På sporet af regenerativ coaching, part 1
Indledning
Dette indlæg er første del af to dele: Første del udgør mine læsninger af Giles Hutchins’ bog om at blive en regenerativ leder, frem til og med kapitel 5, dvs. sådan cirka halvvejs i hans bog: ”Leading by nature” (2022) (side 1-120 + de to forord ved henholdsvis professor Peter Hawkins på Henley Business School, og Laura Storm, som har skrevet: ”Regenerative Leadership” sammen med Giles Hutchins), og anden del udgør mine læsninger af samme bog, fra kapitel 6 og til og med bogen ud.
Det skal nævnes, at jeg, sammen med en kollega, i efteråret (2022) etablerede en studiegruppe, som læser denne bog. Vi er omtrent 40 tilmeldte hertil og med en gennemsnitsmængde af deltagere hver gang på omtrent halvdelen, dvs. 20 stk. Vi mødes cirka hver tredje uge og reflekterer det respektive kapitels indhold i små grupper, fælles opsamlinger og laver mindre øvelser i fællesskab i denne forbindelse også.
Mine store interesser gennem disse læsninger sigter efter følgende forhold:
- Hvad bliver der forstået ved ’det regenerative’
- Hvilke teoretiske tilhørsforhold og generelle principper gør sig gældende i forhold til a) menneskesyn, b) verdensopfattelse, c) livsforståelse og d) ledelseskonteksten
- Praksis-øvelser, teknikker og metoder
- Coaching-delen, dvs. dens funktion, betydning og benævnelser i forhold til at støtte og styrke tilblivelsen af ”den regenerative leder”. Det er dette punkt, der, i denne sammenhæng, er det mest interessante.
Visdommen, radikaliteten og opkaldet
Professor Hawkins formulerer sig i rosende vendinger omkring bogens projekt og Hutchins’ måde at arbejde hermed; dels anerkendes indskrivningen og (gen)introduktionen af den ”gamle (og glemte) visdom”, som følge af vores travlhed med at kontrollere og dominere samt udnytte verden. Dertil følger, at bogens radikalitet, jf. at gå til livets rod, varsler om dybdegående undersøgelser af spørgsmål som:
- Hvordan kan organisationer fungere som naturen?
- Hvordan kan vi som mennesker og ledere samarbejde ved at efterligne (biomimicry) naturens virke- og væremåder?
Dette er, som Hawkins formulerer det, en rejse tilbage til vores sande natur; at (kunne og ville) lade naturen og livet lede igennem os.
Herefter får vi en indledende definition af ’det regenerative’, hvor vi også hører dets omfattende udbredelse inden for biologi, antropologi, sociale videnskaber, byfornyelse, økologi, lederskab og organisatorisk udvikling m.m.:
”To ’regenerate’ is the capacity of any living system to respond to change, challenge, and trauma from its environment by dying to its old way of being and generating a fresh way of both responding externally and recreating itself internally” (p. xii).
Og vi læser i forlængelse heraf, at de to fundamentale aspekter ved denne regenerative kapacitet peger på:
- Sansebaserede responser til (om)verden via en systemisk opmærksomhed
- Dybdegørelsen af ens egen selv-opmærksomhed.1
Således har vi, som Hawkins bemærker det, at gøre med en dobbelt-bevægelse i forhold til at dybdegøre vores undersøgelser, nemlig udad og indad. Det står dermed klart, efter det første forord, at økologien ikke ”kun” er noget udenfor, men i høj grad også noget indvortes (jf. Søren Kierkegaard), samt at ”den regenerative rejse” handler om at behandle enhver udfordring som en generøs lærer; at hver dag er en lærings-rejse (p. xiii).
I forord nummer 2 (af Laura Storm) hæfter jeg mig ved livsmissionens tema og budskab om at bringe den verden, vi drømmer om til væren om en radikal autenticitet, og ikke mindst om et bevidsthedsskift, som kalder på og samtidig udtrykker en radikal transformation af vores samfund og økonomier. Dette opkald efter regenerative ledere lyder som følger:
- Ledere, der forstår den systemiske opmærksomhed
- Ledere, der forstår, hvordan man skaber næringsrige grundlag for organisatorisk trivsel
- Ledere, der forstår, at de er helhedens tjenere, og som kan mærke livet gennem dem (p. xvi).
Vi bliver nødt til, som Storm skriver det, at skabe rum for ledere, så de kan udfolde deres menneskelige opfindsomhed, autenticitet og livskraft, dvs., at de (igen) formår at gøre brug af deres indre sandhed, mod og visdom. Det drejer sig, ifølge Storm, om en kollektiv transformation, at holde rummet for ledere, der samtidig indvarsler tærsklen til nye måder at være og gøre tingene på via naturens visdom, således at vi kan mærke vores egen væsentlighed og lede ind i den regenerative tidsalder.
