller jord), plastic, metaller og så videre. Og det er jo kun den (næsten) forudsigelige del af nettet. Når det går ned, sker det gennem serier af begivenheder, der dels er meget svære at forudsige, men mulige at følge op på. Nogle af dem bliver ved med at finde sted, andre sker kun én gang. De fleste af begivenhederne vælger vi at ignorere.
Jeg har leget mange gange med den lille flow-øvelse, der består i at registrere alt, hvad der flyder i og igennem et hvilken som helst sted eller rum, hvor man måtte befinde sig. Den står beskrevet mere udførligt her. Den kan praktiseres derhjemme i stuen, men den kan også meget vel praktiseres som en kollektiv øvelse i en organisatorisk sammenhæng.
Det meste af tiden er vi i vores særlige, vestlige, hyper-reelle moderne kultur/økonomi som om vi har styr på tingene. Der er noget med en bestemt tidslighed, der for eksempel er den tid, der står aftalt i en kontrakt. Og det stof, der står i den samme kontrakt.
Hvis man bygger et hus, bliver tiden sat til nogle bestemte rammer: hvor længe skal betonen/træet/stålet holde for at kontrakten er overholdt? Hvor lang tid gælder “garantien” – den tid, den byggende har ansvaret for at stoffet opfører sig som det skal – gælde, osv.?
Der er også stoflighed indbygget i kontrakterne, så den jord vi kører væk fra et byggeri, er ikke en del af aftalen – selv om den ud fra et nymaterialistisk perspektiv er umulig at se bort fra. Hvilket kun bekræftes af, at vi efterfølgende laver jord-depoter, hvor jorden skal af-giftes for at kunne genindtræde i sin nye form et andet sted (fx nede i vandet som fundament for en holm, der kan huse nye beboere).
Langt de fleste virksomheder prøver bare at “tjene den næste to-krone”, som forsikringsagenten klagende indvender i filmen ‘Sange fra anden sal’ (instruktøren Roy Anderssons trilogi er en slags filmisk ledsager til ‘Vibrant Matter’, tilsat knivskarp svensk selvironi), dermed bliver kontraktens ofte absurde afgrænsning til en social og økonomisk defineret virkelighed. Og et kedeligt sindbillede på hvorfor vi er i gang med en regenerativ transformation.
For transformationen kommer aldrig inde fra en kontrakt. Den kommer fra nysgerrigheden, som, når det lille arkitektbureau begynder at undersøge de æstetiske muligheder i materiale, der har været brugt før. Eller når kunstnerkollektivet går fra 24-timersinstallationer til en femårs-inhabitation, som man kan komme og bebo, når man vil, bare det er mindst et døgn ad gangen. Eller når en dyrknings-startup sætter sig for at finde ud af, om man egentlig kan dyrke julesalat/endiver i en parkeringskælder – for Paris skal jo have færre biler, og hvad gør man så med 6000 m2 P-kælder?
Arkitekterne siger det ret tydeligt: “Our projects are characterized by the idea of highlighting the material itself as the protagonist of architecture.” Det er stoffet, der er hovedpersonen.
Når vi tager den sætning alvorligt, sker der noget med vores rolle som menneskelige agenter, hvad enten vi er arkitekter, forsikringsagenter, skatteforvaltere eller en andelsforening. Vi går fra at være den vigtigste aktør, til at være allerhøjst næstvigtigst.
Det der er vigtigst, er alt det, verden i forvejen er i stand til, bare fordi den er til. Fordi stoffet vibrerer. Og fordi det vibrerer, giver det næring til en uendelig rejse af opdagelser, der kommer til os fordi vores udforskning er drevet af kærlighed og nysgerrighed. Om det så er jord, byggematerialer, steder, eller som i Benjamin Lagers arbejde, The Vesica Project, vibrationen selv, der er i centrum for vores kærlige og nysgerrige efterforskning.
Og hvis man så lige husker det med erindringssporene, så er den næste pointe, som vi bare tager med i forbifarten her, at stoffet er bærer af erindring. Det glemmer aldrig. Spørg bare forskerne, der henter iskerner fra den grønlandske undergrund. DNA-forskerne, der finder livets elementer i tusindår gamle sumpe.
Eller spørg de vægge, vinduer, planter, stole, papirer, siliconeforbindelser, eller spiselige råstoffer, som bebor jeres arbejdsplads. De husker alt. De bærer på uendelige mængder viden og trækker lange spor foran og efter sig, der fortæller om, hvordan mennesket lever. Hvordan vi håndterer at alt vibrerer – eller stædigt ignorerer – at alt vibrerer.