Af Lars Elswing

Extro-science fiction

Der er nok at tage fat på ift. de udfordringer, som står foran os som mennesker og samfund i disse tider. Men måske handler det også om at give slip? At turde og evne at give slip på gamle forestillinger og ideer for at kunne tage imod og omfavne nye måder at se verden på. 

Hvem har ikke ladet sig drømme væk omkring muligheden for tidsrejser eller smarte gadgets, som vi er blevet præsenteret for i fantasifulde sciencefiction-film og -bøger. Og man kunne i dag også fantasere om videnskabelige teknologiske landvindinger, som med et fingerknips kunne løse alle vores udfordringer med biodiversitet, klimaforandringer og øget mistrivsel.  

Quentin Meillassoux (f 1967) er en nulevende fransk filosof ansat ved Université Paris 1 Panthéon-Sorbonne. Han beskæftiger sig med at søge nye måder at anskue forholdet mellem verden og mennesket på via en form for filosofisk realisme, hvor der er ting i verden, som er virkelige og ikke udelukkende konstruerede. Meillassoux siger: ”Ever since Kant, the subject is stuck to the world” – at siden Kant har subjektet og verden været uløseligt forbundet og virkeligheden har kun eksisteret i et samspil derimellem. 

Teksten med titlen ”Science fiction and extro-science fiction” er en udskrift af en forelæsning på en konference på École normale supérieure, 2006, og den fremstiller en model for hans tanker ved at sammenligne distinktionen mellem sciencefiction og extro-science fiction med ”Humes problem” mod Popper og Kants ontologiske og epistemologiske antagelser. 

Humes ”problem” handler om, at hvis du står foran et billardbord, og du ligger an til at støde til en kugle, og denne kugle dernæst rammer en anden kugle, vil du forvente, at den næste kugle vil fortsætte i en retning bestemt af, hvor sammenstødet med den første kugle indtraf. Men denne ”deduktive” slutning om, at fordi dette skete sidste gang – at to billardkugler rammer hinanden, så er det ikke det samme som, at du ikke kan forestille dig, at noget andet ville kunne ske. At årsag-/virkningsrelationen kunne falde anderledes ud. Vi er jo faktisk i stand til at forestille os alle mulige måder, som kugler kunne trille rundt på billardbordet på. Her sætter Meillassoux det op som distinktionen mellem sciencefiction og extro-science fiction.   

Meillassoux definerer sciencefiction som forestillingen om en fiktiv fremtid, hvor videnskaben udvider og udvikler mulighederne for viden og forståelse af hvad, som er virkeligt. Lige meget, hvilke fantastiske landvindinger fiktionen frembringer, vil den altid være bundet til den eksisterende videnskabs ontologi. Meillassoux siger: ”in the anticipated future it will still be possible to subject the world to a scientific knowledge” – selvom kun fantasien sætter grænser, vil der altid være en videnskabelig sammenhæng med den videnskabsforståelse, som allerede er. 

Extro-science fiction er ifølge Meillassoux ikke et spørgsmål om en imaginær verden, hvor videnskab ikke findes, men en verden, hvor eksperimental videnskab er umulig og samtidig ikke ukendt som fakta. Dette er et spørgsmål om at forestille sig en verden, som ikke kan hænge sammen ved at påkalde sig eksperimentale videnskabelige teorier eller mål. Meillassoux opstiller følgende spørgsmål som målgivende for extro-science fiction: ”what should a world be, what should a world resemble, so that it is in principle inaccessible to a scientific knowledge, so that it cannot be established as the object of a natural science?”.  

Meillassoux rejser disse spørgsmål for at bringe sig i en position, hvor han kan stille spørgsmål til et overordnet og generelt problem, nemlig problemet med induktion. 

Meillassoux fremstiller Humes problem som et spørgsmål omkring nødvendigheden af naturlove og får i samme mundfuld afkoblet Karl Popper fra at have løst problemet. Popper tager i sit udgangspunkt fejl af Hume ved at forholde sig epistemologisk til problemet, mens Humes udgangspunkt er ontologisk. I Meillassouxs terminologi forholder Popper sig til problemet som sciencefiction, mens Humes udgangspunkt er extro-sciencefiction. Han kritiserer også Kant for, at selvom han forstår problemets natur, modsat Popper, så er hans teori om transcendental deduktion ikke i stand til at løsrive sig fra videnskabens matrix.  

Humes afsæt i eksemplificeringen med billard-kuglernes årsag-/virkningsforhold, hvor den første kugle rammer den næste, som forventeligt fortsætter i den retning, man har planlagt, men nu opfører sig helt uden relation til fysikkens regler, er et spørgsmål om, hvor vi har al den a priori-viden fra. 

Hvordan kan vi være så overbeviste om, at kuglerne vil opføre sig, som de gjorde sidste gang og gangen før? Vi kan forestille os, at kuglerne opfører sig anderledes, men vi vælger alligevel at forvente det forventelige. Det er vanen, svarer Hume. Der er ikke nogen logisk modsigelse i at forestille sig, at de fysiske love vil ændre sig i fremtiden, og hvis vi ikke kan afvise, a priori, at de fysiske love vil ændre sig i fremtiden, så kan vi kun bygge antagelsen på a posteriori-viden – det som vi ser nu og her, eller på erfaring – det, som er sket tidligere. Det er kun sund fornuft, som, blottet for logik og erfaring, vil påstå, at fremtiden vil bestå af kugler, som triller i lige linjer af udelukkende empirisk viden, og som vil kunne overbevise os om, at de vil fortsætte med det altid. 

