Det antikke Rom – et erindringssted

Et nærbillede af en gammel bygning med buer, der viser dens regenerative skønhed.

Af Lars Elswing

Steder har en iboende kraft, som giver os en oplevelse af enten erindringsmæssig, oplevelsesmæssig eller historisk karakter, når vi enten befinder os på stedet eller blot tænker på det. Det kan være individuelle eller fælles oplevelser samt historiske begivenheder, der kan skabe det, man med et moderne historiebegreb kan kalde erindringssteder. Rom er det man kunne kalde eksemplarisk for dette.  

Rom som by, begreb og manifestation skaber mange forestillinger for de fleste mennesker. Ud over at konkurrere med Paris om at være kærlighedens hovedstad, er Rom, som begreb, en manifestation af storhed og styrke. Historien om Rom og det romerske imperium er historien om storhed og fald, om hvordan et imperium underlagde sig enorme landområder, der strakte sig fra England i nord, til Egypten i syd, og om hvordan ellers uovervindelig styrke og sammenhængskraft, endte i det totale sammenbrud og opløsning.  

Alexander den stores (356-323 f.v.t.) erobringer skabte enorme rigdomme, som dannede grobund for et samfund, hvor en altid parat og effektiv hær og et stadigt øget bureaukrati, krævede en ligeledes øget skatteindkrævning. Baseret på græsk antik kultur bredte det man kalder den Hellenistiske verden sig, manifesteret i udbredelsen af videnskab, matematik og Stoicisme.  

Stoicismen, der lå som inspiration for Hellenismen, var en etisk filosofi, som sagde, at det var menneskets pligt at søge at være dydige. Det betød at man skulle leve efter de naturlove, som gjaldt alle mennesker og hele universet, uanset de konsekvenser det måtte skabe for en selv. 

Denne altomsiggribende filosofi spredtes gennem hele den hellenistisk ekspanderende verden, fra det europæiske kontinent i nord til Egypten i syd, og blev med tiden kernen i det romerske imperiums selvforståelse.  

Som borger i dette romersk hellenistiske samfund havde man pligter og rettigheder. Var man mand og ejede jord, havde man pligt til at deltage i den imponerende romerske militærmaskine, som verden aldrig havde set lige. Man havde 16 års tjeneste, men det lå spredt ud i kampagner, som strakte sig fra forår til efterår, det var derfor muligt at passe sit eget landbrug. 

Den typiske romerske borger i den tidlige romerske republik var selvejende bonde. Man sagde, at det mindst dårlige, et menneske kunne foretage sig, var at være bonde. Han havde stemmeret og var sikret retfærdighed i kraft af de romerske domstole. Denne position var gunstig for både bonden og republikken, da det italienske område var velegnet til agrikultur pga. jordforhold og klima. Dermed kunne begge parter nyde godt af det gode afkast af opdyrkning. 

Tilsammen skabte disse forhold – den filosofiske grundforståelse via hellenismen og de gensidigt gunstige muligheder for agrikultur, og dermed indtjening – et samfund med stor gensidighed i loyalitet til Rom. 

Det er dette ”Rom”, man refererer til, når man eksemplificerer samfundsmæssigt sammenhold og storhed, og romerne selv blev ved med at opretholde traditioner og ceremonier, længe efter de havde tabt deres oprindelige betydning. 

Gennem historien har mange forsøgt at pynte sig i det romerske imperies emanciperende dragt. Karl den store og sågar Saxo brugte henvisninger til romersk storhed i deres forsøg på at samle folk omkring sig og skabe enhed. Nazityskland billedgjorde sig selv i Antikkens arkitektur, i deres parader og storladne optrin, og det er nok ikke helt uden grund, at fundamentet for EU, Romtraktaten (1957), har det navn den har, og at netop Rom var det sted, den blev underskrevet.  

Hellenisme 

Den kraft ideen om det romerske imperium oppebærer, handler om, ud over den kraftfulde og magtfulde erobringsevne, imperiets evne til at skabe sammenhængskraft i det samfund, som Romerne lykkedes med at sprede ud over de erobrede områder.  

Særligt i det det tidlige Romerrige lykkedes man med at skabe en enhed, som man til stadighed ser som forbilledligt ift. samfundets sammenhængskraft. Den skabtes for en stor del via hellenismen. Med baggrund i den antikke verden og især Stoicismen, udlagde man værdisæt og etik, som var baseret på Platon, Sokrates og Aristoteles ord og skrifter.  

Senecas betydning 

Filosoffer havde generelt stor indflydelse på Romerriget, og ved magtens side stod næsten altid en filosof. Det var filosoffer med kendskab til de antikke tanker og skrifter, og de agerede rådgivere for beslutningstagerne i Rom. Som eksempel herpå er filosoffen Seneca en af de mest kendte.  

