Hvis du en morgen kommer forbi Tranegårdskolen i Gentofte, så vil du blive mødt af syn, der ikke møder dig på de fleste folkeskoler.
Ude foran indgangen står skoleleder Peter Gersvang nemlig og hilser de morgenfriske elever og deres forældre godmorgen.
”Jeg ser det som en vigtig del af mit arbejde. Hver morgen fra 7:45 til 8:05 har jeg mulighed for at møde alle mine elever, og det giver bare et helt andet forhold, end hvis jeg ikke gjorde det. Det er også om morgenen, jeg har chancen for at sludre lidt med forældrene, mens jeg står og dirigerer lidt trafik, og det synes jeg også er ret fantastisk.”
Og det er der en god grund til at Peter synes: for som skoleleder er det sjældent Peter, der har de sjove samtaler med forældrene – dem tager de som regel med lærerne eller afdelingslederne. Hvis Peter skal snakke med forældre, er samtalen typisk af lidt mere alvorlig karakter. Men sådan er det ikke om morgenen:
”Her taler vi jo om alt muligt: vejret, valget, weekenden eller noget helt fjerde. Her er der ikke konflikter på spil, men medmenneskelighed i stedet for.”
Det, at medmenneskeligheden får rum og plads i Peters møder med forældrene, gør, at han oplever, at man er mennesker for hinanden frem for at være diffuse begreber. Og det har en positiv effekt:
”Jamen, når vi føler vi kender hinanden, så er tonen jo bare pænere, når der er konflikter på spil – både fra forældrenes sides, men også fra min.”
Protreptikken åbnede Peters bevidsthed
Peter er uddannet skolelærer – en uddannelse hen gennem en årrække har bygget videre på med både erfaring og uddannelser. Den seneste uddannelse har været en uddannelse som protreptisk coach; og den ville han ikke have været foruden:
”Jeg har taget uddannelsen som protreptisk coach relativt sent i min karriere, så nogle ville måske hævde, at de personlige forandringer, jeg har oplevet i mit professionelle virke, måske er kommet med alderen, men jeg synes faktisk, at uddannelsen har givet mig en øget bevidsthed om, hvad der er væsentligt her i livet og i de relationer, vi indgår i. Og den bevidsthed har nok gjort mig både mildere og mere rummelig.”
Peter nævner som eksempel, at han som yngre skolelærer godt kunne opleve, at hvis han i en snak med en forælder fik at vide, at ”sådan er mit barn altså ikke derhjemme”, så ville hans tanke ofte være, at ”det passer nok ikke”. Sådan ser det ikke ud i dag.
”Jeg er blevet meget mere nysgerrig på og åben over for, hvad det er folk i virkeligheden siger, og hvad det giver af fælles handlemuligheder. I dag ville jeg nok sige, at ”det er jeg vel nok glad for, at dit barn ikke opleves sådan derhjemme. Vi har dog de her oplevelser, så hvordan kan vi hjælpe hinanden?”
Og den nysgerrighed tilskriver han protreptikken.
En bedre lytter
Peter oplever, at hans viden om protreptik hjælper ham med at flytte dialogen fra diskussion til over til at være en fælles refleksion. Og den indsigt ville han gerne have haft tidligere i sit liv:
”Nogle af de største fejl jeg har lavet som skoleleder, har været at sætte folk på plads, fordi de havde overskredet nogle retningslinjer for god opførsel. I stedet skulle jeg jo have været nysgerrig og spørge indtil, hvad de tænker, når de siger eller gør sådan og sådan. Eller være imødekommende og sige, at jeg kunne mærke deres frustration og så derfra tage snakken om, hvordan jeg ville kunne hjælpe dem.”
Og Peter fortsætter:
”Uddannelsen har givet et godt fundament til at være en lille smule mere stoisk eller i hvert fald at være mere rolig i også at kunne rumme folks frustrationer. Og det er alle forundt at få den oplevelse, synes jeg.”
De kompetencer, som protreptikken har givet Peter, har bl.a. være et øget fokus på det væsentlige. Et fokus, der har gjort ham til en markant bedre lytter:
”Når jeg lytter, så lytter jeg uden at være klar over, hvad jeg vil spørge om, men lader det jeg hører forme det næste spørgsmål. Tidligere kunne jeg sagtens have en dagsorden forud for en samtale, men sådan har jeg det ikke mere. Jeg prøver så vidt muligt aldrig at fælde dom på forhånd, men i stedet være åben for, hvordan jeg skal hjælpe det menneske, jeg sidder over for. ”
Peter nævner, at hans ”nye” evne til at lytte til det væsentlige, bruger han til at lytte til, hvad det er folk reelt kommer med og så prøve at lytte igennem støjen; støjen værende fordomme og det billede, han sidder med af, hvem personen er og hvad hun eller han vil. Han lytter til det, der bliver sagt.
