Med øjebliksfacilitering er alt muligt – på én gang

af Klaus Bakdal | feb 16, 2023 | Artikel

Mødet er startet, hvor I endelig skal tage en beslutning. Så er der én, der spørger, om I overhovedet er beslutningsdygtige, når sagen ikke har været i LMU. Eller, undervisningen skal til at starte, og så virker powerpoint-kanonen ikke. Eller, samtalen er kun lige gået i gang, og så begynder ham, du skal samtale med at græde. Eller, du har antaget, at alle har læst materialet og indrettet processen derefter; men det har det store flertal bare ikke. Eller eller eller… 

I artiklen anvendes begreberne facilitering og positionen facilitator, og det dækker over en række organisatoriske positioner: Leder, mødeleder, underviser, proceskonsulent, samtaleansvarlig. Tillige anvendes begrebet begivenhed, hvilket dækker over de tilhørende afgrænsede arenaer: et møde, en samtale, en undervisning, et seminar osv. 

Øjebliksfacilitering starter der, hvor design ikke slår til 

Det starter med, at designet ikke slår til. Design skal forstås aldeles bredt. Det kan være en eksplicit plan, men det kan også være forestillingen og forventningen eller tiltroen til den kulturelle vane. Øjebliksfacilitering starter der, hvor facilitators billede af begivenhedens helhed eller blot det næste træk enten falder eller bliver udfordret. Det er ikke så let midt i aktualiteten. Der kan være blevet forberedt vældigt, facilitator kan have glædet sig til at udføre netop dette design, eller facilitator har måske ikke skænket det en tanke, at designet ikke nødvendigvis vil blive accepteret af begivenhedens deltagere. 

Vi kan også gå et skridt videre;

principielt holder et design aldrig helt og fuldt. Hvis et design – uanset dets form – udtrykker et forsøg på at reducere begivenheden til en række elementer og faser (dagsordenspunkter, tidsmarkører, øvelser osv.), kan man let komme på glatis. Helt praktisk vil enhver begivenhed altid være umådelig mere kompleks end en plans forsimpling. Der er tusindfold flere bits indeholdt i en begivenhed, end der er bits i en nok så detaljeret plan. Hertil kommer, at en plan pr. definition går forud, fremtiden er vanskelig at forudse, og den forandrer sig hele tiden (for nu at citere Master Yoda). 

Vi kan derfor overveje, om et design udtrykker en plan, der skal udleves eller implementeres, eller om et design udtrykker en midlertidig forestilling om, hvordan et ærinde kan sættes ind i en praktisk begivenhed. Hvis man abonnerer på sidstnævnte, så er øjebliksfacilitering altid og uomgængeligt aktivt sideløbende med designet. En fortløbende opmærksomhed på, hvorledes designet skal udfyldes, justeres og ændres i dets møde med begivenhedens virkelighed. 

Øjebliksfacilitering starter med en accept af tvivl 

Det starter med, at noget ikke er, som man troede eller forventede eller forudsatte. Og så står man der. Noget (forventningen, blandt andet udtrykt i et design) står i misforhold til noget andet, nemlig det faktisk hændte. Forfængeligheden, usikkerheden eller stædigheden kan risikere at bevirke, at facilitator er tilskyndet til at holde fast i planen, nærmest uanset hvad. At overdøve sin egen tvivl med en højere stemme, der påbyder at holde fast. Men øjebliksfacilitering starter faktisk med, at man accepterer og anerkender at stå i en tvivlssituation. Man troede noget, og noget andet udfolder sig. Eller det man havde antaget bliver udfordret. Og så videre. 

Øjeblikket at skulle facilitere i er således karakteriseret af, at facilitator aktuelt er i tvivl. Det giver ikke bare sig selv, hvad der skal ske – ellers havde det slet ikke været et særligt øjeblik. At acceptere at skulle stå med tvivlen og at se tvivlen ret i øjnene er for de fleste en ubekvem tilstand at være i. Det – tvivlstilstanden – kan i sig være så ubekvem, at den forsøges elimineret eller ignoreret. Ved at stå fast, ved at give op ellerved at kaste skylden et andet sted hen. 

Men tvivlen er også en kilde til løsning.

