Knudepunkter i livet

af Klaus Bakdal | sep 18, 2023 | Artikel

Eller: Hvad blev der af togstationen?

Alting bliver rettet ud. Det er nærmest som om, det er, hvad vi udretter: At gøre alting mere og mere retlinet. Tidligere var togstationerne jernbanens primære knudepunkter. Spor og linjer forbandt de mange stationer med hinanden. Stationerne udgjorde knudepunkter, med ventesal, pausebænk og årets plakat fra DSB at dvæle ved. 

Tag et blik på moderne jernbanestationer. Ny Ellebjerg og Køge Nord. Det er rette linjer. Der er ingen station, ingen kiosk eller toilet. Stationen som fænomen er forsvundet i linjeføringens bestræbelse på retlinethed. Togspor, perroner, en trappe og en elevator. Det er ikke meningen, vi skal være der; vi skal videre, også mens vi allerede vi er der. 

Ikke kun toget er på vej, det er vi også. 

Alt er blevet retlinet

Indkøb er blevet retlinet, og knudepunkterne forsvinder. Vi skal ikke længere besvare et “på beløbet?” Eller “hav en god dag”. Vi bipper selv varerne i butikken, betaler i automaten og får adgang til udgangen med vores betalingskvittering.

Organisationer og arbejdsliv er blevet retlinede, og knudepunkterne forsvinder. Projektansættelser, midlertidige partnerskaber, agilitet og hele tiden på vej. Vi kan ikke blive stående ved den aktuelle organisatoriske omlægning, for den næste er allerede på vej. 

Den, der står stille dør, organisationen er på vej, så vi er på vej, og ve den, der ikke bestræber sig på den rette linje; frem, op, videre. 

Kommunikation er blevet retlinet, og knudepunkterne tæt på forsvundet. Det er forældet at dvæle ved forhold mellem afsender, budskab, medie og modtager. Forskelle er blevet perforerede, og i den offentlige debat er afsenderen selv blevet budskabet. 

Det er ikke så interessant, hvad der siges, heller ikke hvordan, end ikke hvorfra. Det er hvem, der siger det. Og helt ude i spidsen af den retlinede kommunikation, er det etableringen af hvem, der siger det, der er budskabet. Vi diskuterer ikke længere efter forskelle i præmisser og antagelser, vi hakker end ikke på positioner og positionering; vi forsøger at nedbryde den andens legitime identitet i kommunikationen: “Jeg anerkender ikke din præmis”, “det der, det er altså en stråmand”. 

Eller kommunikationen forsøger at blødgøre og nedbryde alle betydende forskelle (“vi beklager, hvis nogen har forstået det krænkende, det var ikke vores hensigt”, “det er bestemt ikke i henhold til vores værdier”).

Knudepunkterne forsvinder – og det er ikke smart

Meningsdannere danner ikke længere mening, men danner sig selv. De ledsager opslag og artikler med menneskelige emojis af dem selv, hvor ansigtsudtrykket giver læseren den følelsesmæssige konklusion som illustration. Fordi algoritmen siger det er det rigtige, hvilket vi ikke rigtigt opdager er en forklaring, der bider sig selv i halen.

Vi kan ikke længere standse op, eftersom stort set al kontekst, vi bevæger os i, også er på vej. Toget på perronen uden station. Supermarkedets handelsautomatiserede self-services, arbejdslivets accelererede blik mod næste projekt, kommunikationens selvreference, der har slettet adskillelsen mellem afsender, budskab og modtager. Knudepunkterne forsvinder, eftersom de tråde, der dannede dem, er blevet rettet helt ud. Og det er ikke rart.

Det er heller ikke smart. Det, der er rettet helt ud, mister blikket for sin egen berettigelse. Nok er uddannelsestrappen rettet ud, men hvad blev der af læringen, for ikke at sige dannelsen? Nok er kommunikationen rettet ud, men hvad blev der af argumentets kvalitet, for ikke at sige dialogen? Nok er arbejdslivets karrieretråde rettet ud, men hvad blev der af trivsel, for ikke at sige at mærke og erkende egen eksistens?

