Hvordan og hvorfor holder vi (af) en hverdagspraksis?

af Kim Gørtz | mar 31, 2023 | Artikler

– Betragtninger over regenerative elementer i arbejdslivets daglige gøremål og sprogliggørelser 

Hverdagen er dagligdagene, der kommer og går

Den danske digter og provokatør, Dan Turèll, er bl.a. kendt for at fremføre, at han holder af hverdagen – endda med en drilsk (under)tone og et lunt smil på underlæben a la Simon Spies, da han sagde, at han holdt af det danske (regn)vejr. Hvad angår at holde af hverdagens praksis, kan der ligge en regelmæssig erfaringsproces til grund herfor, som på den ene side kan udtrykke en velkendt rytme, rutinen, det velkendte – nærmest som i dagligdagens selvregulerende genvordigheder. For nogle mennesker virker det særdeles kedeligt, for andre mennesker ganske trygt. Men ikke alle mennesker funderer deres liv i følelsesmæssige grundlag. 

For nogle mennesker er hverdagspraktikken ligesom at være hjemme; fortrolig og ligefrem hyggelig, hvor mestring og genkendelighedens overskud får én til at kunne rumme sig selv, sine opgaver og ikke mindst de andre mennesker, som man møder i de hverdagspsykologiske processer. For andre mennesker hidkalder en sådan dagligdagens trummerum en utålmodighed, en kildrende fornemmelse af, at nu må der gerne snart ske noget, ligesom når den ene dag tager den anden, og man bare venter på, at nogen gør noget, eller at noget sker med én. 

Således kan hverdagspraksis erfares – her i polaritetens formmæssige udtryk – som værende renset for dramatik, og dermed for nogen fostre en længsel efter noget gys, noget gang i den, bare noget andet end det, vi plejer; bryde vanerne. Og for andre kan fraværet af dramatik være nok så skønt, beroligende, ja, nærmest som en art konserverende vegetation; hvor man er hjemmevant hvilende, og man opsluges i det igangværende, hverdagspraktiske flow; fordybet og gennem den hverdagspraktiske opfindsomhed og kreativitet skaber man sig selv i/og det, man laver. 

Dertil følger, at der, til disse opfattelser af hverdagspraktiske livsførelser, også knytter sig en form for hverdagssprog; således som vi taler sammen i det daglige, både med os selv, med venner, kollegaer, familie samt dem, vi møder hist og her. Her figurerer en ide om – og en erfaring af – et dagligdagssprog, som formentlig knytter sig til den lokale, kontekstbestemte common sense, dvs. således, som vi tænker – fællesfornuften – i det vi går og gør i det daglige. 

Og således kunne vi jo i så fald fortsætte det man noget akademisk kan betegne som en diskursiv reproduktion – men alligevel synes der at indtræffe forskelle, brud, og endda af og til amok-løb og decideret fastlåsthed, forskydninger, m.m., der alle pirrer og typisk irriterer samt skaber spændinger i den daglige hverdagspraksis. Lad os se lidt nærmere herpå via følgende: 

  1. Hverdagspraktikkens kedsommelighed; om angstens indbrud 
  2. Hverdagspraktikkens talestrømme; om sproglige forskelle 
  3. Hverdagspraktikkens konservatisme; om at løbe løbsk 

Hverdagspraktikkens kedsommelighed; om angstens indbrud

Det kendetegner åbenbart os mennesker, at vi bygger verdener op, som får karakter af at være beboelige gennem vores anstrengelser og omhu med os selv, hinanden (samværet) og tingene omkring os. Vi bearbejder materialer, vi indretter os, gør os fortrolige med så meget som muligt af det, som vi kommer, eller kan komme, i nærheden heraf. Denne drivkraft er vores interesse, og vi skaber mening mellem tingene. Således forstået, at hvert enkelt aspekt er forbundet til noget andet, og at vores verden, hver især, samlet set udgør en dynamisk forbindelse med funktionelle og betydningsmæssige sammenhænge. Kort sagt bliver også vores arbejds-livsverden til gennem vores brugende omgang med tingene. 

Selvsagt er alt det, som forbinder os, og som vi forbinder os med samt bearbejder, ikke blot funktionelt og tingsligt båret eller relateret; men vi lærer tingene at kende, og som tiden går indtræffer vi i en venlig og varm vane af at føle os hjemme i den verden, som er vores. En verden, som vi også selvsagt deler med andre via den sociale verden m.m. Pointen er her, at den verden, som vi bygger op, både praktisk set og som ide eller forestilling, indstifter en dagligdag; en hverdag, hvor vi fx ikke hver dag skal starte forfra – noget, som sikkert ganske enkelt er baseret i erfaring og erindring; vi lærer at leve i den verden, som var i gang, da vi blev født, og som vi delvist overtog fra andre og tilstræbte at gøre (og sikkert stadig gør) til vores egen verden, dvs. beboelig for os (selv). 

