Af Lars Elswing
Det står, for selv det mest forandrings-u-parate menneske, klart, at virkeligheden skriger på nye måder at se os selv og verden omkring os på. I form af klimakriser, nedbrudte økosystemer, vigende biodiversitet, pandemier og krigshandlinger, fortæller vores omgivelser os, at vi bør ændre adfærd.
Det syntes ikke længere muligt blot at fortsætte af det spor, menneskeheden har lagt ud for sig, og at sætte sine forhåbninger til teknologiske landvindinger og nedskaleringer af ressourceforbrug kan i bedste fald blot skabe en situation af bæredygtighed, hvilket jo i ordets betydning blot vil gøre os i stand til at bevare et allerede ubalanceret økosystem.
Den antropocæne tidsalder, hvor mennesket reelt skaber forandringer i naturen på linje med naturen selv, ved bl.a. vores hæmningsløse ressourceforbrug, har medført, at mange natursystemer har nået og til dels overskredet deres evne til at være i balance. Derfor kan det regenerative som princip ses som en forståelsesramme for, hvordan vi kan opbygge vores ressourcer samtidigt med, at vi er i fremdrift – at vi bevæger os.
Når vi taler om det regenerative paradigme, mener vi, at her er tale om et princip, som kan gælde alle handlingssfærer. Det er umiddelbart forståeligt at se det i perspektiv til det, vi omtaler som naturen, altså det, som omgiver os, men her er det vigtigt at se, at dette princip også bør gælde, hvordan vi behandler os selv og hinanden som individer og i fællesskaber. Som i forholdet, naturen som ressource, er vi selv også at se som en ressource, og brugen kan ikke udelukkende styres efter behov, men nødvendigvis i højere grad efter ressourcens egenskaber og evne til at være i balance med sig selv.
I forståelsen af et regenerativt paradigme ligger der, at hvis du bruger af en ressource, må du gøre det på en sådan måde, at ressourcen vokser derved. Hvis du fx plukker en blomst, skal du vande og gøde, så der hurtigt skabes nye og flere blomster. Hvis du beder et andet menneske om hjælp, må du søge, at du yder det andet menneske den støtte, det har behov for til at stå i en endnu stærkere position, end det gjorde før.
Netop forståelsen for, at vi mennesker som ressourcer er blevet ofre for den samme manglende forståelse for nødvendigheden af at give plads til regeneration kan være et kernepunkt i skiftet fra degeneration til regeneration. Ved at arbejde med den nødvendige hensyntagen til menneskelig diversitet skaber vi samtidigt rum til at erkende den dybe nødvendighed af regeneration som universal. En del af problematikken er jo netop opstået ved, at mennesket har set sig selv afkoblet fra naturen, og derfor kunne vi tillade os at bruge af de forhåndenværende ressourcer, som vi fandt det nødvendigt. Vi har handlet, som var vi ikke en del af ”helet” – som var vi hævet over konsekvenser ved vores handlinger. Den forståelsesramme, det paradigme, som vi har forstået os selv ved, har vist sig at være utilstrækkeligt ift. at skabe regenerative vilkår for dyr, mennesker og det, vi ynder at kalde naturen.
Paradigme
Ordet paradigme stammer fra græsk og er sammensat af to dele. Et prefix ” para”, som betyder i “nærheden” eller “hos”, mens ”deiknynai” tilsammen betyder “forbillede” eller “mønster”. Heraf kommer nutidens brug: En tænkemåde eller et system af tanker og sammenhænge. I den regenerative litteratur møder vi ofte ønsket om et paradigmeskift. Vi må skifte det gamle paradigme ud med et nyt og lovende paradigme, nemlig det regenerative paradigme. Men hvordan gør vi det?
Thomas Kuhn bruger begrebet paradigme ifm. et opgør med forståelsen af videnskab som en lineær udvikling. Han opponerer mod ideen om, at historien bevæger sig fremad i lige linjer og derfor, at vi bliver klogere og klogere, at videnskaben kan forklare mere og mere fuldendt, hvad der er sandt. Derimod udvikler videnskaben sig nærmere i spring, når den eksisterende normalvidenskab ikke formår at kunne løse tidens problemer. Der bliver brug for nye forståelsesrammer, og disse kalder Kuhn for paradigmer.
Kuhns faser af videnskab
Fase 1: Præ-videnskab
Den præparadigmatiske tilstand refererer til en periode før, der er opnået videnskabelig konsensus. Denne periode er præget af uorganiseret og forskelligartet aktivitet indenfor det pågældende område. Præget af en konstant debat om det grundlæggende i teorierne mellem lige så mange teoretikere. Modstridende teorier fremføres med deres egne individuelle observationer.
