Tre tilgange til at opøve sine kompetencer i uklare, bøvlede og skæve situationer
Det bøvlede og baksede suger for meget opmærksomhed og energi ud af organisationer, relationer og situationer. Alle de sammenhænge, hvor noget lige er lidt vel akavet. Eller hvor et ærgerligt kommunikativt mønster bare gentager sig. Eller hvor man bliver til en lidt ærgerlig udgave af sig selv.
Alle de situationer, hvor man bagefter godt ved, hvad man skulle have gjort (eller i al fald ikke have gjort det man faktisk gjorde).
Det kan man faktisk øve sine kompetencer i, så man står langt mere sikkert i usikre situationer. Her er tre bud:
1. Tvivl, tøven og vaklen (mellemrums-tilstande)
Mellemrumstilstande kan appliceres på både individer, samtaler og situationer i bredere forstand. Det er oplevelsen af, at noget er lidt ude af sync, at man padler eller stander ved det samme flere gange, eller en oplevelse af vakuum; noget er ikke helt rigtigt, men man kan heller ikke lige pege på hvad.
Tilbudet med tvivl, tøven og vaklen (og der kan fint være flere navngivne mellemrumstilstande) er, at gøre en situationsanalyse tilgængelige. At erstatte den aktuelle frustration eller irritation med noget, der kan bringe situationen væk fra sin aktuelle tilstand, og i retning af et relevant valg.
Tvivl
Når flere inkompatible hensyn vil være på samme tid og sted. Det kan eksempelvis nedbrydes til “lad os lige tale om hvilke hensyn, der lader til at være på spil lige nu, og som ikke alle kan få helt den samme vægt og opmærksomhed”.
Tøven
Når ét hensyn trækker frem mod noget bestemt, og et andet hensyn holder tilbage”. Det kan eksempelvis nedbrydes til “vi lader til at vide hvor vi skal hen med det her, men det er som om noget holder os tilbage. Kan vi lige dvæle ved begge forhold; hvad vi vil, og hvad der gør at vi ikke bare går igang?”
Vaklen
Når grunden fremstår usikker; man både står et (sikkert) sted, og oplever stedet usikkert. Det kan eksempelvis nedbrydes til “vi lader til at ville netop dette, og alligevel udtrykker vi noget usikkerhed. Kan vi tale om stedet vi står, og også om den usikkerhed der lader til at være forbundet med at stå her?”
2. Positioner og positionering
Under antagelse af, at vi alligevel altid positionerer os og lader os positionere i forhold til hinanden, betragt da enhver positionering som en invitation til noget relativt bestemt. Hvis en mødeleder sætter meget stram struktur, så er invitationen til deltagerne, at indrette sig på strukturer. Hvis en konsulent mødes af en person, der meget agerer vært, så inviteres konsulenten til at agere gæst. Og så fremdeles. Og så er det aldrig så enkelt, for hvor starter invitationerne? Der er altid alligevel et spil, hvor vi kan siges at respondere på hinandens invitationer, og hvor responserne i sig selv bliver invitationer.
Rimeligt tilgængelige veje at bruge positioneringsteori kunne være:
Genkendelige metaforer
Forud for (og måske også indeni) en situation, at forberede sig på sandsynlige eller tidligere oplevede positioneringer, talt frem som metaforer. Forælder-barn, vært-gæst, læge-patient, sælger-køber osv. Derfra undersøge mulige små og store greb ind i egen adfærd, der kan ændre på selvfølgeligheden i det opståede (eksempelvis at man gang på gang positioneres som køber af andres vurderinger).
Vinkling
I forlængelse af “genkendelige metaforer”, men også som et selvstændigt greb i situationer, at tænke i at undgå enten at gå med eller imod en positionerings-invitation, men hvordan man i sprog og adfærd kan vinkle positioneringen. Eksempelvis: – Så ligner det vi er klar til at starte (positioneret som “under starterens kommando”) – Jeg ved ikke om vi er klar, men vi kan for min skyld godt starte (vinkle antagelsen om at være klar, uden at afvise at kunne starte).
Meta-positionering
Mere eller mindre direkte, at tale positioneringer og invitationer frem. Mange invitationer virker primært i det ubevidste eller implicitte. Så snart de ekspliciteres, kan de ikke længere have helt det samme liv. At meta-positionere behøver ikke indebærer kritik eller indvirke ydmygelse, men det skal altid behandles med en vis nænsomhed, eftersom den, der meta-positionerer, samtidig positionerer sig selv som den med overblik over situationen.
3. Øjebliksfacilitering (ledelse af øjeblikssituationer)
Øjebliksfacilitering (eller ledelse af øjeblikssituationer) adresserer de situationer, hvor der optræder et misforhold mellem det forventede/planlagte/designede og det faktisk hændte. Man troede eller forventede noget, og noget andet sker. Det gælder i stort og i småt. Man forventede deltagerne havde læst materialet (det havde de ikke), man har gjort en veltilrettelagt dagsorden (der ligner ikke at være hensigtsmæssig eller som møder modstand). Alle mulige eksempler.
Øjebliksfacilitering peger direkte på situationen, hvor skævheden eller ubalancen går op for en, og hvor man ikke kan andet end at skulle noget med den. To væsentlige og samtidige kompetenceforhold er i spil (i al fald i henhold til min egen bog “Det vundne sekund”):
Selvopmærksomhed
Hvad bliver jeg tilskyndet til. Tilskyndet, som det jeg skynder mig til. Min tilskyndelse vil som hovedregel have til hensigt, at genskabe en balance i mig, men det er ikke nødvendigvis hvad situationen har brug for. Tilskyndelser kan se ud på alle mulige måder: bare at sige ja, stå fast på sit eget, blive lidt fornærmet, begynde at forklare sig osv.
Selvopmærksomheden fortæller ikke først og fremmest hvad man skal gøre, men forhindrer en i at gøre noget oplagt uhensigtsmæssigt.
Situationsopmærksomhed
Hvad kalder situationen på? Omend der ikke er meget tid til omtanke i en øjeblikssituation, så ikke desto mindre forsøge, i egen overvejelser eller ekspliciteret, at få adresseret en lille kadence: 1) Hvad sker der, faktisk, lige her?, og 2) hvad har den helt aktuelle situation brug for?
Nøglebegreber i øjebliksfacilitering er (foruden tilskyndelser) loyalitet, valg og skabelse af mellemrum. At skabe et lille mellemrum, så situationen ikke løber af med os, eller så første indskydelse ikke automatisk bliver et valg. At have for øje, at der skal træffes et kvalitativt valg på vegne af situationen. At spørgsmål om hvad vi/jeg er loyal overfor i det helt aktuelle, gør øjebliksfacilitering til noget principielt instrumentelt; hvad skal jeg være loyal overfor lige nu, så situationen kan bringes derhen, hvor vi sammen skal kunne være loyale overfor den konkrete opgave?
