fbpx

Viden

fra os til dig

Tvivl – lederens værste fjende eller bedste ven? 

Kasper Warming / [email protected]

Vi taler ofte om, at ledere skal være handlekraftige og beslutningsdygtige. Men hvad lægger vi egentlig i det at være dygtig til at beslutte? Som vi taler om det i dag, så har det en snært af, at man dermed skal være hurtig til at beslutte. 

Tvivl har derfor et negativt skær, som noget der ikke er konstruktivt, og som vi skal undgå, eller som vi hurtigt skal ud af. For tvivl er ofte det, der afholder os fra at beslutte; det der gør, at vi tøver. Tvivlen er vel i den henseende den handlekraftige leders værste fjende. Ingen gider være tøvende, slet ikke ledere. 

Interessant er det derfor, at vi som det højest kognitivt udviklede dyr, er de eneste af slagsen, der kan være i tvivl. Det er faktisk også forskellen mellem os og den fremadstormende kunstige intelligens – vi kan være i tvivl, det kan computeren ikke. Men er det en fejl-mutation i menneskets evolution, eller er der en mening med tvivlen? 

Hvad det vil sige at være i tvivl 

”At være i tvivl” er en tilstand. Med andre ord, er det noget, “man er i”. Det lyder måske kryptisk, men ”vi ER i tvivlen”, hvilket vi lige, at når tvivlen opstår, så bliver vi omsluttet af den, og vi må leve i den. 

Det er ikke “et noget”, vi kan pakke væk og så tage den op igen på et senere tidspunkt. Vi kan give den mere eller mindre opmærksomhed, men den er der hele tiden, indtil noget afblæser den, eller den fortabes i glemslen. I visse tilfælde sker det aldrig.

Hvad nu hvis tvivl er en evne og ikke et onde? 

Lad os prøve at betragte tvivl som en evne, vi har fået af en grund. I så fald må evnen have to sider. Først må den indeholde et blik for, at der kan være to eller flere sider af en sag. Altså en forståelse for, at der er noget at være i tvivl om. Og dernæst et mod til at være i den tilstand, tvivlen fordrer. 

Det kræver altså årvågenhed og perspektiv for at kunne opdage, at en situation kan ses eller forvaltes på flere måder. Dernæst kræver det udholdenhed, eller mere præcist tålmodighed, forstået på den måde, at man skal have modet til at tåle tilstanden. 

Det er med andre ord en præstation at kunne ”være i tvivlen”, men dog ikke en præstation man bliver hædret for af andre. Det er en indre præstation uden umiddelbar belønning, selvom præstationen ofte er umådelig stor. 

Hvad skal vi overhovedet bruge tvivlen til? 

I det hastige samfund, vi lever i, hylder vi som sagt ikke den præstation tvivlen er, men derimod hylder vi beslutningen. Vi kommer jo ingen vegne ved at stå og tvivle. “Se så at beslutte dig, så vi kan komme videre.”

Og det er jo nemt at tage beslutninger, det kræver nærmest ingenting. Det letteste er at skubbe tvivlen til side og bare beslutte sig. 

Så hvorfor ikke blot skubbe tvivlen til side, eller endnu bedre; have set lyset fra starten, så man aldrig lander i tvivlen? Så slipper man for at yde ’præstationen’, og som bonus udviser man samtidig handlekraft. What’s not to like? 

Det er vel det, vi ønsker os af en leder – altså én, der har set lyset og ikke viser det mindste tegn på tvivl. Så skal vi jo bare følge! Det er rart for dine medarbejdere, at du som leder ikke er i tvivl, for det fjerner tvivlen hos dem selv. Eller i hvert fald nogle af dem. For der vil altid være nogle, der ser hullerne i osten, men de må bare følge med, beslutningen er jo taget. 

Og så alligevel er der noget, der nager. For det er jo ofte de skarpe medarbejdere, der holder fast i tvivlen. Hvor irriterende er det lige? Havde det bare været dem, hvor man kunne slå det hen. “Hmm, nu melder tvivlen alligevel sin ankomst, det er præcis det den kan.” 

Selvom tvivlen sjældent er velkommen, formår den alligevel at møve sig ind på de mest irriterende steder og tidspunkter. Hvorfor er den så skide insisterende? 

Hvad er det tvivlen vil os? 

Tvivlen har et klart ærinde, og det er, at vi kommer rundt om de forskellige scenarier, at vi har forskellige perspektiver inde over vores beslutning. Den kræver, at vi undersøger, hvilke værdier der er på spil både i os selv og i den helhed, som vores beslutning tages ind i. 

Tvivlen vil kort sagt have, at vi bedømmer den enkelte situation ordentligt, og til det skal den bruge de mange perspektiver: Hvad vil der ske, hvis jeg gør sådan? Hvad er konsekvenserne for situationen, de andre og mig selv? Hvad udsætter jeg de andre for, og hvad kan jeg selv leve med? Hvilket ansvar bør jeg tage, set i det lys? Osv. 

Tvivlen taler til vores dømmekraft, den prøver at give os den nødvendige kraft til at dømme og bedømme situationen på en sådan måde, at vores beslutning tilgodeser helheden og samtidig har bund i vores egne værdier. 

Tvivlen og den etiske afgørelse 

Den etiske afgørelse er ifølge teologen og filosoffen K.E. Løgstrup et greb. Dermed bliver vores evne til at ”være i tvivlen” til en evne til at lade os fastholde af det greb, uden at forsøge at løsne det med dårlige undskyldninger, overspringshandlinger og selvbedrag. Den etiske leder, skal selv lade sig lede af sin samvittighed, som ifølge Løgstrup netop har til opgave at afsløre selvbedraget og hykleriet.

Samvittigheden er med andre ord det tidligere nævnte blik, der leder én ind i tvivlen. Evnen til at ”være i tvivlen” hviler på det tidligere nævnte mod til at tåle. Dette mod bliver med Løgstrup et mod til at lade sig være fastholdt i et etisk greb, som sørger for, at vi ikke tyer til overspringshandlinger og selvbedrag. Formår vi denne præstation, så åbner vi muligheden for at tage etisk funderede beslutninger. 

Hele denne proces er forudsætningen for, at vi kan udvise handlekraft som ledere. Ikke bare en hvilken som helst handlekraft, men reel handlekraft baseret på et etisk grundlag. 

Tvivl skaber i sidste ende dømmekraft 

Tør du være i tvivlen, har du altså modet til at tåle at være fastholdt i et greb, der fordrer, at du kan stå inde for dine beslutninger – både på dine egne og helhedens vegne. Det er en mere oprigtig essens af det at være leder, end blot det at være handlekraftig og beslutningsdygtig.

Er det ikke netop dømmekraften, der gør dig værdig til at være leder? Og er tvivlen dermed ikke grundlæggende en af de vigtigste evner for en leder? Og hvis tvivlen i virkeligheden producerer god ledelse, hvorfor prøver vi så at undgå den? Hvorfor forsøger vi ikke i stedet for at udnytte den til at blive bedre ledere i alle de mange små, såvel som store, momenter, som vores lederskab udgøres af hver dag? 

Så i stedet for at frygte tvivlen som din værste fjende, så er det måske på sin plads at indse, at tvivlen er din bedste ven, fordi den er hudløst ærlig og fordrer, at du som leder bruger din dømmekraft og dermed formår at lede både etisk og samvittighedsfuldt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tvivl - lederens værste fjende eller bedste ven?