Jeg stod med mit 4-årige barnebarn og betragtede en masse fugle i flugt på himlen. En mikro-version af sort sol. Vi stod der bare. Så sagde jeg: “er det ikke smukt?”. Efter nok en kort tavs stund spurgte hun: “hvordan ved fuglene hvilken vej de skal flyve?”
Jeg stod og nød kompleksitetens samlede skønhed. Med hendes spørgsmål bragtes min opmærksomhed i ét hug fra helheden og hen til en enkelt lille fugls navigations-virkelighed. Det er akkurat samme grad af kompleksitet – tænkte jeg efterfølgende. Men karakteren af den og dens bestanddele og deres karakteristika ændredes radikalt.
Jeg vejledte engang et afgangsprojekt i diplomledelse, der handlede om tre sekunder. Lederen sad på sit kontor og skulle skynde sig til et møde, samtidig med hun lige besvarede en mail. Så bankede en medarbejder på døren og spurgte: “har du lige et minut?”. Så skrev hun 50 sider om de tre sekunder, der fulgte inden hun svarede.
Tænk om det er sådan, at mængden af kompleksitet altid er konstant? Hvis vi zoomer ind eller hvis vi klemmer tiden sammen, så reduceres kompleksiteten ikke. Den forandrer sig blot, og ellers usynlige eller skjulte faktorer kommer til syne.
En tre-sekunders situation inden et praktisk valg har samme mængde kompleksitet i sig, som et to-årigt forandringsprojekt. Det er ikke mængden, der afgør forskellen, det er kompleksitetens faktorer, karakteristika og deres indbyrdes forhold. Som et billede, hvor man uendeligt kan zoome ind og ud, og hvor pixels ikke stiger eller falder i antal. Det er den samme mængde pixels, men deres farve, form og fremtoning ændres efter zoom-forhold.
Jeg er helt med på koret af videnskabsteoretiske indvendinger. At tanken om kompleksitetens konstant er afhængig af betragteren. Altså, at det samlede univers er uendeligt mere komplekst end et jordbær. Men som en praktisk anvendelig betragtemåde er det faktisk ligegyldigt. I det praktiske og levede, vil det altid være forholdet mellem situationen man står i, og det perspektiv man bringer med sig, der udløser oplevelsen af kompleksitet. Som med fuglene, hvor jeg ser de komplekst opståede former, mens mit barnebarn ser den enkelte fugls komplekse og gådefulde adgang til at deltage i showet. Hvem kan påstå at hendes eller mit perspektiv er mere komplekst end den andens?
Karakter og kvalitet af kompleksiteten er afgørende
Med andre ord: Vi kan diskutere herfra og til evigheden, om et jordbær, et valg eller en organisation er mere eller mindre kompleks. Det er i det praktiske aldeles ligegyldigt. Det interessante og afgørende er, hvad vi gør med de opgaver og udfordringer vi står i. Eftersom tingene alligevel aldrig falder helt på plads som et puslespil, og eftersom vi aldrig efterlades helt og aldeles magtesløse, så er det meningsfuldt at hævde, at mellemkomsten eller dyden mellem det enkle og det magtesløse, netop er kompleksiteten. Der står vi så, som betragter og deltager i noget, og skal gøre noget. Her kommer så påstanden: Det er samlet set mest givende og anvendeligt, at betragte enhver situation som havende samme kompleksitetsgrad, set som et sammenvævet forhold mellem situationen som sådan og min forholdemåde til at stå i situationen. Det eneste der kan rokkes ved i den ligning, er “min forholdmåde”.
Eftersom jeg ikke kan tillade mig at antage enkelthed eller uoverskuelighed på situationens vegne i sig selv (er et jordbær eller et møde som fænomen enkelt, komplekst eller uoverskueligt?), da er det hensigtsmæssigt at antage, at jordbærret (eller mødet, eller valget, eller responsen, eller den hele organisation) har akkurat den kompleksitet, som jeg har adgang til eller kan rumme. Det giver derfor ikke mening at antage, at en situation (fulgekiggeri eller et tre-sekunders valg) i sig selv kan være enkel, kompleks eller uoverskuelig. Det giver kun mening at inddrage den observerende/deltagende, der alligevel står og vurderer og bedømmer situationen. Og det er denne observerende/deltagende, hvis adgang og forholdemåde til situationen, der udgør den eneste variabel i ligningen.
Kompleksiteten som en dyd
Derfor finder jeg det hensigtsmæssigt og relevant at gå med antagelsen om, at kompleksiteten er konstant. Det påbyder nemlig den observerende/deltagende, at forholde sig til kompleksitetens karakteristika og kvalitet. I stedet for at skynde sig til enten 1) “Det her er jo dejlig enkelt” eller “det her er da helt uoverskueligt”, hvilket begge er at se helt forbi kompleksiteten som den udfolder sig, og i stedet stille det afgørende spørgsmål til sig selv: “Hvilken kompleksitet udfolder sig lige her?”.