Eksempelvis ved at sige den højt. Ved at udlægge situationen og dermed også bede om hjælp. Eller, en dvælen ved tvivlen vil også kunne åbenbare, at noget væsentligt toner frem. Er det væsentligste, om alle har læst, eller om et par deltagere vægrer sig ved en øvelse? Er det væsentligste at holde planen? Formentlig ikke. Det væsentligste er under alle omstændigheder indlejret i det, der overhovedet er begivenhedens ærinde. Hvordan spiller ærindet sammen med den aktuelt opståede tvivl? 

Øjebliksfacilitering starter med en ændret sindstilstand 

Det starter med, at facilitator noterer sig en ændring i krop eller sind. En rødmen i kinderne, en uro eller usikkerhed, en mumlen, en pauseren, eller hvad det måtte være. Det kan være lidt og næsten ubetydeligt eller markant og indgribende. Men det er der.  

Det kan tage sig ud på mange måder, men særligheden er, at der er opstået en indre ubalance hos facilitator. Eller rettere; en ydre ubalance afstedkommet af selve øjeblikssituationen har forplantet sig til en indre ubalance i facilitator. 

Oftest vil man umiddelbart være tilskyndet til at handle således, at den indre ubalance transformeres til en genskabt balance – i situationen at være tilskyndet til at lade facilitators egen indre ubalance gå forud for begivenhedens ydre ubalance. Det kunne tage form af en meget hurtig beslutning, annoncering af en pause eller noget tredje. Det kan meget vel være, at det viser sig at være hensigtsmæssigt, men det vil være mere held end forstand.

Facilitators egen indre ubalance er nok både uvelkommen og ubekvem, men det er i sidste ende facilitators eget ansvar at kunne håndtere sådanne ændrede sindstilstande. Så nok er den ændrede sindstilstand et startpunkt, men det er en erkendelse og øvelse at gøre sig, at det ikke er sindstilstanden (ubalancen, der sætter sig i en reaktion), som facilitator skal være loyal overfor. Det er i stedet begivenhedens ydre ubalance og hele begivenhedens ærinde. Også selvom det vil fremstå besværligt, uklart og imod egen tilskyndelse. 

Øjebliksfacilitering starter med en forskydning 

Nu gik det ellers lige så godt. Og så opdager nogen, at tiden er skredet. Eller at der ikke er tilstrækkeligt med grupperum. Eller der opstår akavet tavshed, da facilitator efterspørger kommentarer. Straks da starter behovet for øjebliksfacilitering, og en forskydning opstår. Fra begivenhedens flow og kadence til en frysning eller midlertidig tidslomme, hvor noget vedrørende selve begivenhedens karakter er på spil. En påtvunget forskydning fra indhold til proces.  

Uanset hvad der forskydes fra og til, så indtræffer en forskydning. Den orden eller selvfølgelighed, der måtte have hersket, er som minimum midlertidigt suspenderet. Det er væsentligt for facilitator at erkende lige der i situationen. Det betyder ikke, at den oprindelige orden, plan og begivenhedens ærinde skal glemmes eller skubbes væk. Tværtimod. Facilitator må som det første have fokus på situationen, og derefter på, hvorledes den aktuelle ubalancerede situation kan forbindes med en orden og en kadence. Måske en tilbagevenden, måske en justering, måske en ganske ny orden? Det er ikke nødvendigvis givet i situationen og i øjeblikket.  

Øjebliksfacilitering starter med et valg 

Det starter med et behov for et valg eller et svar, og at dette behov ikke umiddelbart kan opfyldes. Øjebliksfacilitering er derfor i nogen udstrækning at stå i det dilemmafyldte eller paradoksale. Vi kan yderligere lægge til, at facilitator ikke kan slippe for at være den. Ikke kan slippe for at skulle handle. Derfor er handling, og dermed også valg af handling, uundgåeligt og vil indtræffe uanset hvad. Det ikke at gøre noget vil af begivenhedens deltagere også blive tillagt vurdering og værdi. En alt for lang tøven kan blive vurderet som ubeslutsom eller ukampdygtig, en for harsk reaktion og beslutning vil muligvis blive vurderet som autoritær, og så videre. 

