Lokation som intervention

Steders betydning for menneskelig læring og udvikling

Af Bensaid Vincent Jlil 

Vi har alle særlige steder, vi holder af og opsøger, fordi de tilfører os en form for livfuldhed. Et særligt sted, jeg opsøger og inviterer andre mennesker med hen til, er Sahara. Og hvorfor så det? Fordi ørkenen er en kraftfuld intervention og læremester. 

Lokationen er en intervention

Når facilitatorer, proceskonsulenter og undervisere skal designe forløb, der har til formål at bidrage til menneskers lære- og udviklingsproces, kan de med fordel tage hensyn til, at stedet understøtter formålet med den udviklingsproces, der skal finde sted. Man kunne endda sige, at lokationen er en intervention. Det er min erfaring gennem snart 15 år som facilitator.  

Et af mine særligt foretrukne steder, når jeg faciliterer menneskelige transformationsprocesser, er Sahara-ørkenen. Det er i særlig grad en gunstig lokation for menneskelig udvikling, har jeg erfaret. Det er den, jeg her vil dykke ned i for at nærme mig lokation som intervention. 

Den visdomsfulde transformationsproces

Igennem snart 10 år har jeg rejst ind i Sahara-ørkenen i det sydlige Marokko med en gruppe mennesker. Her har jeg har fungeret som facilitator og retreat-leder for en 10-dages eksistentiel fordybelsesproces med afsæt i Wilderness Nature Quest-filosofien og den klassiske retreat-disciplin,1 som er kendt fra visdomstraditioner.  

Det er en årtusind gammel praksis for menneskelig transformation, som jeg har redesignet til vores moderne tid og mennesker, og sammenvævet processen med eksistentialisme, evolutionspsykologi, viden om nervesystemet og nyere hjerneforskning. 

Mystikere fra alle de store visdomstraditioner, praktiserende fra alle religiøse/åndelige/spirituelle retninger og filosoffer, har i årtusinder benyttet tilbagetrækning i stilhed til at udforske bevidstheden, trænet hjertets dybere, noble kvaliteter og udforsket kilden til indre visdom og indfangelsen af nye visioner. Disse tre koordinater udgør vejkortet for den menneskelige transformationsproces.  

I nyere tid er denne transformationsproces fra visdomstraditionerne blevet beskrevet og designet af bl.a. Otto Scharmer (MIT) med hans Teori U, som mit forløb også er inspireret af. Scharmer benævner de tre koordinater således 1) Det åbne sind, 2) Det åbne hjerte og 3) Den åbne vilje. Det er disse tre koordinater der udgør passagen for den Eksistentielle Wilderness Nature Quest, som jeg søger at guide deltagerne ”de pilgrimme” i fodsporet af.  

“Ørkenen… er et meget godt sted at finde dig selv. Eller tabe dig selv”.
~Maynard James Keenan

Passagen og koordinaternes tre tærskler

Det åbne sind refererer til at opdage, erkende og suspendere sin downloading-arkitektur (dvs. vores mentale modeller opbygget omkring vores basale antagelser og overbevisninger – vores samlede perceptions kvalitet). Dermed kan vi frigøre sindet fra dets vanemæssige fængsel med dets blind spots – for at kunne se med friske øjne.  

På vejen må vi overskride tærsklen med vores tendens til vores indre selvretfærdige og dømmende stemme, som fastholder os. 

Det åbne hjerte refererer til hjertets dybere medfølelse, overfor en selv såvel som helheden og den fælles fremtid – en art grænseløs forbundethed. Her må vi overvinde tærsklen med vores kyniske stemme, der holder vores hjerte lukket.  

Endelig er der den åbne vilje, der refererer til vores mod til at give slip – i betydningen ’det vi er nødsaget til at give slip på’ – for at åbne for porten til katedralen for det transformative. Her må vi overvinde tærsklen med frygtens stemme, der lammer vores mod til dels at give slip og tage imod det nye og ukendte – og ikke mindst handle på det, man har erkendt, man ved, der skal gøres. Derved muliggøres transformationsprocessen.  

