Et essay om ledelse

Dette er et essay om ledelse. Essay er fransk og betyder forsøg. Det er altså et forsøg på at skrive noget om ledelse. Et essay er et slags foreløbigt udkast, som ikke indeholder konklusioner eller svar, men derimod tanker og spørgsmål, som læseren kan reflektere over og arbejde videre med.

Men hvem gider læse noget halvfærdigt? Vi vil da have nogle svar, så vi kan blive klogere og komme videre. Så hvorfor giver jeg ikke svarene om ledelse i stedet for? Fordi det er jeg slet ikke klog nok til.

Efter mange års arbejde og reflekteren, har jeg ikke fundet nogle endegyldige svar omkring det at lede andre mennesker. Jeg har til gengæld fundet ud af noget andet væsentligt, og det er, at det ikke er svarene, vi bliver kloge af. Det har vi egentlig vidst længe, for filosoffen Sokrates blev i datidens Grækenland antaget for at være Athens klogeste mand, på trods af at det eneste han vidste var, at han ikke vidste.

I sin søgen på at finde den klogeste, talte han med alle Athens kloge mænd, men én efter én afslørede han dem i ikke at vide noget alligevel. De vidste ikke en gang, at de ikke vidste. Sokrates blev naturligvis dømt til døden for sit kætteri, men han døde som Athens klogeste mand, da han dog i det mindste vidste, at han ikke vidste.

Essayet her er derfor en hyldest til spørgsmålet snarere end svaret, og til at vi som mennesker, og hermed også ledere, trods alt forsøger selvom vi sjældent ved om vi gør det rigtige.

Et forsøg på ledelse

Så hvad er ledelse andet end blot et forsøg? Et forsøg på at skabe og efterleve den bedste strategi inden for de givne rammer. Et forsøg på at forme de givne rammer således, at medarbejderne, som gruppe og enkeltvis, trives og performer bedst muligt.

DET er ledelse, men altså også kun et forsøg. For vi har ingen garantier for, at vi gør det rigtige, vi har kun de konsekvenser, vi ser og mærker efterfølgende. Og det eneste vi kan gøre er at forsøge med al vores kløgt og erfaring, værktøjer og ressourcer at træffe gode beslutninger, velvidende at der ikke findes én bestemt eller endegyldigt rigtig løsning.

Alle ledelsesbeslutninger foretages nemlig mens tiden går – til tider løber eller flyver tiden ligefrem af sted. De foretages uden fuldstændigt overblik, nogle gange endda helt uden nogen form for overblik for de konsekvenser, de kan medføre. Du er som leder og som menneske nemlig altid på vej, og dine beslutninger er altid foreløbige, og du kender sjældent effekten af de beslutninger, du foretager.

Derfor kan vi ikke planlægge alt som ledere; vi kan planlægge en del, men endnu vigtigere er det at være åben for, at planen blot er et forsøg.

At åbne sig for muligheden

Når virkeligheden kommer på tværs af vores planer, hvilket den jo ofte gør, har vi to muligheder:

1. at tvinge virkeligheden ind på vores plan, eller
2. at gå med virkeligheden og lave en ny plan.

Jeg har til dato ikke oplevet nogen, der har haft succes med 1’eren. Så vi må være åbne for det ukendte, dygtiggøre os i at gribe de muligheder, ’den irriterende’ virkelighed jo ogsåindeholder.

Der er faktisk et ord for det; serendipitet. Seren-hvad? Ja, dipitet! Et mærkeligt ord, enig! Det kommer fra en sjov historie om tre prinser fra Sri Lanka (som før i tiden hed Serendip), der på deres planlagte rejse hele tiden stødte på tilfældige mysterier, som ikke havde noget at gøre med rejsens oprindelige formål.

Det er med andre ord ikke altid ønskeligt, at planen holder

I deres iver for at opklare mysterierne havnede de alle mulige andre steder end de planlagte, og som en metafor for selve livet, endte alle disse steder med at udgøre selve rejsen. Heraf betyder serendipitet; evnen til at opdage muligheden i tilfældigheden. Med andre ord evnen til at lade sig ramme af virkeligheden og agere konstruktivt og kreativt på den.

Mange store opdagelser er gjort af ’serendipe’ personer, penicillinet eksempelvis. Forskeren i bakteriologi, Alexander Fleming, dyrkede stafylokokbakterier i petriskåle, og en dag opdagede han, at i én af skålene var alle bakterierne væk. I stedet for at smide den ud som en fejl, interesserede han sig ekstra for den og fandt ud af, at svampesporen penicillium notatum ved et tilfælde havde fundet vej til skålen gennem et åbent vindue og dræbt alle bakterierne. Gennem Flemings evne til at se muligheden i tilfældet blev penicillin opdaget.

Det er med andre ord ikke altid ønskeligt, at planen holder. Måske ligger kimen til det gode lederskab i evnen til at opdage, når tilfældet spiller os en mulighed i hænde, og hvis vi tør betragte vores lederskab som et forsøg, åbner vi os for den mulighed.

Hvad med virkeligheden?

Men virkeligheden er også, at ledere har travlt, og hvordan skal vi være i stand til at holde os åbne, når vi ligger med 120 km/t i overhalingsbanen? Omvendt kunne man også spørge, hvordan man formår at lægge planer med 120 km/t? Ingen af delene kan vel lade sig gøre, eller hvad?

Har vi først erkendt, at det eneste vi ved er, at vi ikke ved, fordrer det, at vi holder os åbne for, at verden kunne se anderledes ud

Jo åbenbart! For på trods af, at der er fart på, og at virkeligheden kommer i vejen for planerne, møder jeg mange virkelig dygtige ledere, og masser af god ledelse. Dog har de fleste dårlig samvittighed over ikke at kunne løse alle problemer, eller en utilstrækkelighedsfølelse over at opleve, at deres beslutninger var uhensigtsmæssige og må tilpasses eller lige frem laves om.

Derfor er det så fristende, når nogen kommer og tilbyder en trylleformular, hvor du blot skal følge retningsanvisningen for at blive en god leder. Også selvom vi godt ved, at lette løsninger ikke findes.

Jeg tror, det handler om at indrømme, at vi blot er mennesker. Ja, selv ledere er blot mennesker, har jeg til stor lettelse erfaret. Og lige så vigtigt er det at have blik for, at ens egen leder også blot er et menneske, som forsøger det bedste, hun eller han kan. Og ja, det gælder også dine medarbejdere, som også gør deres bedste på trods af, at du kan finde på at ændre mening i morgen.

Hvis vi alle starter med at turde indrømme, at alt hvad vi foretager os er forsøg, så åbner vi for en verden, som er langt større end vores egen plan. Det kan være en svær erkendelse, især for ledere som jo bærer et størreansvar. Men har vi først erkendt, at det eneste vi ved er, at vi ikke ved, fordrer det, at vi holder os åbne for, at verden kunne se anderledes ud.

Jeg tror, det vil give vores lederskab en stærkere fornemmelse for virkeligheden. Det vil ikke være et quickfix, men måske vil det skubbe lidt til vores mod til at tage de væsentlige ledelsesvalg, som vi normalt tøver med. Og efterfølgende give roen til at leve med, at udfaldet sjældent blev som vi troede.

Hvad tror du?