Bæredygtighed, CSR, Virksomheders Samfundsansvar, Socialt ansvar, Cirkulær Økonomi, Regenerativ Ledelse osv. osv. Hvorfor så mange begreber? Er det ikke stort set det samme eller er der meningsfuld forskel mellem de enkelte begreber – og hvis ja, hvilken?!
I de seneste 25 år, hvor idéen om at virksomheder og organisationer har ansvar, forpligtelser og interesser, der rækker ud over at få mest mulig på bundlinjen, har der været mange forskellige begreber til at betegne disse forpligtelser og påvirkninger.
Ethvert nyt begreb har sin historik og dagsorden, og derfor er der forskel mellem dem. Samtidig er der dog også utrolig meget, der samler de forskellige begreber, og i denne blog vil jeg give mit bud på forskelle og ligheder på begreberne i dette felt. Og bær over med mig, for vi kommer på en tour-de-force både tidsmæssigt og tematisk.
Spænd sikkerhedsselen – let’s go!
Forurening, miljø, arbejdsmiljø
Enhver succes har konsekvenser – og industrialiseringens succes i det 20. århundrede fik bl.a. konsekvenser for naturen omkring industrierne, der til gengæld fra 1970’erne fødte en interesse for miljø og miljøbeskyttelse som politisk felt – først under betegnelsen ”forureningsbekæmpelse” og siden med begrebet ’miljø’ [Fodnote 01].
Arbejdsmiljø er også udløber af den stigende industrialisering, selvom de første reguleringer af sikkerhed og arbejdsmiljø blev lanceret allerede i 1800-tallet som arbejderbeskyttelseslovgivning, men på linje med miljøområdet fik arbejdsmiljø særligt fokus i 1970’erne med udarbejdelsen af en ny lov om arbejdsmiljø[Fodnote 02].
Både miljø- og arbejdsmiljøfelterne er først og fremmest udviklet i et juridisk spor, hvor regulering af miljø og arbejdsmiljø er sket gennem et stadigt mere komplekst system af love, regler og restriktioner. Problemet med at følge en ren juridisk vej er, at love er defineret som begrænsninger, som minimumstandarder og formuleret på en måde, der i princippet skal dække alle tænkelige organisationer og situationer lige.
Konsekvensen af den rene juridiske vej er, at den sjældent inspirerer, men bliver et ’race to the minimum standards’ eller et nødvendigt onde, der bare skal overstås. Derudover kan regler ofte føles begrænsende, fjollede eller irriterende, da den enkelte organisations situation ofte føles skæv på den ene eller anden måde i forhold til lovens intention.
Virksomheders Sociale Ansvar
I 1994 lancerede den daværende socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen kampagnen ”Det Angår Os Alle” sammen med idéen om Virksomheders Sociale Ansvar, der i denne udlægning dækkede over tre underlæggende indsatser: Forebyggelse, Fastholdelse og Integration.
Fokus var altså på medarbejdere og på et opgør med tilgangen om, at virksomheder uden større omtanke kunne forbruge de menneskelige ressourcer, de var afhængige af i deres produktion – præcis som vi forbrugte (/forbruger?) de fleste andre ressourcer i velmagts-Danmarks ’brug og smid-væk’-kultur.
Socialministeriets projekt handlede om at etablere en opmærksomhed hos og et ’samarbejde’ med virksomheder om at undgå og afhjælpe, at andelen af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet bare steg og steg – hvilket ikke bare var skidt for de berørte, men også rigtig skidt for de offentlige udgifter.
Arbejdspladser var både årsag til og bedst mulige løsning til at afhjælpe denne tendens, og det var Socialministeriet ønske at højne virksomhedernes opmærksomhed og indsats i denne retning og dermed at fremme Det Rummelige Arbejdsmarked, som var et sideløbende begreb fra samme kampagne.
På det tidspunkt var det kontroversielt, at et socialministerium forsøgte at komme i direkte tale med erhvervslivet. Vi havde jo både et Arbejds- og et Erhvervsministerium, der var de typiske politiske bindeled mellem folketing og erhvervsliv – normalt med de faglige organisationer som mellemled. Hvert ministerium havde sit særlige arbejdsområde, der rettede sig til en helt særlig del af samfund og borgere. I denne silo-forståelse af de politiske ansvarsområder var Socialområdet milevidt fra at have noget som helst at gøre med erhvervsliv.
