”Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er den bankende rytme – i alt, hvad du længes mod. Jeg er din mors grå hænder og din fars bekymrede sind, jeg er de tidligste drømmes lette, tågede spind.”
De fleste af os kender nok Anne Linnets fortolkning af Tove Ditlevsens digt om barndommens gade. Barndommens Gade er en af manges fortællinger om, hvordan et sted bliver en del af ens sjæl og karakter.
Vi kender alle fornemmelsen af at føle os hjemme bestemte steder, fremmede andre steder, utilpassede/oplivede/ overraskede/bange/nostalgiske/inspirerede/legesyge/deprimerede af forskellige steder. Så hvilken betydning har steder? Hvad er definitionen på et sted? Og hvilken relation har steder med det levede liv? Det har været et tilbagevendende spørgsmål i mange grene af både samfundsfaglige og humanistiske fag, såsom geografi, antropologi, etnologi, sociologi, arkitektur, litteratur- og kunsthistorie mv.
Jeg vil forsøge at give et kort overblik over nogle af de stedsforståelser som disse forskellige fag og tilgange har bidraget med til at forstå, hvad der er stedets kraft og karakter.
Identitetens sted – stedet i kunsten
Som vi ser i fortællingen i Tove Ditlevsens “Barndommens Gade”, så er beskrivelsen af identitet i litteraturen ofte tæt knyttet til steder.
Litteratursiden.dk noterer, at det ikke mindst er en markant tendens i samtidslitteratur, hvor Helle Helle, Lone Hørslev, Katrine Grünfeldt, Jacob Berner Moe og vel også Erling Jepsen, som Litteratursiden beskriver det, ”tager os med til provinsens og udkantsdanmarks øde steder, hvor den larmende stilhed går i sjælen, hvor ord ofte er overflødige og hvor kedsomheden i visse tilfælde kan få overtag”.
I Barndommens Gade er fødestedet både kendetegnet ved historien – skitseret ved passagen om mor og far – men også rammen for drømme om fremtiden: “jeg er de tidligste drømmes lette, tågede spind’.
Og som de senere litterære bud, så beskriver Ditlevsen også, hvordan dette sted altid vil være indprentet i den, der er opvokset her – uanset eventuelle ’forsøg’ på at rive sig op med rode og skabe nye hjem nye steder: ”Fløj du så vidt over lande – og voksede du fra din ven? Jeg er din barndoms gade, jeg kender dig altid igen.”
Tina Dickow er kommet med en lignende beskrivelse af identitetens tilknytning til ens barndomsland og sted i sangen “Pigen Ud Af Aarhus”: ”Alle skal ende et sted. Alle kommer fra noget og har et landskab med – Indeni. Af minder og steder, stemninger og nostalgi. Jeg kommer med kærlighed. Tilbage til der, hvor jeg hev flaget ned. Et årti. Med minder om de gader, hvor min barndom fløj forbi. (…) La’ hende rejse fra land til land. Og slå sig ned på en vulkan. Langt væk fra regnbuen. Men du ka’ ikk’ ta’ Aarhus ud af hende. Du kan tage pigen ud af Århus med et ønske om at blive fri – men du kan ikke tage Århus ud, ud af den her pige”.
I essaysamlingen ’Stedssans’ gennemgår Dan Ringgaard forskellige forfatteres stedbeskrivelser og forståelser og kommer i den forbindelse blandt andet forbi Thomas Bobergs rejsebøger, Inger Christensens og Morten Søndergaards digte samt Dag Solstads romaner. I det afsluttende essay opstiller Ringgaard ti teser om stedet. Den første af disse er: ”Stedet er som et kunstværk”.
Han tager her fat i et fotografi af et flydende østersudsalg i Brasilien. Det er et lille blikskur i kanten af en flod med et ellers nærmest uendeligt fladt landskab omkring. Og som han skriver:
”Uden den flydende østersrestaurant ville der ikke være noget sted, knap nok et landskab; det eneste det ville være, var et udsnit af en flod og en flodbred, et stykke af verden som man ikke ville forbinde meget med. Uden iøjnefaldende kendetegn ville stedet være reduceret til en lokalitet som måtte sætte sin lid til fotografiets beskæring, rammen der som det eneste gør den en smule unik og tillader den om ikke andet så at aspirere til sted.
