Af Lars Elswing, Center for Regenerativ Filosofi

Som et grundvilkår står handling stærkt, når vi mennesker står overfor problemer eller udfordringer, som det gerne omtales. Vi ønsker at forandre en forestående problematik til det bedre, og hertil kræves handling – ”vi må gøre noget” siger vi.

Det er bare ikke altid, ”handling” er den rigtige handling. Hvis vi taler os ind i de problematikker, som ligger foran os i form af klimaudfordringer, her tænker jeg både det ydre og indre klima, er det ikke kun planeten Jordens økosystem, der lider fra manglende handling. Også de sociale og psykologiske økosystemer os mennesker imellem – når vi mødes på arbejdspladsen, i institutioner og i familien – er under pres, og vi er i stigende grad blevet reduceret til ressourcer.

Her kan oplevelsen være, at ingen handling, forstået som ”at lade tingene være”, ”at afvente en reaktion”, ”at møde situationen afventende”, er den mest fordelagtige position at indtage.

Et eksempel kunne være fra trafikken, hvor man i mødet med en medtrafikant ikke helt er klar over, hvad denne vil, og man i stedet for at dytte eller på anden vis presse en afgørelse igennem, simpelthen afventer og ser, hvad den anden vil gøre.

Det kan jo selvfølgelig ske, at netop ingenting sker og begge parter afventer, men udover at det er usandsynligt, er det vel også langt at foretrække frem for at få fremprovokeret en forhastet beslutning som resulterer i en ulykke?

Elevatorknappen der ikke virker

Men hvordan undgår man at handle, når hele kroppen og sjælen skriger på handling? Når den situation man står i, bare trækker i én for at gøre noget? Hvordan sikrer man at handle mest formålstjenligt og skabe en bedre situation, end den man kom fra?

De udfordringer, vi står i ift. klimaforandringer i det antropocæne, har afstedkommet mange handlinger, som vi enten som enkeltpersoner har sat os for, eller som vi har pålagt virksomheder, institutioner og organisationer.

Mange af disse handlinger har desværre ingen eller meget ringe effekt på de problemer, de retter sig imod, og de har nærmest karakter af placebo-handlinger; noget som udelukkende har det formål at give os en oplevelse af at gøre noget.

Har du nogensinde stået ved en fodgængerovergang og fundet dig selv trykke på den knap, der sidder på stolpen ved fodgængerfeltet, og som angiveligt kan få lyset til at skifte til grønt hurtigere? Eller har du prøvet at trykke på den knap, der skal kunne lukke dørene i elevatoren? Og har du prøvet at tænke, om knapperne overhovedet har en effekt?

Det viser sig at meget få af disse knapper er i funktion. Men de giver os en mulighed for at handle, og derved giver de os en følelse af kontrol. Faktisk har man jo reelt ikke mulighed for at kontrollere, om det faktisk er fordi man trykker, at der bliver grønt. På samme måde lukker døren i elevatoren jo på et tidspunkt, og man kan ikke vide, om det var fordi man trykkede på knappen eller ej.

Klimakompensation til salg – placebo effekt?

Det er sådanne knapper, der ligner en knap og som opfylder alle de forestillinger om en knap, vi kan have ift. bevægelighed og kliklyd, de udfører reelt bare ikke noget. Som eksempel på handlinger indenfor klimatiltag, der har samme placeboknap-effekt, kunne man tage fat i Co2-reduceringer, hvor man har opfundet tiltag, man kalder Co2-kvoter/kreditter og klimakompensation. Ideen er, at man tildeler lande en Co2-kvote, de har tilladelse til at udlede. Disse kvoter/kreditter kan man så handle med og sælge til lande og virksomheder, der har brug for at udlede mere Co2, end de faktisk har lov til.

Ved at lave projekter i andre lande, der reducerer Co2-udslip, kan man altså købe disse reduktioner og derved tillade sig selv at øge eget udslip.

Et grelt eksempel på dette kunne være Ørsted, der sammen med syv andre danske virksomheder har opkøbt klimakreditter af to russiske fabrikker, svarende til et udslip på 2.615.564 tons Co2. (Politiken, 25 jan. 2020)

Det har vist sig, at disse kreditter ikke modsvares af virkeligheden. Tværtimod har de russiske fabrikker blot produceret en dobbelt mængde drivhusgasser, som de derefter har destrueret og modtaget kompensation for. Det er disse klimakreditter, de danske virksomheder efterfølgende har opkøbt, men som jo reelt ikke har mindsket noget som helst. Her er altså tale om, hvad man kunne kalde en placebo-effekt.

