Kierkegaards tre livsstadier som model for organisatorisk modenhed
Hvordan bliver en organisation sig selv i sandhed?
Det spørgsmål kan virke både mærkeligt og abstrakt. Organisationer er jo ikke personer. Men måske har vi noget at vinde ved at tænke anderledes. For ligesom mennesket – ifølge Søren Kierkegaard – må bevæge sig gennem livets stadier for at blive sig selv, må også organisationer gennemleve udviklingsprocesser for at finde deres dybere formål, ansvar og forbundethed med den verden, de er en del af.
I denne artikel udfolder jeg Kierkegaards tre livsstadier og viser, hvordan de kan læses som tre organisatoriske modenhedsstadier: den traditionelle organisation (æstetisk), den bæredygtige organisation (etisk) og den regenerative organisation (religiøs). Målet er ikke at moralisere, men at tilbyde et begrebsapparat, som gør det muligt at forstå, hvordan organisationer kan bevæge sig fra selvfokus og frakobling til forbundethed og livsfremmende praksis.
Kierkegaards eksistensfilosofi – kort fortalt
Søren Kierkegaard (1813–1855) er en hovedfigur i den europæiske eksistensfilosofi. Hans forfatterskab kredser om det enkelte menneskes forhold til sig selv, til friheden, til ansvaret og til det, han kalder “at blive sig selv i sandhed”. For Kierkegaard er mennesket ikke bare noget, det er – men noget, det skal blive. Det kræver valg, mod og en eksistentiel forankring.
Han beskriver tre grundlæggende livsstadier, som mennesket kan befinde sig i eller bevæge sig igennem i sin søgen efter sandhed og helhed:
1. Det æstetiske stadium
Her forsøger mennesket at undgå livets alvor og ansvar. Det lever overfladisk – optaget af nydelse, præstation, skønhed eller image – og undgår bevidsthed om skyld, valg og eksistentielle konsekvenser. Fortvivlelsen dæmpes med distraktion.
2. Det etiske stadium
Her vågner mennesket op til ansvar. Det begynder at tage stilling til, hvordan det lever, og søger at handle i overensstemmelse med sine værdier. Der opstår bevidsthed om skyld, forpligtelse og den etiske dimension af livet.
3. Det religiøse stadium
Det religiøse stadium repræsenterer Kierkegaards højeste eksistensniveau. Det skal ikke forstås snævert som dogmatisk tro, men bredt og eksistentielt: som en tilstand, hvor mennesket overgiver sig til noget større end sig selv – og handler i tro, kærlighed og forbundethed, uden garanti, men med tillid. Her konfronteres man med livets paradokser og erkender, at sandhed og mening ikke altid kan kontrolleres eller forklares rationelt. Alligevel vælger man at leve i åbenhed, hengivelse og dyb relation til helheden.
Fra menneske til organisation – en overførsel
Selvom Kierkegaard taler om individet, kan hans stadier – med varsom fortolkning – anvendes som metafor for organisatorisk udvikling. Ligesom et menneske må en organisation lære at forholde sig til sig selv, til dens valg, til konsekvenserne af dens handlinger – og til det større hele, den er en del af. I det følgende oversætter jeg stadierne til tre organisationsformer og viser, hvordan en organisations forhold til verden – og til sit ansvar – kan udvikle sig.
Vi ser typisk denne udvikling, når vi arbejder med udvikling af regenerative organisationer:
1. Den traditionelle organisation – det æstetiske stadium
Den æstetiske organisation er præget af selvcentrering, målorientering og afstand til omverdenen. Den fokuserer primært på egen vinding, markedsposition, effektivitet og vækst. Dens værdier er ofte formulerede, men ikke integrerede – de tjener som branding og intern retorik snarere end som etisk kompas.
Ligesom individet i det æstetiske stadium undgår organisationen det dybere ansvar. Den afkobler sig fra konsekvenserne af sin praksis og ser sig selv som løsrevet fra sine omgivelser. Fortvivlelsen – i form af stress, mistrivsel, meningsløshed eller samfundskritik – håndteres med overfladiske løsninger: HR-kampagner, grønne signaler uden substans og innovation som imagepleje.
Kendetegn:
- Fokus på bundlinje, strategi og egen overlevelse
- Manglende helhedsforståelse
- Værdier som pynt, ikke praksis
- Ureflekteret brug af ressourcer og mennesker
- Frakobling fra ansvar og fælles fremtid
2. Den bæredygtige organisation – det etiske stadium
Overgangen til det etiske stadium opstår, når organisationen begynder at erkende sin rolle i en større sammenhæng. Den vågner op til sit ansvar for klima, samfund, medarbejdere og interessenter. Værdier bliver ikke kun formuleret, men forsøgt levet. Der opstår vilje til at handle i overensstemmelse med en etisk bevidsthed – og til at tage konsekvensen af egne valg.
Organisationer, der arbejder seriøst med bæredygtighed og deres eget konkrete aftryk i verden, bevæger sig typisk fra det æstetiske til det etiske stadium.