Uanset hvordan det vendes og drejes, så vil deltagernes blikke på facilitator i sådanne øjebliks-situationer bevirke, at facilitator ikke kan slippe for at træffe et valg. Endda et øjeblikkeligt valg. Derfor er spørgsmålet ikke, om det er muligt (det er det nødt til at være). Spørgsmålet er i stedet, hvilket slags, og hvilket grundlag valget kan og skal træffes på. 

Her kan forestilling om det bedste være det godes værste fjende. Facilitator kan opleve et pres i retning af at skulle træffe det rigtige valg – i bestemt ental. Fordringen om helst at skulle regne situationen ud og træffe det rigtige valg kan stå i vejen for at træffe et valg i det hele taget.

Det er ganske sjældent et krav at skulle kunne rumme hele situationens kompleksitet og træffe et rationelt valg på baggrund deraf. Valget skal snarere gå i retning af at løsne ubalancen. At gøre et eller andet hensigtsmæssigt og kvalitativt med den. Det kan tage form af en spørgen (kan vi vende, hvad der er vigtigst lige nu?) en gentagelse af begivenhedens ærinde (vi er her jo egentlig for at få startet projektet op), eller alt muligt andet. Et valg, der ikke løser, men som lægger sig i et mellemrum mellem situationens ubalancerede karakter og en forhåbentlig kommende rebalancering. 

Samtidigheder – det starter med alt muligt på én gang 

Som det fremgår starter øjebliksfacilitering med mange ting – og det kan det ikke. Det kan kun lade sig gøre i en artikel som denne; at hævde startpunktet som værende mange samtidige forhold. Det kan skrives frem, og der kan teoretiseres omkring det. Men i det levede liv, når man står der midt i en øjeblikssituation, så kan det ikke være alting på én gang. Eller rettere; det er faktisk alt det beskrevne på én gang. Det er blot ingen hjælp, eftersom det ikke er muligt at rumme det, genkalde sig det og gøre det til noget anvendeligt og hjælpsomt lige der i situationen. 

Det starter faktisk der, hvor designet ikke er tilstrækkeligt. Det starter faktisk med kravet om en accept af at stå tvivlende. Det starter faktisk med en ændret sindstilstand, og det starter faktisk med kravet om et valg. Det er alt sammen til stede, og det er alt sammen netop, hvad der skaber presset i øjeblikssituationer.  

I al planlægning og næsten al forberedelse lægger vi ting i rækkefølge. Dagsordener, programmer, tidsskemaer. Vi kreerer forestillinger og fortællinger, der byder, at noget kommer efter hinanden. Start, midte, slutning. Præsentation, refleksionsøvelser, opsamling. Dagsordenens punkter 1-4 inden frokost. Men det er netop selve forestillingen om orden i rækkefølger, der må falde i øjebliksfacilitering. Der er et udstrakt nu, et mellemrum, en tidslomme. Hvad der står først – og følgelig, hvad der kommer dernæst – er i sig selv en tænkning, der binder sig til designforestilingen. Og den kan ikke appliceres i situationer med behov for øjebliksfacilitering. 

Øjeblikskompetencer

Aktualiteten og det udstrakte nu er det, der er. Og på sin vis kan det også betragtes som en velkommen forenkling. Der er dette nu, med designets utilstrækkelighed, med tvivlen, den ændrede sindstilstand, forskydningen og kravet om at skulle træffe et valg. Derfor er der heller ikke noget specifikt at regne ud eller noget korrekt at gøre. Der er ingen fast metode eller et sæt af regler, der kan klare øjeblikssituationer, for så havde de slet ikke været der. 

Den gode facilitator har kompetencer til at designe begivenheder hensigtsmæssigt og til at udrulle og facilitere disse begivenheder. Men den gode facilitator har i lige så høj udstrækning brug for øjebliks-kompetencer for i praksis at kunne stå i begivenheden, også når der opstår situationer, der ikke var til at forudsige og inkludere i planlægningen. Og øjeblikskompetencer har en ganske anden karakter.