Man har opkøbt disse kreditter i den tro, at man har sørget for at mindske et samlet Co2-udslip til atmosfæren eller i det mindste ikke har øget udslippet, men det modsatte er det reelle udkom af handlen.

Er elbilen en placebo-knap?

Men hvad med sådan noget som elbiler? Det er jo tydeligt, at vi har taget dem til os, og at der er blevet trykket på den ”grønne knap” ift. elbiler som et middel til at nå de ønskede målsætninger om nedsættelse af Co2-udslippet, eller udvekslingen om man vil.

Men hvad gør elbilen reelt ved det samlede Co2-udslip? Ifølge Brancheorganisationen Dansk E-Mobilitet ser regnestykket ud som følgende:

Vi får altså reduceret Co2-udvekslingen væsentligt ved at trykke på elbilsknappen, selvom det samtidigt er tydeligt, at der ikke er tale om 100% reducering, men et lidt mere broget og nuanceret billede, som kræver beregninger og nedslag i de konkrete tilfælde, mht. hvilke lande elbilen kører i, størrelsen af bilen osv.

Det er jo f.eks ikke lige meget, hvordan de enkelte lande producerer deres el. Hvis man som i Polen benytter kul til elproduktion, har man jo blot flyttet udstødningsgassen fra enden af udstødningen på de konventionelle biler og ud på elværket. Men generelt set får vi jo noget Co2-reduktion ud af at skifte til elbiler, så måske er elbilen ikke så meget en placebo-knap. Eller er elbilen et eksempel på, at man får rigtig god effekt ud af at ordinere placebo til borgerne?

Kan vi udskifte gamle vaner med nye – uden at miste brugsværdien?

Bilen og privatbilismen har om noget båret ideen om den enkeltes frihed i den vestlige verdens selvforståelse. Den kan bringe os omkring i verden, når vi har lyst, og hvortil vi har lyst, og den er på den måde indbegrebet af frihed. Bilen er nærmest symbolsk for frihed, og den har hidtil gjort det ved hjælp af den teknologiske landvinding, som forbrændingsmotoren udgør.

Udover design, så har bilindustrien ”branded” sig ved at fortælle historien om deres motorers formåen, hvordan de, via ingeniørkunst, har formået at udvikle netop deres motorer til at yde det optimale.

Det har på mange måder været værdien i historien om den teknologiske landvinding, som vi som forbrugere har identificeret os med, når vi har valgt bilmærke. Men nu har vi fået en placebo-knap i kraft af elbilen, som erstatning for det prustende, forurenende benzinbæst.

Med det mener jeg, at hele elbilen er en placebo-knap; den ligner det vi kender, den ligner en bil og dermed kan den oppebære den kulturelle værdi, vi har tillagt bilen – placebo-effekt. Den kan også bringe os fra A til B. Den kan næsten altid køre hurtigere og har flere kræfter, men når du træder på gaspedalen, sker der noget andet end det, du har været vant til. Ingen dyb brummen, ingen rystelser frembragt af de tusinder af bevægelige dele, som udgør en forbrændingsmotor, og – ikke mindst – så forlader ingen udstødningsgas udstødningen.

I stedet har vi en relativt gammel opfindelse, som du kender fra din støvsuger eller barbermaskine, der her bare er lidt kraftigere. Den består grundlæggende af tre bevægelige dele: en aksel, en spole og en magnet. En elmotor.

Ikke særligt sexet eller særligt speciel, ikke noget der afstedkommer lange romantiske fortællinger om dens tilbliven og innovationer omkring den. Men det er jo et eksempel på, hvordan man kan lave omstillinger af værdisæt for vores måde at agere i verden på.

Hvis man kan erstatte en forbrændingsmotor med en elmotor uden at miste hverken ydelsen eller de oplevelser, som vi kan få ift. frihed og bevægelighed, så er der måske også andre ting i vores hverdag, som kan erstattes med mere bæredygtige midler?

Det regenerative paradigme rummer muligheder for utallige af sådanne skift. Hvor vi kan udskifte gamle vaner og handlemåder med nye som, uden at vi mister brugsværdien, kan handle samtidig med, at vi skaber rum for regeneration. At vi bruger ressourcer på en måde, der efterlader rum til at genopbygge; rum til at leve.

Nogle gange har vi bare så svært ved at forlade gamle vaner, at vi må opsætte en placebo-knap, som vi kan trykke på, når vi har brug for at handle, når vi har brug for oplevelsen af kontrol.