Og hvad er det så, vi laver i (hver) vores verden; både i den praktiske omgang hermed og i vores opfattelse heraf? Vi arbejder, oplever, nyder tingene, os selv og hinanden, vi glemmer, at vi er til, og alligevel løser vi opgaver, møder udfordringer, reagerer, handler, taler, elsker, hader, føler etc. Og i alle disse forskellige verdslige udtryksformer og eksistensberetninger, som vi hver især er producenter og produceret af, erfares en art rytme, en rutine af velkendt art. Noget, som gentager sig, og som kan få en grundstemning til at indtræde i vores liv i ny og næ; nemlig kedsomheden. 

Når vi keder os, glider tilværelsen os af hænde. Det er som om, at tingene ikke siger os så specielt meget mere. Vi erfarer meningsløsheden; hvorfor skulle man tage fat igen, hvorfor skulle man gå ombord i noget nyt eller i noget gammelt? Det virker som om, at farvernes nuancer mistes, betydningen af det hele dæmpes og nærmest forsvinder. Vi sidder bare der og falder i staver; nærmer os koma. Og her kunne vi blive siddende længe, men hvad er det, der får os i gang igen? Hvad er det, som gør, at tingene igen begynder at sige os noget; giver meningen tilbage? Et kedsommeligt ophold i verdens rumsterende larm og sproglige klang; var det bare det, som det var? 

Men hvad værre er, eller hvad bedre er, er, når verden, som vi har (med)skabt, åbner sig uden om vores egen fortjeneste. Når vi møder noget fremmed, møder noget overraskende, får et chok, specielt i mødet med noget ubestemt, noget, vi mødte, som vi ikke forventede, fx fraværet af en betydningsfuld ”komponent” i vores funktionelle sammenhæng. Her gyser vi, ængstes, og det, vi erfarer er strengt taget intet. Vi møder intet! Hvad vil det sige at møde nul og niks; ingenting? Fx i form af tab, sorg, mistet identitet, bristede ord og drømme, fortabt kontrol; magtesløshed, tomhed, støder vi på forladelsen. Her bliver verden mere uhyggelig; nærmest fremmed og u-hjemlig, og det løber os koldt ned ad ryggen; vi ved ikke engang, hvem vi selv er. Vi mister os selv; har måske endda aldrig rigtigt været den, som vi troede, at vi var. Nogle frydes her. 

Det radikale brud med dagligdagenes hverdagspraksis; lige dér, hvor vi opdager tilværelsens fundamentale grundløshed, og hvor selve håbet suges ud som den sidste luft fra en ånde; der er stakåndet. Her træffer værens tavse sigen os og al hverdagspraksis er fra da af blevet til noget andet; aldrig den samme. En forvandling er indtruffet. Aldrig mere det samme. 

Hverdagspraktikkens talestrømme; om sproglige forskelle 

I de daglige hverdagspraksisser tales der, som så mange andre steder, i et væk. Selvsagt er det, der tales om, og måderne, der tales på, forskellige fra kontekst til kontekst, fra diskurs til diskurs. Alle kulturer, organisationer etc., har deres jargoner, dialekter, særlige betoninger, gestikulationer, sociale spilleregler, og ikke mindst typisk stiltiende aftaler om, hvem der kan sige hvad, hvornår. Det er med andre ord aldrig sådan, at alle kan komme til orde, hvor som helst og når som helst. 

I dette sociale sprog-hierarki foregår en række inklusions- og eksklusions-mekanismer, der meget sjældent er nogen, der formår at styre alene eller for den sags skyld ensidigt, men hvis man vil være med i den givne hverdagspraktiske diskurs, bør man om noget vide, fornemme eller mærke, hvilken gældende ”fornuft”, som hersker; hvad er meningen, rationalet i den pågældende hverdagspraktiske talestrøm? 

Hvordan taler vi sammen her? Hvem siger hvad, hvornår – og hvordan? Det duer ikke særlig længe at udforme meningsløse og ufornuftige udsagn og udtryk i den givne hverdagspraksis, førend at man enten adfærdskorrigeres, overhøres eller ligefrem smides ud. Enten tydeligt eller sådan mere diffust forsvinder, siver ud af den gældende diskursive orden; rangeres ned/bort. 

Således er det vigtigt at vide, fornemme eller mærke efter, hvad der er tilladt, og selv være med til at præge det tilladelige, og i hvert fald ikke for meget gøre noget forbudt inden for de sociale (stiltiende) trafiklove. Og hvad endnu bedre/værre er; det gælder om at opretholde en vis grad af troværdighed og autenticitet; også selvom alle ved, at rollerne, maskerne og formuleringerne nærmest foregår som et skuespil, partituret med sine dramaer – både af tragisk og komisk art. 

