Viden

fra os til dig

Stedets erindring

Oleg Koefoed / ok@promentum.dk

Stedets kraft – om et par steders kraft og hvordan de kan forbinde os

I den græske mytologi løber der fem floder i underverden. En af dem er Lethe, glemslens flod – og alle, der drikker af den, mister deres hukommelse for altid. I det tyvende århundrede vendte filosoffen Martin Heidegger tilbage til Lethe gennem begrebet Aletheia (ἀλήθεια), som egentlig skal læses a-letheia for at give mening. Et lynhurtigt kig på etymologien fortæller os, at ‘letheia’ egentlig betyder at være gemt eller skjult. Og a-letheia er så en aktiv begivenhed, hvorved det gemte (og glemte) bliver u-gemt (u-glemt).  

En af Heideggers mange pointer er, at ting – og dermed også steder, som er som meget komplekse ting – har evnen til at vise sig for os i sig selv, som sig selv. Det foregår gennem den begivenhed, hvor de bliver u-gemte, a-letheia. 

 I 2022 var jeg rundt i Danmark og holde såkaldte stedsbaserede samtaler med kunstprojektet Talking Landscapes. Den samtaleform som jeg stod for, tog afsæt i jesuiitmunkenes samtaleform, når de skulle tale om særligt svære emner. De skrev ned ud fra deres erindring, læste op for hinanden, lyttede til hinanden, skrev ned igen, læste op igen, og så fremdeles, til de kunne finde frem til en samtale om begreber eller problemer, hvor den enkeltes erindringer både var til stede og var gået op i en højere enhed, så at sige, i den fælles samtale.  

 Det særlige ved samtalerne, sådan som vi gennemførte dem, var skabt af Københavns Internationale Teater (Metropolis), som var kommet på den idé at inkorporere samtaleformen i landskaber. De havde i 2021 gennemført den første del, Walking Landscapes, hvor 100 kunstnere udførte og optog vandringer i landskaber over hele Danmark. Og i 2022 blev det til Talking Landscapes, med afsæt i tre samtaleformer udviklet af kunstnerkollektivet Building Conversations. Det bragte os 10 forskellige steder hen, hvor jeg vil give et lille billede af to og sætte dem ind i undersøgelsen af a-letheia og af-gemtheden. Og relatere det til stedets kraft, og hvad vi kan med alt det.  

Steder med en særlig historie 

Samtalerne førte os blandt andet to steder hen: Til en klit bag den ‘tilsandede kirke’ nær Skagen. Og en lille lund i nærheden af Sankt Hans nær Roskilde.  

En klit bag den ‘tilsandede kirke’ nær Skagen.
En lille lund i nærheden af Sankt Hans nær Roskilde.

I Skagen sad vi en lille gruppe mennesker og skrev erindringer ned, læste dem op for hinanden, lyttede, skrev ned igen og talte videre, ud fra spørgsmålet om, hvordan vi kan give slip.  

I Roskilde talte vi om spørgsmålet om forbundethed med natur. Begge steder var alle deltagerne enige om, at noget havde fundet sted, at der var sket noget under samtalen, som ikke kun handlede om os, om hvad vi havde sagt til hinanden, eller direkte om metoden, selv om alle de fænomener var på færde.   

Med til beskrivelsen hører, at vi gik sammen hen til stedet, at vi nærmede os det – og i begge tilfælde var bevidste om, hvor vi befandt os henne, i den betydning at begge steder har en særlig historie.  

Klitten i Skagen befinder sig lige bag en kirke, som findes i et område, hvor sandfygning med tiden har ledt de menneskelige beboere til at flytte deres aktivitet til et andet sted, og således efterladt det, der er tilbage af kirken i sandet. I Roskilde sad vi på det sted, hvor der indtil 2002 havde stået en dansepavillon, der var knyttet til sindssygehospitalet Sankt Hans. Pavillonen flyttede siden til København – også her var stedet blevet ‘overladt til sig selv’.

En oplevelse af ’ånd’ 

Jeg kan bedst beskrive det, der skete, som at vi meget hurtigt blev ramt af en kollektiv følelse af andægtighed, som vi ikke kunne definere nøjere. Efterhånden som samtalen skred frem, oplevede vi i begge tilfælde, at vi var vidner til noget, der viste sig, noget der af-gemte eller af-glemte sig. Det var ikke en klassisk religiøs oplevelse, der var ikke gemte stemmer, der pludselig talte igennem os, ikke noget poltergeist, ikke nogen specific stemme i det hele taget.  

Det var snarere som om, vi oplevede den betydning af begrebet ‘ånd’, som filosoffen Thomas Burø og jeg skrev om i ‘Organising Spirit’ (2022, LINK), baseret på hans feltarbejde i Nordvestsjælland: ånd som en kraft, der eksisterer i et område, og som enhver, der befinder sig i området længe nok, kan opleve, og som de beboende kan identificere og knytte til bestemte steder: et træ, en bakke, et hus, osv. Men også noget, som tjener til at organisere landsbyens måde at sameksistere i en fælles-økonomi.  

Så vi oplevede formentlig noget, man kunne kalde ånd, i betydningen at ånd udtrykker muligheden for at stemninger, sandheder og måder kan eksistere sammen på, kan bevæge sig gennem både mennesker og ting, måske gennem jord, luft, træer, andre levende væsener. Ikke ulig det begreb, som forskellige tænkere henviser til som resonans 

Går vi tilbage til den græske mytologi og Heideggers (og Nietzsches før ham) diskussion af den, så har vi muligvis at gøre med, at vi kan nærme os en åbning over for stedet, hvor det gemte kan blive af-gemt – og af-glemt. Og jo længere vi åbner os for det, des dybere og mere vidtforgrenet bliver vores forståelse og vores evne til at omsætte den stemthed til konkrete handlemønstre.  

Mønstrene i og mellem os 

Det, der for alvor er pirrende og næsten provokerende her, er, at de konkrete handlemønstre ikke følger af en rationelt foruddefineret orden eller en vision om, hvordan vi ønsker at ordne verden. Der er snarere tale om mønstre, der viser sig i os og mellem os i vores samtaler – eller i og gennem de handlinger, som kan forme sig og fortætte sig som kulturelle bånd, som tillid.

Men vel at mærke en tillid, der ikke er kastet ud i en tom fremtid af usikkerhed, som Luhmann beskrev det i sin lille bog om tillid. En tillid, der vokser af at vi har delt en fælles åbning mod stedets kraft, stedets sandhed, dér hvor det gør sig ugemt, dér, hvor vi styrer uden om Lethes glemselsvand og ind i u-glemtheden.

Vi åbner dermed for muligheden for at skabe en tillid, der allerede var der, længe før vi åbnede os for den. Den bor hverken i vores fælles fortid eller i en usikker fremtid. Den vokser frem af en erindring, der giver sig til os, fordi vi giver os til den, længe nok til, at det ikke kan forklares ud fra et nyttebegreb. Faktisk netop fordi vi ikke ved, hvad vi kan med det på forhånd. Det kan selvfølgelig tilskrives metoden, eller menneskene, eller vejret, eller spørgsmålet, eller faciliteringen, eller at stedet og vi tog imod hinanden. Eller alle dele samtidig.  

Jeg kan ikke svare helt sikkert på det. Men jeg ved, at det er u-forglemmeligt. Og det er i sig selv ikke så lidt. 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

stedets kraft