Det spørgsmål stillede jeg ikke mig selv i mit tidligere job – men det ved jeg nu, at jeg burde have gjort. Jeg burde også have bedt om at få værktøjerne og kompetencerne til at løse mine opgaver bedst muligt. Men jeg vidste ikke, at det var det, jeg manglede.
Jeg har været ansat i Promentum siden 1. april i år. Mine arbejdsopgaver indeholder blandt andet bogholderi og administration. Forleden morgen stødte jeg ind i en gammel kollega fra mit tidligere job. Mødet med hende satte en masse tanker i gang hos mig.
Jeg har nemlig i mange år været en del af en hverdag, hvor jeg dagligt følte, at alle opgaver var ren brandslukning – og at jeg var brandmajoren uden et hold. Da jeg mødte min tidligere kollega blev det pludselig tydeligt for mig, at mit liv har ændret sig betydeligt, siden vi arbejdede sammen.
Og jeg under hende – og alle andre – samme oplevelse, som jeg har haft.
Indsigt i projektledelse
I det lille års tid der er gået, siden vi arbejdede sammen, har jeg lært en ny måde at håndtere mine arbejdsopgaver på. Jeg har fået indblik i projektledelse. Det betyder, at jeg behandler hver eneste opgave, jeg sidder med, som et lille projekt. Det er en lettelse, fordi jeg har fået kendskab til nogle værktøjer, som hjælper mig med at sætte rammen for, hvordan jeg bedst løser mine opgaver – og involverer mine kolleger i processen. Jeg er også blevet bedre til at spørge, så jeg får de rette informationer og får afklaret hvilke forventninger, der er til mig.
Jeg har nu en oplevelse af, at jeg fuldender mine opgaver på den mest optimale måde. Nu føler jeg mig ikke som brandmajor, men som brandsikringsekspert.
Indsigt i mig selv
Desuden er jeg siden dengang blevet klogere på mig selv, og på hvordan jeg virker på mine omgivelser. Det har givet mig værdi både i mit arbejdsliv og i mit privatliv.
Jeg har taget en personlighedstest, der sætter fokus på, hvordan jeg fungerer i hverdagen, i situationer under pres, og hvordan jeg reagerer, hvis jeg fx står i en konflikt. Nu hvor jeg forstår mig selv og mit reaktionsmønster bedre, så er det også lettere for mig at forstå andre og deres mønstre. Nu kan jeg sætte ord på, når der opstår misforståelser.
Fx til skole/hjem-samtalen med min datter:

Laura klarer sig rigtig fint i skolen, men dansklæreren nævner alligevel at hun gerne må række hånden op lidt oftere. Det er præcis den samme kommentar, jeg selv fik i alle mine skoleår. For første gang formåede jeg nu at formidle en forklaring. Laura rækker tit hånden op i matematik, men i dansk er det svært, fordi læreren ikke beder om et facit. Og lige som mig, så har Laura det bedst med at vide, præcis hvad hun skal bidrage med. Fortolkninger af noveller er flyvske for hende, men hvis hun får at vide, at det er ok, bare at komme med et gæt, så er det en anden sag. Så byder hun gerne ind. Forklaringen gav heldigvis mening for læreren – og Laura og jeg gik fra samtalen med oplevelsen af at være blevet forstået.
Få redskaberne
Mødet med min gamle kollega var et skræmmende spejl fra gamle dage, det fik mig til at indse forskellen fra før til nu. Jeg føler nærmest, at jeg har fået en åbenbaring siden da. Jeg ved nu, at der skulle ganske lidt til at skabe den forskel, der nu gør, at jeg går glad på arbejde. Og jeg føler, at jeg er med til at skabe nogle gode resultater, med de opgaver jeg løser.
Gør dig selv en tjeneste
Tænk over, hvordan du løser dine arbejdsopgaver bedst muligt.
- Mangler du konkret viden eller redskaber – måske uden helt at vide, hvad det præcist er, du har brug for?
- Er samarbejdet i dit team i orden?
- Eller mangler du fx indsigt i dine egne og andres reaktionsmønstre – evt. for at forstå og finde det konstruktive i at I har så forskellig tilgang til tingene?
Tag gerne snakken med din chef og få hans eller hendes perspektiv – og fat modet til at bede om at få de værktøjer, der skal til for dig.