– organisationens virke som en åben dobbelthelix i en verden af liv
CAPTION: En samtænkning af sympoïesis og en DNA-streng – læs og forstå.
Sympoïesis er, når noget skabes i samklang, sammenvævethed, gensidighed, med åbenhed mellem de væsener, som er med til at skabe det. Til forskel fra autopoïesis, som er en kvalitet ved systemer, der er i stand til at genskabe sig selv gennem en kombination af deres læsning af omverdenen og de loops af feedback og handlingsgenererende mekanismer, som systemet skaber som reaktion på det, den læser ud af omverdenen.
I de her dage taler vi med mange organisationer om deres forsøg på at arbejde med regenerative transformationer. Det gav mig lyst til at vende tilbage til begrebet sympoïesis, som mest er kendt, fordi biologen, tænkeren og feministen Donna Haraway har gjort det berømt. Men før Haraway havde begrebet en historik, der dels går tilbage til Beth Dempster, som gjorde et banebrydende arbejde om sympoïetiske systemer i bl.a. planlægningsforskning omkring årtusindeskiftet.
Det, som Dempster forsyner os med, og som blev taget op af Haraway i hendes bøger som “Staying with the Trouble” (2017), er en forståelse af, at der ikke kun findes autopoietiske systemer i verden. For evolutionen er lige så fuld af andre slags tilblivelser og systemer, som opfører sig meget mindre ordnet og forudsigeligt, end de autopoietiske systemer per definition er skabt til.
Måske husker du autopoïesis-begrebet, som blev præsenteret af biologen Humberto Maturana og matematikeren Francisco Varela nogle årtier forinden. Det blev taget op af bl.a. sociologien, hvor Niklas Luhmann udviklede en omfattende teori om sociale systemer baseret på begrebet om autopoïetiske systemer. Du får lige en lynkarakteristik af, hvad et autopoïetisk system gør her:
“An autopoietic body (i.e. a living being) is a body constituted as a network of processes of production of components that produces the components which, through their interactions and transformations continuously regenerate and realize (i) the network of processes that produced them; and (ii) the very body that they constitute in the physical space” (tak til autopoïesis artikel LINK).
Eksempler på autopoïetiske systemer er et individ, et træ (måske, det er en hel artikel værd i sig selv), en normalvidenskabelig efterforskning, lovens bogstav, det til enhver tid formaliserede sprog og en bureaukratisk eller regelstyret organisation.
Lad os nu bare sige, at en organisation er et autopoïetisk system, som vi får at vide af Luhmann og hans efterkommere, og som er en idé, der har haft stor betydning for bl.a. offentlig planlægning og ledelse. Så er den altså kendetegnet ved at være i en kommunikativ relation til sin omverden, men den er selv-organiserende, den sætter selv sine grænser, og den har ganske vist et flow af materialer, der går igennem dens ‘krop’ (uden gåseøjne, hvis det er et levende væsen, med gåseøjne, hvis det er fx en kommune). Men materialerne har ingen indflydelse som sådan på det autopoïetiske system, som er materielt koblet, men strukturelt lukket overfor omverdenen.
Den beskrivelse kan vi jo sådan set godt genkende fra alle mulige organisationer, også selvom de måtte være indlejrede i større – også autopoïetiske – systemer, som de altså også interagerer med efter samme principper. Og som Luhmann beskrev gang på gang, så indgår der systemer i systemerne, som når en kommunal organisation er beboet af systemer som loven, økonomien eller uddannelse.
Så vist, så godt, hvis man kan lide ideen. Eller så trist, men sådan er det jo bare. Der er godt nok nogle spørgsmål, som organisationsteorien har danset med siden, som fx hvordan fornyelse sker. Jeg præsenterede selv den idé i en artikel fra 2008 om kollektiv læring; at man inden for et uddannelsessystem kunne arbejde med det, jeg kaldte “mikrorevolutionære begivenheder” (Koefoed, 2008). Ifølge den gamle Luhmann-ekspert Lars Qvortrup kunne det godt spille sammen med en idé, Luhmann skulle have haft om, at der kunne være en form for ‘endogen uro’ i de selvorganiserende systemer. Man fornemmer måske noget i retning af et glitch eller lignende, hvor et program af sig selv producerer fejl eller uregelmæssigheder. Og ud af dem kommer der så til tider noget frem, der ikke er sket “med vilje”, så at sige, inden for det autopoïetiske system.
Men hvad nu, når udenfor bliver til indenfor?
Men der er et andet problem. For hvad nu, hvis der i naturens mangfoldighed også findes andre slags systemer, som fx en kommune ville kunne interagere med, hvis den ellers kunne se dem? Her kommer Dempsters begreb om det sympoïetiske system ind. Hun beskriver forskellen på de to slags systemer her:
“1) autopoietic systems have self-defined boundaries, sympoietic systems do not; 2) autopoietic systems are self-produced, sympoietic systems are collectively-produced; and, 3) autopoietic systems are organizationally closed, sympoietic systems are organizationally ajar. A range of other characteristics arise from these differences. Autopoietic systems are homeostatic, development oriented, centrally controlled, predictable and efficient. Sympoietic systems are homeorhetic, evolutionary, distributively controlled, unpredictable and adaptive” (Dempster, 2020).