Lucius Annaeus Seneca også kendt som Seneca den Yngre, blev født år 4 f.v.t. døde år 65 e.v.t. Han tog sin uddannelse i filosofi fra skolen Sextii i Rom, som underviste i en form for stoicisme. 

Seneca vendte sig mod overforbrug og luksus, som mere og mere havde taget overhånd i Rom, og fremhævede den gamle krigers levevis og værdisæt som et symbol på tidlige tiders storhed og nutidens moralske forfald. Han italesatte tidligere tiders dyder og forståelse af naturens kraft og love, men talte kronologisk fremad ved at pege bagud. Han fremhævede tiden i den tidlige Romerske republik som bedre end hans samtid, under den Romerske kejser Nero (37-68 e.v.t.): 

“How some persons nowadays condemn Scipio as a boor because he did not let daylight into his perspiring-room through wide windows, or because he did not roast in the strong sunlight and dawdle about until he could stew in the hot water! “Poor fool,” they say, “he did not know how to live! He did not bathe in filtered water; it was often turbid, and after heavy rains almost muddy!” But it did not matter much to Scipio if he had to bathe in that way; he went there to wash off sweat, not ointment” 

Det hårde arbejde med at forme naturen til fordel for det menneskelige liv var møjsommeligt og en langsom proces, men hvis man ikke holdt sig dydig ift. naturen, ville det hurtigt forsvinde mellem hænderne igen. Dette fænomen optog ligeledes Seneca, som en del af et naturligt kredsløb. 

Seneca-effekten – civilisationernes kollaps 

“(…) increases are of sluggish growth, but the way to ruin is rapid. Nothing, whether public or private, is stable; the destinies of men, no less than those of cities, are in a whirl. Amid the greatest calm terror arises, and though no external agencies stir up commotion, yet evils burst forth from sources whence they were least expected. Thrones which have stood the shock of civil and foreign wars crash to the ground though no one sets them tottering. How few the states which have carried their good fortune through to the end!” 

Den første sætning i dette citat har over tid skabt et begreb, ”Seneca-effekten”.  

Det henviser til, hvordan civilisationer ser ud til at være længe om at blive bygget op, for så relativt hurtigt at kollapse. Begrebet er udviklet af Ugo Bardi, underviser i fysik og kemi ved universitetet i Firenze i Italien. Han er desuden medlem af Rom-klubben, der er en uformel international sammenslutning af fremtrædende forretningsfolk og videnskabsmænd. 

Bardi er forsker i ressourceudtømning, systemdynamikmodellering, klimavidenskab og vedvarende energi, og altså ikke filosof, men han interesserer sig for, hvordan imperier og civilisationer udvikler sig og dør ud, og koblingen til Seneca findes i første omgang alene det ovenstående citat, men i anden omgang stikker det måske dybere end som så.  

Forestillingen om at alt har sin tid og uafvendeligt vil gå under stammer fra Antikken. Den græske historiker Polybios gjorde sig i 146 f.v.t tanker om, hvad der ville være Roms endeligt. Han så to hovedårsager. 

Den ene årsag var, at Rom ville blive omstyrtet af fjender, og den anden årsag var, at interne magtkampe, dekadence og moralsk forfald ville tvinge den stolte stad i knæ.  

Cicero (106-43f.v.t.) så den romerske stat som et maleri, der blev mere og mere udvisket, som tiden gik. Seneca, så staten som en levende organisme, der pga. alder uvægerligt ville dø. 

I Senecas skrift, ”Moral letters to Lucilius”, hvor det ovenstående citat stammer fra, skriver Seneca, i brevet ”On the lesson to be drawn from the burning of Lyons” om et jordskælv, der ramte Lyon og om en altødelæggende efterfølgende brand. 

Den omstyrtende skæbne 

I brevet beskriver Seneca netop, hvordan skæbnen ser ud til at ramme alle – enkeltpersoner såvel som byer eller imperier. Selv når alting ånder fred og idyl, kan ulykken ramme som lyn fra en klar himmel. Dette til trods for at imperiet kan have stået imod og overlevet stort set alle tænkelige former for angreb og modstand i tidens løb.  

Seneca fortsætter: 

We should therefore reflect upon all contingencies, and should fortify our minds against the evils which may possibly come”.  

Seneca opfordrer os til at være forberedt på alt, hvad skæbnen byder os. Vi bør reflektere over, at skæbnen kan byde os, ikke bare ondskab, men det ondeste overhovedet. Derfor skal vi stå stærke og møde skæbnen i vished om, at det aldrig går så galt, som vi forestiller os. 

Not only does that which has been made with hands totter to the ground, not only is that which has been set in place by man’s art and man’s efforts overthrown by the passing days; nay, the peaks of mountains dissolve, whole tracts have settled, and places which once stood far from the sight of the sea are now covered by the waves.”  