Transformationsprocessen beskrives i visdomstraditionerne som en Død–og-Genfødselsproces, en metamorfose i den bevidsthedsmæssige perception. 

Omdirigerer opmærksomheden

En væsentlig del af at suspendere sin downloading-struktur er at omdirigere opmærksomheden – både væk fra den vanemæssige tænkning, samt indad og ud i en art panoramisk opmærksomhed. Og det er her ørkenen spiller en nøglerolle som intervention. 

Med ørkenens storhed og tomhed, uden tydelige referencepunkter og pejlemærker i horisonten, har opmærksomheden lettere ved at hvile begge steder. Det hjælpes naturligvis også på vej ved, at de vante distraktioner er reduceret til et minimum (ingen mobil, bøger, og hobbyartikler).  

Denne del af processen med at omdirigere opmærksomheden, begynder allerede på køreturen fra lufthavnen til ørkenen, ca. 10 timers bilkørsel Sahara (vi har typisk en overnatning undervejs). Det er også her mobiltelefonerne slukkes eller afleveres.   

Ruten bevæger sig henover Atlas-bjergene, gennem små landsbyer, et lang stræk gennem en stor daddelplantage, gennem byen med Hollywoods filmskole, der markerer den første port til ørkenen. Herfra bliver landskabet mere og mere goldt, og man møder måneagtige bjergformationer ved bjergkæden Antiatlas.  

Efter at have krydset det sidste bjergpas, markeres et skift på flere niveauer. Her kommer der nemlig efter ca. 1 km. tre store skilte med ca. 50 meter imellem, hvor der med store bogstaver står ’ATTENTION DESERT’, som gentages tre gange på hvert skilt. Altså, i alt 9 gange.  

På det sted på ruten sænker der sig en helt bestemt stilhed i bilen, og deltagernes blik ændres mærkbart. Det er som om, det først er her, det reelt går op for dem, hvad det er, de har begivet sig ud i.  

Herfra er der ca. 10 km. indtil vi rammer den sidste lille landsby med porten ind til den store sandørken.

På den sidste dag med integrationsarbejde fortæller mange af deltagerne, at den 10 timer lange køretur var en væsentlig del af processen med at reorientere sig, og at den bidrog til en gunstig forberedelse til det, der senere ventede dem. 

Vi ankommer ved frokosttid på dag 2 til vores base camp, som er en traditionel beduin camp eksklusivt sat op til os (billede). Vi befinder os ca. 15 km inde i ørkenen, i et særligt militært område, hvor ingen andre turister har adgang (der er dog ikke noget fysisk militær).  

Der er stille. Meget stille. Der er ingen reception, ingen bar, ingen pool, intet eget værelse, ingen iskiosk. På forbløffende vis, bliver der hurtigt meget roligt, meget langsomt og en stilhed sænker sig i lejren. Her opholder vi os i 3 ½ dage. 

Campen består typisk af tre-fire store telte (ét til procesarbejde, ét til at spise og socialt samvær, og de to andre til at sove i – nogle vælger dog at sove under åben himmel).  

Campen er omkranset af ørkenens betagende sand dunes (sandklitter). 

Rejsen indad 

Selve processen inde i ørkenen varer otte dage, fordelt på 3 ½ dage i vores base camp (åbningsprocessen), 3 dage i solotilbagetrækning/retreat (fordybelse) og 1 ½ dag med integration. De 3½ i base campen rammesættes af et fast program ved solopgang og solnedgang med meditation, kultivering af forbundethed og kropsarbejde midt i ørkenens storhed, stilhed og skønhed. Ja, i vores eget ørken-gym.  

Derudover er der sessioner dagen igennem med kontemplative praksisdiscipliner som meditation, kultivering af medfølelse, stilhed og værens fordybelse, afspænding af nervesystemet, refleksion og fordybelse i arketypiske og eksistentielle spørgsmål.  

Endelig er der en proces med at understøtte dødsbevidsthed, som led i forberedelse til processens centrale del – de tre dage i solotilbagetrækning/retreat. 