I introduktionen (p.1-8) hæfter jeg mig ved Hutchins tematikker omkring ”det transformerende sammenbruds-gennembruds-øjeblik”, og at ’det regenerative’ sigter efter at respektere al liv; at tilpasse og udfolde sig mod livsbekræftende fremtider. Det gælder om at komme i harmoni med livet og i dybere kontakt med naturens være- og virkemåder ved at låse op for selv- og system-opmærksomheden (bevidstheden). Det gælder hermed som coach om at holde rummet for, at ledere, ifølge Hutchins, kan skabe psykologiske transformationer i og via de indre og ydre skift (p.2).2
Åbningen til det regenerative lederskab
I det første kapitel hører vi om lederskabets nye norm, om at komme ud over det maskinelle mindset, om hvor vigtigt det er at lære, udfolde og trives; at det handler om den sande natur, dybere natur, naturens rytme, hvordan livet opererer: ”Leading by Nature is about noticing when we are standing strong in our authentic true nature” (p. 15). Endvidere gælder det om at udvide ledelsesbevidstheden således, at den frisætter selv- & system-opmærksomheden, dvs. at skifte bevidstheden til en mere holistisk opmærksomhed på livets natur omkring os og inden i os. At lytte til den indre underliggende transformations-rytme – og visdom.3
Vi får at vide, at livet konstant er i forandring, fuld af spændinger og ikke mindst forbundet, og at det gælder om for lederen at forbinde sig med sin sande natur, således at det bliver muligt at lede med autenticitet, sammenhæng og formål; kort sagt at skabe et regenerativt potentiale, samt at der er klare finansielle fordele ved at blive regenerativ (p. 21). Og hvad angår opmærksomheden, drejer det sig om arbejdet med:
- Selvets opmærksomhed, som rummer det horisontale kvalitetsnærvær og den vertikale dimensions indre fordybelser
- Og helheds-opmærksomheden (med ref. til ”systemisk coaching” (p. 23)), som trækker på østlig medicin, energistrømme, akupunktur (som symbol på de organisatoriske livsstrømme), dyb lytten, cirkler af deling, åben og ærlig feedback, m.m.
Hvad angår den stærke resonans, den dybe lytning, strukturerede konstellationer, generative dialog-teknikker (p.24-25), udgør dette, ifølge Hutchins, eksempler på og former for den indre helende proces i den regenerative forretningsgang via fx regenerativ feedback og livsbekræftende organisatorisk praksis.
I kapitel 2 sigtes der på den konstante læring og udviklingsmæssige vækst gennem livsbekræftende trivsel. Vi går, ifølge Hutchins, her fra bæredygtighed til det regenerative (p.28), gennem at lytte, sanse og dele i retning af en mere intuitiv helhedsoplevelse. Det drejer sig om energetiske og emergerende forhold og dermed et nyt plan, hvor lederen begynder at strømme på kanten af kaos (p. 31), ved at holde rummet og transmutere spændinger; en selvbevidsthedens og system-bevidsthedens alkymi, som det kaldes.
Gennem integreret formålsfuld autenticitet hylder vi hermed, ifølge Hutchins, læring, erkendelse og trivsel, og oplever os psykologiske trygge nok til at reflektere, diskutere og dele konstruktiv feedback. Vi kultiverer hermed den dybe lytning, dialog, coaching (p. 32), samtaler og dele-udvekslings-cirkler. Samtidig respekteres forskellighederne, pauserne, samskabelserne og de fælles refleksioner. Det drejer sig grundlæggende om at etablere en coaching-kultur (p.34), dvs. om, hvordan vi lytter, taler og stiller åbne spørgsmål i det organisatoriske miljø.
Og hvad angår spændinger og angst; handler det om at vokse herved, at kultivere en åben tilstand med tilstrækkelig høj grad af selv-ledelse, personlig frihed og ansvar, gennem klarhed omkring formål og værdier, kommunikationsformer og samarbejdsmetoder samt møde-praksis; alt det, som kan betegnes som det moralske kompas i den givne organisatoriske kontekst og ledelsespraksis. Og når man mødes, handler det om at lytte fra hjertet med respekt og nærvær; at kunne (ville) være sårbar, sensitiv og tilgængelig i disse transformerende dialoger. Kort sagt skal vi, ifølge Hutchins, blive bedre til at lytte via receptiv resonans (p. 41-42).
