[Dele der udgør en helhed, mønstre, eller bare spor, der forsvinder? Foto af Oleg Koefoed, fra forestillingen Hardcore af Niels Lyhne Løkkegaard og Tora Balslev, Brønshøj, 2020]
“The Anthropocene is the moment at which humans come to recognize humankind, insofar as it subscends its parts (such as plastics and concretes in earth’s strata). The Anthropocene is the moment at which species as such becomes thinkable in a non-metaphysical way, such that humankind cannot rigidly exclude nonhumans. The human becomes visible as a species, that is to say, as a whole weirdly smaller than the sum of its (human, bacterial microbiome, prosthetic) parts.” (Timothy Morton – Subscendence, 2017) (https://www.e-flux.com/journal/85/156375/subscendence/ )
Er vi på vej i afgrunden på grund af en kæmpestor forandring, som vi har sat i gang, og som nu truer med at udrydde “os” – menneskeheden?
Eller er der en anden, på lignende vis kæmpestor, uudgrundelig bølge kaldet den kapitalistiske opfindsomhed eller den usynlige hånd, der vil redde os fra vores egen dumhed og standse bølgen af opvarmning og udryddelse på planeten?
Eller er det den politiske fornuft, som har bragt verdens ledere sammen på et tidspunkt, hvorved de har fundet frem til 17 mål, 169 delmål og et utal af indikatorer, som vi efterfølgende kan sende ned igennem vores systemer, vores organisationer, og justere på bevægelserne, der skal redde os?
Vi bakser med at finde vej i den antropocæne tidsalder og den globale opvarmning, og få vendt ‘det hele’ til bæredygtighed gennem f.eks. regenerative strategier.
Der er en vis forvirring omkring hvem der skal gøre hvad, hvornår og hvorfor. Er det hver enkelt individ, der skal handle, eller er det ligegyldigt, fordi det kun er på et højere niveau, at handlingerne gør en forskel? I den forvirring er der en skjult ontologisk uenighed, altså en uenighed om hvad der er virkeligt.
Groft sagt skriver rigtig mange miljøforkæmpere, regenerative agenter, bæredygtighedstilhængere, under på en holistisk tankegang. De bruger ord som “naturen”, “moder jord”, “Gaia”, og så videre, som en slags helheder, der er større end summen af deres dele. Men samtidig arbejder de (vi) med størrelser som de 17 verdensmål, som er aggregerede størrelser – de er ikke helheder, de består af en masse dele, der skal understøtte hinanden.
Men de er ikke tænkt som udtryk for en helhed, ikke mindst fordi de er formuleret ud fra den politiske fornuft og det neoliberale verdensbillede, hvor helheder ikke rigtigt eksisterer som andet end symbolske forestillinger. Når der skal gøres op i verdensmålenes navn, foregår det nedefra og op, indikator for indikator, og helst ikke på tværs, for det er alt for komplekst. Vores tænkning domineres af holisme og anti-holisme.
En tænkning med muligheder
Den britiske tænker Timothy Morton har arbejdet i mange år med at fremskrive en måde at se på verden, der kombinerer nogle af de her elementer på en anderledes måde. Morton er dels tilhænger af en “objekt-orienteret ontologi”, som anerkender alle tings virkelighed. En plante er lige så virkelig som du er. Et verdensmål er lige så virkeligt som global opvarmning. De er det bare på forskellige måder. Og dels er han fortaler for en ‘subscendent’ tænkning af helheders forhold til ting, som han også kalder for en ‘implosiv holisme’.
Det er en tænkning, der rummer muligheder, når vi skal forstå det regenerative og finde vores handlingers spor i det.
Når vi taler om helheder og dele, er vi vant til at forestille os en slags hierarki, hvor min krop f.eks. er mere end summen af mine molekyler. En organisation er mere end summen af dens medarbejdere. Et brand er mere end summen af dets produkter. “Verdensmålene” eller “SDG’erne” er mere end summen af de enkelte mål. Og “det regenerative” er mere end summen af de handlinger, vi hver især udfører.
Det er en bevægelse, en bølge, næsten en krop. Med mindre vi er individualister eller reduktionister og ikke anerkender helhedernes eksistens som andet end netop summen af delene. Det kan til gengæld være svært at arbejde med både individuelt for f.eks. ledere i organisationer, eller endda på tværs i organisationer. Blandt andet fordi man mange steder er mere vant til at måle og vurdere og kommunikere resultatet af indsatser ud fra summen af dele, end ud fra helheder; altså noget der er mere end summen af de enkelte indsatser.