Men Karen Jespersen var inspireret af en af Danmarks største virksomheder, Grundfos, der havde etableret særlige arbejdsenheder, hvor mennesker med begrænset arbejdskapacitet i et mere tilpasset arbejdsmiljø kunne arbejde og bidrage til både egen og virksomhedens glæde.
For Karen Jespersen var Grundfos’ eksempel en øjenåbner og inspiration til en måde at forny opfattelsen af ansvarsfordeling i samfundet – at vi ved at gøre op med den meget stringente silo-tankegang kunne skabe bedre løsninger i samarbejde. Det Karen Jespersen så i eksemplet fra Grundfos var, at en virksomhed kunne tage part i et socialt ansvar – ikke alene for at afhjælpe det offentlige, men fordi virksomhederne også havde interesse i at tage et sådant ansvar.
Fokus for Socialministeriet var altså, at virksomhederne i et frivilligt partnerskab med det offentlige skulle definere og tage deres del af samfundets sociale ansvar:
”It was not merely a question of asking companies to do more but of finding ways in which the political system and the companies might join forces in addressing fundamental societal problems. Hence, the point was to build dialogue and co-operation between the political system, the companies and the local authorities. Partnerships were of the essence”, som Karen Jespersen selv udtrykte det i et interview med Christina Thyssen gengivet i bogen ”Corporate Values and Responsibility”, redigeret af Mette Morsing & Christina Thyssen (2003).
I samme periode blæste der nye vinde inden for ledelsesområdet. Medarbejderne blev i højere og højere grad anerkendt som en af de vigtigste ressourcer for en virksomhed, og i håbet om at give mest mulig plads til arbejdsglæde og kreativitet til denne vigtige ressource skiftede ledelsestankegangen fra en hierarkisk hærfører-tankegang, hvor chefen gav ordrer og (med)arbejderne udførte den udstukne ordre til en mere værdibaseret ledelse, hvor med(!)arbejderne blev sat mere fri til at finde den rette vej frem mod et fælles udstukket mål gennem selvledelse.
Pejlemærkerne for virksomhederne og de mere frisatte medarbejdere blev, at virksomhederne udarbejdede mission, vision og værdigrundlag. Man fandt dog også hurtigt ud af, at de udarbejdede missioner, visioner og værdier havde en tendens til at blive en skrivebordsløsning, der blev glemt og døde i det øjeblik, de blev formuleret. For at modarbejde denne tendens og opretholde visionen og værdierne i dagligdagen gik nogle nyansatte filosoffer på Handelshøjskolen i København, Ole Thyssen og Peter Pruzan, i samarbejde med Spar Nord og andre dele af det danske erhvervsliv i gang med at udvikle de første eksempler på Etisk Regnskab – dvs. et regnskabs/rapporteringsformat, der i modsætning til det traditionelle årsregnskab ikke bare dokumenterede de økonomiske sider af virksomhedens virke, men fulgte op på, i hvor høj grad virksomheden havde levet op til de målsætninger, de havde formuleret som deres værdigrundlag.
I en senere, international version blev det økonomiske og det etiske/værdimæssige samlet i idéen om ’Den tre-dobbelte bundlinje’, hvor virksomheden rapporterer på sit årlige resultat i en balance mellem det sociale, det miljømæssige og det økonomiske (på engelsk også udtrykt som fokus på people, planet & profit).
CSR / Virksomheders Samfundsansvar
At Virksomheders Sociale Ansvar primært skulle fokusere på forebyggelse, fastholdelse og integration af medarbejdere, begyndte efter nogle år at føles for snævert for mange – ikke mindst internationale – virksomheder.
I deres internationale arbejdsfelt blev den danske socialpolitiske dagsorden for snæver. De mødte samarbejdspartnere ude i verden, der også snakkede om det, der på engelsk blev betegnet Corporate Social Responsibility (CSR), men som havde et langt større tematisk udsyn end det danske Virksomheders Sociale Ansvar.