Netop dette spørgsmål, med alt hvad der kan komme ud af det, kan betragtes som en dyd. Forstået på den måde, at dyden er en (smal) sti, med uhensigtsmæssighed i hver grøft ved siden af. Til den ene side forenklingen, der alligevel ikke kan indtræffe eller er et udslag af egen ubekvemhed ved situationen og kompleksiteten. I den anden grøft uoverskueligheden, måske som et resultat af at forvente at kunne rumme mere end muligt. I begge tilfælde vil det være muligt at indrette sig.
Når det tager sig (for) enkelt ud, da må nysgerrigheden og villigheden til at tone sit perspektiv anderledes, træde frem som et valg at tage. “Hvordan skal jeg indrette mig, så jeg får øje på kompleksiteten?” Det kan være noget så banalt, som at tro man forstår den anden, allerede inden den anden er færdig med at tale. Man tror man har forstået det enkle, men reelt er man holdt op med at lytte efter det komplekse. Eller man tror man kan ordne noget bøvl i et team, ved at give dem nogle regler for adfærd eller en glasklar målsætning.
Når det tager sig uoverskueligt ud gælder det samme, blot anskuet fra den anden grøft. Hvis en konflikt virker uoverskuelig, er det måske fordi man forsøger at rumme summen af alle dens faktorer på én gang. Det kan man ikke. Men det skal ikke forhindre, at man fokuserer på de faktorer, der lader til at stå forrest. Eller at man indretter sig på netop spørgsmålet om betydende faktorer (hvad lader til i al fald at have betydning her?), og dermed undlader at rumme det hele på én gang.
Dermed bliver kompleksiteten en dyd. Der hvor man må strække sig en smule. Der hvor man må gøre sig umage. Der hvor man inddrager akkurat så mange faktorer, at man er forbi illusionen om enkle forklaringer og forbi apatien og overvældelsen ved altings forbundethed med alt.
Vi skal derfor søge kompleksiteten gennem små justeringer af eget blik, egne antagelser og egne valg og handlinger. Gøre det ved at være opmærksom på grøfterne; hvornår fremstår situationen for enkel, hvornår fremstår den for uoverskuelig? Og netop da justere sig frem på kompleksitetens smalle sti. Der hvor de mange faktorer er i spil, og hvor man kan agere og reagere hensigtsmæssigt på dem. Uden at regne ud, og uden at give fortabt.
Et par praktiske udslag
Hvis det er tilfældet, eller hvis vi blot går med antagelsen en stund om kompleksiteten som konstant og som en dyd, så har det en række praktiske implikationer for ledelse og organisationers liv. Jeg kan i al fald komme i tanke om disse:
1) Vi kan ikke kompleksitetsreducere. Når vi tror vi gør det (ved eksempelvis at lave diagrammer eller adfærdsregler), så flytter og ændrer vi reelt blot kompleksiteten.
2) Vi skal flytte vores forståelse og vores sprog om organisatoriske fænomener og forhold. Væk fra en akse med “enkel-kompleks” til en variation af “hvilken kompleksitet”. Således bliver målet for vore bestræbelser ikke at mindske kompleksiteten, men at finde en kompleksitetsform, der er mest tilgængelig og/eller mest relevant.
3) Alle deltagere i en organisations liv, uanset titler og opgaver, må øve sig i at stå hensigtsmæssigt i kompleksiteten. Kende egne præferencer og tilskyndelser, og øve sig i at træffe valg på vegne af hvilken form for kompleksitet, der skønnes mest fordelagtigt i situationen.
4) Oplevelser af enkelthed eller uoverskuelighed, skal naturligvis ikke miskrediteres eller ulovliggøres. Men sådanne oplevelser skal i stedet fremkalde en nysgerrighed. Hvad er det jeg misser, eller hvilken rids optræder på min linse, siden jeg ser forbi kompleksiteten (når jeg tror det hele er enkelt og ligetil, eller når jeg tror det er uoverskueligt)?
Kompleksitet som mangeforbundethed
Hele balladen kan også udtrykkes på en anden måde:
Kompleksitet betyder mange-forbundet. Tænk på det som et udgangspunkt. “Dette, det jeg står i lige nu, er forbundet til mange ting”. Antag en stille stund, at sådan er det. Eller sådan er det bedst.
Se dernæst på alternativerne. Altså, hvis mangeforbundethed er en dyd, hvad ligger der da i de uhensigtsmæssige grøfter?
- “Dette er enkelt-forbundet”. Det er det samme som uanfægtet linearitet eller simpel årsag-virkningsforståelse. Det er sjældent et hensigtsmæssigt perspektiv i sociale og organisatoriske sammenhænge, eftersom det efterlader alt andet end den simple forklaring. Det “alt-andet-lige”, men alt andet er aldrig lige. Der er altid noget, der er påvirket af noget andet – og så videre. Det mange-forbundne lader sig ikke reducere, som om der ingen eller kun én forbindelse er.
