(Caption: variabilitetseksperten Corvus Cornix, billede af Thanasis Papazacharias, pixabay.com)
God variabel morgen
Der er nogle dage, hvor solen skinner. Og så er der andre, hvor det blæser og regner, og alle byens beboere skal overveje en ekstra gang, om de skal have regnbukserne på, når de cykler til arbejde (for det gør vi nemlig her i byen!). Når de sætter sig på cyklerne og kører gennem byen, skal de være ekstra opmærksomme, for vilkårene, når det regner og blæser en morgen i byen, kan udfordre lidt. De andre trafikanter kan ikke se så meget. Der kan være en pirrelighed, som både skyldes det ruskende vejr, at det er lidt sværere at komme hurtigt frem, det glatte føre – en pirrelighed, som er som en kollektiv spændthed, hvis effekt er ret svær at forudsige.
Sådan en morgen kræver sit menneske. Tænk, hvis man bare var en gås eller en and sådan en dag, tænker man, for de ser ud til at være ligeglade. Nærmest glade for regnen. Det hjælper måske at have regntøjet på hele tiden. Og de har en plan, for hver tid af året, som giver en ro til det hele. En forudsigelighed, som synes at være en del af det globale DNA for både mennesker og fugle. Det er rart, når man kan huske forskel på regnvejr i februar og regnvejr i juli. Og for både mennesker og fugle er der en plan – vi ser frem mod, at vejen, de andre, bilerne, regnen, holder sig inden for en vis variation og kun yderst sjældent skejer for meget ud. Og vi ser frem mod, at kommer maj springer blade og blomster ud, og kommer juni nærmer vi os sommer og ferie og lange aftener med venner og elskede.
Variabilitet – forskel på forskel, der gør en forskel
Hold den lige dér. For det er ikke helt så enkelt. Her må vi introducere en forskel, der gør en forskel, som Gregory Bateson ville have sagt. Den forskel er variabilitet. For vores mulighed for at trives i den relative variation afhænger af mange forhold, og variabiliteten er en måde at udtrykke de forskelle på. Som Rob Dunn siger det i A Natural History of the Future:
“The kind of variability associated with seasons is the easy kind. Even if it is a shock to the system each time it comes – the shock of the first snow, the first spring rain, or the first summer heat – it is an expected shock. Spring. Summer. Fall. Winter. Spring. Summer. Fall. Winter. Another kind of variability relates not to differences among seasons but, instead, to differences among years. Such variability is much more difficult to deal with because it doesn’t have a pattern. A bird can’t anticipate a dry year” (Hør Dunn fortælle om bogen her: Nat Talk: A Natural History of the Future).
Der er altså variabilitet, der holder sig inden for det forudsigelige, og der er variabilitet, som vi ikke kan forudsige, fordi den ikke følger de mønstre, som prægede verden indtil i dag. Det kan være enkeltbegivenheder, som voldsomme skybrud eller tørkeperioder, som ikke kan forudsiges hver for sig – selv om vi med vores mange avancerede modeller og teknikker kan sige noget om deres statistiske sandsynlighed for at optræde oftere eller mere sjældent. Den kan jeg bare ikke mærke, når jeg sætter mig ud på cyklen.
De kloge krager
Et vigtigt begreb her er den opfindsomme intelligens (inventive intelligence). Det er derfor, der er et billede af en krage ovenfor. Som de fleste efterhånden ved, er krager ikke bare kvikke, de er særdeles intelligente. Den intelligens har mange aspekter, som genkendelse af specifikke mennesker (hvorimod vi har et hyr med at genkende dem krage for krage) eller brug af værktøjer. Men i den her sammenhæng er det et særligt aspekt af deres intelligens, der er interessant.
Deres opfindsomme intelligens gør dem i stand til at reagere kreativt og fleksibelt på variation i variationen. Det gør dem egnede til at trives i menneskeskabte byer, hvor der hele tiden sker uforudsigelige (fra et kragesynspunkt) forandringer. Slipper én form for føde op, skifter de til en ny. Virker én teknik til at skaffe føden ikke, bruger de en anden – eller opfinder en ny. De er også i stand til at lære nye praksisser af hinanden, som mejserne I England, der lærte at hakke sig igennem lågene på mælkeflasker og spredte den viden fra fuglegruppe til fuglegruppe over hele landet. Andre fugle, som alliker, skelner mellem forskellige slags mad efter, hvor holdbare de er (fx orme kontra frø) og opbevarer dem på forskellig vis. Og flytter dem igen, hvis de opdager, at andre har set, hvor de gemte det – eller hvis noget andet forstyrrer deres lager. Alt sammen gode egenskaber, når variabiliteten stiger.