I kapitel 3 sigter Hutchins på den regenerative sanse-responderende dynamik i forhold til de komplekse og tvetydige forandringsprocesser med henblik på at tydeliggøre forskellen mellem at ville opnå noget (at være en achiever) og at være regenerativ. Gennem vores livserfaringer opnår vi et bredere og dybere repertoire, der styrker og udtrykker ledelsesbevidstheden.4 Det gælder om at nå til de niveauer for regenerativ bevidsthed, hvor det højeste udtrykker den iboende regenerative natur, hvorfra og hvorigennem, som det hedder, at energi, resonans og visdom strømmer (p.59).
Således sigter kapitel 3 på at fremstille forskellige niveauer for den indre og den ydre regenerative bevidsthedskapacitet med henblik på at åbne for den tilsvarende grad af ledelsespraksis, der kan få levende organisationer til at trives og dermed lade livets fulde potentiale, som det siges, ske gennem relationelle energier, rytmer og resonans (p. 63). Herved kan vi til fulde erfare, hvem vi i sandhed er, som en art hjemkomst og re-regeneration via erindringernes dekonstruerende død-fødsels-transformerende cyklus (p. 64).
Hele denne transformative bevægelse aktiverer, ifølge Hutchins, vores ”super-natur”, hvilket involverer en udvidet tillid til livet, overflod, generøsitet, kropsliggjort, autentisk engagement – uden forsvar; vi svømmer fra da af i livets hav.5 Det handler i bund og grund om at ville lære og at ville vokse, at blive autentisk og fuld af formål (mening), være sårbar, sensitiv og tilgængelig … fundamentalt set; at åbne sig overfor sig selv og omverden … primært gennem at (kunne) lytte!
Den indre åbning til den dybere natur
I del 2 (kapitel 4) skal ”vi længere ind”, da vi hermed af Hutchins inviteres på ”den indre rejse”; det handler om selvundersøgelsen, at sanse indad: ”In order to shift from Achiever to Regenerative, we must acknowledge the importance of the inner journey and start consciously bend the beam of attention inward” (p. 77). Vi skal således finde ind (eller tilbage) til det hellige rum eller tempel. ”Kend dig selv” er, som det skrives, den fundamentale jord for det regenerative lederskab! (p. 78).
Vi skal med andre ord lytte til den indre stemme, mærke kroppen, finde den indre, dybere natur, opøve en livs-sensitivitet, erfare livet, som det er og herved blive til den, som vi i sandhed er.6 Vi slipper, ifølge Hutchins, angsten i takt med, at tilliden til livet vokser. Vi lærer at strømme, som livet strømmer (p. 86). Vi får en kærligere interesse i/til hvert enkelt øjeblik og sanser andres dybere natur bedre; kort sagt erfarer vi en dybere livsrytme og naturens resonans.7
I kapitel 5 (og dermed dette indlægs sidste passage) bekendtgøres det, at der skal arbejdes med 5 ”coaching frames”, som skal støtte ledere i deres indre transformationer mod at integrere de 3 optikker/linser.8 Gennemgående handler dette kapitel, som nævnt, om at kropsliggøre det regenerative skift via en transformativ udfoldelse; med livet og naturens visdom som pejlemærke og vejleder. Hele tematikken omkring øget autenticitet og en sandere autenticitet sigter mod at give slip overfor, hvordan livet virkelig er. Som det skrives: ”… the journey toward regenerative leadership is a letting go into how life really is” (p. 98).
Hermed hører vi, at kynisme, angst og dømmende vurderinger udgør rødderne til vores degenerative adfærd, samt at frisættelserne foregår på tre niveauer; 1) mikro-niveauet, 2) meso-niveauet og 3) makro-niveauet (p. 99-104). Endvidere hører vi om ”de fem monstre”; 1) usikkerhed, 2) konkurrence, 3) funktionel ateisme, 4) angst og 5) døden (p. 105-108). Og afslutningsvist i dette kapitel hører vi om, hvordan man 1) holder rummet inden i sig selv og 2) holder rummet på tværs af systemet uden for sig selv (p. 110-114); hvor følgende gælder for sidstnævnte, nemlig; a) være opmærksom lyttende, b) være engagerende, c) være sansende, d) være høstende og udforskende – hvilket overvejende foregår gennem coachende dialoger.
Det sidste afsnit er Hutchins’ arbejde med ”coaching-baseret natur-nedsænkning”. Jeg vil ikke gennemgå denne procesbeskrivelse, hvorved den nysgerrige læser selv kan gå på opdagelse heri, men blot hæfte mig ved følgende; det gælder om empati, om at være autentisk, at være/komme i kontakt med naturens visdom, at holde pauser, vandre i naturen, være stille, meditere, foretage åndedrætsøvelser m.m., åbne sig for livet, dele, hvad der opstår; at undersøge i fællesskab, hvad det er, der gerne vil frisættes (…to be continued…).