Og nej, svaret er ikke at genetablere togstationer med kiosk og ventesal, eller at få den lille købmand tilbage, der med forklæde hev gryn og mel ned fra hylderne. Svaret blafrer i vinden, for hvem vil med den mindste smule legitimitet kunne mene, at vi skal lave besværlige knuder, hvor vi effektivt og produktivt har fået rettet dem ud?

Ingen knuder, ingen pauser

Men vi må finde (andre) veje, for de rette linjer er åbenlyst ikke sunde for det levede menneskeliv. Mennesker løber forpustede ned af metro-trapperne, endskønt næste tog afgår halvanden minut efter. Unge bliver stressede og ensomme i de rette uddannelseslinjer, hvor der bare skal vinges afleveringer af og skues mod næste modul. Og så videre.

Når der ingen knuder er på trådene, er der ingen dvælen, ingen eftertanke, ingen pause. Der er kun næste skridt og snuden i sporet. Når knudepunkterne er elimineret, er der ingen forskelle at sætte. Og når de optræder alligevel, så stresses vi: at stå i et dilemma og skulle vælge, eller at grunde over et af hverdagens paradokser – altså, hvor retlinetheden endnu ikke har fået fuldt fodfæste – da rammes vi hårdt af apati og fortvivlelse. “Problemet er en udfordring, der må løses, og det skal gå stærkt”, lyder fordringen til os. 

Men sæt nu det ikke er et problem, men et paradoks vi står overfor? Eller et tabu? Eller et umuligt dilemma? Eller et strukturelt forhold langt udenfor vores individuelle rækkevidde?

Når der ingen knudepunkter er på trådene, så er der heller ingen pauser. Uanset om pausen er velkommen eller udgør en irritation, så tvinger pausen dog den pauserende til at træde ud af den aktuelt gældende orden. Knudepunkter i livet skaber pauser, og pauser skaber refleksion over den gældende orden.

Det transcenderende punkt

Det faktisk levede menneskeliv danner knuder og snørklerier og umuligheder. Det skal dog ikke udelukkende betragtes som noget problematisk. Det vil det kun være, dersom fordringen er retlinethed. Knuder er også anledninger til at erfare væsentligheder. Knuder er også, at mange fænomener falder sammen i ét nu. Knuder er også at opleve vældigheden uden at skulle adskille og rette det hele ud. 

Et knudepunkt er i princippet et punkt, der transcenderer sig selv. Det kan ikke forblive blot et punkt, eftersom der foregår meget på én gang. 

Organisationen rettes jo ikke ud, blot fordi vi siger “udrulning af visions-planen” og det lærende netværk opstår ikke, blot fordi det er tegnet pænt på et diagram. Visionsplanen og de lærende netværk kan kun og udelukkende leve blandt levende mennesker. I kantinens knudepunkt, når man sætter sig ved et andet bord. Når MUS’ens struktur bryder sammen eller lægges til side, og parterne må træde frem med egne valg og fordringer på samtaleanledningens vegne. 

Men det kræver, man sætter sig ved et andet bord, og at man kan og tør lægge skemaet til side.

Øjeblikkets fylde forsvinder i det retlinede

Det er i knudepunkterne noget andet kan ske og skabes, end det, der allerede er. How to connect the dots, if there aren’t any? Uden knudepunkter bliver livet og hverdagen endeløs og grænseløs, og dermed i sidste ende betydningsløs. Det er med grænserne og i endeligheden, at vi kan sætte gyldighed i form af forskelle. At vi overhovedet kan skelne noget fra noget andet. 