Livet i lejren

Dagen foregår langsomt og dagligdagens rytmer og cyklusser med solopgang, vindens stilhed og susen, skumringstid, solnedgang og den betagende stjernehimmel træder tydeligt frem og danser yndefuldt med vores egen rytmer med socialt samvær, procesarbejde, hvile, spise og søvn.  

Det hele manifesterer sig simpelthen tydeligere og bliver mere nærværende, og sætter sig i den enkelte og i gruppen, som en slags organisk livsdans. Intimiteten i gruppen bliver også nærværende intens, idet vi jo er lige dér og intet andet skal – ingen udflugter. Vi udtrykker os i en meget omsorgsfuld atmosfære og med en stærk samhørighed.   

”Hvordan skal jeg dog undvære min mobiltelefon?”, sådan udtrykker flere af deltageren inden afrejse. Efter én eller få dage oplever de det som en befrielse.  

Det samme gælder mange af de ledere, som har en meget travl hverdag, der inden afrejse udtrykker bekymring i forhold til, hvordan de mon skal håndtere deres rastløshed. Ørkenen absorberer den, og de falder til ro og skænker dem en befriende aha-oplevelse.  

 ”Ørkenen er en naturlig forlængelse af kroppens indre stilhed.”
~ Jean Baudrillard. 

Solotilbagetrækning i alenehed

Denne del foregår i egen camp med eget beduintelt, og alt mellem fra 300 meter til 1 km. fra vores base camp. Her er man isoleret alene. Fokus er fordybelse i de eksistentielle temaer og spørgsmål, der er mere vigtige end alle andre ift. der, hvor man eksistentielt befinder sig som menneske og leder. Deltagerne fortsætter på egen hånd de kontemplative discipliner, kultivering af medfølelse og afspænding af nervesystemet. 

Nu bliver stilheden endnu dybere ved fraværet af det sociale liv i gruppen. Naturens og ens egne rytmer og cyklus træder tydelige frem og bliver mere nærværende. Sårbarheden på mange niveauer tager bo i en og befolker ens sind.  

Genforenet

Efter ikke at have set deltagerne i tre dage er gensynet med dem, efter deres tilbagevenden fra deres solotilbagetrækning, et stort øjeblik. Noget der hver gang sætter sig sig som et uudsletteligt indtryk på mig, er deres øjne. En flammende ild af gnist lyser ud af deres blik – et vidnesbyrd om, at de har undfanget noget betydningsfuldt.  

Efter procesarbejde med fokus på krystallisering af deres retreat-oplevelse og erfaringer, drager vi den efterfølgende morgen videre til en fastliggende beduinlejr, som vil danne rammen for integration og det fremadrettede perspektiv samt en ceremoniel afslutning. Denne tur foregår til fods og på dromedarer og varer ca. 2 timer. Det foregår i stilhed og tavshed.  

”Naturens storhed og ørkenens tomhed blev afgørende for, at især de 3 dage i solo-retreat står tilbage som en af de oplevelser i mit liv, jeg aldrig vil glemme. Mange har spurgt mig, om jeg ikke var bange for at være helt alene de 3 dage inde midt i ørkenen. Nej, det var jeg ikke. Jeg nød at have tid til at følge en tanke til ende. At kigge på vindens bevægelser i sandet, at skrive i min dagbog – og at leve enkelt og primitivt med vand som den største luksus. For det gav tid til at mærke og genopdage, hvad livet handler om – og hvad opgaven som leder kræver af mig som menneske.”
~ Lene Bredahl (tidligere deltager) 

 ”Men i ørkenen, i den rene rene atmosfære, i stilheden – der kan du finde dig selv.”
~Fader Dioscuros. 

Ørkenen som læremester

Som klargjort ovenfor består processen af følgende interventioner: 1) Kontemplative (meditation, kultivering af medfølelse, bøn, væren, stilhed), Restorative (hvile, afspænding, yoga og andet lettere kropsarbejde 3) Refleksive (refleksion, fordybelse, dialog, procesarbejde. Derudover er der 4) min rolle som facilitator og retreat-leder, forstået som kvaliteten af mit nærvær og relationsevne, ”holde rummet”, lede processen ect., 5) Det sociale miljø i gruppen, som støtte for processen og den enkelte. Og, endelig er der lokationen som intervention, i dette tilfælde 6) ørkenen som intervention og læremester.  

