Har I lagt mærke til, at vi taler rigtigt meget om lederudvikling, men slet ikke om lederindvikling?
Det synes jeg er interessant, for hvis lederudvikling er så vigtigt, må det tyde på, at vi oplever rigtigt meget lederindvikling. Med andre ord, hvis udvikling er svaret, så må spørgsmålet være indvikling.
Det vakte i hvert fald min undren, og det er der kommet følgende overvejelser ud af. Jeg starter med pointen, så har I den, inden det begynder at blive indviklet 🙂
Det meste lederudvikling, som vi forstår det i dag, er i virkeligheden lederindvikling!
Når noget er indviklet, er det svært tilgængeligt, kompliceret, uoverskueligt og tungt. Derfor er det bare et kedeligt ord, som vi sjældent benytter. Det gør vi stort set kun, når der er noget, vi ikke kan finde ud af.
Alle vidensområder (fag) er indviklede, og jo mere man dykker ned i dem, desto mere indviklede bliver de. Det er både deres force og akilleshæl. Det, at et fag er indviklet, er faktisk det, der gør dem spændende, især for nørderne, der elsker alt hvad der er indviklet. I fagene er det i dybden, dér hvor det er allermest indviklet, at guldet ligger. Men det er samtidig det, der gør dem svært tilgængelige.
Hvad er lederindvikling?
Når vi i dag ’udvikler’ ledere, så tænker vi i høj grad ledelse som et fag. Det vil sige, noget man kan uddanne sig til gennem lederkurser og træning. Noget af det vigtigste man får på et lederkursus er konkrete værktøjer. Det reklamerer de fleste lederuddannelser med, fordi så ved vi, at vi får noget med hjem. Det gør lederen og lederens leder trygge og glade. Tjek!
Forestillingen om ledelsesværktøj er alene baseret på den præmis, at ledelse er et fag, et håndværk som værktøjer hjælper én til at mestre. Den præmis vil jeg som sådan ikke angribe, jeg vil blot bemærke, at i den forstand at præmissen, om at ledelse er et fag, holder, så må man også acceptere, at når man lærer ledere faget, bl.a. gennem at hælde flere værktøjer i ledelsesværktøjskassen, så laver man lederindvikling. Man vikler så at sige lederne ind i faget ledelse gennem disse uddannelser.
Min påstand vil herpå være, at netop fordi det er sådan, vi træner vores ledere, er der et enormt og stigende behov for at udvikle vores ledere. Altså fordi det vi i dag kalder lederudvikling, gør det modsatte af, hvad ordet siger, nemlig vikler lederne ind i flere og flere værktøjer og faglige sværhedsgrader. På den måde bliver ledelsesfaget til stadighed mere kompliceret, og behovet for at vikle sig ud af dette komplekse felt bliver større og større.
Vi er med andre ord fanget i en ond spiral, som er skabt af vores misforståelse af forholdet mellem indvikling og udvikling. Spiralen kører helt overordnet på denne måde:
- Vi har behov for lederudvikling.
- Vi går derfor på et kursus som vikler os længere ind i faget.
- Vi tror, vi bliver udviklet, og opdager ikke at det er det modsatte der sker.
- Nu har vi endnu større behov for udvikling.
- Vi tager derfor på et nyt lederindviklingskursus
- …
Det kan også være, at jeg tager helt fejl, og grunden til at man vil på lederkursus er, at man har behov eller lyst til at vikle sig endnu mere ind i ledelsesfaget. Det kan faktisk godt være, for fag har det med at gribe om sig, og blive rigtigt spændende jo mere man dykker ned i dem. Og fair nok, hvis det er tilfældet, men så skal vi bare huske, at det stadigvæk er lederindvikling. Og det er ikke nødvendigvis negativt, man skal som velindviklet leder bare sikre, at ens ledelsessprog ikke bliver for indviklet til at ens medarbejdere kan følge én. (En note her kunne være, at lederens evne til at opnå følgeskab har noget med lederens udvikling at gøre)
Hvad er så lederudvikling?
At udvikle = udfolde, forandre, rette ud, rede ud, løsne, forløse
At udvikle sig som leder handler om at vikle sig ud af værktøjerne, og selv være lederen. At forløse sig selv som leder (og menneske). Det handler om mod til selv at turde besidde dømmekraften og handlekraften, uden behov for at læne sig op ad værktøjer. Det handler om at turde skabe sig selv som leder, udfolde den kraft man har som menneske. Den kraft, eller magt, skal naturligvis være etisk funderet, så den bruges fornuftigt og ansvarsfuldt, og det er i virkeligheden det den udviklede leder skal lære eller trænes i.
Hjertet i al ledelse er magt og ansvar. Ledelse handler i sidste ende altid om, hvordan man håndterer disse to begreber. Det er her lederskabet står og falder! Disse to begreber er i dag (og har nok altid været) søbet ind i strategi og hykleri. At vikle sig ud af strategier og hykleriet, som har det med at skjule den helt grundlæggende forpligtelse man har som leder, nemlig at håndtere magt og ansvar på ordentlig måde, er for mig det vigtigste udviklingspunkt, både for den enkelte leder og for hele ledergrupper.
I den proces hjælper værktøjer ikke. Tværtimod, så indeholder værktøj netop altid en mulighed for at agere strategisk og at hykle sig uden det faktum at magten, og dermed ansvaret, alene hviler på lederens skuldre.
At udvikle sig som leder handler således om evnen til at:
- Være ærlig over for sig selv
- Kende sine begrænsninger, dvs. hvor langt rækker min magt, og hvordan håndterer jegden afmagt, der starter hvor min magt slutter?
- Udøve dømmekraft, dvs. evnen til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert – en etisknormativ bevidsthed
- Have perspektiv, dvs. se tingene i deres rette sammenhæng og have blik for helheder
- Lære sit eget værdifundament at kende
- Formulere sig klart. Denne evne er afhængig af et velformuleret værdifundament, daden klare tale er afhængigt af et roligt indre. De to evner er sammen netop afgørende for, om man kan opnå følgeskab som leder. Taler man et sprog som er klart, og man samtidig er den rolige klippe medarbejdere og kolleger kan læne sig op ad, så er man godt på vej til at opnå følgeskab.
Ovenstående er naturligvis kun et udsnit af væsentlige lederudviklingspunkter – du kan selv lægge nogle på. For mig er de ovenstående nogle af de væsentligste.
LIGE TIL SIDST
Mit budskab handler ikke om at al lederindvikling må stoppe her og nu. Tværtimod, lederindvikling og lederudvikling kan sagtens gå hånd i hånd. At vikle sig ind og ud af vidensområder er faktisk noget, vi hele tiden gør, nogle gange ubemærket, andre gange med stor begejstring. Med det ensidige fokus på det, jeg kalder lederindvikling, mener jeg blot, at man misser en vigtig pointe med lederskabet, nemlig lederen selv.