Improvisation – en vigtig ledelseskompetence

Udgivet:

Opdateret:

I takt med at verden og arbejdslivet bliver stadig mere komplekst og uforudsigeligt, bliver én kompetence vigtigere end mange andre: evnen til at improvisere. Rationel planlægning er ikke længere nok – hvis det nogensinde har været det. For dig som leder er improvisation en nøgle til at skabe flow, handlekraft og fremdrift i en virkelighed, der konstant forandrer sig.

Alligevel er improvisation ofte omgærdet af tavshed. Måske fordi vi forbinder det med tilfældighed eller manglende kontrol. Men fakta er, at vi alle improviserer – mange gange om dagen. Vi taler bare sjældent om det, og ofte opdager vi det ikke engang selv. Hjernen improviserer nemlig automatisk og ubevidst.

Et klassisk eksempel er McConkie og Zolas eksperiment fra 1979, hvor forsøgspersoner læste en tekst med blandede StOrE oG sMå bogstaver – mens kombinationerne hele tiden skiftede. Resultat: Deltagerne bemærkede ingenting. Hjernen fyldte ubemærket hullerne ud. Et andet forsøg viste, hvordan en person midt i en samtale blev udskiftet med en helt anden – uden at samtalepartneren opdagede det. Hjernerne improviserede sig simpelthen frem til mening.

Vi er biologisk disponeret for improvisation. Og det er på tide, vi begynder at se det som en legitim, bevidst og træningsbar del af ledelsesarbejdet.

Improvisation – som mental tilstand og ledelsesgreb

Når du improviserer, arbejder din hjerne anderledes end under planlægning. Studier foretaget af neuroforskeren Charles Limb viser, at improviserende musikere reducerer aktiviteten i de områder af hjernen, der styrer selvcensur og hæmninger – og i stedet aktiverer områder for kreativ udfoldelse. Resultatet? En tilstand af frihed, fokus og glæde. Der frigives endorfiner, og hjernen oplever flow.

Forestil dig at kunne bringe den tilstand ind i dit ledelsesrum – hos dig selv og hos dine medarbejdere. Ikke som en modsætning til planlægning, men som et supplement. For plan og improvisation er ikke hinandens modsætninger – de er hinandens forudsætninger.

Kan du lære at improvisere som leder?

Det korte svar: ja. Improvisation er ikke forbeholdt kunstnere eller komikere. Den er trænet og dyrket i årtier i kreative miljøer – og den kan udvikles i ledelsespraksis også.

Ligesom en jazzmusiker træner sin evne til at lytte, respondere og bygge videre, kan du som leder styrke din evne til at navigere i det uforudsigelige og skabe mening i kaos. Det handler ikke om at lade stå til – men om at være til stede, handle i nuet og gøre brug af det, der er.

Fire greb til at styrke din ledelsesmæssige improvisation

1. Skab balance mellem plan og improvisation

Vi er vant til at planlægge os frem til kontrol. Men planlægning kan også blive et fængsel. Som Martin Thorborg (medstifter af Jubii) har sagt: ”Brænd forretningsplanen, når du har skrevet den.” Pointen er, at planer aldrig må blive så rigide, at de spænder ben for ny viden, spontane løsninger og virkelighedens kompleksitet.

Som leder bør du se planen som et pejlemærke – ikke et facit. Gør plads til at justere kursen. Giv dig selv og dit team frihed til at improvisere, når virkeligheden kalder på andet end det planlagte.

2. Led med et “Ja, og”-mindset

Grundlaget for improvisation er en særlig holdning: “Ja, og.” Det handler om at møde idéer og input med åbenhed og bygge videre frem for at afvise.

Psykologen Marcial Losada har dokumenteret, at teams med en overvægt af positiv kommunikation (et forhold på mindst 3:1 mellem positive og negative interaktioner) præsterer markant bedre. Som leder er det derfor din opgave at skabe en kultur, hvor idéer får lov at leve. Hvor fejl ses som læring, og hvor nysgerrighed trumfer kontrol.

Træn dig selv og dit team i at lytte, respondere og bygge ovenpå. Det skaber både energi, ejerskab og retning.

3. Brug det, der er – “de forhåndenværende søms princip”

Karl Weick introducerer i sin forskning begrebet bricolage: kunsten at bruge det, man har, til at skabe løsninger. Tænk på personen, der åbner en øl med en hæftemaskine. Det handler ikke om perfekte værktøjer – men om at se muligheder i det forhåndenværende.

Som leder i en kompleks virkelighed må du konstant improvisere med det, der er. Ressourcerne er sjældent optimale, og løsningerne sjældent ideelle. Men med kreativitet, overblik og nysgerrighed kan du og dine medarbejdere ofte finde frem til noget langt mere værdifuldt, end det planen oprindeligt foreskrev.

4. Find dine legekammerater

Improvisation blomstrer i fællesskab. De mest kreative miljøer opstår, når mennesker med forskellig viden og tilgang tør lege, eksperimentere og udfordre hinanden.

Tænk på Tolkien og C.S. Lewis, der skabte et fællesskab (The Inklings), hvor de udviklede hinandens idéer. Eller på Casper Christensens komikerkreds, hvor gensidig improvisation har skabt noget af det mest nyskabende på dansk tv.

Som leder har du brug for faglige legekammerater. Mennesker du kan eksperimentere med, bygge videre på og skabe nyt sammen med. Sørg for at have netværk – internt og eksternt – hvor du ikke skal have alle svarene, men hvor du får lov at udforske.

Lederen som improvisatør

Improvisation er ikke et fravalg af struktur. Det er et bevidst og modigt valg om at være til stede, følge nuet og skabe bevægelse – også når terrænet ikke passer med kortet. Det er en kompetence, du kan udvikle – og en tilstand, du kan kultivere i dit lederskab.

Så spørg dig selv: Hvornår improviserer jeg som leder? Og hvordan kan jeg blive bedre til det?

For i en verden, hvor kontrol er en illusion og kompleksiteten kun vokser, bliver evnen til at improvisere ikke bare en fordel. Den bliver en nødvendighed.

Du kan læse om Promentums 1-årige lederuddannelse med certificering i Regenerativ ledelse her

At træde til side for livets egen bevægelse Der er noget, du ikke kan kontrollere. Noget, du ikke kan planlægge dig frem til. Noget, du
grafisk billede - frisættende ledelse
Improvisation står ikke i modsætning til fornuft, plan og strategi. Det er en kompetence, der udspiller sig, når du som leder står i situationer, hvor
Hvad er en regenerativ organisation? - En introduktion til en ny måde at organisere på Forestil dig en organisation, der ikke bare fokuserer på at
Har du nogensinde oplevet en organisation, hvor tingene burde glide, men alligevel sander til? Hvor gode initiativer dør i møder, beslutninger tager evigheder, og folk
grafisk billede