Men hvorfor lige ørkenen? 

Der findes mange naturskønne omgivelser, der kan tjene som gunstig ramme og lokation for eksistentiel fordybelse. Men jeg har alligevel erfaret, at ørkenen har noget at bibringe, som intet andet har. Det omfatter følgende tre kvaliteter. 

1) Myten om ørkenen.  
Vi kender historien om Jesus’ 40 dage i ørkenen. Praktiserende fra de tre store M-religioner har flittigt benytter ørkenen til at bringe sig i forbindelse med det guddommelige. Man taler ligefrem om ”de tre ørken-religioner”. Om man er religiøs eller ej, er disse myter og dermed denne praksisvej internaliseret i vores nervesystem og et ekko i bevidstheden. Vi genkender dermed vejen. Den indre praksisvej, som har fundet sted i ørkenen. En praksisvej til at genfinde noget ædelt, vi har glemt. 

“Hvis ørkenen er hellig, er det fordi den er et glemt sted, der giver os mulighed for at huske det hellige. Måske er det derfor, at enhver pilgrimsrejse til ørkenen er en pilgrimsrejse til selvet. Der er intet sted at gemme sig, og så er vi fundet.”
~ Terry Tempest Williams. 

Ørkenen er også en myte om vores indre ørken. Det er med reference til eksistentiel og åndelige tomhed, og det ’ikke at kunne finde vej’. Den indre ørken refererer også til vores skygger og vores potentialer, lys og mørke, afmagt og mod, frygt og sindsro, mildhed og barskhed, medfølelse og kynisme, ensomhed og vores samhørighed osv.  

Vi siger ”det er en ørkenvandring”, om noget der er tungt og føles som en evighed, er udmarvende, surt slid, knoklearbejde og slavearbejde, hvilket mange desværre aktuelt oplever deres eksistens som.  

Og med tanke på den accelererende udbrændtheds-epidemi verden over, synes myten om ørkenen aktuel og nærværende. Ørkenen rummer alt, hvad der findes i det indre. Ørkenen afdækker det med ubarmhjertig klarhed.  

“Der findes mange smukke landskaber rundt omkring i verden, men jeg tror ikke, der findes ét, som i samme grad vil kunne forme et menneskes sind som dette… Ørkenen er gold og fin og kender ikke til nåde. Den fejer alle de smukke fantasier ud af menneskets hjerte, som ellers kunne have dækket over hjertets ønsketænkning og sætter ham dermed fri, så han overgiver sig til det absolutte, som ikke har nogen form, det fjerneste fjerne og dog det nærmeste”.
~ Mohammad Asad 

2) Ingen referencepunkter 
Det er også min erfaring, at det fænomen, at der ikke rigtig er nogle referencepunkter og pejlemærker i horisonten, også gør noget ved de fleste mennesker. Ørkenen er et totalt ukendt terræn uden indre referencepunkter. Der er intet kendt. Der er ikke noget det ligner og minder om. Der er intet genkendeligt. Dette understøtter på et meget gunstigt niveau den visdomsfulde transformationsproces med at stoppe downloading og omdirigere opmærksomheden og se med friske øjne.  

Som en af deltagerne udtrykker det: 

”Der er intet kendt, som jeg kan læne mig op ad. Jeg kan til gengæld se uendelig langt”
~ Anette Pedersen (tidligere deltager) 

3) Ørkenens storhed, tomhed og skønhed 
Ørkenens storhed, tomhed og skønhed rummer smukke og organisk formede sand dunes (sandklitter), designet af vindens dans. Der er sand, så langt øjet rækker. Der er intet andet. Derved tomheden. Og stilheden. Lige så blid og mild som ørkenen kan være, kan den dog også være barsk med dens voldsomme, susende vind, der får hård vind herhjemme til at virke som en brise.  

Den omfavnes om aftenen af en stjernehimmel, der fylder en med en nærværende følelse af grænseløs forbundethed og med en ærefrygt over det ufattelige mysterium af skønhed, vi er kastet ind i. Ørkenen føder en sand ydmyghed i én. Disse fænomener bidrager på unik vis til mange af de processer, deltagerne konfronteres med, og som de må overvinde for at komme igennem porten til katedralen for transformation.  

