Din tjekliste til godt indhold, der spreder sig, på sociale medier

En håndskrevet note med ordene 1.skab relevans 2. Plej "looking good"

Udgivet:

Opdateret:

 Skab indhold, der spreder sig

Godt indhold spredes. Og det gør det fordi, følgerne af din profil interagerer med det – dvs. klikker, afspiller, deler, kommenterer eller ”liker”. Interaktion er et grundlæggende parameter for at indhold på sociale medier bliver en succes. Men hvad får dine følgere til at reagere? Hvad er det for en type indhold, der skaber aktivitet?

Jeg har testet og afprøvet en del forskellige greb gennem mit arbejde med indhold til sociale medier. Du får min mest simple tjekliste til det gode indhold her.

Skab relevans, plej din følgere og væk følelser

Godt indhold er relevant, det plejer dine følgeres ”looking good”, når de deler det – og det taler til følelserne. Rammer du en eller flere af de tre, så får du med stor sandsynlighed dine følgere til at reagere.

Lever relevant indhold

Skab indhold, der er brugbart og relevant, for dine følgere. Relevans er god timing af indhold. Relevant indhold kan være nyheder. Men relevant indhold er ofte også, når brugbar viden havner i følgernes news feed på det helt rigtige tidspunkt. Som fx når facebook-siden Mad Med Mindre Kemi i forbindelse med skolestart minder forældre om, at de skal huske at vælge svanemærket madpakkepapir.

MadMedMindreKemi-1

Årshjulet et godt værktøj at bruge til at planlægge denne type indhold. Årshjulet kan bedst beskrives som en kalender med begivenheder, der er relevante for dine følgere. Hvis du bruger det i planlægningen af dit indhold,  så sikrer du, at dine gode råd og tips bliver delt på det helt rigtige tidspunkt.

Plej din følgeres ”Looking good”

Få dine følgere til at se godt ud, når de deler dit indhold. Det er egentlig ret simpelt, men vi deler indhold, der får os til at fremstå som begavede, indsigtsfulde, oppe på beatet, seje, smukke, gode osv. Og derfor har positivt indhold større sandsynlighed for at lykkes end negativt. Som fx når IKEA spørger: ”Er du klar til at sylte?” mens de samtidig viser billeder af sylteglas i hyggelige nærmest økologisk-udseende omgivelser. IKEA rammer både relevans og pleje af ”looking good” med denne opdatering. For giver jeg denne opdatering et “like”, så kan det være fordi, jeg fik deres tilbud på sylteglas i præcis rette tid til min hjemmesyltning. Men det er måske også fordi, jeg vil fortælle mine omgivelser, at jeg er sådan én, der sylter selv. Så gør dig umage for at finde ud af hvilke værdier, din målgruppe vægter højt.

IKEA

Tal til følelserne

Den sidste handler om at skabe indhold, som vækker en følelse hos modtageren. Følelser kan spænde fra misundelse, vrede, overraskelse, glæde, bekymring til frygt eller begær. Jo mere du formår at vække dine følgeres følelser, des bedre husker de dine budskaber. Men det er ikke nogen nem opgave at vække følelser, når man har få sekunder til at fange opmærksomheden.

Sådan vækker du følelser

Så for at gøre det lidt mere enkelt at arbejde med, så kan disse fire kategorier måske hjælpe dig  tættere på at ramme en følelse hos dine følgere. Det er den mest simple version, jeg er stødt på.

Du kan brug kategorierne som tjekliste. Passer dit indhold i en af kategorierne, så er der stor sandsynlighed for, at du rammer plet.  Men vær opmærksom på, at ikke alle kategorier er lige attraktive at lande i.

De tre første kategorier kan fungere som ramme for din indholdsstrategi. Den sidste vil jeg anbefale, at du er varsom med at bruge.

Indholdstyper:

FTW – For The Win
OMG – Oh My Good
WTF – What The Fuck!
Fail – Loser

FTW-indhold

”For The Win”-indhold er min yndlings kategori. Denne type indhold er fx gode råd eller viden, der sætter følgerne i stand til at gøre verden til et bedre sted. Det er historien om noget positivt, noget vigtigt og noget sejt, som man deles om. Det handler om at skabe et fælleskab om sin sag, om at sætte sine følgere i stand til at bidrage til det større formål. Indholdet i denne kategori er typisk tips og gode råd som fx denne grafik, der har til formål at hjælpe børn med at huske 1-1-2 i nødstilfælde. Det større formål her er at redde liv.

1-1-2

OMG-indhold

“Oh My Good!”-indhold er indhold der forarger, overrasker, er sjovt eller direkte tabubelagt. Eller en god blanding af de nævnte. Som fx når Bilka underholder med hverdags udfordringer fra den fiktive familie med 14 børn og hjemmegående far på både TV og på Youtube.

Bilka reklame

WTF-indhold

“What the fuck!?”-indhold er ukonventionelt, chokerende, ekstravagant, udsædvanligt eller ekstraordinært. Ikke alle virksomheder eller personer har historier til denne kategori, men dem som har, har virkelig fat i den lange ende, når det gælder godt – ja, ligefrem viralt – indhold. Det gælder fx en virksomhed som Tesla Motors. Udover at fortælle historier om deres elbiler i særklasse, så annoncerede de 1. maj sidste år, at de har opfundet et banebrydende batteri til grøn energi, der kan ændre verden. Intet mindre.

Tesla

FAIL-indhold

FAIL-indhold kan være den værste kategori at lande i. Man kan skabe FAIL-indhold med vilje eller det kan opstå uden, at det har været hensigten at udstille sig selv som “loser”. Uanset hvilken version, så rammer emnerne i denne kategori uden tvivl følelserne. Det er på den sjove måde i Youtube-videoer, som indeholder klip, hvor folk falder og slår sig eller bliver forskrækkede. Og det kan være på den dårlige måde, når en opdatering på facebook bliver delt uhensigtsmæssigt meget pga. en uheldig formulering, kommentar eller lign. Men det er på den sjove måde, når man som stand-up komikeren Sofie Hagen spiller på, at alt er gået galt.

Sofie Hagen på Instagram

Jeg håber, kategorierne herover hjælper dig på vej til at skabe indhold, der får dine følgere til at reagere.
Så kast dig ud i det. Og skriv gerne en kommentar her på siden, hvis du har et andet godt eksempel på godt indhold eller har spørgsmål.