Det handler blandt andet om: 

  • At kunne vinde et sekund i særlige øjeblikke. Ikke at reagere umiddelbart, men trække vejret og selv etablere et mellemrum, så det akutte ikke løber af med en. Så egen indre ubalance ikke determinerer en reaktion. 
  • En villighed og et mod til ikke nødvendigvis at svare direkte og adækvat på det opståede. Men ikke desto mindre at gøre noget, og at dette noget har en relevans. Stille et spørgsmål, beskrive ubalance, repetere anledning til – og ærindet for begivenheden. Den slags. 
  • At træffe et valg og at skulle indhente det efterfølgende. Der er grænser for muligheden for omtanke og rationalitet i det korte øjeblik, men fornemmelser og sansninger af, at noget er væsentligere end noget andet kan hjælpe til at guide facilitator til et umiddelbart valg. At ændre i dagsordenens rækkefølge, at ændre i programmet, fordi en konflikt har åbenbaret sig, at ændre i en øvelse, fordi tiden er knap. Valget træffes, og efter valget og annonceringen må facilitators ageren derfra gå i retning af at indhente valget. 
  • At række ud efter hjælp. Noget af det mest udfordrende ved øjebliksfacilitering er den akutte oplevelse af ensomhed. At teaterlampen lyser direkte på én selv. Men oftest vil deltagerne til en begivenhed hellere end gerne give sig til kende og være hjælpsomme, hvis blot der åbnes for det og inviteres til. Det er ikke farligere end at bruge sit vundne sekund på – og træffe sit første valg i retning af at bede om hjælp til situationen. “Hvor tænker I, at det her bringer os hen?”. “Okay, vi har kun syv minutter tilbage og endnu to punkter. Hvad gør vi lige her?”. “Det kommer bag på mig, at I er kritiske overfor øvelsen. Hvordan tænker I, at vi bedst kommer videre?”.  

Tænk i det uafsluttede

Akkurat som forestilingen om en start hører til designtænkningen (at ting placeres i rækkefølger), så gør forestilingen om afslutning det samme. Det kan være aldeles hjælpsomt for facilitatorer i øjeblikssituationer at tænke i det uafsluttede. Eller sagt omvendt; det kan i sig selv medvirke til et pres at forestille sig en særlig, hel og afrundende respons på en situation. At stille en fordring op for facilitator, der byder at gøre noget (ikke det rigtige), kan man måske lettere komme i kontakt med, hvis man samtidig slipper forestillingen om det afsluttede. Det kan flytte helt ind i facilitators valg, der i sig selv kan have en uafsluttet karakter.

Eksempelvis ved at gengive situationen, som den tager sig ud, men undlade at trække vurdering eller konsekvens af gengivelsen. Eller netop nøjes med en vurdering, der kan have transparent karakter: “Okay, jeg kan mærke, at det presser mig lidt, at det ligner, at vi ikke når i mål i dag”. Det kan ganske enkelt også være en uafsluttet sætning: “Der er mange, der lader til at ville noget andet, end hvad programmet lyder. Det efterlader os med….” – pausér og se, hvad reaktionerne er. 

I sidste ende: Loyaliteter på spil 

Uanset forsøget på at opstille mange samtidige startpunkter, uanset forsøget på at reducere situationer til deres enkelthed og uanset en opstilling af øjebliksfaciliterende kompetencer, så står man der, hvor aktualiteten og presset får starten og slutningen til at falde ind i hinanden. Man kan mase i det, så ikke det maser en; ved at vinde sig et sekund. Og lige i det sekund er det formentlig mest hensigtsmæssigt at spørge sig selv: Hvad skal jeg være loyal overfor, sådan lige nu?

Man kunne komme til at være mest loyal overfor noget uhensigtsmæssigt. Det kunne være egen forfængelighed, den gode stemning eller kærligheden til designet. Det er godt at øve sig i at skubbe den type loyaliteter til side, så det bliver muligt at se klarere på situationen, som den nu er opstået i sin egen ret. Der vil være mange mulige loyaliteter på spil, men hvad skal du være mest loyal overfor?  

Læs mere i bogen “Det vundne sekund”, Dansk Psykologisk Forlag, 2021. 

Vil du høre mere fra Klaus?

Så tjek dette afsnit af ‘Lyden af Promentum’ ud. Her fortæller Klaus lidt om processer og procesledelse.