Når ”nyt fra guderne” bliver til dialog frem for monolog

Du kender nok situationen. Organisationens nye strategi er lagt eller nyeste forandringstiltag er planlagt, og nu skal det hele åbenbares for alle. Direktøren for det hele tager ordet. Nu skal han bare have det kommunikeret klart og tydeligt til medarbejderne. Med Per Helge Sørensens ord (ham med ”Djøf med løgn”) kan man kalde formen ”Nyt fra guderne” – og spørgsmålene til sidst for ”rundt om bålet”. Den form holder ganske enkelt ikke i praksis.  Sandsynligvis bliver nogle af medarbejderne engageret i direktørens fortælling, mens andre tjekker ud og lader tankerne flyve.

Men hvad kan direktøren gøre for at involvere og engagere alle? Det giver jeg et bud på her – inspireret af en tur i kirken, hvor den klassiske monolog fra præsten i stedet blev til en dialog med menigheden.

Drop “Nyt fra guderne – og rundt om bålet”

For et par lørdage siden var jeg i kirke. Og lad det være sagt med det samme. Det sker ikke så ofte. Mest fordi jeg kan have det lidt svært ved, at en præst skal stå ophøjet på prædikestolen og udlægge teksten (læs: sandheden). Umiddelbart tænker jeg nemlig, at jeg godt selv vil tænke over biblens kloge ord, koble dem til min egen hverdag og selv finde konklusionen.

Indrømmet. Den kirkelige handling var på en lørdag, fordi jeg og min familie var til barnedåb. Denne dag skulle der døbes tre børn. Og det skulle vise sig, at det ikke var det eneste specielle ved denne barnedåb. Jeg burde nok have anet uråd, da den ca. 55-årige præst allerede ved indgangsbønnen talte i helt dagligdagssprog, og gik rundt blandt menigheden og sagde velkommen til. Og kom med en kæk bemærkning til flere af os. Det gav en følelse af rent faktisk at være velkommen.

Engagerende salmesang

Efter første vers i første salme stoppede præsten organisten med en hånd hævet over hovedet og sagde op mod organisten: ”Susanne, stop lige en gang!”. Her satte han os i menigheden på en særlig opgave. Det ene selskab knyttet til det ene barn, skulle rejse sig op ved andet vers og synge højt og tydeligt. Derefter skulle andet selskab rejse sig og synge og til sidst det tredje. Og så ville der blive kåret en vinder. Så var vi ligesom i gang! Og vi var alle stærkt engagerede. Efter endnu en salme var det tid til prædiken. Eller det jeg troede var en prædiken. Det viste sig mere at være en dialog frem for en klassisk monolog.

Dialog frem for monolog

På en stor tv-skærm lige til venstre for korset i kirken tonede der tre billeder frem. Tre billeder lavet af børn. Præstens ord var: ”Ved dåben fejrer vi, at barnet bliver døbt i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn. Men hvem er det egentlig?” (ja, tænk lige over det…). Han fortsatte: ”Det har vi bedt nogle børn om at male. Så kære morfar (her kiggede han venligt men også bestemt på det ene barns morfar), hvad ser du på billede nr. 1?”. Der blev lidt tavst. Og så fik morfar sagt nogle ord om, hvad han så. Og pludselig var rollerne vendt om. Det var os deltagere selv, der skulle fortolke. Og skabe mening. Det gav en helt anden dynamik. Hjernerne kom i gang. Det var super inspirerende og interessant. Alle sad med følelsen af at kunne blive spurgt. Så det var om at gøre sig nogle tanker om, hvad vi så og om hvad det betyder for os i dag?

Få alle med – i hvert fald fra tredje vers

Under sidste salme, hvor vores stemmer indrømmet ikke var helt så tydelige, valgte præsten efter andet vers at stoppe Susanne (organisten) igen. Denne gang med ordene: ”Ved I hvad. Da min egen datter fyldte 19 år, spurgte jeg hende, hvad hun egentlig havde fået med hjemmefra. Og hun svarede: Jeg har i hvert fald fået det med, at man skal synge med fra tredje vers. Det kan godt være, at man ikke lige er med i første og andet vers, men i tredje vers skal man synge med. Og sådan gælder det i alle livets forhold”.

Sådan tager du hånd om processen og får forsamlingen med

Min oplevelse i kirken den lørdag er et fremragende eksempel på, hvordan man skal involvere tilhørerne i praksis. Præsten mestrede for det første at få tilhørerne til RIGTIGT at høre efter, han fik dem til selv at skabe mening i fortællingen – og så brugte han overraskelsens kraft på en meget effektfuld måde.

Brug præstens metode, når du skal kommunikere en forandring:

1. Brug dialog frem for monolog. Lad være med at udlægge teksten på forhånd, men lad i stedet folk selv fortolke, hvordan forandringen influerer på dem.
2. Gør tilhørerne kloge – for det er de. De kan godt selv fortolke og oversætte, hvis de får muligheden og bliver spurgt. Brug her det, som ledelsesguruen Ralph Stacey vil kalde lokale interaktioner – hvilket er små grupper af mennesker, der sammen skaber mening – i stedet for at tro, at du kan skabe konsensus blandt alle. Og vær bevidst om, at det der kommer ud af sådanne dialoger er både forudsigeligt og uforudsigeligt på samme tid. Præcis som svarene på præstens spørgsmål var det.
3. Inviter alle involverede til at synge med allerede fra første vers. Men forvent, at nogle først synger med fra tredje vers. De skal lige have lov at høre melodien og tonerne først.

Hvis direktøren, som jeg nævnte i starten af denne artikel, fulgte disse råd, så ville hans tilhørere med meget stor sandsynlighed gå fra samlingen i lige så eftertænksomt og godt humør, som jeg gjorde det den dag fra kirken.