Ligesom individet i det etiske stadium lever organisationen nu med skyld og ansvar, men også med et ønske om integritet og balance. Den arbejder strategisk med bæredygtighed, diversitet og transparens og forsøger at skabe langsigtet værdi for både sig selv og sine omgivelser.
Kendetegn:
- Bevidsthed om ansvar og konsekvenser
- Strategisk arbejde med bæredygtighed og etik
- Inkluderende kultur og refleksiv praksis
- Stræben efter at “blive den, vi er”
- Samarbejde med omverdenen som et bevidst valg
3. Den regenerative organisation – det religiøse stadium
I Kierkegaards forståelse er det religiøse stadium ikke udtryk for klassisk religion, men for eksistentiel forbundethed med livet, helheden og det, der ligger uden for menneskets fulde kontrol. Her træder mennesket ind i en tilstand af overgivelse, ansvar og kærlighed – en eksistensform, hvor man ikke blot handler korrekt, men handler med hele sit væsen, i en dybere relation til verden.
Overført til organisationer beskriver det religiøse stadium den regenerative organisation. Det er en organisation, der har givet slip på illusionen om fuld kontrol, og som handler i resonans med livets kredsløb. Den ser sig ikke længere som en autonom enhed, men som et økosystem i et økosystem – en levende del af noget større, med ansvar for sit særlige bidrag til helheden.
Den regenerative organisation går ud over bæredygtighedens logik om at “minimere skade”. Den spørger i stedet: Hvordan kan vi aktivt skabe liv, trivsel og forbindelse – både for mennesker, natur og samfund?
Kendetegn:
- Ser sig selv som del af helhed og økosystem
- Arbejder med flow, resonans, improvisation og kærlig ledelse
- Har mod til at stå i det usikre og paradoksale
- Handler i tillid og med dyb forbundethed
- Tager ansvar for sit unikke og positive bidrag til helheden
Dette stadium, som vi tidligere har udfoldet i samtaler om regenerativ ledelse, handler ikke om idealisme, men om modenhed: en organisations villighed til at handle ud fra dyb mening, ansvar og samhørighed – og skabe rum for liv i alt, hvad den rører ved.
At blive sig selv i sandhed – som organisation
At blive sig selv i sandhed er ikke et mål, man opnår. Det er en bevægelse, en vedvarende bestræbelse på at leve i overensstemmelse med sit væsen og sit kald. For organisationer betyder det at vågne op til sig selv som mere end et produktionsapparat, et markedstilbud eller et strategisk aktieselskab. Det betyder at begynde at lytte til det liv, man er en del af – og til det liv, man er med til at forme.
Organisationen bliver sig selv i sandhed, når den genopdager sin forbindelse til helheden. Når den forpligter sig til helheden. Når den tør se sig selv som mere end en aktør i en økonomisk konkurrence – og i stedet begynder at forstå sig selv som forvalter af liv, med ansvar for at nære mennesker, relationer, landskaber, systemer og fremtid.
Det kræver mod til at slippe gamle selvbilleder, magtlogikker og kontrolinstinkter. Det kræver nærvær og eftertanke, fordi en sand organisationsidentitet ikke kan fastlægges én gang for alle, men må mærkes og fornyes i samklang med verden.
Det kræver en åben og spørgende praksis, hvor ikke alt kan måles, men hvor det væsentlige netop findes i det, der er i bevægelse, i mellemrummene, i resonansen mellem mennesker og omgivelser.
At blive sig selv i sandhed som organisation indebærer med andre ord:
- at søge sin dybere opgave i verden – ikke blot sin rolle på markedet
- at lade sig forstyrre og forvandle af det, man er forbundet med
- at gøre sig modtagelig for livets rytmer, snarere end kun at følge planer
- at tage ansvar, ikke kun for konsekvenser, men for indflydelse på helheden
- at turde være i det åbne, hvor nye former for mening og handling kan opstå
For at træde ind i denne bevægelse må organisationer stille sig selv andre spørgsmål end dem, der typisk driver strategi og ledelse. Det er spørgsmål som f.eks.:
- Hvilket liv næres – og hvilket liv hæmmes – af vores måde at være organisation på?
- Hvad er vi i dybeste forstand forpligtet på – ud over os selv?
- Hvad tør vi slippe – og hvad vil vi træde frem med?
- Hvad vil det sige at tage bolig i den verden, vi er en del af?
- Hvilken stemme vil vi være i det økologiske, sociale og menneskelige kor?
- Og hvordan kan vi blive til nogen – ikke bare noget – i kraft af det, vi giver?
Disse spørgsmål har ingen færdige svar. Men de åbner for en anden måde at være organisation på: mere sansende, mere sand og mere livsnær.
Måske er det netop dér, den regenerative bevægelse begynder – ikke i kontrol og struktur, men i nærvær og ansvarlig tilstedeværelse.
At blive sig selv i sandhed er at blive levende – også som organisation.
Du kan læse om Promentums 1-årige lederuddannelse med certificering i Regenerativ ledelse her