- “Dette er alt-forbundet”. Det kan vi meget vel mene; at alt alligevel er forbundet med alt, på et eller andet niveau. Men det hjælper os ikke overhovedet, for det bliver i sagens natur uoverskueligt og alt-overvældende. Når alt-er-forbundet kan vi ingen forskelle sætte, og det er netop hvad vi skal og hvad der kræves af os – at sætte betydende forskelle.
Så vi står her og der, inden og ude, over og indeni, sammen med mangeforbundetheden. Og er det egentlig ikke alt godt?
Et par praktiske eksempler
Måske 1700-tals bonden og den indonesiske arbejder i rismarken har en akkurat lige så kompleks hverdag, som du og jeg har nu og her? Noget med vejrvarsler og vandforhold, måske noget med Gud(erne)s vilje, måske en grunden over at få hjælp til høsten? Måske du og jeg har fået skubbet et nært og sensitivt forhold til naturen og vores umiddelbare omgivelsers betydning til side, fordi noget andet byder sig til, som vi betragter som mere væsentligt?
Måske rengøringsassistenten, proceskonsulenten og topchefen har akkurat samme mængde kompleksitet i deres arbejdsudøvelse? Måske det, der adskiller deres arbejdsdag er, hvad de kigger på, hvilke omgivelser de er i, hvordan de forholder sig til deres aktuelle opgaver. De oplever alle glæde og bekymring, de har alle et formodet ønske om at gøre det godt. Måske det er hovmodigt at antage, at topchefens arbejdsdag er mere kompleks end rengøringsassistentens? Som at se på fuglene i sort sol; topchefen skal ikke rumme summen af al kompleksitet i organisationen. Topchefen forholder sig til noget helt konkret; nogle oversigter over budgettet, en investeringsplan, et møde med direktionen i mødelokale 5. Topchefen fyldes af akkurat samme grænser for overskuelighed som rengøringsassistenten, og bærer måske på samme ønske om forenkling? Begge kunne nyde godt af, at gøre sig selv opmærksom på kompleksiteten som en konstant.
Måske proceskonsulenten har forberedt sig til den halve dags workshop ved at lave et meget minutiøst program? Det kan være rart for ham selv, men er også et udtryk for overforenkling. Den opståede kompleksitet, sådan helt i praksis, når først deltagerne er kommet til workshoppen, kan naturligvis ikke regnes ud på forhånd. Omvendt kan man heller ikke blot vente og ikke-forberede sig. Så hvordan, som en kompleksitetsdyd, både forberede sig og lave program, og samtidig være villig og imødekommende for det hændte, så kompleksiteten (workshoppen og facilitering af den) kan udfolde sig så relevant som muligt?
Måske en leder sidder ved sin computer og skriver en mail, vel vidende at mødet starter om fem minutter. Måske det banker på døren, og en medarbejder med alvorlig mine spørger om lederen har et minut? I de få sekunder lederen har til at respondere, hersker også kompleksitet. Det er ikke muligt at rumme alle konsekvenser af alle tænkelige scenarier. Komme for sent til mødet, lunte sammen med medarbejderen hen mod mødelokalet, ikke få sendt den mail – og alle strenge af alt muligt, der løber med. Det er heller ikke hensigtsmæssigt som en fast regel, at gå med egne forenklende principper. Principper, der nok afgør sådanne situationer (“mit ledelsesnærvær kommer altid først”, “vil man være sikker på min opmærksomhed må man booke tid i kalenderen” osv). Tyr lederen ureflekteret til forenklingen, kan noget væsentligt misses. Tyr lederen ureflekteret til uoverskueligheden, gør hun sig selv til offer for situationen, uden at nogen har villet det. Kompleksiteten som en dyd – at hun spørger sig selv “hvilken kompleksitet er på færde her?, hvilke mange forbindelser kalder på mig lige nu?” – fremstår som det i alle sammenhænge mest relevante.
Gælder det også lige nu?
Du har læst denne artikel til ende. Eller, det antager jeg, selvom jeg ikke aner, om du blot er sprunget hen til konklusionen.
Uanset hvad, så overvej om ikke kompleksiteten som en konstant og som en dyd, om ikke kompleksiteten som et spørgsmål om karakteristika og som kvalitet, også gør sig gældende lige nu?
Hvis læsningen har artiklen har bevirket et eller andet (ikke noget bestemt, men et eller andet), som du sidder og funderer over lige nu, så har du haft indrettet din læsning tilpas komplekst. Hvis du tidligt i læsningen mener at have regnet det hele ud, gøre dig antagelser om forfatteren eller tilsvarende, så har du nok læst teksten med forenklede briller. Og hvis du tænker det hele bare er lommefilosofisk vås og snak, så overvej at zoome ind på et par interessante og vedkommende sætninger, eller skriv til mig og bed mig gøre nærmere rede.
Og så kan det i øvrigt også være du bare er uenig eller uinteresseret – eller at jeg har taget helt fejl.
