Viden

fra os til dig

Ukontrollerbare tomrum og ekkoets etos

Kim Gørtz / [email protected]

Om protreptik i fremmedgjort ledelse 

 

Når liv, berøring og virkelig erfaring opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres

I denne mindre artikel har jeg valgt at drage nytte af Hartmut Rosa og hans genetablering af fremmedgørelsestemaet samt hans refleksioner over ’det ukontrollerbare’ ved at koble disse med en særlig fokusering på et væsentligt og afgørende element i den filosofiske dialogform, som hedder protreptik, nemlig erfaringen af ”den tomme plads”.  

I dette erfaringsrum indstiftes et møde med noget ukontrollabelt, som det er min tese, at en fremmedgjort og fremmedgørende ledelsesform hverken er i stand til at udholde eller tåle, eller overhovedet finder vigtig og samtidig formentlig intetanende gør alt for at undgå at komme i nærheden af. 

Artiklen er kendetegnet ved en teoretisk og dvælende form for tænkning, der trækker sine inspirationer fra en abstrakt tilstedeværelse i et formentlig fjerntliggende her og nu, og giver således indtryk af at være postulerende og empirisk set ubegrundet. Imidlertid må dette være tilfældet inden for rammerne af artiklens muliggjorte omfang og emnets væsentlige spændvidde. 

Det er således et indlæg som søgende udforsker et område og et forhold, som måske nok de fleste kender til, og de fleste har svært ved at pege på. 

Således udgør artiklen den sprogliggjorte interesse i at beskrive et faktum, der går bag om sansernes fulde fem, og dog samtidig vidner om et katastrofalt forhold inden for den form for ledelse, der ikke bare vanskeliggør, men decideret umuliggør, at resonanssfærerne i den mellem-menneskelige tilblivelsesproces kan ske og lade sig gøre. Med et citat fra Hartmut Rosa: 

”Når vi stræber efter at have kontrol over verden, møder verden os som ”aggressionspunkt” så trækker livet, dvs. det, der udgøres af erfaringen af livfuldhed og hændelser – det, der gør resonans mulig – sig tilbage fra os, hvad der så omvendt fører til angst, frustration, vrede, fortvivlelse, som blandt andet igen giver sig udslag i afmægtig politisk og aggressiv adfærd.”2 

De fremmedgjorte genklange 

Hvad mon man hører af mislyde, som en stum stemme; at verden er forstummet, når man hører og erfarer fraværet af resonans? Rosa omtaler allerede i introduktionen (s. 11-14) til ”Fremmedgørelse og acceleration” den rasende stilstand og behovet for genoprettelsen af den filosofiske og sociologiske tankevirksomhed mhp. at vække genklang i folks liv, og ikke mindst forlade de filosofiske døde debatter, og genfremstille spørgsmålene: Hvad er et godt liv og hvorfor har vi ikke et godt liv; hvad er et ikke-fremmedgjort liv?  

Hele hans bog handler som bekendt (måske) fra del 1 til del 3 overvejende om social acceleration, i sidste ende med henblik på at fremstille ”den etiske kritik 2” i tredje dels sidste afsnit: ”Fremmedgørelsen igen-igen…” (s.95-11) Det er her, at vi for nærværende går ind i bogen. Her indskriver han sig i traditionen fra Feuerbach og Marx, m.fl., og fremfører fem centrale sfærer, hvor fremmedgørelsen stortrives, nemlig: 

  1. Rummene, der udtrykker et forvrænget verdensforhold, de tavse mellemrum fyldes af manglende interesse, en bristende fortrolighed og hjemlighedsfølelsen og intimiteten er afkoblet os; hvordan mon det er bare at opleve rummet som rumlighed? 
  2. Tingene, der har mistet deres betydning, udvekslingernes hastighed er massive, og man indoptager den hverdagslige livserfaring i porøse former, vi har ikke rigtig fat om noget, og det man griber efter og prøver at håndtere, glider enten én af hænde, eller man mærker dem/det ikke; hvordan mon tingenes tekstur erfares på det taktile plan? 
  3. Handlingerne, der gør os uvante i verden, og ”man ønsker ikke rigtig at gøre det, som man gør” (s. 102), eller ”vi kan aldrig rigtig komme til at gøre det, som vi gerne vil” (s. 103), man får med andre ord aldrig rigtig tid til noget, og distraheres konstant; hvordan mon det føles at være i ét med de handlinger, som man foretager sig? 
  4. Tiderne, der fyldes af den indre varighed i form af kedsomhed og ventende længsel, man fordufter, skrumper ind, og man mister erindringssporene og erfarer sig som af-kontekstualiseret, som værende i isolerede episoder uden tilegnelse af tidernes ekstaser; hvordan mon det er at være i fortiden, eller i fremtiden; i øjeblikket? 
  5. Sig selv og de andre, hvor engagementet eroderer, man disintegreres, mangler eller mister sin integrations-formåen, overmættet og udmattet, flygtige møder, udbrændt, depression; og de sande resonansakser, konstaterer Rosa, ”betydningen af det, der betyder noget for os” klinger ud og forstummer, hvilket er fremmedgørelsens fuldbyrdede fremtrædelses-form (s.111); hvordan mon det er at mødes helt og aldeles? 