Det gik samtidig op for de fleste, at selvom ’social’ på dansk lyder usandsynlig tæt på det engelske ’social’, så dækker de to betegnelser faktisk ikke over det samme. Det danske ord ’social’ refererer enten til det at trives i menneskelige relationer (’at være social’) eller knytter sig til et bestemt politisk område, der handler om støtte og hjælpeforanstaltninger (social politik, sociale ydelser mv.). Det engelske ’social’ er i virkeligheden tættere på det danske begreb ’samfund’ eller ’samfundsmæssig’.
Betegnelsen CSR blev hurtigt den gængse betegnelse også i de danske kredse, der ville vise, at deres arbejde med socialt og miljømæssigt fokus gik udover ’forebyggelse, fastholdelse og integration’ af medarbejdere. Efter nogle år skiftede Danmark regering og dette felt rykkede væk fra Socialministeriet og videre til hhv. Beskæftigelsesministeriet og Erhvervsministeriet, hvor det bl.a. var Erhvervs- og Selskabsstyrelsen der fik ansvaret for området.
Jeg havde min gang i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen omkring 2005, hvor jeg tydeligt husker at den daværende chef for CSR-området havde udlovet en præmie til den, der fandt den bedste danske oversættelse af CSR, for det var i hvert ikke Virksomheders Sociale Ansvar. Første forsøg blev til Virksomheders Samfundsmæssige Ansvar, der senere fik det lidt mere mundrette Virksomheders Samfundsansvar – men om der nogensinde var nogen, der modtog den udmeldte præmie står dog for mit vidende hen i det uvisse…
De danske oversættelser af CSR har været gode at have til at skabe nem og hurtig forståelse i sammenhænge, hvor det engelske blev for distanceret, men da dansk erhvervsliv – og dermed også dansk erhvervspolitik – i høj grad også er afhængig af internationalt samarbejde, og oversættelser altid halter en smule, så blev CSR som betegnelse også i en dansk kontekst det mest benyttede i en meget lang årrække.
Bæredygtighed
Sideløbende med udvikling af begreberne Virksomheders Sociale Ansvar/CSR fik begrebet ’Bæredygtighed’ også større og større gennemslagskraft – i første omgang dog særligt på miljø-/klimaområdet.
I 1987 udkom FN-rapporten ”Vores fælles fremtid” – i daglig tale kaldt Brundtland-rapporten efter den daværende norske statsminister, Gro Harlem Brundtland, der var formand for udvalget bag rapporten. Her blev begrebet ”Bæredygtighed” for alvor sat i fokus i relation til miljø og udvikling.
Bæredygtig udvikling bliver her defineret som ”en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.” Rapporten giver et omfattende overblik over de største globale miljøkriser, der er årsag til den globale sociale og udviklingsmæssige skævvridning og opfordrer regeringer til at indskrive en række principper i de nationale love, der skal skabe fremtidig bæredygtig udvikling. Rapportens udgangspunkt er dermed miljø og afdækker, hvordan miljøproblematikker er årsag til problemer inden for global social udvikling.
Men hvor CSR/Virksomheders Samfundsansvar var en bevægelse, der skulle udvide virksomheders forståelse af deres påvirkning af og på den omgivende verden og frivilligt finde løsninger på dette, så blev begrebet ”bæredygtighed” født ud af et politisk fokus på verdens miljø-/klimaproblematikker.
Med dette oprindelige fokus på miljø, politik og jura er det derfor ikke så mærkeligt, at bæredygtighed og klima, der i mellemtiden var lanceret for at understrege de globale gensidige naturpåvirkninger sat over for ’miljø’, der nu var forbeholdt betegnelsen på mere lokale naturpåvirkninger, blev de moderne begreber for det felt, der var barn af forureningsbekæmpelse.
Og denne kobling betød, at begrebet bæredygtighed i mange år alene blev synonym med miljø/klima på trods af Brundtland-rapportens dobbelte fokus på sammenhængen mellem miljø og udvikling.
