Oftest tænker vi om begivenheder i organisationer, at der først er en ramme, dernæst noget at fylde i rammen. Her er et møde, nu skal vi gøre det meningsfuldt. Her er et team, nu skal vi optimere deres arbejdsgange. Og så videre.
I øjebliksledelse er disse faktorer vendt om. Først er der indhold – alt fra handlemåder til relationer og arbejdsprocesser – dernæst strukturer. Strukturerne er ikke forudsætningen for indhold og handling, de er konsekvenserne af dem. Med øjebliksledelse flyder organisationen og dens begivenheder flyder derhen, hvor der er mest næring, liv og bevægelse.
Det kunne vi kalde en eksperimenterende tilgang, men det ville være en utilstrækkelig beskrivelse. Eksperimenter tænker vi ofte som forstyrrelser af en allerede herskende orden. Eller vi tænker eksperimenter som undtagelser. Nogle gange som prøvehandlinger, alt sammen mens dominerende struktur fortsat er gældende.
I øjebliksledelse er fokus stift rettet på den enkelte konkrete begivenhed, hvad der kan fremme den mest, og hvad der kan udtrækkes af læring fra den.
Eksperimentet bliver derfor normen eller ankeret. “Start med at gøre alt muligt på én gang – og fortsæt med det, der giver mest liv”. Møderne bliver ikke bedre af, at vi tror vi kan regne dem ud én gang for alle, eller sende mødelederne på mødeledelseskursus. Møderne bliver kun bedre af, at vi fortløbende sætter eksperimentet og læring som højeste kontekst. “Også i dag skal vi undersøge, hvordan et godt møde tager sig ud”.
Et eksempel Promentum har arbejdet med startede med, at en organisation navngav en række udfordringer. Det blev til fem styks, som vi udformede som en hånd – organisationen som håndfladen, de fem temaer som fingre. Dernæst igangsættes en række eksperimenter. De var ikke direkte var forbundet til temaerne, men som dog antoges at være betydningsfulde. Nye mødeformer og vagtplaner, sagssupervision, registrering af særlige hændelser, ændret samarbejdsform i ledelsesgruppen mv. Med jævne mellemrum gjordes der status over forholdet mellem temaer og indsatser, og med det simple parametre; hvad lader til at give liv, give inspiration, fremstå væsentligt og havende fremdrift. Dernæst justeringer, og så videre igen.
Når man starter med alt på én gang, og når det ikke sker indenfor en fast ramme, er de betydende muligheder for effekt mange. Det er praksis, der driver, ikke en udregnet forestilling fra ledelse eller konsulenter.
Det er grundlæggende ikke så kompliceret. Det svarer til børns åbne leg, hvor regler og morskab løbende dannes og justeres, uden at hverken det ene eller andet er givet på forhånd. Til gengæld kræver det en parathed i hele det organisatoriske system, til nærvær og betydning i de konkrete øjeblikke, og til at kaste forestillingen om vished i planer væk.
De væsentligste ledelsesmæssige kompetencer at sætte i spil er:
- I øjeblikke, situationer og ved begivenheder, at kunne absorbere og fornemme helheden, og ikke ty til neddelinger
- At kunne stå i det uvisse, lade modsætninger folde sig ud, og så intervenere og markere, når noget væsentligt og relevant er tydeligt.
- At kunne skelne det, der skaber liv, fra det, der blot er rart, nemt og bekvemt.
- At give det, der skaber liv ro til at vokse, og at kunne lukke ned for det, der har udtjent sit formål.
- At virke gennem feedback i mange relationer, og at gøre faktisk og praktisk brug af feedback. Og at virke gennem ansvar forstået som at svare an; at ledelsesansvar først og sidst er relevant reaktion (modsat proaktion) på det, der hænder.