Fase 2: Normal videnskab
(mest almindelige – videnskab er normalt stabil)
Der etableres et paradigme, som lægger grunden til legitimt arbejde inden for disciplinen. Videnskabeligt arbejde består derefter af artikuleringen af paradigmet til løsning af problemer, som videnskaben søger at finde løsninger på. Et paradigme er det konventionelle fundament for forskning, som skaber præcedens. Problemer, der modstår løsninger indenfor rammen af det gældende paradigme, ses som uregelmæssigheder. Anomalier tolereres og forårsager ikke afvisning af teorien, da forskere er overbeviste om, at disse anomalier kan forklares over tid.
Forskere bruger meget af deres tid i ”Model Drift ”-trinnet og kæmper med anomalier, der er dukket op. De er måske eller måske ikke klar over dette, eller anerkender det som sådan. Det sker pga. nødvendigheden af, at normal videnskab er ukritisk. Hvis alle forskere var kritiske over for en teori og brugte tid på at forsøge at falsificere den, ville det være meget svært nogensinde at få færdiggjort nogen som helst forskning.
“’Normal videnskab’, den aktivitet, hvor de fleste forskere uundgåeligt bruger næsten al deres tid, er baseret på antagelsen om, at det videnskabelige samfund ved, hvordan verden er. En stor del af denne virksomheds succes stammer fra samfundets vilje til at forsvare denne antagelse, om nødvendigt med betydelige omkostninger. Normal videnskab undertrykker for eksempel ofte nye opdagelser, alene fordi de nødvendigvis udfordrer den eksisterende normalvidenskab” (Kuhn, 2012, s. 5).
Fase 3: Krise
Det er her, paradigmeskiftet sker. Anomalier bliver alvorlige, og en krise udvikler sig, hvis anomalierne underminerer det eksisterende paradigmes grundlæggende antagelser, og hvis forsøget på at fjerne dem konsekvent mislykkes. Under disse omstændigheder bliver reglerne for anvendelse af paradigmet lempet. Ideer, der udfordrer det eksisterende paradigme, udvikles.
I en krise vil der være ‘ekstraordinær videnskab’, hvor der vil fremkomme flere konkurrerende teorier. Hvis uregelmæssighederne kan løses, er krisen forbi, og normal videnskab genoptages. Hvis ikke, er der en videnskabelig revolution, der indebærer et paradigmeskift.
Fase 4: Revolution
Til sidst vil der blive etableret et nyt paradigme, men ikke på grund af nogen logisk overbevisende argumentation. Årsagerne til valget af et paradigme vil stort set være af psykologisk og sociologisk karakter. Det nye paradigme forklarer bedre observationerne og tilbyder en model, der er tættere på den objektive, eksterne virkelighed.
De forskellige paradigmer anses for at være usammenlignelige – det nye paradigme kan ikke bevises eller modbevises af reglerne i det gamle paradigme og omvendt.
Hertil og ikke længere
Man kan godt genkende ideen om, at vi står overfor problemer, vi ikke kan løse med de værktøjer, vi ellers har brugt til at skabe os velfærd, og man kan godt ane, at det ikke bare er et quickfix, der skal til. Samtidig er det jo de samme ingredienser, vi har at gøre med. Det er et andet syn på verden og os selv, vi skal skabe – en helt ny ontologisk forståelse af sammenhænge, som vi kender det med tegningen, hvor vi ser en ung smuk kvinde eller en gammel kælling i en og samme tegning.
Hertil bør måske kommenteres. Ikke for at være politisk korrekte, men bare fordi vi i den grad giver plads til alle her, såvel ung som gammel, og uanset hvilket skønhedsideal vi måtte dyrke. Således ville man jo kunne sige, at forskellen på de to figurer netop illustrerer, hvordan den samme person ville blive beskrevet ud fra et paradigme som “en gammel kælling” og ud fra et andet som en “erfaren, kroget, kvindelig skikkelse”, fx, og den “smukke unge kvinde” kunne lige så vel beskrives som en “lidt genert, bortvendt, yngre skikkelse” (Oleg 2023).
Måske vi, ved at ændre fokus, kan se et helt andet billede af verden på samme måde, som vi kan se forskellige damer i billedet. Men vi ved også godt, at det ikke er så lige til – at vi ”stirrer os blinde” på en bestemt måde at se verden på. Vi har ”vænnet” os til vores måde at se verden på, ville Hume sige.
Det regenerative paradigme sætter, måske, som betingelse, at vi på alle niveauer, i alle tilstande, i alle sammenhænge, handler på en sådan måde, at vi bringer hinanden og verden omkring os i en bedre situation end før, vi brugte af hinanden. Modsat at forbruge i den tro, at vi er i stand til at skabe vilkår, som skaber ressourcer i den mængde, vi finder behov for.
Kilder
- Thomas Kuhn: Paradigm Shift Definition & Examples By Saul Mcleod, PhD Updated on February 16, 2023, Reviewed by Olivia Guy-Evans.
- Kuhn, Thomas S. The structure of scientific revolutions (2012).