Den antropocæne tidsalder medfører globale og lokale udsving, der er større – og mindre forudsigelige. Det betyder, at nogle arter, som kragefugle, vil trives relativt godt trods de generelt mere udfordrende vilkår. De er evolutionært gearet til at håndtere situationen – og de er i øvrigt også vant til at følges med os (eller træne os, hvem ved). Beskrivelserne af kragefugle og mennesker går mange århundreder tilbage. Indtil en grænse, selvfølgelig, for de er trods alt, ligesom vi, afhængige af den føde og de vilkår, der er i verden omkring os. Andre arter kan klare variationen med andre metoder – som at migrere og på den måde søge til steder, der har nogenlunde de samme forhold. Her er det vores ødelæggelse af rastepladser og biotoper (levesteder), der gør det svært for fuglene at klare sig. Tænk bare på, hvad det gør, at der er krig i et stort område lige midt I Europa i flere år i træk. Men der er mange andre måder, vi ødelægger de migrerende fugles levesteder på (se her A Call for Cooperation: Saving the Places Migratory Birds Call Home – lidt om hvordan).
Men hvad med os?
Vi kunne blive ved med at tale om de kloge fugle. Men Dunns kapitel om “The Intelligence of Crows” handler ikke kun om fugle.
“It is this unpredictable variability, the unpredictable year-to-year variability in temperature and precipitation, that is expected to increase in the future”.
Vores adfærd skaber forøget variabilitet fra år til år. Det bliver kun mere udtalt med variabiliteten, som Dunn siger her. Så det næste spørgsmål, som rammer lige ind i udviklingen af det regenerative paradigme, er: Hvordan virker de menneskelige indgreb i miljøerne tilbage på menneskenes samfund, og hvordan påvirker vores organisatoriske eller institutionelle reaktioner vores evne til at håndtere variabiliteten? For den kognitive ‘buffering’, som krager og mennesker er så gode til, altså evnen til at skabe rum for at kunne håndtere uforudsigelighed og finde løsninger på den, foregår ikke i individuel isolation. Ligesom krager, bonoboer og andre opfindsomt intelligente væsener agerer vi stort set hele tiden afhængigt af fællesskaber. Vi er sociale. Verden er social, også i den antropocæne tid.
“The crow is ever aware. The crow knows when food is becoming short, when winter is becoming harsh. When these changes come, the crow invents. Big institutions are not, by their nature, aware of such changes. They must monitor for changes and be alert to them. They must be hypervigilant to events that have been rare”.
Men hvilken slags institutioner og organisationer har vi så udviklet, siden vi gik om bord i ‘den store acceleration’, med dens industrialisering, urbanisering, kapitalisme, globalisering osv.? Det er jo et stort og komplekst spørgsmål. Dunn fremhæver selv udviklingen af systematiserede, automatiserede, til dels digitaliserede organisationer, der er gode til noget ret begrænset. Institutioner, som inden for den begrænsede ramme, har udviklet sig til at være gode til enten at trives i forudsigelighed eller ligefrem at lave en slags filter, der gør verdens kompleksitet mere forudsigelig. Et filter, der eksternaliserer variation, ikke bare naturens, men egentlig alle forhold og fænomener, der ikke passer ind i forudsigeligheden.
Håndtering af det uforudsigelige
“If humanity can’t approach the complexity of our world with greater collective effort, we can’t meet the challenges we face now” (Nora Bateson, link https://norabateson.wordpress.com/2018/02/).
Hvis nu verden vitterligt var forudsigelig hele tiden, så kunne vi begrænse evnen til kollektiv håndtering af uforudsigelighed til en slags leg, en ophobning af evner, der måske aldrig skal i brug. Sagen er bare, at det ikke er den verden, vi lever i. Mere end nogensinde før møder vores institutioner og organisationer en virkelighed (både indefra og udefra), der er uforudsigelig på mange måder efter hinanden og ind i hinanden. Derfor bliver selv de store institutioner målt på, hvor godt de er i stand til at håndtere det uforudsigelige. Her er det værd at skippe Dunn et øjeblik, for vi har jo mange eksempler på organisationer, der er gode til at agere i en omskiftelig verden – ja, som måske ligefrem trives med at fremme og forøge den uforudsigelighed. Det kan være alt fra små, agile, innovative start-ups til terrornetværk eller katastrofeberedskabs-opfindelser som Repair Together i Ukraine. Eller kunstnerkollektiver, der trives i en tilstand af konstant reaktivitet på truslerne samtidig med, at de lader sig gennemtrænge af verden (herom en anden gang snart). Der er stor forskel på de organisationer, men det, de har til fælles, er deres evne til at respondere på den voksende uforudsigelighed, der møder dem.
