Denne artikel handler om frihed, men ikke frihed som du tænker den. For den måde, vi tænker frihed på i dag, sætter os paradoksalt nok IKKE fri, den gør os derimod mere ufri og angste.
Dette paradoks vil denne artikel gøre op med ved at vise, hvad egentlig frihed er, og hvad der skal til, for at vi kan opleve den.
Den misforståede frihed
Det ligger i tiden, at vi skal kunne klare os selv. Mantraet er selvrealisering, og evnen til at stå på egne ben er en dyd, som hyldes overalt med one-liners à la: Du skal ikke lade andre begrænse dig, vær dig selv, find dit autentiske jeg, udnyt dit fulde potentiale! Eller i populære selvbiografier af succesfulde selvgjorte stærke personer (som dog sjældent selv har skrevet bogen), der efterlader læseren med tanken: Hvis hun kan, kan jeg også!
Vi har i det ’frie’ vestlige samfund frigjort os fra religioner, traditioner, normer, foreninger og familier mv., og vi har frit valg på alle hylder til at vælge lige præcis det liv, vi selv vil have, uafhængigt af hvad andre måtte tænke.
Men jo mere vi frigør os fra fællesskaberne, jo mere ensomme bliver vi. Det siger sig selv! Og når vi har frigjort os selv fuldstændigt, er selvstændige og robuste og klar til at realisere vores fulde potentiale, opdager vi samtidig, at vi står helt alene. Ingen at spille bold eller udveksle meninger med, ingen at imponere med de fortræffeligheder, vores fulde potentiale byder på. Den frihed er grundlæggende tom og ensom. Og når vi mødes af tomheden eller ’intet’, så melder angsten sig. Det er ikke frihed, men ufrihed! Men hvad er så frihed?
Den egentlige frihed
Den oprindelige betydning af ordet frihed stammer fra det proto-indoeuropæiske (PIE) ord *priy-a, som betyder kær, elsket, og giver bl.a. navn til kærlighedsgudinden Freja. Derudaf udledes roden *pri, som danner ordene fri, fred og ven (friend/frænde).
Frænde var det gamle proto-germanske ord for klanmedlem, og fordi frænden var beskyttet af klanen, var det at være frænde det samme som at være fri. Dem, som ikke var en del af klanens fællesskab, var derimod alene ude i naturen, hvor ufreden herskede.
Den egentlige frihed er altså ikke den selvrealiserende ’frihed fra’, men det, du oplever, når nogen har din ryg, når du er beskyttet (elsket) af dine egne. Så er du nemlig ’fri til’ (at udfolde dig).
Det er den frihed, du oplever, når din kæreste står bag dig og siger: ”Du kan godt. Hvis ikke, så griber jeg dig.” Det er når din chef siger: ”Jeg tror på at du gør det rigtige, og hvis det går galt, skal jeg nok tage skraldet.” Det er den frihed, dine børn oplever, når de prøver noget nyt og spændende, velvidende at mor eller far er lige i nærheden. Det kan også være din skarpe kollega, der leverer et dedikeret stykke arbejde til dig, som du frit kan arbejde videre med uden at skulle dobbelt tjekke. Eller din ven som altid holder jeres aftaler.
Frihed og fællesskab
Det er ikke tilfældigt, at man ’frier’ til sin kommende kone (Odins kone hedder Frigg) om fællesskab resten af livet. I det fællesskab, et ægteskab er, bliver man netop fri, fordi man tager hinandens ryg – i medgang og modgang.
Derfor er, hvor kontraintuitivt det end måtte lyde, vores behov for frihed dybt forbundet med et ønske om at forpligte os. At forpligte sig på et fællesskab, der er større end én selv, og som netop kan sætte én fri.
Hermed kommer tre væsentlige pointer om frihed til syne:
- Frihed er ikke noget, vi kan tage for os selv, den skal gives af dine medmennesker.
- Vi er derfor ikke herre over vores egen frihed, men dybt afhængige af fællesskabet for at blive sat fri.