Karl Popper ville svare, at det blot er fordi de naturlove, som forklarer kuglernes uregelmæssige bevægelser, ikke er fremsat endnu. Ved at spørge om fremtidige eksperimenter kan ændre morgendagens teorier, gør Popper det til et epistemologisk problem og ikke ontologisk som Hume, der ikke kun spørger til den videnskabelige konsistens, men også de fysiske loves udfoldelse i sig selv. Popper vil aldrig tvivle på om gamle anerkendte forsøg vil give samme resultat i fremtiden. 

Kant ville ifølge Meillassoux sige, at hvis der ikke fandtes love, ville hverken verdenen eller nogen form for bevidsthed kunne eksistere. Kun et tomt mangefold uden nogen form for sammenhæng eller udvikling. Kant udleder, at kausalitet, kategoriseret som universel form, forklarer problemet fremfor erfaring, som kun kan forklare et eksakt tilfælde. Kant kritiserer Hume for, at selvom han opstiller en situation, hvor videnskabelig lovmæssighed er umuligt, vil det ikke kunne lade sig gøre, idet bevidstheden er afhængig af denne lovmæssighed, som videnskab skaber, for at kunne eksistere.  

Meillassoux fremfører en hypotese, som udfordrer Kants ord om, at videnskab og bevidsthed ikke kan eksistere uden lovmæssighed. Han opstiller tre typer extro-science fiction-verdener, som på forskellige måder udfordrer Kants tese. Vi kan faktisk forestille os så mange verdener, vi har lyst til, som alle vil udfordre Kants tese. 

Type 1-verdener er verdener, som er irregulære, men som ikke overskrider rammerne for bevidsthed eller videnskab. De er verdener, som indeholder fåtallige eksempler på årsagsløse hændelser, men idet de er for få til at true hverken videnskaben eller bevidsthedens lovmæssighed, er de indenfor rammer af Kants forestillingsevne. 

Type 2-verdener er verdener, som i tilstrækkelig grad er irregulære til at udradere videnskab, men ikke bevidsthed. Der vil ikke være nogen sfære, som undgår irregulariteten og tilfældig uorden. Laboratorieeksperimenter vil udløse tilfældige resultater, hvilket vil umuliggøre en egentlig naturvidenskab. Men i denne type verdener vil det dog stadig være muligt at skabe en dagligdag. Selvom den er fuld af overraskelser, så vil den være konsistent nok til at opretholde en form for bevidsthed. Vi vil kunne skrive vores egne leksika ud fra egne observationer omkring flyvende ting og andre, som skifter form fra tid til anden. En slags dagbog, hvor det fx kunne lyde: ”I torsdags indtræf en fornyelse af kvantefysikken, der skiftede igen lørdag”. Dette omhandlede for det meste laboratorier på den sydlige halvkugle. Ideen er, at der under dette umiddelbare kaos kunne gemme sig en orden, men at vi ikke kan se den orden, så længe vi ser fra ”vores” verden med videnskabelig lovmæssighed hen på den nye verden. 

Den sidste type af verdener vil være verdener, hvor fraværet af nogen form for lovmæssighed medfører, at det ikke længere vil kunne betegnes som en verden. I denne verden vil hverken videnskab eller bevidsthed kunne etableres, og Kant vil få ret i, at der kun vil være kaos tilbage. 

Meillassoux fremhæver type 2 EFX-verden for at have vigtighed på to måder. For det første viser den, ved blot at kunne tænkes, både Kant og Poppers fejlagtige forsøg på at løse Humes problem. De lykkes ikke med at tilbagevise muligheden for, at sådanne verdener kan eksistere ved hjælp af fornuft. Der er i selve tanken om extro-science fiction en invitation til at genoptage en undersøgelse af Humes problem, mener Meillassoux.  

Hvis vi går med på Meillassouxs tanker om at forestille os en verden, hvor naturlovene ikke er konstante og uforanderlige, så vil det åbne muligheder for løsninger på problemer, som vi ikke kan se, ved brug af naturvidenskabens matrix. Hvis vi accepterer ideen om at give slip på forestillingen om verdens uforanderlighed og ideen om, at i morgen bliver ligesom dagen i går, så åbner det op for muligheder i det uendelige. Når vanetænkning afgrænser vores mulighedsrum for nye måder at leve vores liv på, så afskærer vi os selv for muligheder, vi allerede kan tænke. Dette kan ses som værende en del af det regenerative paradigmes DNA. I det regenerative ligger intrinsisk – et mulighedsrum, hvor alt kan regenereres, når vi skaber vilkår herfor. 

Men hvad enten vi sidder i vores lænestol foran pejsen og mediterer som Descartes, eller spiller billard med vennerne som Hume, så vil vi ikke være i tvivl, hvis naturlovene ændrede sig i et nu.