Det er klart, at vi når vi taler om at stoppe downloading og give slip, konfronteres man med mange svære tilstande og følelser, herunder ensomhed, vrede, frygt og angsten for døden. Ørkenen hjælper med en ordløs medfølelse den enkelte med at favne og kompostere disse følelser. Sådan fortæller mange af deltagerne det.  

”Sahara viser mange sider af sig. Voldsom blæst, stærk varme, regn og torden. Jeg indser, at der er ting, jeg ikke kan kæmpe imod. Jeg må underlægge mig ørkenens kraft og agere i den. Den er langt stærkere end mig, men jeg kan leve med dens omskiftelighed og kraft. Faktisk føler jeg mig forbundet med Sahara, da dens voldsomme natur danser meget fint med mit følelsesliv. Det er også meget omskifteligt”
~ Anette Pedersen (tidligere deltager) 

Noget, der især skiller sig ud hos deltagerne, er en art grænseløs og altgennemtrængende forbundethed med mennesker, livet og universet. Det er bemærkelsesværdigt, fordi det dels går på tværs hos de mennesker, der har være med, og fordi det også rammer mennesker, der ikke som sådan er orienteret om dette fænomen i forvejen. Det fylder dem tilmed med en intens følelse af taknemmelighed, der er hensiddes alt det, de ejer og besidder.  

Baggrunden skal nok findes i en kombination af de praksisser, vi arbejder med, for kultivering af forbundethed får særlig medvind i denne læringsarena, som ørkenen er.  

Min samarbejdspartner udtrykker det på denne måde: 

 ”I Ørkenen er du både alting og ingenting på samme tid”.
~ Halim Sbai 

En tidligere deltager udtrykte det således: 

”At mærke freden og det store fællesskab med universet”. 

Derudover ser det ud til, at ørkenen er særlig hjælpsom til at understøtte selve essensen af den visdomsfulde transformationsproces omkring død-genfødsel. Det kommer til udtryk hos deltagerne ved dels at se deres liv, og livet som sådan, i et nyt perspektiv med en fornyet perception.  

Krystallisering af et tydeligt formål med deres liv, som rækker ud over og omfavner andre mennesker, og noget der er større en blot lige deres eget liv. Noget der hos mange levendegør sig, når de vender tilbage til hverdagen. Med andre ord, noget de finder mod og kraft til at realisere. 

”Jeg har stadig frygt i mit liv, men intet menneske har udrettet noget stort uden at føle frygt. Dog kender jeg nu retningen i mit liv.” (tidligere deltager)  

Endelig giver mange udtryk for, at ørkenen hjælper dem med at finde ro, balance og en følelse af at blive revitaliseret – og noget jeg ofte lægger mærker til efter 3-4 dage, er at deltagernes ansigter, er mere afspændte. 

 En ejerleder med tre virksomheder udtrykte det således: 

”Gennem processen og med inspiration fra ørkenen har jeg fået en meget dyb og grundlæggende ro, som jeg efterfølgende altid kan finde tilbage til, når jeg har brug for det. Derudover har opholdet i ørkenen lært mig at håndtere stressende situationer på en meget mere rolig og velovervejet måde end førhen – både privat og forretningsmæssigt.
~ Søren Dalov (tidligere deltager) 

Og som en leder og konsulent gennem 20 år sagde: 

”Stilhed, tid og langsomhed er for mig nødvendige praksisser i en travl og hektisk hverdag som leder, og gennem de 10 dage oplevede jeg en transformerende proces, hvor hoved og hjerte blev forenet på et nyt og endnu dybere niveau.”
~ Lene Bredahl (tidligere) 

Ørkenen som læremester kan næsten ikke udtrykkes mere klart end den Libyske forfatter Ibrahim Al-Koni har gjort. Her via interview af Anders Hastrup, da han besøgte Louisiana.  