Brundtland-rapportens FN-perspektiv betød, at den primære anbefaling var rettet mod verdens landes regeringer om at indarbejde nye bæredygtige principper i de nationale love. Et stort element af rapporten retter sig dog også mod aktører inden for den globale økonomi, hvor blandt andet internationale virksomheder, kaldet TNC’s (Trans National Cooperations), bliver udpeget som særligt ansvarlige i opnåelse af nye, mere ligeværdige forretningsmæssige samarbejder end hidtil – ikke mindst da diagnosen på verdens ikke-bæredygtige udvikling er markedsøkonomiens evige kapløb om større profit.
Så selvom bæredygtighed i lang tid var domineret af en traditionel miljø-tilgang, der med sit juridiske spor ofte bliver opfattet i opposition til og en forhindring for erhvervslivet, så blev den fælles intention og interesse mellem CSR og bæredygtighed efterhånden så tydelig, at de to felter løbende blev inspireret af hinanden til de i dag betragtes stort set som hinandens synonymer, og hvor bæredygtighedsbegrebet har taget føringen.
Men ender historien om feltets begrebsjonglering så her ved det nuværende førende begreb? Nej da, selvfølgelig ikke, for nye udfordringer og perspektiver dukker hele tiden op og kræver begrebslig finjustering for at rumme og sætte fokus på det nye.
Cirkulær økonomi og Regenerativ Ledelse
De seneste år har nogle af de nye og supplerende begreber på feltet været Cirkulær Økonomi og Regenerativ Ledelse. Cirkulær Økonomi kombinerer biologien og miljøfeltets interesse for cirkularitet med forretningsverdenens interesse for økonomi – og taler altså på denne måde om, at fokus på at tænke cirkulært frem for lineært i forretning er den bæredygtige vej.
Idéen om cirkularitet baserer sig på et princip om en cradle to cradle/vugge til vugge-tankegang, der understreger et opgør med den lineære økonomiske vugge til grav-forståelse, hvor man primært kigger på og har ansvar for et produkt eller en service fra en begyndelse til et defineret slut, hvor produktet/servicen er blevet til affald, og derfor er ude af producentens interesse. I cradle-to-cradle er linjen blevet til en cirkel, der understreger, at man allerede i design af et produkt/service skal vide, hvad der sker med produktet, når det ikke længere er i sin oprindelige brug – og hvordan de elementer, der er tilbage af produktet får nyt liv i en ny sammenhæng i stedet for at ende på en losseplads.
I princippet findes der ikke affald i denne tilgang, men brugte ressourcer, der kan bruges i nye sammenhænge.
Det er nogle af de samme perspektiver og idéer, der ligger til grund for den Regenerative bevægelse. Regenerativ Ledelse er en del af en bevægelse, der i bæredygtighedsbegrebet ser et udgangspunkt efter at arbejde for at opretholde balance mellem det, vi forbruger og det vi efterlader – ”ikke at sabotere fremtidige generationers muligheder ved vores eget forbrug”.
Regenerativ Ledelse henter inspiration fra en meget bred faglig palette, der på tværs af fagligheden har enslydende analyser og viser fremad i den samme retning. Det er et opbrud med at tænke i modsætninger og i stedet at tænke i relationer. Der hentes bl.a. inspiration fra naturens gang, hvor planter og dyr indgår i et årshjul af spiring, blomstring, forfald og hvile, der derefter bliver til ny spiring i en form for ny cirkularitet.
Men da den ny spiring ikke er en nøjagtig gengivelse af dens udspring, men vedholdende udvikler sig til nye former og arter illustreres denne udvikling bedst som et loop frem for den evigt, gentagende cirkel. Den regenerative bevægelse taler om, at vores liv og arbejdssammenhæng skal inspireres af naturens gang, hvor der i modsætningen til det aktuelle arbejdsmarkeds konstante præstationsmodus (i lighed med sommerens blomstring) også bliver plads til eftertænksomhed og hvile (efterår/vinter modus), der er forudsætning for ny kreativitet og udviklingspotentiale.