Og alligevel sker det, og mange vil måske sige gudskelov for, at herskende og gældende talestrømme, den snak og sladder, som man taler, brydes, ødelægges samt ikke mindst ændrer sig, således at kvidderen i skoven eller de kaglende i hønsegården, fåreflokken på marken m.m., begynder at synge, klukke, bræge m.m., anderledes. Nye toner træder frem; vi taler anderledes. 

Der synes at være fire måder, hvorpå en gældende (sam)talende hverdagspraksis ændrer karakter, bryder ned, sammen, ud eller op, ja, ligefrem bryder igennem: 

Det kan for det første ske ved meget voldsomme omvæltninger, fx råben, skænderi, stærkt artikuleret konflikt, vreden, konfrontationen, åbenlys magtkamp, kongens eller dronningens fald, en radikal omvæltning, revolution, ny hane på møddingen etc. Nogen tog talen op og begyndte at tale anderledes, og langsomt falder den hverdagspraktiske mumlende summen på plads igen, og den ene dag tager den anden – med samme hverdagspraktiske talestrøm – nu med ny forsanger(inde), nyt kor, nyt omkvæd, versefødder m.m. 

Det kan for det andet vise sig, at hverdagspraktiske talestrømme og den organisatoriske mumlende adfærd kan sprede sig i en sådan grad, at folk opdager, at det hyppigere og hyppigere bliver tilfældet, at man taler forbi hinanden; at det, vi siger, hænger mindre og mindre sammen. At vi aldrig helt får hæftet ende, fx i den pågældende afdeling, mellem ledelseslag, mellem afdelingerne, mellem virksomhed og omverden (kunder og marked m.m.) eller ”blot” mellem to kollegaer. Det gør hverdagspraktikken ”gak i låget”, når sammenhængen skrider fra hinanden. 

Det sker, at en stemme, for det tredje, formår at sige noget, skabe en sproglig begivenhed i en gældende hverdagspraksis, blot formulere et ord eller en sætning; et udtryk som fx: ”Han har jo ikke noget tøj på”, som ændrer alt. Disse begivenheder kan indtræffe mange forskellige steder i den samlede hverdagspraktiske strøm af gøremål. Således kan denne tredje form for skelsættende brydningsform perforere en homogen organiseringsform, som når man prikker hul i en ballon (uden, at den sprænger), og man oplever lyset skinne ind (som omverdenen) set inde fra ballonens indre. 

Den fjerde måde at bryde med en gældende og herskende hverdagspraksis på, sker typisk gennem det man kan betegne som, at der bliver gået til yderligheder. Det betyder, at man begynder at tale lidt mere om noget (typisk på bekostning af noget andet), at man giver lidt mere, gør noget af det man siger og gør det lidt mere gældende. Det kan både være, at man finder lidt mere fornuft eller mening i ”galskaben”, og at man tillader lidt mere af noget, som man ellers tidligere enten aldrig talte om eller gjorde, eller man tillod til en vis grad. Dette kan både gå hen og blive monstrøst og frisættende – nogle parader forlades. Et stillads tages ned, flyttes. Kort sagt; grænsedragninger (for)rykkes i den diskursive hverdagspraksis. 

Hverdagspraktikkens konservatisme; om at løbe løbsk

Vi kan se, høre, læse os til samt ikke mindst erfare, at der er noget bindende i dagligdagen, noget nærmest tvingende i den hverdagspraktiske adfærd og sproglige gøren og laden. Samtidig kan man opleve vanvittige hverdage; dage, hvor det slet ikke er, som det plejer, og hvor man nærmest ønsker, at man ikke var stået ud af sengen. Ikke aner, hvor det kom fra eller blot ønsker, at tingene falder på plads, og vi kan komme videre med det, som vi i øvrigt var i gang med – i vores arbejdsomme hverdagspraksis. 

Hvad angår denne hverdagslige selvregulering, både i form af vores egen selvregulerende praksis og i form af hinandens samarbejdende regulering af udfald og afvigelser inden for den tavse gøren og den talende sigen, kan vi bevidne, både, når vi erindrer og tænker tilbage, at der er en del, som forbliver relativt ret meget på samme måde. Dette er vores såkaldte erfaringsverden. 

Og så er der alle de der overraskelser, uforudsigeligheder, hvor tingene glider os af hænde, hvor noget eller nogen løber løbsk, noget eller nogen eskalerer, bliver skinger, radikalt anderledes, lige lovlig innovativ og grænseoverskridende; og hvad der i sidste ende har karakter af at være udtryk for regenerative processer, må vi for nu stadig lade forblive et åbentstående spørgsmål; 

… genopbygges, gendannes, genfødes, genoprettes vi i og igennem det nye og anderledes og/eller sker regeneration i og ved den samme, selvregulerende hverdagspraksis? Findes der en mellemvej?