Du kender det sikkert. Du er projektleder og sidder med en opgave eller et projekt. Du føler, at du kun kan dreje til højre eller venstre. Ingen af delene virker som den rigtige løsning. Du er kørt fast. Endt i en blindgyde. Det er ubehageligt. Du har ikke tid til at sidde fast, da en vigtig deadline nærmer sig. Hvordan sikrer du, at du og dit projektteam kommer hensigtsmæssigt videre herfra?
Det du har behov for, er at få øje på alle de andre handlemuligheder, der eksisterer, som du endnu ikke har bemærket. Ofte er der ikke en decideret rigtig eller en forkert måde at tackle en udfordring på. Til gengæld kan der være måder, der er mere eller mindre hensigtsmæssige i situationen. Ved at skifte fokus fra ’rigtigt og forkert’ til ’hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig’ åbner du op for at se flere muligheder.
Nedenfor kan du læse om, hvordan du gør det.
Knaphedsmindset vs. overflodsmindset
For at blive bedre til at bemærke, og dermed være i stand til at se flere muligheder, må du skifte fra et knaphedsmindset (scarcity thinking) til et overflodsmindset (abundance thinking). Der er flere perspektiver og løsninger på en given udfordring end der er mennesker på planeten. Hvis du føler, du er kørt fast, må du lære at bemærke de mange muligheder, der faktisk eksisterer. Der er ALTID mere end én løsning. Spørgsmålet er om du kan se dem?
Brug skemaet til at spore dig ind på din situation. Hvilken er stærkest hos dig og dit projektteam? Kaphedsmindsettet eller overflodsmindsettet?

Biologisk set er hjernen indstillet til ikke at være opmærksom på alt. Det kan være en udfordring – især når vi føler vi er kørt fast. Hjernen er designet til at præsentere dig for information der lægger sig op ad det, du allerede søger og kender. Den viser dig ikke det, der ikke falder inden for dit søgefelt, fordi den ikke har registreret det som vigtigt for dig.
Denne mekanisme er en måde at administrere hjernens sparsomme energi på. Du får fra naturens side primært information, der skal sikre din overlevelse. Hjernen har ikke udviklet sig ret meget siden menneskearten så dagens lys. Derfor kæmper vi i dag ofte med de gamle standardindstillinger fra dengang, hvor verden var knap så kompleks.
Det er muligt at forstyrre hjernens standardindstilling, men det kræver energi, da du udfordrer den hurtige autopilottænkning, som er din hjernes vaner. Formår du at skabe et ’overflodsmindset’ (der findes mange andre løsninger end de få, jeg kan forestille mig lige nu), vil du opleve flere fordele.
Det vil føles knap så angstprovokerende at træffe en beslutning, når det handler om ’hensigtsmæssigt’ (jeg skal nok overleve) frem for ’rigtigt eller forkert’ (liv eller død). Det føles ikke som en umulig opgave, fordi du ved, der ER løsninger. Situationen vil føles knap så tung, og du har mere energi. Det kan endda føles som om, at universet pludselig har valgt at støtte dig, men i virkeligheden er du bare stoppet med at spænde ben for dig selv.
Træn dit overflodsmindset
For at gøre overflodsmindsettet til en vane, må du øve dig. Ofte. Over længere tid. Indtil den måde at tænke på, ikke mere kræver så meget energi af dig.
Du må lære dig selv at stole på at de informationer, som din hjerne gemmer af vejen og ikke præsenterer for dig som det første, kan findes frem, når du har behov for dem. Du må også stole på, at når du skifter fokus, så ser du noget andet. Du har ofte allerede de informationer, du har behov for, for at komme ud af din fastlåste position.
Stil dig selv åbne spørgsmål, når du er fanget i knaphedsmindsettet.
Åbne spørgsmål kan hjælpe dig og dit projektteam til at se noget andet, end det I oprindeligt havde fokus på og derved åbne op for nye muligheder.
Det kunne være spørgsmål som disse:
- Hvis jeg skulle opleve denne situation anderledes, hvad kunne jeg så lægge mærke til?
- Hvad er mine valgmuligheder (stiller ikke spørgsmålstegn ved om du har nogen)
- Hvis jeg skulle lægge mærke til noget brugbart og meningsfyldt, hvad kunne det så være?
- Hvis denne ’umulige’ opgave faktisk er mulig, hvad ville mit næste logiske og åbenlyse skridt være?
- Hvad er virker faktisk i denne situation? Hvad kan jeg værdsætte?
- Gad vide, hvordan det ville være at… (noget der virker umuligt)
- Hvilke ressourcer kunne jeg have som jeg ikke selv kan se endnu?
- Hvis jeg var neutral i forhold til situationen, hvad ville jeg så se?
- Hvis jeg intet vidste omkring emnet, hvad ville jeg så se?
Brug ovenstående spørgsmål i dit projektteam for at skabe fremdrift, når I føler, I er kørt fast.