På norsk har man et herligt udtryk: Dørstokmilen.

Dørstok betyder dørtrin på dansk. Dørstokmilen – eller dørtrinsmilen – er et udtryk for den ofte næsten uoverkommelige distance, der skal tilbagelægges fra sofaen og ud over dørtrinnet, når man skal ud og motionere.

Det er svært at komme i gang, når opgaven virker stor og anstrengende. Dørtrins-milen sniger sig ind mange steder. Når vi skal betale regninger, når der skal gøres noget ved haven, når haveskuret roder eller når  der skal gøres rent. Det er bare hamrende svært at komme i gang.

Det forunderlige er, at når først man er kommet i gang, så glider det ofte som smurt, og man får noget fra hånden.  Bagefter bebrejder man typisk sig selv med følgende: ”Det var da ikke så slemt – hvorfor bruge al den mentale energi på at komme i sving?”

Forandringsimmune? Næh –  måske blot lidt overvældede

Dørtrins-milen rammer også mange projekter og projektledere. Når et projekt skal gå fra udviklingsfasen og alle de gode idéer skal til at udmønte sig i en ændret adfærd ude i virkeligheden, er der fare for, at tingene sander til i inaktivitet. Vi har den store plan klar. Der er tænkt en masse geniale tanker. Det er bare at trykke på knappen og råbe ”sæt i værk”. Men der sker ikke så meget. Folk derude i virkeligheden gør i stedet, som de plejer. Er de mon bare ikke særligt omstillingsparate eller forandringsmodvillige? Har de ikke forstået vigtigheden af projektet?

Sandsynligheden er, at de fleste er klar over, at det er fornuftigt at indføre ændringer og foretage forandringer. De fleste mennesker kan og vil gerne håndtere store forandringer i deres liv. Vi tager jo uddannelser, flytter til andre by, bliver gift –  nogle endda flere gange, får børn og går på pension.

Vi mennesker er vildt omstillingsparate. Forandring fryder. Men det er også fryd, der forandrer. Desværre er det de færreste af os, der ligger på divanen og fryder os over udsigten til en 10 km løbetur i silende regn i november måned. Vi ligger i stedet og bekymrer os over, hvor stor en opgave det er og forestiller os, hvor hårdt det bliver.

Men der er et trick til at lokke os over dørtrinnet. Et trick som alle projektledere bør benytte sig af, når et projekt skal over dørtrinnet og ud i virkeligheden:

Sænk barren i starten og planlæg de første skridt

Selvhjælpsguruen Marla Cilley beskriver tricket i sin bog ”5 minut Room Rescue”. Når vi står overfor en rodet og møgbeskidt bolig og lader os mentalt overvælde af det rengøringsbjerg, der skal bestiges, så skal man lure sin hjerne til at tro, at opgaven er meget mindre. Sænk barren. Cilleys råd er, at man skal sige til sig selv: ”Nu tager jeg kun lige og rydder op i soveværelset i fem minutter – og så kan jeg slappe lidt af bagefter”. Og du kender det godt. Når først du er i gang i soveværelset og har fået en lille succes, virker det hele ikke længere uoverkommeligt. Og så kan du ligeså godt rydde det hele op, når du er i gang.

Godt i gang er halvt fuldendt

Bjarne Reuter beskrev en gang i et interview, hvordan han undgik at starte dagen med en skriveblokering. Han sluttede blot arbejdet dagen før midt i en sætning eller et afsnit. Også selvom, han godt vidste, hvad der skulle skrives. På den måde havde han noget konkret at komme i gang med næste morgen. De første par gode linier, der skulle bringe ham over dørtrinnet.

Vil du løbe en tur i morgen tidlig, er det gode trick at lægge løbetøjet og løbeskoene frem ved siden af sengen (planlæg de første skridt) og bild dig selv ind, at de kunne skal løbe 2-3 km. Når du kommer over dørtrinnet, bliver det sikkert til lidt mere. Nu du er i tøjet og i gang.

Drop at beskrive den forkromede helhedsplan

Mange projektledere begår ofte en kæmpebrøler, når de skal rulle deres gode tanker og idéer ud i virkeligheden. De præsenterer og beretter om hele den store forkromede implementeringsplan.

Vores hjerner bliver overvældet af alt det nye, der skal ske. Projektdeltagerne bliver handlingslammede. Projektlederen bør i stedet nedtone alt det nye i forandringen og sænke barren og ambitionerne i starten af implementeringsprocessen.

Projektledere skal narre folk ind i soveværelset i fem minutter (okay det blev lidt lummert, men prøv at følge mig) og få dem i gang med den første lille succesfulde oprydning. Så kommer resten ofte af sig selv. Projektet får derefter sin egen inerti.

Et 3 minutters kursus i effektiv forandringsledelse

Tjek lige dette vidunderlige klip med Bobby Mcferrin. Han vil gerne have folk til at synge sammen med sig. Men han er en klog mand og ved, at hvis han fortæller publikum, hvad han vil have dem til, vil det virke for uoverskueligt. Derfor starter han med nogle få succesrige skridt. Og når publikum først er i gang og har fanget idéen, så kører det hele af sig selv.

Sværere er det ikke.

Jeg er desværre nødt til at smutte nu. Skal have ryddet op i mit skur. Eller måske bare lige have flyttet….