Noget af det, der til gengæld skiller dem ad, er i hvor høj grad deres forhold til verden præges af en bestemt, økonomisk funderet måde at håndtere verdens kompleksitet på. Bruno Latour beskriver i sin “Gaia” bog, hvordan de forsimplende økonomiske modeller kommer med en pris for deres effektivitet:
“The interest of the individual – nation-state, animal, human, it hardly matters – can be calculated in only one way, by placing the entity on a territory that belongs to it exclusively and over which it reigns with sovereignty, and by shunting to the ‘outside’ everything that must not be taken into account. The novelty as well as the artificiality of this type of calculation is well brought out by the technical term ‘externalization’ – a precise synonym for calculated negligence…” (fra Facing Gaïa).
I Latours kommentar her aner vi konturerne af en slags etik: Hvad er det, vores organisationer er ude på, og hvordan er det, de forstår sig selv – er de overhovedet i stand til at agere i verden som om den faktisk bestod af økologier og ikke af suveræne individer? Eller, endnu mere besværligt kunne vi spørge: I hvor høj grad er vi i stand til, kollektivt og som organisationer ind og ud mellem hinanden, at anerkende, at verden aldrig opfører sig som modellerne påstår? Det er de begrænsede input i modellerne, der nogle gange bekræftes. Det er ikke virkeligheden, som den er i al dens umættelige levende forskellighed. Problemerne med at lade økonomiske modeller opsluge verden er her først og fremmest, at de forsøger at sortere alt fra, som ikke ser ud til at passe ind i en ressourceoptimerende logik, blandet med en stærkt kontrollerende etik. Det kan vi faktisk gøre bedre – og her er Desprets lille historie om, hvordan det gik med at se på fugle ud fra økonomiske modeller ret lærerig (se Living as a Bird, Counterpoint mellem kapitel 2 og 3).
Vi kan hurtigt blive enige om, at Dunns verdensbillede på den sociale side bliver lidt firkantet. Det, vi kan med det er til gengæld for eksempel at spørge os selv: hvad sker der, hvis vi lader vores opfindsomme intelligens fusionere med vores iboende empatiske evne til at fornemme og elske liv og begynde at forme organisationer derefter? Så vi hen ad vejen blev ‘lige så kloge som krager’ – og måske kunne erkende konsekvenserne af, med Fabienne Raphors ord: “Our species has perhaps destroyed its ‘own’ environments all the more thoroughly because it was not really its own at all” (i Parce que l’oiseau).
Uforudsigelighed og tryghed
Sidste lille input, som må lede til en længere refleksion fra andre med større viden, er, at biologen Dunn ikke har ret meget blik for faktorer som psykologisk tryghed (link til https://www.lederweb.dk/artikler/7-raad-saadan-skaber-du-psykologisk-tryghed/). Det er ikke nok at have de kognitive evner til at håndtere uforudsigelighed, for det sker altid i en social sammenhæng. Og her tyder meget på, at det er forhold som psykologisk tryghed, der afgør vores måde at forholde os til det nye på. Desuden peger statistikkerne på, at selv om der er blevet talt om psykologisk tryghed også – eller netop – i agile, opfindsomme virksomheder, så er et fænomen som stress udbredt på tværs af alle brancher og organisationstyper. Det vil sige, at de opfindsomme virksomheder tilsyneladende ikke skaber bedre miljøer for de mennesker, der bebor dem (link til https://www.amo-uddannelse.dk/cm110/). Eller værre for den sags skyld.
Så den stafet, vi kan sende videre herfra med afsæt i variabiliteten, er følgende spørgsmål: Er vi gearede til at skabe miljøer, der både kan håndtere det nye og uforudsigelige og skaber trygge miljøer? Stressundersøgelsen antyder, at der er lige meget stress i offentlige som private miljøer, lige meget i bureaukratiske som i mere fleksible miljøer. Men måske lidt flere af den slags, hvor høj uforudsigelig kompleksitet mødes af strenge regelsystemer. Og i flere af de miljøer gøres der meget for at fremme trygheden. Er det så, fordi det ikke virker, eller er der bare noget på spil, som er mere end psykologisk tryghed og kognitiv kapacitet? Kunne det være, at vi mangler at tage højde for organisationens materielle og informationsbehandlende processer, som de udmønter sig i alle dispositiver, fra regelsæt til bygningsfacader, og hvordan liv tillades at vokse ind i institutionernes forsøg på at gøre verden forudsigelig? Den må vi lade hænge.
Så hermed blot en opfordring til at se lidt længere på skaderne næste gang du har muligheden for det – både fordi vi er i gang med at skabe en verden til dem (eller også er de i gang med at få os til det?), og fordi deres mange organiseringsformer rummer mulig visdom til os. For vi er faktisk ret gode til det med uforudsigeligheden, når vi ellers får mulighed for at indgå i levende, tænkende kollektiver og institutioner.
Læs mere:
Rob Dunn (2021): A Natural History of the Future. What the Laws of Biology tell us about the Destiny of the Human Species. Hachette.
Vinciane Despret (2021): Living as a Bird. Polity Press.
Bruno Latour (2018): Facing Gaïa: Eight Lectures on the new Climatic Regime. Polity Press.