Beskæringen, men først og fremmest det flydende østersudsalg er det der gør lokaliteten til et sted fordi begge dele er menneskelige indgreb på en lokalitet. Nogen har sat dette ved første blik lidt vakkelvorne, sammentømrede bygningsværk i vandet med en hensigt, det tjener en funktion og vækker fantasien hos den der har fået øje på det på vej ned ad floden og valgt at skære netop dette stykke af virkeligheden ud i et billede.
Bygningen samler lokaliteten til et sted, som Martin Heidegger ville have sagt, landskabet udenom tvinges til at organisere sig omkring den. (…) Det behøver ikke være et konkret indgreb, en tanke kan måske gøre det, også den er et mærke som mennesket sætter på lokaliteten, en tilnærmelse og en tilføjelse af betydning som gør den til et sted; eller naturen kan selv have ordnet det med en bugtning på floden, mere skal der muligvis ikke til for at skabe en samling, form og dermed et tilstrækkeligt afsæt for tanker, fantasier, følelser og erindringer, en mulighed for det møde mellem lokaliteten og mennesket som skaber et sted.”
Det centrale i Ringgaards udlægning af stedet, på baggrund af de kunstværker han har forholdt sig til, er altså, at der er noget, der samler blikket og forståelsen og gør lokaliteten til et sted. Det kan være en krumning i landskabet, et menneskeskabt værk, en tanke/følelse hos beskueren – et eller andet mennesketilført, der gør lokaliteten til noget mere; nemlig det mere, der gør en lokalitet til et sted.
Men ikke bare inspireres Ringgaard af kunsten til at forstå stedet. Han vender det også om og sammenligner ’stedet’ med ’kunstværket’: ”Som en formning af et materiale, der i stedets tilfælde altså er en lokalitet, ligner stedet kunstværket.”
Begreberne ’forundring’ og ’resonans’ er hentet fra æstetikken og handler med Greenblatts ord om kunstværkets evne til på den ene side at ”blotlægge en frapperende fornemmelse af særegenhed” og trække ”en cirkel omkring sig selv fra hvilken alt andet […] er udelukket”, og på den anden at række ud over sig selv og:
”vække de komplekse, dynamiske kulturelle kræfter som [værket] kommer fra, i betragteren. (…) Fordi stedet ikke har et fastlagt forløb som en tekst eller et stykke musik og ofte ikke er forsynet med en tydelig begyndelse og slutning eller en ramme som et maleri eller fotografi, og fordi stedet formes i mødet med nogen som står midt i det, er stedet et temmelig åbent kunstværk, anderledes udsat for den enkeltes skalten og valten”.
Ringgaard lærer os altså, at stedet har et fysisk eller metafysisk samlingssted, der først og fremmest etablerer sig i relation til nogen – til beskueren eller aktøren, der tillægger stedet en særlig karakter, hvortil der knyttes handlen og/eller følelse og som gør stedet distinkt i forhold til andre steder, lokaliteter eller omgivelser.
Etablering af sted
Forskellen mellem lokalitet og sted tiltrækker selvfølgelig også stor opmærksomhed inden for arkitektur, landskabsdesign og byplanlægning, der beskæftiger sig med at være med til at skabe steder med mening og funktion.
Byplanlab.dk har af samme grund udgivet en metodepjece, med anbefaling til, hvordan man genkender og kan udbygge en lokalitet eller det, de kalder et rum til et sted. Forskellen mellem rum og sted definerer de på denne måde: ”Hvor rum er abstrakt, er sted konkret. Et sted er altid et sted grundet sin særlige og unikke konstellation af sociale og fysiske karakteristika”.
Det der er vigtigt for byplanlæggere, er at forstå, hvad der gør et sted til et sted, som folk bliver begejstrede for og trives i. De beskriver det som noget, der handler om stedets atmosfære, stemning og udtryk, de fortællinger stedet rammesætter, aktiviteterne stedet rummer og de uudfoldede muligheder, stedet gemmer på. For at fange steders specifikke karaktertræk og på den måde kunne beskrive, vurdere og sammenligne flere steder med hinanden, bruger de begrebet ’genius loci’ (stedets ånd).