I det retlinede forsvinder øjeblikkets fylde og udstrakthed. Hvis vi altid er på vej, og hvis vi altid søger effektivisering af vores gøren, da er øjeblikket slet ikke til stede. Vi kan ikke erfare det, eftersom opmærksomheden er rettet videre frem. Øjeblikkets udstrakthed er at være, hvor man er, og lade opmærksomheden blive der. Lige der i knudepunktet, hvor alt muligt alligevel mødes. Det kan endda anskues som effektivt.

Det retlinede kan både anskues som ét langsstrakt øjeblik eller som helt fraværende af øjeblikke. Det gør ingen forskel, for det sætter ingen forskel. Det er ensartetheden og endeløsheden, der er afgørende. Uanset om det former en uendelig ret linje eller en perfekt cirkel.

Kompleksiteten er steget

Vi taler om de mange samtidige kriser. Vi taler endda om hvorledes de er internt forbundne. Men vi forsøger ikke desto mindre at løse dem, ved at forsøge at rette hver af dem ud. 

Vores overforbrug af ressourcer er forbundet med vores økonomiske modeller, der er forbundet med den øgede mistrivsel, der er forbundet med et mere fragmenteret arbejdsmarked, der er forbundet med stigende individualisering af strukturelle problemstillinger, der er forbundet med udviklingen af medier og offentlig samtale, der er forbundet med stigende polarisering. De samme former for forbundethed findes også i de enkelte menneskers levede liv.

Vi kan ikke gabe over alt på én gang, og klare alle kriser og udfordringer efter en altomfattende formel. Det i sig selv vil også indebære en tiltro til de rette linjer; den store rette linje. Men vi kan erkende, at udviklingen for den samlede verden, de enkelte samfund og organisationer, det enkelte menneske, mere ligner et knudret garnnøgle, end det ligner en ret snor. Og vores årtier lange bestræbelser på at rette garnnøglet ud, har egentlig blot øget dets kompleksitet og produceret vanskeligheder for os, endda for vores eksistens.

Livet består af knudepunkter

Det er grundbilledet vedrørende knudepunkter vi skal ændre på. Antagelser og forestillinger om, hvad knudepunkter er, og hvad de gør ved os. Og i sidste ende hvad vi skal gøre ved dem. At nok er knudepunkter besværlige i forstanden, at vi ikke til fulde kan regne dem ud. Men livet er – uanset hvordan vi vender og drejer det – et væld af knudepunkter. 

Samtidigheder af mange hensyn, samtidigheder af anledninger, samtidigheder af muligheder, og ikke mindst samtidighed af konsekvenser. Vi kan lige så godt stoppe med frasen om “alt andet lige”, for alt andet er aldrig lige. Alt andet flyder med, alt andet påvirker og påvirkes.

Det kan godt være vi fik klaret besparelsen, men flyttede omkostningerne reelt blot et andet sted hen?

Det kan godt være vi fik truffet et valg, men løste det reelt den tvivl, valget oprindeligt kaldte på?

Det kan godt være vi sparede 10 minutter, men hvilke anledninger gik vi glip af i processen?

Vi har brug for en ny metafor

Det kan være vi skal til at lede efter ganske andre æstetiske figurer, som bærende metaforer for vores oplevelser og bestræbelser. Lade de rette linjer og de øvrige geometriske figurer ligge, og se os om efter andre?

Hvad om hverdagen var som en fjer, med mange sensorer for sanselighed og bevægelighed ude i vinden? Hvad om projektplanen tegnedes efter en kystlinje, hvor man skiftevis zoomer ud på adskillelserne, og zoomer ind på de konkrete våde sten i brændingen? Hvad om man så en organisation som et bistade eller et koralrev? Hvad om man så menneskelivet som et sneglehus eller strengene i et egeblad? Hvad kan edderkoppens spindelvæv og menneskets tarmsystemets indretning inspirere os til? Hvad kan årstidernes skiften eller kvantespring i atomer give af berigelser til procesforløb?

Vil du høre mere fra Klaus?

Så lyt til dette afsnit af ‘Lyden af Promentum’, hvor Klaus fortæller om procesledelse.

N