”Det handler rigtig meget om at være kritisk åben, som er lidt et mantra fra protreptikken: være kritisk på det sagte, men ikke dømmende på personen. Og så skal man i høj grad lade folk selv bære det med sig, som samtalen byder på – det er ikke mig, der skal konkludere for dem.”
En bedre leder
Udover at være en bedre lytter, så har den protreptiske uddannelse også givet Peter kompetencer, som han føler, han også kan bruge i sit virke som skoleleder, hvor han har et lederteam på fire:
”Jeg synes, at jeg er blevet en meget bedre beslutningstager, fordi jeg har mere ro og hviler mere i mig selv.”
Den ro udspringer ifølge Peter af en erkendelsesoplevelse han havde under sit uddannelsesforløb. Her skulle han protrepteres af en medstuderende. Samtalen handlede om ordet ’stolthed’.
”Først tænkte jeg, at det var da et spændende ord at tale om, men midt under samtalen fandt jeg mig selv siddende med tårer i øjnene og en erkendelse af, at jeg faktisk aldrig har været god til at føle stolthed og tage imod ros. Det var virkelig en øjenåbner.”
Oplevelsen gjorde stort indtryk på Peter, der efterfølgende har arbejdet med at tage imod ros og føle sig god nok, uagtet hvad andre mener, hvilket har været med til at give ham roen til at træffe beslutninger og takle svære udfordringer.
Så protreptikken har altså gjort meget for Peter, men hvordan mærker hans lederteam det?
”De mærker det ved, at jeg spørger og er mere inddragende der, hvor jeg kan være det, og så mærker de også, at min ledestjerne er tillid. Medarbejderne virker generelt tillidsfulde, og der er tilbagemeldinger om, at der er en god stemning. Der er jo altid nogle udfordringer på en skole, men grundlæggende har vi historisk lavt konfliktniveau med forældrene.”
Peter fortsætter:
”I vores lederteam er der en, der arbejder hjemme en dag om ugen, og to der møder senere fordi de har små børn. Og den frihed og fleksibilitet, vi har, bygger på tillid til hinanden. Tillid til at vi investerer de timer, der skal investeres. Og den tillid har jeg.”
Bevidst om at stille de rigtige spørgsmål
På fællesmøder med sit lederteam har Peter også ændret adfærd. Tidligere kunne Peter sagtens køre mødet næsten alene og beslutte, hvad der skulle ske. Sådan er det ikke mere.
”Jeg er blevet meget mere bevidst om, at hvis vi skal nå frem til den bedst mulige løsning på en udfordring, så er det ikke mig fra min position, der kan løse det. Vi skal nå derhen i fællesskab. Og den indsigt har gjort mig opmærksom på vigtigheden af, hvornår jeg siger noget og hvornår jeg ikke gør. Og hvis jeg skal sige noget, så skal det typisk være i form af spørgsmål, der åbner samtalen op, ikke konklusioner.”
Ved at gøre det på den måde, så giver Peter plads til, at hans kolleger og medarbejdere kan tænke noget forskelligt fra ham, hvilket er vigtigt.
”Tidligere oplevede jeg, at hvis jeg startede med at sige, hvad jeg tænkte var løsningen, så blev det næsten altid sådan. Og det gav ikke altid de mest gunstige resultater.”
Den øgede bevidsthed på at stille de rigtige spørgsmål og stille sig de rigtige steder, som Peter formulerer det, har løftet hans lederskab betragteligt. Peter vil dog ikke undsige sig, at han af og til bliver grebet af nuet og falder tilbage i de gamle mønstre, for som han siger:
”Jeg er jo også bare Peter.”
Hvor meget er protreptik og hvor meget er Peter?
Vi slutter, hvor vi startede: ved morgenrutinen ude foran Tranegårdskolen i Gentofte, hvor Peter skiftevis sludrer med elever og forældre og dirigerer trafikken.
For den kritiske læser vil nemlig formentlig spørge, hvor meget af den her overskudsagtige adfærd skal vi tilskrive protreptikken, og hvor meget skal vi tilskrive mennesker Peter? Til det har Peter et klart svar:
”Altså, jeg er jo typen, der altid er gået glad på arbejde og som altid har taget let på tingene. Så noget af det her, det er jo ”bare” mig. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at uddannelsen som protreptisk coach har givet mennesket Peter redskaberne til også at være mennesket Peter i sin lederrolle. Og havde jeg ikke fået de redskaber, så havde jeg ikke siddet i den her stilling den dag i dag.”