Genius Loci er et begreb brugt inden for arkitektur og byplanlægning til at prøve at forstå kvaliteterne ved et sted. Den mest markante genius loci-stedsteori blev, ifølge den norske professor i arkitektur og arkitekturhistorie, Mari Hvattum, udviklet af efterkrigstidens arkitekturteoretiker Christian Norberg-Schulz. Norberg-Schulz hentede genius loci-begrebet fra antikkens Rom, hvor det eftersigende skulle referere til steder eller tings særegne væsen.
Norberg-Schulz plæderede for, at alle steder har en iboende karakter eller væsen, som arkitekterne bør bruge som udgangspunkt for deres arkitektoniske værker: ”the buildings of Prague gather and condense the genius loci, and make the city appear as a place which is saturated with locally rooted meaning. […] Its mystery is nothing artificial but a reflection of a given natural environment”.
Ved at give form til stedets iboende genius loci bidrager arkitekturen i Norberg-Schulz’ udlægning til at gøre verden forståelig, fortæller Hvattum.
Byplanlab.dk’s metodepjece gengiver, hvordan forskellige geografiske tilgange har forskellige perspektiver til at beskrive og forstå et sted. Den positivistiske tilgang er en ren beskrivelse af det, øjet kan se; dvs. de objektive forhold samt fysiske strukturer, og den beskriver derfor i princippet stedet som ’en ting’.
Den fænomenologiske tilgang betragter i højere grad stedet som ’en oplevelse’ og fokuserer dermed på beskrivelser af erfaringer og følelser tilknyttet stedet.
Den konstruktivistiske tilgang beskrives til gengæld som den problemorienterede beskrivelse af magtforhold og interessemodsætninger, der primært forstår stedet som ’en social konstruktion’. Men som Byplanlab.dk konkluderer:
”Ingen af disse tilgange til sted kan stå alene. Den positivistiske ser kun det, der kan måles og vejes, den fænomenologiske har tendens til at romantisere steder, og den konstruktivistiske ser på interessemodsætninger, uden at få øje på stedernes konkrete udformning og udtryk.
Der er altså brug for at udvikle en systematik, der kombinerer tilgangene, således at steders lokaliseringsmæssige elementer (koordinater, dimensioner, skala), følelsesmæssige dimensioner (stedsidentitet, stedstilknytning) og kontekstuelle elementer (økonomiske, sociale og politiske strukturer) sammentænkes. Gennem en sådan systematik bliver stedet til andet end blot en ting, stedet bliver en måde at forstå verden på.”
Stedets liv – livets sted
Netop forståelse af sted som relation mellem en lokalitet og det sociale liv, der knytter sig dertil samt stedet som en måde at forstå verden på, er baggrunden for at ’sted’ også interesserer sociologer og antropologer/etnologer, der interesserer sig for hhv. det sociale og det kulturelle.
Antropologi som videnskab udspringer af kolonialismen og interessen for det fremmede. Idéen var altså at drage til nye dele af verden og lære at forstå de mennesker, der levede på disse eksotiske steder. I fagets begyndelse udførtes det med en evolutionistisk forestilling om, at den levevis, der fandtes i andre dele af verden var primitiv og tilbagestående i forhold til den europæiske levevis, som var det overlegne og eftertragtede niveau af civilisation.
Senere er de antropologiske indsigter blevet vendt om som en modernisme-kritik mod de vestlige forståelser.
Etnologi, som betegnelse på en særlig videnskabelig retning i det nordeuropæiske, har samme tidslige historik som antropologien, men var mere inspireret af datidens nationsbygning og dermed interesseret i det særegne inden for egen kulturkreds eller mere specifikt inden for egen nation. Etnologiens oprindelige fokus var altså på det lokalt distinkte inden for egen nation, der til sammen også kunne være med til at beskrive nationens særkende og bevare det for eftertiden. Etnologi er derfor ikke overraskende også tæt forbunden til den national- og lokalhistoriske museumsopbygning og -formidling.