Det ukontrollerbare tomrum 

Hele protreptikken er anlagt med henblik på at de involverede samtalepartnere indfinder sig på ”den tomme plads”, som er en erfaringssfære som kan gå under mange navne, som fx det ubestemte, ubetegnede, mødet med det endnu uerkendte, den afklædende åbning, det nøgne tomrum, begrebets bristepunkt, tilværelsens lysning, begivenhedshorisontens sammensmeltning, etc. Hele den filosofiske interesse og kanon kredser om dette ikke-sted (jf. u-topia fra græsk topos, som betyder sted), hvor indsigten opnås … eller skulle man skrive, hvor indsigten opnår én. Fordi, der netop i dette møde erfares et fundamentalt og væsentligt vendepunkt, som beror på en art radikal sammenklapning mellem den, der har indsigten, og indsigten som én erfarer, rammes det sprogbårne menneske også af en forbløffelse og en tavshed, der kan foranledige én til at kategorisere dette som en mystisk erfaring, hvor sproget ikke kan nå hen. 

Imidlertid er denne tomrumserfaring også kendetegnet ved en grundlæggende almindelighed, fordi tingene viser sig for hvad de er, alt falder ligesom på plads, og det er som om, at sådan har det altid været, og man har egentlig været ganske klar over det hele vejen igennem, man havde bare lige glemt det, eller endog var blevet fremmedgjort over for denne ”oprindelige og naturlige tilstand”. De store spørgsmål om hvorfor en sådan genuin filosofisk erfaring er relevant for mennesker, hvad det gør ved i den forstand indsigtsfulde mennesker, og ikke mindst hvordan man når dertil, kalder ikke mindst på den noget mere pragmatiske interesse, nemlig hvordan og hvorfor skal noget sådan gøre gavn inden for ledelsesmæssige sammenhænge? 

Spørgsmålet er delikat, fordi det fortæller noget om, hvad ledelse er tænkt til at skulle være, og ikke mindst at skulle tjene til og gøre godt for. Hvis tilfældet er, som Rosa påpeger i sine bøger, at verden er forstummet for os, at vi har mistet betydningen for rummet, tingene, handlingerne, tiden, os selv og hinanden, kan det umiddelbart godt give mening, at en samtaleform som protreptikken kan føre os hen til en eksistenssfære og erfaringsform, der genetablerer sansen for det væsentlige. Men ikke nok med det; hvis en sådan filosofiske dialogform indstifter muligheden for at mennesker sammen kan bevæge sig ind, ud, ned eller op, og erkende en værens-form, der igen gør os intakte, knitrende og nærmest åndeløse i øjeblikket, må man også som leder forberede sig på frisættelsen af ånd, tænkning og handling. 

Og præcis dette forhold sætter fokus på lederes funktioner og roller i morgendagens regenerative dagsorden, nemlig via de mageløse mange invitationer til kritiske og nytænkende perspektiveringer, resiliens og trivsel, oplyste forstyrrelser og bevidste chok og samtidig være eller blive i stand til at komme i ”sync.”, in the zone, i flow, etc.; i kontakt med noget væsentligt, som altid er og altid har været større end én selv. Mødet med sig selv og den anden, tingene, handlingerne, tiden og rummet i denne ukontrollerbare livssfære får os til at komme på rette plads og indse det højere formål med tilværelsens spil. Her spiller det filosofiske lederskab godt sammen med genetableringerne af resonansakserne i det regenerative paradigme. 

Ekkoets etos 

Dét, ekko som man efterlades med, når man kommer tilbage fra indsigtens lysning, klinger aldrig ud, men hensætter et menneske i den konstante vibrerende form for visdom, som bærer én videre frem og gennem tilværelsens udfoldelser. Hvad bedre er, er at erfaringerne fra tomrummets genklang også viser sig at være karakteropbyggende; man aktiverer med andre ord en etisk stamina (græsk; Phronesis), og ved derved, hvad der er rigtigt, hvad der er væsentligt; hvad der er godt for helheden. Således indskriver dette ”wake up call” på tomhedens plads en helhedsorienteret bevidsthed med en sensitivitet, der svarer til fornemmelsen for at bebo de levende økosystemer gennem en fundamental generøsitet; spørgsmålet er imidlertid om hvornår morgendagens ledere kan, tør eller vil gå i gang med den transformative triade; regenerativ, resonans, protreptik? For der kan ikke herske nogen tvivl om at ledere bliver nødt til at skulle arbejde sig ud af fremmedgørelsen, hvis vi skal bevare jordklodens, naturens, dyrenes og menneskenes liv med værdigheden i behold i mange, mange generationer endnu. Er du klar, leder, til at lade dig lede af livet? 

 

Litteratur til videre læsning 

Gørtz, Kim & Mejlhede, Mette (2015) Protreptik i praksis. Få væsentlige samtaler til at lykkes. Djøf Forlag 

Gørtz, Kim (2020) Protreptik for viderekomne. Invitationer til at filosofere. Sagaro Rec. & Pub. 

Rosa, Hartmut (2014) Fremmedgørelse og acceleration. Hans Reitzels Forlag 

Rosa, Hartmut (2016) Resonans. En sociologi om forholdet til verden. Eksistensen 

Rosa, Hartmut (2020) Det ukontrollerbare. Eksistensen 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.