Et grundlæggende princip er derfor ikke at stræbe efter alene at opretholde balance, men at have for øje at give mere i enhver sammenhæng end man forbruger. Derfor skal produkter designes til at give mere end de forbruger ved at blive produceret. Og derfor skal medarbejdere f.eks. gå oplivet hjem fra arbejde frem for at føle sig stressede og opbrugt af arbejde.
Der er en mængde flere elementer til idéen om det regenerative, men det er mine kolleger her hos Promentum langt bedre til at udlægge, så læs endelig videre hos dem.
I mit perspektiv er intentionerne mellem bæredygtighed og regenerativ ledelse ikke så forskellige (faktisk bliver begrebet regenerativ også brugt i Brundtland-rapporten (bl.a. kap. 3, afsnit 32), men dog ikke med helt samme udfoldelse, som i Regenerativ Ledelses-feltet), men med et begreb som regenerativ ledelse bliver der alligevel sat fokus på nye elementer og perspektiver, der har sin berettigelse og tager udgangspunkt i kloden og den globale befolknings problematikker her 35 år efter Brundtland-rapporten.
Nye tider og perspektiver kræver nye begreber – men grundidé er den samme
Så ja, der er mange begreber, der prøver at begribe (næsten) det samme felt – i virkeligheden er der en mængde begreber, som også har været i spil på feltet, men som jeg i denne sammenhæng er hoppet let og forhåbentlig elegant henover.
Som alt andet i denne verden er dette felt absolut ikke stationært. Det er selv påvirket af det omgivende samfund, af udvikling og nye perspektiver, og derfor vil begrebsliggørelsen af feltet også hele tiden forandres og være genstand for forskellige interesser, der understreger et bestemt perspektiv med brug af bestemte begreber.
Som vi har set ovenfor, så er det tematiske fokus på den ene side gået fra Forurening -> Miljø -> Bæredygtighed og på den anden side fra Det Rummelige Arbejdsmarkeds interesse for forebyggelse, fastholdelse og integration af medarbejdere på kanten af arbejdsmarkedet til CSR’s bredere samfundsfokus med bl.a. stort fokus på leverandørkæde, menneskerettigheder m.m.
Herfra er fokus flyttet videre til Regenerativ Ledelses revitaliserede interesse for værdier, tilgange og processer i måden af drive virksomhed på, der integrerer forståelsen af natur og menneske i ét og blandt andet dermed igen får sat særligt fokus på medarbejdere – men denne gang ikke bare de særligt udsatte, men os alle sammen.
Lancering af idéen om Virksomheders Sociale Ansvar var som beskrevet også et opgør med en silo-tankegang mellem forskellige sfærer i samfundet og et ønske om at skabe relationer og samarbejde på tværs af ’siloerne’ til det fælles bedste. At gøre op med grundlæggende dikotomier i vores samfundsforståelse og samfundsopbygning og i stedet fokusere mere på relationer er som sagt også et af grundelementerne i idéen om Regenerativ Ledelse. På denne måde genser man intentioner og tendenser, der går på tværs af årtiers arbejde på denne front, men også klare nybrud og bevægelser, der giver mening for at kunne favne og provokere nye udviklinger frem.
De mange begreber i dette felt kan let forvirre og skabe begrebstræthed, men forhåbentligt er det blevet klart at ethvert af disse begreber har deres historik, intention og perspektiv, der på bedste beskub har forsøgt at begribe idéen om, at virksomheder og os alle hver og én ikke er adskilte størrelser, men til stadighed er afhængige af input udefra og selv sætter spor i omverdenen, som vi er forbundet med – og det betyder, at vi bør være opmærksomme på og tage ansvar for den forbundenhed både i vores praksis og brug af begreber uanset, hvordan vi vælger at betegne det.
For større uddybning af begrebshistorik inden for CSR/bæredygtighedsfeltet, se bl.a. Roepstorff (2010): ”CSR – Virksomheders Sociale Ansvar som begreb og praksis”, Hans Reitzels forlag.
[01]Jens Kampmann ”Den politiske baggrund. Oprettelsen af Ministeriet for Forureningsbekæmpelse – senere Miljøministeriet”, Miljøministeriets 25 års jubilæumsskrift, 1996; Danmarkshistorien.dk
[02] lex.dk