Ofte tænker vi beslutninger forlæns. At sætte en god proces op, at kvalificere beslutningen, at risiko-og konsekvenstjekke mulige beslutninger. Den slags.
Ganske sjældent tænker vi baglæns og ser, hvordan vi faktisk og reelt træffer beslutninger. Det skaber et helt anderledes billede. Et billede, hvor det forslag, der først nævnes oftest ender med at blive det besluttede, hvor den relationelle og positionelle opmærksomhed og sårbarhed fylder mere end indholdet, og hvor vi tror, vi er mere åbne end vi reelt er.
Tænk på en nyligt beslutning. Et møde, hvor I skulle lægge skema for de kommende vagter, eller en samtale, hvor I skulle finde en afløser til på torsdag. Eller noget tredje.
Forud for mødet eller samtalen, og i al fald i fortællingen bagefter, har I formodentlig en forlæns-fortælling om beslutningen og processen derhen. “Vi undersøgte forskellige muligheder”, “vi søgte det mest kvalificerede”, “vi kørte en åbne-ordne-lukke proces”. Den slags.
Men tag nu en faktisk beslutning fra for nylig, og og prøv at undlade alt det abstrakte, og se baglæns på, hvad der faktisk og praktisk udspillede sig.
Stadfæstelsen: Det sluttede med, at én sagde “jamen, så er det sådan vi gør”.
Bekræftelsen: Forud for stadfæstelsen – der hvor I talte i en gryende enighed, og hvor der optrådte udeladelser af alt, der kunne bringe gnist og friktion ind.
Initieringen: Forud for bekræftelsen – der hvor det, der senere viste sig at blive beslutningen, blev talt frem først.
Anledningen: Forud for initiereringen – der hvor det praktisk blev muligt at foreslå noget.
Vendt rundt, sådan som det faktisk forløb (som ikke er lig den formaliserede og strukturerede proces, som vi tror, vi fulgte), står altså en normalrækkefølge for beslutninger, der ser således ud:
Først er der anledninger at gribe til at initiere en beslutning.
Dernæst er der en initierring (hvilket formelt set blot ligner et forslag eller en tilsvarende ytring, når den fremkommer).
Dernæst er der en bekræftelse, hvor det, der alligevel ligner at blive beslutningen, tales frem på måder, så alle er legitimt med.
Slutteligt er der en stadfæstelse, hvor det for første gang navngives som en beslutning.
Helt praktisk er udslaget af baglænsblikket på beslutninger oftest noget i denne stil:
- Den første der griber en anledning sætter i praksis rammen for måden at tilgå beslutningen.
- Det første forslag der stilles, vil typisk også være den initierende – og dermed i sidste ende – den endelige beslutning.
- Bekræftelsen handler ofte mindre om selve beslutningen, og mere om, at alle skal føle sig lyttet til, og kunne se sig selv i beslutningen.
- Der vil optræde mange tilsyneladende åbnende ytringer (“er der mere til punktet?”, “det er et godt forslag, er der andre, der har noget?” osv.), som, af hensyn til det relationelle, positionelle og i ønsket om ikke at fremstå al for kontra-agtigt, ikke besvares eller kun antydningsvis besvares. Det fremstår som om, der er konsensus.
I øjebliksledelse tages der mere udgangspunkt i et sådan baglæns baseret realblik på beslutninger, og de samtaler og møder de fremkommer i, end i det formelle og abstrakte forlæns procesblik. Det betyder helt konkret, at øjeblikslederen har øje for at etablere flugtlinjer i den orden, der ellers sætter sig fra anledninger og initierende beslutninger, og hen til stadfæstelsen.
Det gælder om at skabe nogle flugtlinjer i hele rækkefølgen, så der kan blive mulighed for andre anledninger end den, der vil sætte sig som en beslutning.
Du skal derfor:
- Skabe flugtlinjer allerede ved anledninger. Måske ved at starte på uvante måder?
- Skabe flugtlinjer i det initierende. Måske bede om uventede forslag eller til en start forbyde det mest oplagte?
- Skabe flugtlinjer i bekræftelsen, så den faktisk ikke bliver en bekræftelse, men noget andet. Måske insistere på flere samtidige scenarier, eller bede den ivrigste fortaler være Djævlens advokat?
- Skabe flugtlinjer i stadfæstelsen. Måske tale mindre om beslutningen i sig selv, og mere om forpligtelser og involvering?
I det hele taget; at gå efter liv, friskhed og bevægelse i ethvert øjeblik, så ikke den iboende kulturelt betingede genkendelighed i hele beslutningskadencen tager over.