Det er mere noget, der lever i introduktioner til strategier eller i politiske taler.
Her er den implosive holisme så interessant, fordi den ændrer måden vi ser på forholdet mellem helheden og delene. I stedet for at se på, hvordan delene kan bidrage opad mod en større enheds overlevelse, resiliens, eller bæredygtighed, vender den blikket udad mod, hvordan delene kan bidrage til så meget mere end helhedens intentioner eller ambitioner.
Se på det her eksempel: En kommune arbejder for, at deres største by kan blive “klimaneutral”, dvs. at reducere CO2-udslippet til en slags nul; det er sammensat af en lang række forskellige områder, som indgår i en samlet balance (affald, energiforbrug, materialer i vejbelægning, kantinemad, osv).
Alle ved, at man aldrig regner borgernes eget energiforbrug med. Det er altså ikke byen, der bliver klimaneutral, men bestemte dele af den. Så der er altså en helhed, og i et vist omfang kan der være synergi i virkeligheden, hvor handlinger understøtter hinanden.
Men dels er målet en nulsum, det handler om at komme ned til nul, at blive neutral. I tilfældet med København måtte kommunen for nylig udskyde sit mål om blive klimaneutral i nogle år, fordi en aftale med staten ikke var gået igennem. Men målet bliver ved med at være, at man vil bringe CO2-udslippet ned på et beregnet nul – som så i virkeligheden slet ikke er nul, fordi man trækker en hel masse virkelighed ud af billedet (f.eks. borgernes forbrug).
Til gengæld havde man taget statens bidrag med som forudsætning – og her var der jo et hul i modellen, hvor helheden var mere åben end godt var (for strategien). Der var en del, som stak ud af helheden, den hang sammen med en anden del i en anden helhed.
Resultat: fem års forsinkelse.
Den implosive holisme siger så: jamen, alle kommunens dele, alle dens medarbejdere, alle dens borgere, alle dens beboere, både menneskelige og ikke-menneskelige, er jo mere end bare dele af kommunen. Eller dele af byen, for den sags skyld. Og hver af dem er fulde af dele, som også er så meget mere end bare dele af delene. Hver medarbejder og borger er fuld af livsformer, og de er også forbundet ud af byen til en masse andre steder, de rejser, de udveksler, de flytter videre, de kommer andre steder fra. Og byen er fuld af svampe, som den kunne samarbejde med for at skabe positive, regenerative processer. Dem kunne man så prøve at holde styr på, så de enten kun leverer til byen og ikke andet (en slags holistisk diktatur) – det gør den før-antropocæne verdens virksomheder med alt, hvad de møder.
Eller man kunne lade dem gøre det, de er bedst til, og søge at skabe processer, der er klima-positive. Så risikerer man selvfølgelig at ende med, at byen bliver helt vildt klimapositiv – eller at effekten ender med at blive større i en anden by/virksomhed/organisation, fordi man sætter mere ind på at sætte fri, end på at kontrollere.
Det drilske ved Mortons begreb er altså dets iboende anarkistiske tendenser. Men måske er det netop en del af det regenerative paradigme, at der er en form for anarkisme, der vender tilbage i ny form og byder sig til.
Ikke den militante, bombekastende version, men den del der siger: fællesskaber er virkelige. Byer er virkelige. Sprogområder og kulturer eksisterer. Men de er ikke transcendente – de er subscendente. De er mindre end deres deles uendelige mangfoldighed. Det vil sige, at magten flytter sig udad i organiseringerne. Og det vil sige, at vi kan ende med at gå fra, at vi tjener og ærer og måske endda frygter helheden, hvad enten det er en nation eller naturen eller en virksomhed, til at delenes opgave bliver at nære og værne om og kere sig om (care for) helheden – fordi den faktisk er mindre end os alle tilsammen.
Og så er vi tilbage til Mortons udsagn i starten: at det er, når vi forstår udbredelsen af vores udbredte destruktive kraft i den antropocæne tid, at vi opdager, at delene ikke kan styres eller kontrolleres, fordi de er så meget mere end helheden. Til gengæld er helheden ikke længere et monster eller uoverskuelig – den kan forbedres og forandres og justeres og transformeres, hvis delene kan give hinanden frihed og virke sammen på samme tid.