Metamorfose

Hvornår sker forvandlinger?

“Det, vi kalder naturen, er blot et rum for evig forhandling inden for hvilket arterne forsøger sig, uden dog nødvendigvis at lykkes med det, at bo sammen. Der er ingen “økosystemer” som eksisterer automatisk ud fra evige eller uforanderlige love: hvis forholdet mellem værensformer virkelig var lånt fra disse uforanderlige ligevægte, ville vi aldrig være gået fra ursuppen til det antropocæne. Arter, alle arter, er konstant i færd med at ændre verden, konstant nødsaget til at samtale og underskrive pagter med de andre.”

Hemetrichia Serpula kan tilpasse sig og forme sig som et intelligent væsen og bruges nu fx som en måde at udtænke mere adaptive transportnetværk. Billede Greta Valvonyté, Litauen.

Den italienske filosof Emanuele Coccia beskriver i et interview, hvorfor der er nogle, der hader “l’écologie”. Man må forstå, siger han, at store dele af det verdensbillede, vi har præsenteret os selv for indtil erkendelsen af det antropocæne, er under dyb forandring.

Indtil for ganske få årtier siden var det mainstream at sige, at naturen og dens økosystemer søger mod ligevægt – og at fx markeder eller organisationer gør det samme. At stabilitet er den tilstand, der både eftertragtes og er den normale for et levende system.

I dag er vi nærmere den forståelse, som Coccia beskriver her, end vi har været længe. I en antropocæn tidsalder er man begyndt at indse, at én arts adfærd kan påvirke alle andre i en sådan grad, at økosystemerne ændrer sig fundamentalt. Men det er stadig normen at se stabilitet og langt liv som det, levende systemer efterstræber.

Så hvad er alternativet, som Coccia lærer os om, og hvordan kan vi bruge det i vores daglige (sam)arbejde? Og hvad er så en metamorfose, når vi ikke længere ser verden som bestående af stabile, adskilte enheder? (se Coccia udlægge sin filosofi her (Emanuele Coccias besøgte FORUM for Arkitektur)

Forstået på den måde, at hvis verden ikke er stabil og harmoniskabende, men derimod levende og konstant i gang med at udvikle sig i et sammenflettet og grænsebrydende flow, så er hver dag usikre tider. Hvilket ikke er det samme som at anything goes, slet ikke.

For inden for de rammer, langt fra ligevægt, hvor livet blander sig med hinanden, er der handlinger, der gør livsbetingelserne bedre for flere – og omvendt og der også handlinger, der spreder død, had og ødelæggelse. Og en masse midt imellem.

Og netop i det grumsede område er der rig plads til angst, selv om der jo fx i krisetider også kan opstå afgørende læring og nye opdagelser.

Hvor kommer menneskets særlige evne fra?

Den menneskelige respons til angsten har bl.a. været at insistere på, at verden er relativt stabil – og så at hævde, at i det omfang, der er forandring, er det menneskets vedvarende, rationelle (teknologisk drevne) fremskridt, der driver den. Men den tilgang skaber en afgrund mellem mennesket og verden.

På den ene side har vi mennesket, der søger at skabe fremskridt (vi taler nogle gange om, at fremskridtstroen led skibbrud i det ‘post-moderne’, men man skal ikke lede længe i nutidens retorik om klimaløsninger og hockeystave, for at glemme den tanke).

På den anden side har vi naturen, som enten søger at fastholde stabilitet eller går under, fx fordi menneskets tekniske fremskridt bygger på rovdrift af naturens ressourcer.

Tilbage står vi med et menneskeligt perspektiv bygget på afstand og frygt, fordi vi er særlige. Anderledes. Og tænker vi lidt efter, giver det jo ikke så meget mening. For hvor skulle vores særlige evne til at gøre alt det her egentlig komme fra – med mindre vi køber ind på, at den er givet til os af en gud (eller en halvgud, afhængig af mytologien) til netop denne ene art?

Dyr sørger også

Troen på at mennesket besidder særlige egenskaber, som ingen andre har, hedder exceptionalisme. Den har fyldt en hel del i vestlig modernisme (og før).

Hos Heidegger gælder det, at kun mennesket er i stand til at begribe verden, og så sent som i 2018 udgav Svend Brinkmann en slags forsvarsskrift for exceptionalisme, “Det sørgende dyr”, hvori han insisterer på at mennesket har ‘et helt enestående forhold til sorgen’ (https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/sorgen-er-noeglen-til-forstaa-hvad-det-vil-sige-vaere-menneske ).

En påstand, der dels er kraftigt udfordret af forskningen (https://www.smithsonianmag.com/science-nature/do-animals-experience-grief-180970124/ ), dels er interessant, fordi den netop står fast på en grund, der selv gynger. Det interessante er ikke kun, at forskningen modbeviser den ene idé om menneskelig exceptionalisme efter den anden, men også det modsatte: at menneskene netop i den her tid, hvor vi har mere og mere brug for at finde løsninger sammen med andre arter, stadig ofte insisterer på at beskytte og bevare vores eksistentielle ensomhed.

Det er i opdagelsen af, hvor lidt vi ved, fordi vi har holdt stædigt fast i vores særlighed – for at have ret til at udsige, ødelægge og pine vores omgivelser – at et af det regeneratives mest befriende sider åbner sig.

Ja, dyr – skader, chimpanser, elefanter, spækhuggere – sørger. Ja, vi kan forstå en masse om organisering ved at studere svampe eller lav. Ja, vi kan forstå os selv på ny ved at indse, at forudsætningen for vores liv er en tynd hinde rundt om en planet – det, som Latour kaldte Gaïas kritiske zone (http://www.bruno-latour.fr/node/750.html).