Prøv lige at sammenligne det her med, hvad der i mange tilfælde opstår, når en organisation, der ledes og styres som et autopoïetisk system, indgår i daglige relationer med et sympoïetisk system. Dempster nævner selv skove, fællesskaber, åbne grupper, det talte sprog og post-normal videnskab som eksempler på sympoïetiske systemer. Som altså er karakteriseret ved at være kollektivt producerede, organisatorisk vidtåbne og homeoretiske (de vender tilbage til en retning eller bevægelse snarere end en tilstand, sådan som homeostatiske systemer). De er distributivt eller decentralt styrede, uforudsigelige og tilpassende/adaptive.
Den slags aktioner, som mange organisationer vil komme til at kaste sig over (eller gå lidt tøvende, men nysgerrigt eller lettere nødtvungent ind i) i de her års regenerative bevægelse, er stærkt afhængige af en fornyende gnist kombineret med en åbenhed over for at interagere med en anden slags levende systemer end deres egne, autopoietiske, indre-styrede organisationer. Dempster fremhæver, hvordan nogle sympoïetiske systemer fødes af ændringer i spændingstilstande i et miljø – det kunne fx være klimaforandringer eller deres mange afledte effekter, men det kunne også være mere vilkårligt opstående forskelle i et miljø, som det nobelpristageren Ilya Prigogine beskrev som “dissipative strukturer” (mønstre, der opstår og forgår eller forvandler sig). Sympoïetiske systemer er ganske enkelt afhængige af – de fødes og næres ligefrem af – de forskelle og svingninger i betingelser, som for eksempel opstår som resultat af ‘komplekse interaktioner mellem stadigt mere komplekse autopoïetiske systemer (Dempster, 2000).
Den regenerative udfordring – hinsides kontrol og compliance
“Place-based organizations are not only located in a specific place, but they are rooted in it, recognizing that their fate is tied to it (Shrivastava & Kennelly, 2013)”.
Et eksempel kunne være, når en by beslutter sig for, at den måske skal til at vende udviklingen og ‘blive regenerativ’. Måske er det ikke startet dér, måske er det startet med et krav om bæredygtighed, som kommunen så lever op til ved fx at lave en ‘klimahandlingsplan’. Det kan give sig udslag i visse krav om normer og standarder, der skal overholdes, fx hvis der skal bygges eller udvikles eller ændres i byens fysiske fremtoning. Alt sammen business as usual i den autopoïetiske verden. Næsten.
For hvad nu, når en anden slags bevægelse finder sted sideløbende? Som fx, at grupper af beboere, amatører såvel som professionelle, finder hinanden i visioner om regenerative tiltag, der vil gå langt ud over de krav, som kommunen har stillet til sig selv mellem sine autopoïetiske systemers indre logikker. Hvilket sprog skal de to parter mødes i, når grupperne ønsker at skabe forbedringer af varig karakter (fordi det midlertidige ikke giver mening i en regenerativ biologisk sammenhæng)? Eller, hvad nu, når der sker ændringer i den måde, som ikke-menneskelige aktører – fugle, insekter, vand, jord mfl.) opfører sig på, på grund af de forandringer som de menneskeskabte systemer har forårsaget? Det vil efter noget tid føre til registreringer af forandringer, som når biologer optager fuglestemmer over 20 år og finder, at koret er formindsket. Men de registreringer ændrer ikke ret meget i sig selv, fordi de også er afhængige af fx lovens system, der ret beset kun kan se verden gennem sin egen linse.
Der sker også en nærmest “spontan” udvikling i antallet af organisationer, der begynder at forstå, at de ikke bor i et (autopoïetisk) vakuum, men faktisk er, som citeret, forankret i steder. De har deres rødder i stedet, deres skæbne er bundet til steder. Men et sted, som en moderne by, er fyldt med uforudsigeligheder, med ændringer i spændingstilstande, med forurenet jord, der trænger til nyt liv, med skift i befolkninger, der begynder at drømme om en by, hvor der er liv, grønt, blåt, rent vand, bedre luft, levende dyr, orme i jorden, og alt det, vi næsten ikke kan forestille os undtagen i designernes smukke renderinger, de virtuelle virkeligheder eller landskabsarkitekter og biologers forslag om re-etableringer af de levende systemer, som byen blev til i og efterhånden sugede livet ud af.
Går vi helt mikro, finder vi en ung person, hvis liv er formet af en særlig kombination af kærlighed til fugle og naturlige omgivelser, som gennem sin uddannelse lærer om Haraway, om bæredygtig uddannelse, om genfortryllelsens uforudsigelighed (Curry), og syntetiserer det til en idé om naturdannelse. Måske formet med en vis grad af spiritualitet gennem mødet med nogle af de regenerative inspiratorer eller deres inspiratorer eller måske mere klassisk som et begreb om ‘dannelse’ – der dog også fordrer bl.a. mødet med det, der er større end én selv, ret umuligt at gribe helt om, hyperkomplekst og radikalt andet. Den unge person finder sammen med andre, og sammen med disse ligesindede begynder de at påpege nogle af de sprækker af livspotentiale, som byen rummer.