Selv når alt er brudt ned, det som er skabt af menneskehænder, værende sig kunst eller kultur, når selv det klippestykke, det er bygget på, er brudt ned og havet skyller hen over det, vil der altid opstå muligheden for, at noget nyt og bedre kan opstå på samme sted:  

Perhaps its destruction has been brought about only that it may be raised up again to a better destiny.” 

Denne skæbnetro som Seneca italesætter, ligger iboende i Stoicismen. En dyb tro på at mennesket er en del af naturen, og at de love som gælder naturen, ligeledes gælder mennesket; menneskelivet.  

Heri også det, at noget nyt og bedre har mulighed for at gro samme sted, som det der er brudt ned:  

Timagenes, a who had a grudge against Rome and her prosperity, used to say that the only reason he was grieved when conflagrations occurred in Rome was his knowledge that better buildings would arise than those which had gone down in the flames.”  

Det her er formentlig et ironisk citat om, at Timagenes, der bærer nag til Rom og ”hendes” rigdom, sørger over ildebranden i Rom, netop fordi han ser det naturligt, at nye og bedre bygninger vil opstå af flammerne. Seneca fortsætter: 

”And probably in this city of Lyons, too, all its citizens will earnestly strive that everything shall be rebuilt better in size and security than what they have lost. May it be built to endure and, under happier auspices, for a longer existence! This is indeed but the hundredth year since this colony was founded – not the limit even of a man’s lifetime. 

Seneca italesætter fællesskabet i borgernes iver efter at genopbygge Lyon, som rækker ud over et enkelt menneskes levetid og derved den enkeltes profiteren af det genopbyggede. Et fællesskab, der binder samfundet sammen, forpligter borgeren, og er en grundsten i en social bæredygtighed. 

Byer fødes ulige, men dør lige 

Overfor skæbnen er vi alle lige, siger Seneca, hvad enten vi er borgere eller kejsere, byer eller imperier, skæbnen vil ikke se forskelligt på dig:  

“Therefore let the mind be disciplined to understand and to endure its own lot, and let it have the knowledge that there is nothing which fortune does not dare – that she has the same jurisdiction over empires as over emperors, the same power over cities as over the citizens who dwell therein”  

Med baggrund i denne grundindstilling er det nærmest en form for lovmæssighed, han beskriver. En etik som potentielt kan skabe oplevelse af mening og sammenhold i et fællesskab. 

We must not cry out at any of these calamities. Into such a world have we entered, and under such laws do we live.”  

Vi må acceptere verden, som den tager sig ud; det nytter ikke at klage. Hvis du er tilfreds, adlyd dette, hvis ikke, så må du drage bort, siger Seneca. Du kan som individ råbe op, hvis en uretfærdighed hænder dig, men hvis denne uretfærdighed rammer alle, høj som lav, så bliver dens betydning opløst at skæbnens lov. Vi fødes ulige, men dør som lige mænd overfor skæbnen. Dette gælder for mennesker som for byer:  

Depart, ambition! To all creatures that burden the earth let one and the same law apply!” For enduring all things, we are equal; no one is more frail than another, no one more certain of his own life on the morrow.” 

Rom som bærer af stedets kraft 

Man kan uddrage af Senecas moralske opsang, at vi som mennesker ikke er hævet over hverken naturen eller hinanden, høj som lav. Netop det forhold, at vi er underlagt de samme ”naturlove”, som naturen selv, giver mening i forhold til både det romerske riges fokus på bæredygtig agrikultur og social bæredygtighed i samfundet.  

Seneca taler både tidsligt bagud og fremad om byer og imperier, der er faldet, blot for at nyt og bedre kan bygges op, samt at ingen kender dagen i morgen. Brevene er skrevet sidst i Senecas liv, omkring 63-65 e.v.t., og taler i sig selv derfor tidsligt bagud, men indholdet og den etik som fremkommer i vores eksempel peger i begge retninger, fremad såvel som bagud.  

Her er tale om en mand, som har haft enorm betydning for sin samtid, men også for den kulturarv og myten om Roms storhed, som rækker helt frem til i dag. 

Hvis vi fødes ulige, men dør som ligemænd, er det f.eks. i direkte modsætning til kapitalismen og neoliberalismens rationale om, at frihed er vejen til lighed. Seneca ville sige, at vi må have et etisk regelsæt, der skærer igennem alle lag og motiverer til en gensidighed, og derigennem skabe social bæredygtighed, lige meget hvad der indtræffer. Ingen er over naturen, ingen er mere værd end den anden.  

Alene er vi ingenting og når verden omkring os ramler, så er det blot en mulighed for at bygge noget nyt op sammen. Rom er på denne måde et sted som forbinder os med disse ideer og tanker, Rom bliver på denne måde en konkretisering af disse ideer.

Som sted bærer Rom på en kraft som bringer ideerne helt frem til i dag, en kraft som er stedets kraft.