 “In the Desert We Visit Death 

The Desert means freedom. It is the only place where we can stare death in the face, and return home safely afterwards. Meet Libyan writer Ibrahim Al-Koni for a rare talk about the desert as a literary place. 

Ibrahim Al-Koni, born 1948, is considered one of the greatest living Arab writers. To Al-Koni, the novel is first and foremost about relationships and about humanity, he explains in this interview. The desert is rich with emotion and spirituality, while the letter, or being literal, is deadly, he explains. 

The desert is not really a place, Al-Koni says, it’s a transcendental, shadow of a place. Time in the desert is a mythical, secretive time, where past, present and future merge into an eternal moment. The desert holds everything, but in disguise, it is a place with absolute freedom, a lost dimension between life and death, existence, and freedom. 

Al-Koni then tells the tale of the two tribes that all people come from. One tribe is nomadic, and it’s only capital is freedom. The nomadic tribe has turned to contemplation and the search of truth. The other tribe is the settled people, whose capital is ownership, and all that ownership entails – crafts, industry, civilization. To the nomadic desert people, a house and a grave is the same thing.” 

~ Ibrahim Al-Koni 

Er det ikke lidt egoistisk

Der er mange, som anfægter denne praksis med tilbagetrækning for at mærke efter, og kalder det at være selvoptaget. Det er nok fordi, vi moderne mennesker har glemt denne ædle praksis og dermed ikke kender det reelle formål med tilbagetrækning. Det er nemlig det stik modsatte af en egoistisk proces. Den moderne ørkens far Thomas Merton udtrykker det således: 

“Vi går ikke ud i ørkenen for at undslippe menneskene; men for at lære, hvordan vi skal finde dem: vi forlader dem ikke, fordi vi ikke vil have noget med dem at gøre, men for at finde ud af hvordan vi kan hjælpe dem bedst…” 

~ Thomas Merton 

Det samme gælder den del af retræten, der handler om at afstresse, finde ro, genskabe balance og genopbygge energi. Vi kender alle sammen det, at ved en nødsituation ombord på et fly skal man tage sin egen iltmaske på, før man hjælper andre – også ens egne børn. Selvomsorg er en vital del af at kunne være noget for andre.  

Vi ser aktuelt en udmattelsesepidemi blandt ledere verden over. Udbrændthed og omsorgstræthed er også udbredt bland omsorgspersonale. Der er ingen modsætning mellem at tage vare på sin egen mentale sundhed og være noget for andre. Det er snarere en forudsætning for bæredygtigt lederskab og hjælpekunst  

Den danske forfatter Peter Høeg udtrykker det med klarhed sådan: 

“Vi trækker os tilbage, for at vende tilbage med større intensitet og engagement.”
~ Peter Høeg  

Det er meget på linje med, hvad der i nyere tid indenfor det regenerative paradigme beskrives om den enkelte leders rejse i det indre regenerative landskab. Det handler bl.a. om et formålsdrevet lederskab, der drejer sig om en art tjenende omsorg for det større fællesskab, suspenderer sit ego og lytter dybere ind i det kollektive (Storm, Hutchings, Hardman, Scharmer). 

”Denne rejse er en af dem, der sætter sig i krop og sjæl med genklang både for krop, hjerte og sjæl, og jeg har det med mig hver dag, fordi, de visioner der viste sig for mig undervejs nu ca. 5 måneder efter, faktisk alle er manifesteret eller er på vej til det. Af hjertet tak!”
~Tine (tidligere deltager) 

”En blomst, der blomstrer i ørkenen, beviser for verden, at modgang, uanset hvor stor, kan overvindes.”
~ Matshona Dhliwayo 

Ørkenens frugter

Opsummerende kan man sige, at de frugter, de pilgrimme har potentiale til at høste i ørkenen med ørkenens egen hjælp, er at genoplade energi, revitalisering og balance, større forbundethed af medfølelse og en dybere taknemmelighed, større eksistentiel klarhed omkring formål, intention og retning, tjenende respekt og omsorg for al liv. 

Undervurder aldrig stedets betydning, som potentiel intervention for menneskelig vækst. Og husk, at der findes andre steder end ørkenen, der kan tjene til lokation som intervention.