Begge fags interesse har dog været at undersøge det kulturelle, dvs. levevis, verdensforståelse, traditioner, artefakter mv. Og begge fag forstod i sit udgangspunkt det kulturelle som bundet til bestemte afgrænsede steder. I ønsket om at finde det mest kulturelt ’autentiske’ har både antropologer og etnologer i sine tidlige år søgt mod steder, der havde en naturlig afgrænsning og dermed – antog man – en naturlig kulturel grænse mod andres kulturelle påvirkninger.
Øer eller andre isolerede samfund var derfor længe et yndet sted for udforskning af det særlige, stedsbundne, lokale kulturelle. Og begge fag har, som antropologi-professor Kirsten Hastrup har beskrevet det for antropologiens vedkommende i den antropologiske grundbog ”Viden om verden”, været ”et moderne fænomen, som ironisk nok tog det på sig at beskrive og forklare det ikke-moderne, dvs. den verden, der var ved at forsvinde” eller som Renato Rosaldos beskriver det, at det vestlige antropologiske projekt har været ”drevet af en imperialistisk nostalgi – en sørgen over, hvad man selv havde ødelagt”.
Koblingen mellem kultur og sted blev i romantikken i kulturvidenskaben, ligesom vi så i arkitekturen ovenfor, så tæt knyttet, at de i nogle forståelser blev til hinandens direkte spejlbillede.
”En sentral idé som lurket under mange av disse nasjonale kartleggingsprosjektene var forestillingen om at jord og folk – geografi og kultur – var ett. På samme måte som den nasjonale naturen kunne kartlegges og beskrives som et særpreget resultat av naturkreftenes utviklingsforløp, kunne kulturen også forstås som et slags naturprodukt – et organisk resultat av stedsspesifikke vilkår”
Som Mari Hvattum skriver og fortsætter: ”Den tyske kulturhistorikeren Wilhelm Heinrich Riehl – en av den tyske sosiologiens grunnleggere og visstnok mannen som introduserte begrepet ‘kulturlandskap’ – var en annen flittig bidragsyter til denne debatten på 1860-tallet. Hans viktigste verk er det bindsterke Naturgeschichte des Volkes als Grundlage einer deutschen Social-politik (1851-69), der Riehl identifiserer tre distinkte europeiske landskapstyper, hver med sine særegne kulturelle forutsetninger. Frankrikes åkerland, Englands parker og Tysklands skoger var for Riehl nøkkelen til å forstå kulturell forskjell, men også til å forklare (og forsvare) det han så som den unike tyske nasjonalkarakteren. Riehl’s kulturgeografiske betraktninger kom ikke minst til å bli innflytelsesrike i mellomkrigstiden, da han ble en viktig inspirasjonskilde for den tyske Heimatschutzbevegelsen.”
Der er selvfølgelig mange år og mange retninger i den kulturelle forståelse mellem romantikken og postmodernismens inspirationer i 1990’erne, men jeg har udvalgt disse to nedslag, da de på nogen måder repræsenterer hinandens modsætninger i forståelsen af relationen mellem kultur og sted.
I 1980’erne bliver i særdeleshed antropologerne mere og mere interesserede i at lave studier i egen verden – dvs. at de dominerende vestligt uddannede antropologer får større og større problemer med at søge det autentiske ude i verden og sætter fokus på, at de måder, vi selv agerer i verden på, ikke bare er naturlige og ikke-eksotiske, men også er kulturelt betingede.
Der er samtidig flere og flere samfundstendenser i en globaliseret verden, som kalder på kulturel forståelse, der transcenderer geografisk definerede grænser. Og antropologer fra den del af verden, som de vestlige antropologer engang beskrev, begynder også at lave beskrivelser den modsatte vej – altså af os, som det blandt andet skete, da den indiske antropolog G. Prakash Reddy i 1991 udgav bogen ”Sådan er danskerne – en indisk antropologs perspektiv på det danske samfund”.
