Viden

fra os til dig

Kend din personlige valuta og skab en livgivende arbejdskultur

Nynne Nørgaard Jensen / [email protected]

Kan du sætte ord på, hvad du er god til at bidrage med i dit arbejdsliv… altså ud over din faglige ekspertise?

De seneste måneders Corona-karantæne har givet vores liv en seriøs snurretur. Både privat og arbejdsmæssigt har vi været tvunget til at se på vores hverdag i et nyt perspektiv. Nogle af de spørgsmål der kan have fyldt meget er: Hvad er vigtigt? Hvilke former for værdi fylder vi vores liv med? Og ikke mindst – hvilke former for værdi bringer vi selv med i hverdagen og i vores arbejdsliv?

Særligt det med, hvilke former for værdi vi selv kan bidrage med, vil jeg kredse om i denne artikel. Jeg vil opfordre dig til, at sætte ord på din personlige valuta. For kender du den, kan du øge din mulighed for indflydelse, du kan hjælpe med at rydde udfordringer af vejen og dermed skabe et bedre arbejdsliv for dig selv og dit team.

Du kan bringe mere værdi, end du aner

Forskning viser at de gladeste og mest magtfulde mennesker ofte befinder sig i centrum af store netværk, netop fordi de hele tiden giver til deres netværk. Det er sådan du dyrker en stamme, ved at være generøs med din valuta – uanset om det er redigeringsfærdigheder, at være en god lytter eller værdifulde introduktioner til andre i dit netværk.

Når du dyrker en stamme af mennesker, som du støtter, dyrker du en stamme af mennesker, der støtter dig. Det hedder, med et fint ord, reciprocitet.

Som mennesker har vi lyst til at give til dem, som har givet til os i forvejen.

Hvad er din personlige valuta?

Min observation er, at alt for mange ikke er bevidste om, hvad og hvor meget de faktisk kan bidrage med for at skabe og vedligeholde en livgivende kultur i deres projekter og på arbejdspladsen generelt. Selvom de faktisk nemt kan bringe mere værdi end de aner.

Det behøver ikke være fagligt i form af ekspertviden. Det kan være alt fra nærvær, teknisk færdighed, opmærksomhed, adgang til ressourcer, viden og noget så enkelt som venlighed.

Selv de mindste ting, kan gøre en stor forskel. Så overvej: hvad er dine styrker?

At værdsætte andre er en overset valuta, som vi alle har nemt tilgængeligt

En af de værdier, som jeg oplever, at vi alle nemt kan skabe det er værdsættelse.

Det er fx et af de bedste værktøjer til at fastholde medarbejdere. Du vil blive overrasket over, hvor stor og positiv en indflydelse det har, både på den der bliver værdsat og på arbejdskulturen generelt.

De stærkeste teams er oftest dem, der værdsætter hinanden mest.

Hvor ofte værdsætter du dig selv bevidst? Hvor ofte værdsætter du andre eksplicit? Og hvordan gør du det egentlig?

I enhver situation er der nogen eller noget, der kan værdsættes

Bemærk og udnyt de muligheder du har for at værdsætte dig selv og andre.

Den bedste måde at værdsætte nogen på er at være konkret. Ligesom når du giver feedback. Det skal være et konkret eksempel og du skal kunne fortælle om den virkning, det havde på dig. Et lavpraktisk eksempel kunne være:

’Tak for hjælpen i går med at læse korrektur på min mail. Det gav mig lige den ekstra tryghed og sikkerhed for, at alt var i orden, inden jeg sendte den til hele projektgruppen.’

Begynd at dyrke din personlige valuta aktivt – nu

Jeg håber, at du er blevet opmærksom på, at du har mulighed for at skabe en mere livgivende arbejdskultur for dig selv og dine omgivelser. Og der skal ikke så meget til for at gøre en forskel. Jeg vil derfor slutte af med at opfordre dig til, at sætte ord på din personlige valuta.

Hvad vil du gerne dyrke aktivt?

Skriv 3 ting ned i en note til dig selv – og begynd så at bruge din personlige valuta aktivt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Personlig valuta