Lederuddannelser har de senere år været kraftigt inspireret – eller måske snarere overskyllet – af idealet om anerkendende ledelse. Det såkaldte girafsprog. Det har fået sit navn, fordi giraffen er det højeste landpattedyr, der tilmed også har det største hjerte. Girafsprog tales derfor med stor empatisk indlevelse og overblik.
Der er smukke tanker og hensigter i filosofien om anerkendende ledelse. Tanken er, at lederen skal bygge på det positive i medarbejderne og understøtte, at medarbejderne anvender deres styrker bedst muligt. Jeg har mødt mange – især kvindelige ledere fra omsorgssektoren – der med blide smil og venlige øjne har fortalt mig, hvordan de i dagligdagen gør deres bedste for at kommunikere med deres medarbejdere som giraffer.
Selv Ghandi og Mandela er mennesker
Mit problem er bare, at jeg endnu ikke har mødt en leder, der bare tilnærmelsesvis har tilegnet sig girafsproget. Der er ingen, der er helt flydende på dette smukke sprog. Der sniger sig altid lidt accent og snert af ulve-gloser ind. Jeg har tilmed overhørt de mest perfide og subtile giftpile blive sagt med udgangspunkt i floromvundne giraf-vendinger som: ”Det jeg føler, når jeg hører dig sige er, ..bla…bla…bla”. Måske skulle man holde op med at dunke lederne i hovedet med idealet om den evindelige anerkendelse? Ingen kan leve op til det. Naturligvis skal vi gøre os umage for at være høflige og civiliserede. Det meste af tiden. Mon ikke både Ghandi og Nelson Mandela af og til tabte kasketten, og bed lidt af sine omgivelser? Jo de gjorde. Fordi de var biologiske væsener. Ganske som du og jeg.
Husk at vi er mennesker
Evnen til selvkontrol hos ledere og medarbejdere er stærkt overvurderet. Det oplever jeg tit ved kagebuffeten om eftermiddagen på diverse kursuscentre. Vi reagerer spontant og instinktivt på vores umiddelbare følelser. Af og til når vi ikke at tænke os om, før vi handler. Vi føler os angrebet, og agerer irrationelt. Men vi er hverken ulve eller giraffer. Vi er mennesker, der er blevet begavet med evnen til at reflektere over vores egen eksistens. Vi kan anskue vores egen adfærd set fra et andet menneskes perspektiv. Vi har derfor både evnen og pligten til at gå tilbage til en fuser, når vi har tabt besindelsen eller bare er blevet irriteret.
Sig undskyld
Mig bekendt, er vi det eneste væsen på denne planet, der både kan tilgive og sige undskyld, når vi har skabt os åndssvagt. Og det skal vi være stolte af. Den evne tjener os bedre end evnen til selvkontrol. Jeg vil så gerne lære de danske ledere at gå tilbage til en fuser og sige undskyld.