Etnologerne og sociologerne havde i nogen grad allerede taget dette skridt mod beskrivelser af den moderne, vestlige virkelighed, men i den antropologiske sammenhæng var det et markant fagligt brud, da antropologens mest markante ’rites de passage’ var det lange, involverende feltarbejde til en anden del af verden. Man var ikke rigtig antropolog, før man havde gennemført et sådan længerevarende feltarbejde. Den faglige metode med at tage ud et sted og være i lang tid, for at lære en kultur at kende indefra, var med de nye indsigter ikke længere rigtig mulige.
Da faget og metoden var så tæt forbundne, så betød denne opløsning også et markant teoretisk opbrud, hvor kultur blev frigivet fra bestemte og definerede steder.
I stedet for at stedet var den definerede grænse for kulturen – hvilket vi også har set i de uendelige bidrag og diskussioner af hvad, der kendetegner det særligt ’danske’, ’norske’, ’svenske’ etc. både fra kulturfagene, men i høj grad også fra alle mulige andre fagfolk og lægmænd – så blev fokus for antropologernes feltarbejde i en postmoderne og globaliseret verden ikke steder, men kulturelle fænomener, hvilket bl.a. George E. Marcus var en af de toneangivende bidragsydere til at vise.
Kulturelle fænomener kan for eksempel være rap-kultur, penge, diplomati, mode, flygtninge eller som jeg definerede mit feltarbejde i forbindelse med min Ph.d. ”integration af CSR-praksis i virksomheder” – alt sammen kulturelle fænomener, der kan studeres ved at sætte fænomenet i centrum og følge det til de steder, som fænomenet udpeger frem for at det er stedet, der er det primære afgrænsende element for det kulturelle studie.
Da Kirsten Hastrup i 2004 i ”Viden om Verden” skulle forsøge at beskrive antropologiens nye dominerende teoretiske retning på bagsiden af postmodernismen, gjorde hun det med begrebet ’Den topografiske vending’ – og dermed bliver stedet genindsat i en ny forståelse.
I bogen beskriver hun den topografiske vending som en videreførelse og kombination af to tendenser fra perioden inden, nemlig 1970’ernes materialisme-interesse og 1980’ernes historiske interesse udført i såkaldte historisk antropologiske studier.
Selvom 70’ernes universalistiske materialisme tankegang var lagt på hylden, så inspirerede disse to retningers pointer til at forstå, at ”mennesker lever i og med konkrete materielle og historiske vilkår, ikke blot som fritstående talebobler. Konkret så giver denne dobbelte interesse for materialitet og historicitet sig udslag i en gennemtrængende topografisk interesse, hvor landskaber, kroppe, arkitektur, redskaber, tid, rejser og bevægelser indgår i en samlet forståelse af feltet”.
Hastrup trækker Tim Ingold frem som den, der har det mest omfattende bud på en topografisk model, når han, som hun beskriver det, viser:
”hvordan der er en markant forskel på at bygge og bo i en bestemt verden; at bygge den indebærer et eksternt (over)blik, mens at bo vil sige at orientere sig indefra, i overensstemmelse med en konkret erfaring med landskabet. Mennesker lærer at navigere i deres landskab i praksis. Den kortlægning, som måtte være resultatet, inkorporerer de bevægelser, hvormed man først tilegnede sig landskabet. For det antropologiske blik er der en forskel på at ville studere enten kortet eller ruten, som Michel de Certeau foreslog det tidligere (1984).
Hvor kortet er et totaliseret billede af verden, angiver ruten den faktiske bevægelse gennem den. Så snart stedet ’praktiseres’, dvs. benyttes af mennesker, bliver det til et socialt rum. Det er derfor, vi ikke kan lade os nøjes med en kartografi, men må have en topografi for den sociale praksis’ forankring i et konkret landskab, der ændrer sig med tiden og de sociale forhold. (…)
Et væsentligt element i topografien er andre menneskers tilstedeværelse og spor. Ingen er alene i verden, og for en antropologisk betragtning er andre mennesker en væsentlig del af den enkeltes omverden. (..) Mennesker skaber ikke bare sig selv gennem fortællingen, men gennem et praktisk engagement i verden, som er betinget af såvel materielle som sociale faktorer, og som sætter sig nye konkrete spor i såvel landskabet som historien.”
Hastrup genindsætter stedet som centralt i antropologiens interesse, men det er i højere grad et socialiseret og kulturelt defineret sted, end det er en stedsbunden kulturforståelse.