- For at opnå friheden må vi forpligte os på at have ryggen på de andre i fællesskabet. Vi må sætte dem fri.
Hvem er fællesskabet?
Du vil tabe i mit Jeopardy, hvis du spørger: ”Hvad er et fællesskab?” på svaret: Hvad er det, der sætter mennesket fri? Spørgsmålet er altid: Hvem er fælleskabet?
Et fællesskab kan aldrig være noget i sig selv, uden mennesker findes fællesskabet simpelthen ikke. Det er, når et menneske tager en andens ryg, og dette bliver gengældt, at et fællesskab opstår.
Med andre ord, du ER fællesskabet.
Fælleskabets bagside
Derfor er fællesskaber så sensible, da de er afhængige af den enkeltes medskabelse. Er der bare én som har en anden dagsorden, så siver samhørigheden med det samme. Heri formentlig ligger incitamentet til kontrol, og ræsonnementet kan let blive; For at fællesskabet skal kunne fungere, skal vi sikre os, at alle er med-skabere. Men denne logik, hvor logisk den end er, er ikke fællesskabets oprindelige logik, som er frihedens logik.
Kontrol bliver en magt i fællesskabet, som det enkelte individ instinktivt vil værne sig imod. Altså en utryghed, som skaber ufrihed, og som derfor skaber et ønske om ’frihed fra’.
Så måske er samfundstendensen med det ensidige fokus på ’frihed fra’ en instinktiv konsekvens af det stærke kontrolbehov vi også oplever. Måske vil vi netop være os selv, være autentiske og hellere være alene, fordi mange af de fællesskaber, samfundet tilbyder, lige fra virksomheden til ægteskabet, har glemt det oprindelige ærinde, nemlig at sætte fri?
Den ansvarlige og virkelystne frivillighed
Men vi er stadig flokdyr og derfor konstant på udkig efter fællesskaber, der kan sætte os ’fri til’, og derfor opstår der hele tiden en undergrund af nye fællesskaber på kanten af det etablerede samfund.
Disse fællesskaber sætter netop folk fri til at virke, og lige så underligt det kan virke for det etablerede samfund, at folk bruger alle deres kræfter på frivillige projekter uden for arbejdet, lige så simpelt er det i virkeligheden. ’Frihed til’ skaber produktivitet, engagement, ansvars -og virkelyst. Kontrollens snerrende bånd skaber det modsatte. Simpelt!
Lederens rolle i fælleskabet
Til dig, som har den særlige rolle at lede et fællesskab, er der kun ét godt råd herfra, hvis du vil have engagerede, virkelystne og produktive medarbejdere.
Du skal have dine medarbejderes ryg. Dermed sætter du dem fri til at have hinandens. Og så skal du lade dem tage din ryg, for du er også en del af fælleskabet.
Du skal sætte dine medarbejdere fri, bl.a. ved at være tydelig om den ramme, inden for hvilken de skal virke i. Du skal sætte dem fri til at bruge deres egen sunde dømmekraft inden for rammen, og ikke mindst lade dem bruge denne dømmekraft til at udfordre rammen, det er ofte netop deres måde at tage din ryg på.
Åndenød?
Måske er det på tide at gøre op med den ofte benyttede analogi med iltmasken i flyet. Den der fortæller, at du skal tage din egen iltmaske på først, inden du begynder at hjælpe andre.
Selvfølgelig skal vi selv tage iltmasken på først ved iltmangel. Men hvad nu hvis selve iltmanglen skyldes, at alle render rundt og redder deres egen røv først? Hvad nu hvis samfundets åndenød skyldes, at vi i vores fællesskaber har udviklet systemer, der gør det umuligt for os at tage hinandens ryg?
Den frie sjæl som er fyldt med ånd, gejst, spirit, engagement og virketrang har aldrig været en lonely rider. Thelma og Louise var frie, fordi de var sammen. Vi har et helt samfund i åndenød, så lad os inspirere hinanden (in = ind, spirere = ånde), så alle kan ånde frit uden masker.
Verden ligger ikke åben for DINE fødder, den ligger åben for VORES fødder.