Viden

fra os til dig

Overlev som ny – en quickguide med projektbriller

Ann Graugaard Pedersen / agp@promentum.dk

At være ny i noget er og bliver svært. Uanset, om du er ny projektleder, ny i job, ny leder, lige flyttet til en ny by eller du fx er forældre til et nyt skolebarn. Det nye er overvældende og svært at lære at navigere i. Derfor får du her er en quickguide, som forhåbentlig kan hjælpe på vej.

Projekt skolestart med første barn

Egentlig havde jeg glemt det. Men for nylig blev jeg mindet om det igen af en projektleder i sin vorden. Den første tid med første barn i skole. Det der pludselige bombardement af spise-lege-grupper, forældreintra, trivselsudvalg, kontaktforældre, lektier og hvad har vi. Ønsket om at ville gøre det så godt, men ikke altid kunne gennemskue kodesproget eller vide, hvad der er det rigtige at gøre hvornår. At ville det hele med det samme uden egentlig at magte det – og have den der nagende følelse af at være den eneste, der ikke har 100% kontrol over situationen.

En quick guide set gennem projektbriller:

  1. Er du i tvivl, så spørg. Du er helt sikkert ikke den eneste, der er i tvivl.
  2. Afklar dit mandat fra starten. Hvad er forventningerne til dig og til projektet. Spørg.
  3. Vær realistisk. Slå ikke et større brød op, end du kan bage færdigt. Du har ikke års erfaring og forventes ikke at kunne alt med det samme.
  4. Få dig en wingman. En, der kender organisationen, som du kan dele tanker, spørgsmål, frustrationer og strategier med.
  5. Plej dine vigtigste interessenter. Uden dem er projektet ikke noget.
  6. Lyt til modstand. Den er et symptom på noget. Du har brug for at kende årsagen, så du kan handle på det.
  7. Pas dig selv.

Og har du for første gang et barn, der lige er startet i skolen – eller er du ny i noget andet – kan du bare kopiere quickguiden og slette forklaringerne.

Med projektbriller på

Det var en projektleder, der mindede mig om det – en ny projektleder på vores projektlederuddannelse. Jeg havde lige undervist i projektlederens rolle og ansvar. Om hvordan det var hans ansvar at sikre en projekttrekant i balance. Om ledelse op til styregruppen, ned til projektgruppen og ud til interessenterne. Og om nødvendigheden af at curle foran projektet. Og her var det, at en ny projektleder for en stund tabte pusten.

For hvordan kan du som ny projektleder vide, hvad der er det rigtige at gøre hvornår. Og hvad gør du, når værktøjskassen ikke sidder på rygraden. Når de politiske spil går i gang, og du ikke kender dine lus på gangene.

”Jeg kunne godt bruge en quickguide. En der bare lige indikerer en retning for mig”, sagde han. Og det kunne du måske også, uanset hvilket nyt projekt du starter i dit liv. Så jeg håber, du kan bruge mine erfaringer – kogt ind til en bouillonterning.

Har du spørgsmål, tilføjelser eller kommentarer til listen her, så skrive endelig til mig her i kommentarfeltet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Overlev som ny - Lettere bagage gør dig hurtigere