På et eller andet tidspunkt kommer de i dialog med kommunen – måske på et tidspunkt, hvor kommunen har indsat en slags undtagelsestilstand, fordi to af dens systemer ikke har kunnet blive enige, og det ene derfor har overtrumfet det andet, men en mellemleder i systemet har lavet en lille lomme, der tillader grupper som denne at have adgang til arealer, selvom det egentlig ikke længere var muligt ifølge kommunens budget og regelstramninger. Det sidste er et godt eksempel på endogen uro eller organisatoriske glitches i et autopoïetisk system. Men på det her tidspunkt er gruppen den eneste aktør, der er i egentlig kontakt med sympoïetiske systemer. Det kan jo synes som en løsning.
Men der er et problem. For den dag, hvor den frivilligt og lystdrevne gruppe opløser sig af de mange årsager, som den slags nu gør det, vil kommunen miste sin evne til at lytte til de sympoïetiske systemer, som den selv er dybt afhængig af. Den kan ikke klare sig med at se træer som enkeltstående individer – det ved ethvert bytræ. Den kan ikke regenerere sig selv, for det kræver kontakt med stedets kraft at gøre det. Det kræver simpelthen, at der gives plads til, at de sympoïetiske systemers sprog træder med ind i forståelsen af verden.
Et praktisk greb – hvordan griber vi det sympoïetiske?
Det praktiske er, at vi selv består af begge dele. En organisation kan derfor også blive delvist sympoïetisk. Lige så vel som arter, som det, vi kalder lav, er evolutionære sammenvoksninger af svampe, planter og bakterier. Evolutionen drives ikke af normalvidenskab alene eller af individer. Den forudsætter mutationer, uforudsigelige hybrider.
Ikke desto mindre kan det være svært – endda rigtig, rigtig svært, for særligt de socialt skabte, autopoïetisk styrede systemer at rumme andet end deres egen indkodning af verden. Vi har jo formået at fintune dem, at gøre dem særligt gode til at oversætte al kompleksitet til deres eget sprog, hvortil de rummer en hel række sociale systemer: lov, økonomi, styring, uddannelse osv.
Indtil den dag, hvor kompleksiteten begyndte at flyde over. Vi lever i en tid, hvor Dempsters beskrivelse af de sympoïetiske systemer, som opstår af nye relationer og nye gnidninger, er uhyre relevant. Og samtidig gælder Haraways iagttagelse, at de levende systemer, vi indgår i relation til, kalder på vores evne til at blive i nærheden af deres sympoïesis. Stay with the trouble.
Men for en autopoïetisk drevet organisation kan det være kringlet at vide, hvor den skal gøre af det liv, der flyder rundt og taler et ikke-placerbart sprog vel vidende, at det mister sin betydning, når det oversættes til de autopoietiske systemers selv-forstående sprog.
Nu, hvor vi er i en blog om det regenerative, så er det jo på sin plads at sætte den her problematik ind i netop den ramme. For de autopoïetiske systemer er gode til at passe på sig selv, men de er i sagens natur ikke så gode til at have med uforudsigelige, muterende, grænseløse, åbne, flersprogede – sympoïetiske – livsformer at gøre. Og det er lige præcis dem, vi skal til at tage os meget mere af. Meget, meget mere. Der skal altså skabes overgange, indgange, lommer, muligheder for, at det sympoïetiske kan indtage noget af det autopoïetiske systems landskab. Der er brug for, at vi bliver rigtigt gode til at omsætte livets potentiale til livsrealisering af nye veje, hvor det sympoïetiske kan være del af en regenerativ fremtid.
Spørgsmålene på falderebet er derfor:
- Hvordan håndterer jeres organisation det sympoïetiske landskab, den indgår i?
- Er der særlige ‘agenter’, som foretager en form for lytning og efterfølgende oversættelse?
- Har I skabt steder, reserveret indgange, lavet lommer, hvor den form for levende systemer kan være til stede og give sig til kende uden at blive tvunget ind i den selvfortolkende læsning?
- Hvem håndterer, med andre ord, behovet for at kunne agere regenerativt?
Lidt læsning
Dempster, Beth (2000): Sympoïetic and Autopoïetic Systems. A new Distinction for Self-Organizing Systems. https://www.semanticscholar.org/paper/SYMPOIETIC-AND-AUTOPOIETIC-SYSTEMS%3A-A-NEW-FOR-Dempster/44299317a20afcd33b0a11d3b2bf4fc196088d45
Goldspink, Chris & Kay, Robert. (2007). Autopoiesis and organizations: A biological view of organizational change and methods for its study. https://www.researchgate.net/publication/30930357_Autopoiesis_and_organizations_A_biological_view_of_organizational_change_and_methods_for_its_study
Haraway, Donna (2016): Staying with the Trouble. Duke University Press. https://www.dukeupress.edu/staying-with-the-trouble