Resonans er ikke bare et smukt ord. Det er et afgørende pejlemærke for liv, mening og bæredygtighed i organisationer. I en tid præget af accelererende krav, kontrollogikker og udbrændthed, peger sociologen Hartmut Rosa på resonans som en nødvendig modkraft.
Men hvad betyder resonans egentlig – og hvordan kan det bruges som kompas i en frisættende, regenerativ ledelsespraksis?
Hvad er resonans?
Ifølge Hartmut Rosa, professor i sociologi ved Friedrich-Schiller-Universität Jena, er resonans en relationel tilstand mellem menneske og verden. Den opstår, når vi oplever, at noget “taler” til os – og vi mærker en impuls til at svare igen. Det kan ske i mødet med naturen, med kunst – eller i arbejdslivet, når vi for alvor oplever, at det, vi gør, giver mening og forbindelser.
Resonans er kendetegnet ved:
- Berøring – noget rammer os, rører os.
- Responsivitet – vi svarer igen, føler os engageret.
- Transformation – vi ændres af kontakten.
- Ikke-kontrollerbarhed – vi kan ikke planlægge eller tvinge resonans frem.
Rosa kontrasterer resonans med det, han kalder den stumme verden: en tilstand, hvor vi nok handler, producerer og kommunikerer – men uden kontakt, engagement og forankring. Her forstummer forbindelsen til det, der betyder noget, og både mennesker og organisationer mister liv og retning.
Resonans som organisatorisk princip
Overført til organisatorisk praksis betyder resonans, at der er levende forbindelser mellem mennesker, opgaver og formål. I resonante organisationer kan medarbejdere og ledere mærke, at arbejdet gør en forskel – og at relationer, værdier og processer hænger sammen.
Resonans er her ikke bare et følelsesudtryk, men en indikator for sundhed, retning og vitalitet.
I regenerative organisationer – altså organisationer, hvis økosystemer er regenerative og som derfor er sunde og helende at arbejde og opholdes sig i. Og som dermed nærer liv, læring og relationer. Her kan resonans fungere som et ledelseskompas.
Hvor klassisk ledelse spørger: Hvordan får vi folk til at levere? – spørger resonansledelse: Hvordan understøtter vi forbindelser, så folk har lyst til at engagere sig?
Hvorfor resonans er afgørende for frisættende ledelse
Frisættende og regenerative organisationer bygger ikke på kontrol, men på tillid, mening og selvorganisering. Her er resonans ikke bare ønskværdig – den er en forudsætning for, at frisættelse ikke ender i kaos eller ligegyldighed.
Når mennesker får frihed, men ikke mærker resonans, opstår fremmedgørelse. Når de får frihed og resonans, vokser engagement, ansvar og livsglæde. De bliver ikke bare fritstillet – de bliver fri til at handle, skabe og bidrage.
Hartmut Rosa skelner mellem frihed fra (negativ frihed – fravær af tvang) og frihed til (positiv frihed – muligheden for at engagere sig i verden). Han skriver:
“Resonante verdensrelationer gør det muligt at udvikle en ‘frihed til’ – en frihed, hvor mennesker ikke bare er fritstillet, men føler sig kaldet, berørt og motiveret til at engagere sig i verden og i fællesskabet.”
(Hartmut Rosa, Resonanz, 2016, s. 770)
I en resonant organisation bliver frisættelsen derfor ikke en ligegyldig “gør hvad du vil”-tilstand, men en forbundet frihed, hvor mennesket naturligt orienterer sig mod det fælles bedste – netop fordi det, der foregår, giver mening og taler til noget dybere.
Rosa selv siger det også sådan:
“En verden uden resonansrelationer er en stum og aggressiv verden – også selv om den er effektiv og rig på ressourcer.”
Hvad kan du som leder gøre?
Resonans kan ikke kontrolleres, men det kan understøttes. Det kræver en opmærksomhed på både kultur, struktur og relationer. Her er fem anvisninger:
1. Skab meningsfulde formål
Sørg for, at opgaver og mål kobler sig til noget større end KPI’er. Spørg: Hvorfor betyder dette noget? og hjælp medarbejderne med at mærke forbindelsen til formål og værdier.
2. Inviter til respons – og lyt reelt
Resonans forudsætter responsivitet. Det kræver tid og nærvær. Skab rum, hvor folk kan svare igen – ikke bare med fakta, men med stemninger, tvivl og håb. Lyt med et åbent sind.
3. Skab rytmer, ikke bare hastighed
Undgå konstant acceleration. Resonans opstår i rytme, ikke i ræs. Giv plads til fordybelse, pauser og proces. Planlæg ikke kun efter deadlines – men også efter puls.
4. Byg relationelle rum
Fællesskaber, hvor folk tør være sig selv og forbinde sig med hinanden, er resonansens arnesteder. Det kræver psykologisk tryghed, tillid og gensidig anerkendelse.
5. Vær selv resonant
Du som leder er selv en resonanskilde. Dine handlinger og din tilstedeværelse smitter. Når du selv er berørt, ægte og engageret, inviterer du andre til det samme.
Resonans – en anden måde at være organisation på
At arbejde med resonans er ikke et værktøj, du kan tage ned fra hylden. Det er en anden måde at være organisation på. En anden måde at være leder på. Det kræver mod til at sætte nærvær over hastighed, relation over kontrol, og mening over måling.
Men det er også her, liv begynder at strømme. Hvor medarbejdere ikke bare udfører opgaver, men engagerer sig i noget, der betyder noget. Hvor organisationer ikke bare optimerer, men udvikler sig i takt med den verden, de er en del af.
Resonans er ikke garant for effektivitet i klassisk forstand – men det er en forudsætning for liv, vitalitet og bæredygtighed i en tid, hvor mange mennesker har mistet forbindelsen til det, de gør.
Som leder har du mulighed for at genskabe den forbindelse. Ikke ved at skrue op for kravene – men ved at skabe rammer, hvor noget kan røre og besvares. Hvor mennesker får mulighed for at være fri til at bidrage med hele sig.
Det begynder ikke med et system. Det begynder med en opmærksomhed:
Er der resonans i det, vi gør?
Hvis ikke – hvad kalder på at blive forbundet igen?
Du kan læse om Promentums 1-årige lederuddannelse med certificering i Regenerativ ledelse her