En vigtig repræsentant i denne forståelse af sted, tid og magt som dele af det socialt konstruerede sted er kulturgeografen Doreen Massey. I bogen ”Space, Place and Gender” argumenterer hun for, at begreberne sted og tid ikke kan adskilles, men skal forstås samlet som ’space-time’, og at steder er konkretiserede sociale relationer i tid: ”what is at issue is not social phenomena in space but both social phenomena and space as constituted out of social relations, that the spatial is social relations ‘stretched out’. The fact is, however, that social relations are never still; they are inherently dynamic” og fortsætter:
“Moreover, since social relations are inevitably and everywhere imbued with power and meaning and symbolism, this view of the spatial is as an ever-shifting social geometry of power and signification. Such a way of conceptualizing the spatial, moreover, inherently implies the existence in the lived world of a simultaneous multiplicity of spaces: cross-cutting, intersecting, aligning with one another, or existing in relations of paradox or antagonism. Most evidently this is so because the social relations of space are experienced differently, and variously interpreted, by those holding different positions as part of it.”
Konsekvensen af dette bliver, at der ikke findes et uindviet sted at forholde sig til stedet eller stederne på: ”this in turn means that it partly constitutes the observer and the observer it, and the fact of the observer’s constitution of it means that there is necessarily a multiplicity of different spaces, or takes on space.”
Sociale relationer skaber steder og da socialitet består af mennesker med forskellige positioner, vil én fysisk lokalitet ikke kun repræsentere ét sted, men en mængde af steder afhængig af aktørernes positioner. Og der findes ikke et neutralt sted at beskrive stedet/stederne fra, da alle er indskrevet i en position, der påvirker ens blik og beskrivelse.
Men igen skaber sociale relationer ikke bare steder. Det modsatte er også tilfældet: ” The spatial organization of society, in other words, is integral to the production of the social, and not merely its result. It is fully implicated in both history and politics.”
Opsummering – vores steder
Og hvad har vi så lært om stedets kraft eller måske rettere om steders kraft? Kunsten fortæller os, at steder skaber og sætter sig i vores identitet – måske ikke mindst barndommens land eller gade. Men hvad er et sted? Hvad består det af?
Dan Ringgaard konkluderer fra analyser af en række kunstneriske produktioner, at sted er ’noget’ mere end bare en lokalitet, og at dette noget er noget, der samler blikket/følelsen. Han sammenligner også stedet med et kunstværk, der skaber forundring og resonans, men stedet adskiller sig fra traditionel kunst ved manglen på en fast defineret afgrænsning og på beskuerens ændrede rolle til inkorporeret aktør.
Byplanlæggerne, i denne sammenhæng repræsenteret ved Byplanlab.dk, beskriver stedet som konkret i modsætning til rummet, der er abstrakt og understreger, at stedets konkretisering eller særlige karakter, som de her kalder Genius Loci, er en særlig kombination af både sociale og fysiske karakteristika.
Måske har de taget munden for fuld med begrebet Genius Loci, da det i alle fald i Norberg-Schultz’ forståelse ikke i så høj grad er et socialt etableret element, men i højere grad en iboende karakter i et fysisk element eller sted.
Antropologi og etnologi har i deres arbejde med det kulturelle gået fra et stedsbundet kulturbegreb over en globaliseret kulturforståelse stort set frisat fra stedet/lokaliteten til at forstå sted som en topografi der, i modsætning til en kartografi, etableres af kulturelle og sociale forståelser og interaktioner.
Doreen Massey vil på mange måder nok kunne tilslutte sig denne sidste topografiske stedsforståelse, men hun viser os samtidig, at socialiteten består af forskellige positioner, og at det betyder, at stedet opløses til steder, der repræsenterer de mangefacetterede interesser, der er i spil i på tværs af stederne.
Stedets kraft er for nogle altså en iboende karakter i det fysiske udtryk, mens det for andre i nyere tid er en konstant social skabelse, hvor en lokalitet bliver til mange steder, og at disse socialt positionerede steder for sin del er med til at skabe det sociales mulighedsrum.
Så hvad består dine steders kraft af?