Vind mening, arbejdstid og arbejdsglæde tilbage

Der er så uendeligt meget at hente, hvis vi accepterer den grundlæggende, og måske lidt skræmmende, men også utrolig befriende tanke, at vi står midt i en radikal genopdagelse af verden.

“Den eneste modgift er at erkende, at vi ikke længere kender vores verden, at kan kaste os ud i en ny opdagelse og læringsrejse, der alene kan bekæmpe hadet.” (Coccia)

OK, der kommer mere om Coccia i en længere blog. Men for lige at holde fast i metamorfosen, så er den værd at dvæle ved. Vi er i de her (som i tidligere) tider meget optagede af, at vi lever i en forandringstid. Eller nærmere, at vi lever i en tid hvor vi balancerer mellem kriser og katastrofer. Se en vigtig dansk leders gennemgang af den dans her – https://www.linkedin.com/pulse/hvordan-indstiller-du-dit-lederkompas-i-en-urolig-verden-susanne-dahl/

Vi er fra vores side i Promentum gået i gang med at tale med virksomheder og organisationer, som arbejder med den regenerative transformation, på meget forskellige måder. Det kommer der en bog ud af til efteråret. Men i mellemtiden får vi jo indblik.

Et af de interessante indblik kommer fra en virksomhed, som indtil videre forbliver anonym. Den her virksomhed stod for et år siden med medarbejdere, der var trætte, lidt modløse, de havde svært ved at mærke sig selv, de gjorde, hvad de skulle, men der var meget, der føltes forkert.

De hentede inspiration ude i verden, med fokus på at reducere arbejdstid, men også at gøre den tid, de bruger på arbejdet, mere meningsfuld. At vinde arbejdstiden – og hen ad vejen mening og arbejdsglæden – tilbage. Det var ikke store vilde strategier, de satte i gang, men små greb.

At bryde en vane handler ikke altid om store ord. Det handler om at skabe et alternativ. At starte noget andet, som føles rigtigt. Måske bare små skridt. Som fx at tage en time af tiden tilbage og aftale, at i den time er vi fokuseret. Vi læser ikke mails. Holder ikke møder. Det lyder jo ikke særlig vildt. Men lidt efter lidt påvirker det ene greb – og andre, små greb som I kan læse mere om senere på året – den måde, de tænker og praktiserer deres arbejde. Fordi der var en mening med det i forvejen. Den mening var bare blevet væk i det, man med et twist kunne kalde “the silicon cage” med henvisning til det “iron cage”, som Max Weber mente, at det moderne menneske blev fanget i.

Når de gør op med alle de tusinder af små digitale kroge, der griber ind i dagligdagens non-organisering, vinder de noget tilbage, som handler om at gøre noget, fordi det giver glæde, ro, lykke og mening.

Sæt farten ned – vi kan allerede det hele

Når et firben smider sin hale, er det fordi, det er i stand til det (https://www.science.org/content/article/watch-how-lizard-cuts-its-own-tail-escape-danger). Halen består af forbindelser, der er styret af energi, lige som så meget andet. Energi og spænding. Stof og handling.

Når en larve bliver til en sommerfugl via puppetilstanden, er det fordi, den har det hele indbygget i sin indkodede tilblivelse. Der er særlige hormoner, gener, celler, der kan det med at forvandle sig.

Prøv at studere den lille ‘kringle’-svamp, hvis smukke portræt pryder artiklens top. Den kan blomstre. Fordi det er en del af dens væsen at reagere, at blomstre, at visne – og at gøre det hele i dyb overensstemmelse med sine omgivelser. Forvandlingen er en indgroet del af dens væsen. Det samme gælder mennesker og deres organisationer. De har alle evnen til at finde de steder, hvor forvandlingen kan ske uden, at organismen dør. Men noget af det, der er særligt ved den regenerative tid er, at vi bliver udfordret af konsekvensen af så mange tidligere handlinger. En af de væsentligste effekter af “The Iron Cage” er, at vi blev separeret fra erindringen om vores forbindelse til verden.

Derfor står vi ofte med en tredobbelt udfordring, når vi skal metamorfosere mod regenerative muligheder. Vi skal finde frem til selv bittesmå handlinger, som kan sætte os i forbindelse med det, der giver mening for os selv. Fordi meningen er gået tabt i mange arbejdsliv. Det kan være at aftale en måde at bruge tiden eller hinanden på.

Dernæst skal vi genopdage den mening og forbindelse til omverden, der er gået tabt. På samme måde kan det ske gennem små handlinger, der måske i sig selv ikke virker særligt overvældende.

Begynd at interagere meningsfuldt med levende væsener, tag billeder af liv, eller start det næste møde med at gå ud af huset og se på fugle i ti minutter. Eller træer. Lidt ad gangen. Og det tredje er så måske i virkeligheden en hel masse små skridt, i retning af at være dem, der ikke ødelægger og udsuger liv, men gør dets muligheder bedre. Det kan vi bare i mange tilfælde ikke, uden også at tage vores egne liv tilbage. Derfor er regenerationen altid, i mangel af bedre ord, både “indre” og “ydre”. Både kultur og natur. Både mening og økonomi. Og så videre.

Det magiske er, at vi allerede kan det hele. Vi skal bare lige sætte farten ned længe nok til at indse det, opdage det, erindre vores iboende fantastiske evne til at være levende.